Rejseplan

Rejseplan

Vi har i det efterfølgende udarbejdet en rejseplan, sådan som vi kunne tænke os det, før vi tager af sted. Rejseplanen bygger forskellige input fra rejsebureauer, hjemmesider, venner og bekendte m.v. 

Vi har forudbestilt nogle hotel-overnatninger, ture og fly. Men størstedelen af turen er ikke fastlagt. Vi tager et fly, tog eller bus og så ser vi hvor vi havner. Alle tidspunkter er lokal tid.

Der er -7 timers tidsforskel i forhold til Danmark. Du kan f.eks. tjekke tidsforskellen her: http://www.timeticker.com/

 


 

Rejseplan Peru

Fredag den 28. juni 2013

Denne dag flyver vi fra Danmark til Peru. Hen på eftermiddagen afgår flyet fra København via Madrid til Lima i Peru. Her lander vi tidligt lørdag den 29. juni, hvorefter vi flyver det sidste stykke videre til Inkaernes hovedstad Cuzco. Denne sidste del af rejsen går over de mægtige Andesbjerge, og man kan få et godt indblik i, hvor uvejsomt dette terræn er. Et godt fif er at sidde i venstre side af flyet, da man her har udsigt til de snedækkede tinder lige inden landingen i Cuzco. 

Fly fra København til Cuzco:

28. juni 2013   Afg.: Copenhagen (CPH), kl. 15:40, Iberia, IB3731, (03:20)

Ank.: Madrid (MAD), kl. 19:00

29. juni 2013   Afg.: Madrid (MAD), kl. 00:35, Lan Chile, LA2707, (12:10)

Ank.: Lima (LIM), kl. 05:45

Afg.: Lima (LIM), kl. 07:40, Lan Chile, LA2019, (01:20)

Ank.: Cuzco (CUZ), kl. 09:00

Lørdag den 29. juni 2013

I Cuzco bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel, Hostal Inkarri. Resten af dagen har vi på egen hånd. Vi befinder os nu i 3400 meter over havet, og det er vigtigt, at vi bliver tilpasset den iltfattige højde. Her kan vi tilbringe dagen med at gå rundt i den smukke koloni by, forbi Plaza de Armas og San Blas området. Evt. kan vi tage på det hyggelige og meget lokale San Pedro marked og nyde en friskpresset juice. Vi kan også studere de mange inkamure i Cuzco, som ud fra perioderne, hvor de er bygget, er vidt forskelligt lavet. Dem som har overskud kan tage turen op til Sachayhuaman, der er en inka ruin, som ligger hævet over Cuzco ved den store Jesus figur, som også kan ses fra byen.

Søndag den 30. juni 2013

Denne dag kunne vi tage på tur i den hellige dal, som ligger ca. 1000 meter lavere end Cuzco. Turen rundt i den hellige dal giver et godt indblik i den smukke natur i Andesbjergene og man kommer i løbet af dagen forbi store Inkaruiner i byerne Pisac, Ollantaytambo og Chinchero. Denne dag vil være vores første store møde med Inkaerne, og flere dage vil herefter følge. Vi kan nyde aftenen på en af de hyggelige restauranter rundt om Plaza de Armas eller på en af de andre hyggelige Plazaer i byen.

Mandag den 1. juli til torsdag den 4. juli

Vi kommer nu til en af de helt store oplevelser, da vi de næste 4 dage skal vandre ad Inkastien til Machu Picchu, som for et par år siden blev kåret som en af verdens 7 nye vidundere. Det er en trekkingtur, hvor vi skal vandre og sove i telt. Vi har på bedste beskub prøvet at forberede os til turen hjemmefra med indkøb af vandresko og ture rundt om Lyngby og Bagsværd Sø.

1. juli (dag 1): Cuzco (3350m) - Piskakucho (2850m) - Wayllabamba (3100m)

Vi bliver hentet på hotellet i Cuzco tidligt om morgenen og kørt til Ollantaytambo (ca. 2 timers køretur). Her har vi mulighed for at spise lidt morgenmad og købe vandrestave af træ til trekkingturen. Fra Ollantaytambo kører vi videre til KM 82, ved byen Piskacucho, hvor vores trek starter. Inden vi får lov til at komme ind på inkastien, skal pas og evt. ISIC kort vises. Husk, det er vigtigt, at vi medbringer det samme pas, som turen er reserveret med. I dag skal vi vandre ca. 13 km. Den første strækning mod landsbyen Miskay er rimelig flad og går langs floden i et smukt landskab med udsigt til Mt. Veronicas snedækkede tinde i 5.750 meters højde. Der holdes en lille pause i Miskay, inden turen fortsætter opad til et plateau, hvor vi belønnes med en smuk udsigt over området og inkaruinen Patallacta. Her kan den berømte tuna kaktus opleves, der er et yndet hjemsted for Cuchinilla lus, der bruges til at farve tøj med. Der er også chancer for at se kolibrier flyve omkring i blomsterbuskene. Undervejs har kokken stillet telt op og lavet frokost, som nydes i de smukke omgivelser. Vi ankommer til landsbyen Wayllabamba (ca. 3000 meters højde) om eftermiddagen og fortsætter opad til vores lejr, hvorfra vi har en smuk udsigt over dalen og de omkringliggende bjerge. Trekkingtid: 4-5 timer. (F,A)??

2. juli (dag2): Wayllabamba (3100m) - Warmi Wañusca passet (4200m) - Pacaymayo-dalen (3600m)

Denne morgen starter vi tidligt. Vi skal vandre ca. 9 km i dag, men det er en stejl strækning op til det første pas i 4.200 meters højde; Warmi Wañusca – kendt som Den Døde Kvindes Pas. På hele dette stykke går vi på høje trappetrin. Først gennem skoven, der er dækket af grønt og gråt mos. Senere kommer vi til det åbne puna plateau, hvorfra vi måske kan se græssende lamaer. På dette stræk er det vigtigt, at vi går i vores eget tempo, da det er en hård opstigning. Husk at medbringe energisnacks og chokolade, der kan give lidt ekstra energi. Gruppen samles igen ved toppen af passet, og får et velfortjent hvil og mulighed for at nyde udsigten, inden vi fortsætter turen ned ad trapperne på den anden side. Efter et par timer kommer vi til Paqaymaya-dalen (ca. 3600 meters højde). Her spiser vi aftensmad og slår lejr for natten efter en smuk, men også hård dag i Andesbjergene. Trekkingtid: 7,5-8 timer. (M,F,A)

3. juli (dag 3): Pacaymayo-dalen (3600m) - Runkuray pas (4000m) - Sayacmarca (3725m) - Phuyupatamarca (3580m) - Wiñay Wayna (2650m)

Efter morgenmaden fortsætter vi vores vandretur. Det er det længste stræk i dag, ca. 15 km, men også meget interessant, da her er op til flere spændende arkæologiske udgravninger i gang. Vi vandrer mod turens andet pas, Runkuray (3970 meters højde). Undervejs gøres stop ved Runkuray ruinen, som man mener, inkaerne har brugt til udkigspost. Fra toppen af passet er der en fantastisk udsigt til Vilcabamba bjergene - hvis vejret er klart. Herefter går det nedad mod det store ruinkompleks Sayaqmarka. Efter besøget fortsætter vi vandreturen mod det tredje pas, Abre de Phuyupatamarca i 3700 meters højde, gennem et smukt landskab med tågeskov, orkideer, bregner og et rigt fugleliv. Dette stykke af Inkastien er helt fantastisk med delvist huggede tunneller og perfekt placerede sten. Vi spiser frokost ved det tredje pas, før vi starter den lange nedstigning til Wiñay Wayna – stedet for vores sidste lejr. Denne aften har alle grupper lejr samme sted. Her er der en restaurant, hvor der er mulighed for at købe øl, sodavand og snacks. Det er også muligt mod betaling at få sig et varmt bad. Efter aftensmaden tager vi afsked med vores kok og bærere. Trekkingtid: 8,5-9 timer. (M,F,A)

4. juli (dag 4): Wiñay Wayna (2650m) - Inti Punku (solporten) - Machu Picchu ruinen (2430m) - Aguas Calientes (2050m) - Cuzco (3350m)

Denne morgen står vi allerede op kl. 04.00 og spiser morgenmad, inden vi forlader lejren for at nå til Inti Punku (solporten) inden solopgang. Herfra får vi det første glimt af Machu Picchu, der troner majestætisk mellem to bjergtoppe. Når vi er nået frem til selve ruinområdet, giver guiden en spændende rundvisning og fortæller om stedets store historiske og religiøse betydning. Herefter har vi tid på egen hånd til at opleve området. Du kan også besøge det smukke Månetempel. Ved siden af Machu Picchu ligger bjerget Wayna Picchu. Wayna Picchu er 2720 meter højt og ligger 360 meter højere end Machu Picchu. Herfra får du en storslået panoramaudsigt over hele ruinområdet og Machu Picchu. Turen derop tager kun ca. 1 time, men det er en hård tur af små stejle trin og du skal være i god form for at nå toppen. Der må kun komme et begrænset antal besøgende derop om dagen, så hvis du kunne tænke dig denne mulighed, skal du reservere en plads og betale for det hjemmefra samtidig med din reservation af denne tur. Bemærk at turen kan blive aflyst i regnsæsonen, hvis ruten bliver for glat. Om eftermiddagen mødes gruppen i byen Aguas Calientes, der ligger for foden af bjerget (der er bustransport fra Machu Picchu til Aguas Calientes). Her kan vi nyde en frokost og besøge de termiske bade, inden vi om eftermiddagen eller tidligt om aftenen (tidspunkt oplyses af guiden og er afhængig af togselskabet) tager toget tilbage til Ollantaytambo eller Poroy og transporteres tilbage til hotellet i Cuzco. Trekkingtid: 2,5 time. (M)

Overnatning: 3 overnatninger i iglo-telt på medbragte liggeunderlag. Der soves 2 personer i et 3-personers iglotelt, så der er plads til bagage.

5. juli 2013

Overnatning i Cuzco på Hostal Inkarri, hvorefter vi har et par dage til at se det, som vi ikke nåede de første 2 dage.

6. juli 2013

Denne dag siger vi farvel til Cuzco og rejsen går nu mod Titicacasøen. Det er en 10 timers busrejse gennem det Andinske højlands plateau, hvor der vil blive stop undervejs ved vigtige arkæologiske inkafund. Vi vil på denne rejse nå op i over 4300 meters højde over havet, hvor den eneste vegetation af betydning er det stive og hårde Ichu græs. Vi ankommer sent på eftermiddagen til Puno, som smukt ligger ved Titicacasøen.

7. juli

Mulighed for et besøg til Titicacasøen på f.eks. en 2 dages tur

Et absolut højdepunkt på rejsen til Peru er et besøg ved én af verdens højest beliggende søer, Titicacasøen, og de flydende sivøer (Los Uros). På sivøerne bor indbyggerne i huse af siv og sejler i sivbåde. På øerne bor ca. 300 efterkommere af Uro folket og en lang række af de gamle traditioner omkring konstruktion og levevis er bevaret helt frem til i dag. De bruger sivene til alt i deres hverdag. Øerne, husene og bådene er bygget af de specielle siv, og sivene bliver også brugt til madlavning, brændstof og smukke souvenirs til turisterne, som i dag er en vigtig indtægtskilde for de indfødte. Sejlturen går videre til øen Amantaní, hvor du kommer til at bo hos en lokal værtsfamilie. Fra øens top i ca. 4.120 meters højde er der på klare dage en fantastisk udsigt til de snedækkede bjerge Cordillera Real i Bolivia. På andendagen sejles videre til den smukke ø Taquile, hvor de lokale stadig går klædt i traditionelle farverige klædedragter.

1. dag: Puno - Los Uros - Amantaní Afgang om morgenen fra hotellet til havnen, hvor båden venter. Vi sejler ud gennem Punos lille bugt mod totora-sivøerne 'Los Uros'. På disse flydende øer bor ca. 300 indbyggere, og de gamle traditioner omkring konstruktion og levevis er bevaret helt frem til i dag og bliver forklaret af en lokal. Efter besøg på en eller to af øerne og evt. en tur i en af deres smukke både, fortsætter vi ud gennem Titicacasøens sivområde til åben sø og med retning mod øen Amantaní. Turen er smuk og tager 2-3 timer. Temperaturen kan variere meget afhængigt af sol og vind. Medbring både vind- og vandtæt tøj samt hat med skygge og solbriller. Solen er utrolig stærk i disse højder. På Amantaní bliver vi hentet af repræsentanter fra de forskellige familier, som vi skal bo hos. Vi skilles derefter for at gå til frokost hos værtsfamilierne. Hen på eftermiddagen mødes vi igen for at vandre op på øens top i ca. 4.120 meters højde. Herfra har vi en smuk udsigt over Titicaca søen til øen Taquile og ikke mindst til de snedækkede bjerge Cordillera Real i Bolivia. Efter solnedgang vender vi tilbage til landsbyen og vores værtsfamilier, hvor vi får aftensmad. Om aftenen er der mulighed for at tage hen til forsamlingshuset, hvor de lokale ofte mødes for at danse - klædt i smukke traditionelle klæder. Ønsker du at medbringe gaver til værtsfamilien er gode idéer for eksempel; frisk frugt, ris, papir og blyanter samt madlavningsolie. (F,A)

2. dag: Amantaní - Taquile - Puno Efter morgenmaden og et sidste farvel til værtsfamilien, sejler vi i ca. en time over til Taquileøen. Hvor det på Amantaní især er kvindernes klædedragt, der er smuk, er det i højere grad mændene, der skiller sig ud her på Taquile. Mændene er elegante i skjorte og vest med smukke vævede bælter og strikhuer. Som du i øvrigt hurtigt vil opdage, er det mændene, der strikker, mens kvinderne spinder garnet og væver. Derudover kan man altid via mønstret på mændenes flotte huer se, om de er gift, forlovede eller på udkig efter en kone. På Taquile er der tid til på egen hånd at kigge sig omkring ved byens torv og spise frokost. Der er flere små restauranter, et marked med de smukke produkter af høj kvalitet, som produceres her på øen samt et lille egnsmuseum. Efter besøget på Taquile sejler vi tilbage mod Puno med overnatning, f.eks. på Hotel Intiqa.

9. juli

Puno

10. juli

Mulighed for tur til Colca Canyon 2 dage med start i Puno og stop i Arequipa. Denne flotte tur går fra Arequipa til Colca Canyon, der er en af verdens dybeste kløfter. Landskabet er præget af smukke bjerge og terrasser. Vi besøger Cruz del Condor, der er et berømt udkigspunkt, hvor man kan opleve kondorer, der elegant kommer svævende op fra deres natlige ophold i klippesprækker i kløften. Kløften har været beboet i over 2.000 år og har en spændende historie og en stærk lokal kultur. På turen tilbage til Arequipa gøres stop i små landsbyer, hvor kvinderne går rundt i smukke, farverige klædedragter.

1. dag: Puno – Chivay: Vi vil skulle tage 4M Express bussen fra Puno til Chivay og kombinere den med en klassisk 2 dages Colca Canyon. På vejen mod kløften kan man nyde de smukke omgivelser af sneklædte bjerge, vulkaner og imponerende terrasser, hvor der bl.a. dyrkes ris og grøntsager. Efter ankomst og indlogering på hotel i dalen ved Chivay, besøger vi den lille by Coparaque, hvor der er mulighed for en lille vandretur til nærliggende ruiner. Efterfølgende besøger vi Calera, hvor vi kan svømme i varme kilder (entré er ikke inkluderet), inden vi vender tilbage til hotellet efter en dag fyldt med indtryk.

2. dag: Colca Canyon - 'Cruz del Condor' - Lokale landsbyer – Arequipa: Efter morgenmaden er der afgang mod Colca-kløften og det berømte udsigtspunkt 'Cruz del Condor'. Her er der mulighed for at se én af verdens største fugle, kondoren, der har et vingefang på op til 3 meter. Det er et ganske imponerende syn, når de store fugle svæver over himlen. Frokosten kan nydes i Chivay, inden turen går den de ca. 4 timers kørsel til Arequipa.

12. - 14. juli

Ophold i Arequipa: Arequipa er Perus andenstørste by og har en gennemsnitstemperatur på 25 grader året rundt. Regn er sjældent, så det er en skøn by at slappe af i. Arequipa ligger smukt placeret i bjergene i 2350 m højde omgivet af de tre vulkaner; Chachani, El Misti og Pichu Pichu. Mange af husene er bygget af lyse vulkansten, der i sollyset ser fuldstændig hvide ud. Derfor har Arequipa også fået tilnavnet 'den hvide by'. I byens centrum omkring Plaza de Armas ligger der mange smukke gamle bygninger fra kolonitiden. Se f.eks. katedralen og klostret 'Monasterio de Santa Catalina'. Et andet spændende besøg er på Museo Santury, hvor vi kan opleve den over 500 år gamle ismumie 'Juanita'.

15.-16. juli

Vi vil bruge de sidste af vores rejsedage i Peru på at rejse langs kysten op imod Lima. De klassiske stop på rejsen vil være Nazca (kendt for Nazca linjerne), Ica (kendt for Huacachina Ørkenen (sandboard, buggy-kørsel)), Paracas (kendt for Islas Ballestas, Søløvekolonier, pingviner og fugleliv ("mini-Galapagos")) og Lima. Føler vi, at vi har brug for at slappe lidt af, vil vi nok springe over Nazca Linjerne for at have færre stop på ruten. Uanset hvor vi befinder os, er der altid mulighed for at tage en bus direkte til Lima. Vi vil Google hvert af stederne og så undervejs på rejsen finde frem til, hvilke destinationer vi føler bedst for.

17. juli 2013

Transport til Lima. Vigtigt at vi som minimum ankommer til Lima dagen før vi skal flyve til Quito, sådan at der ikke opstår kaossituationer.

18. juli 2013

Denne dag skal vi flyve til Ecuador og møde Rasmus i lufthavnen i Quito. Han ankommer ca. 15 minutter før os, hvis alt går efter planenJ.

Fly fra Lima til Quito:

18. juli 2013    Afg.: Lima (LIM), kl.12:25, Lan Chile, LA2580, (02:25)

Ank.: Quito (UIO) kl.14:50


Rejseplan Ecuador

18. - 20. juli: Quito

Quito ligger i 2850 meters højde og hovedstaden har et dejligt forårsagtigt klima året rundt. Byen har en fantastisk beliggenhed og er omringet af bjerge og vulkaner og på en klar dag kan du se smukke snedækkede vulkaner fra byens centrum. Quito er opdelt i den nye og den gamle bydel. Den gamle bydel er fyldt med historiske kolonibygninger og kirker. En af de mere bemærkelsesværdige er Quito-katedralen, beliggende på Plaza de la Independencia. I den gamle bydel finder du også den lille bakketop ”El Panecillo”, som er et meget vigtigt vartegn for Quito. Fra toppen er der en fantastisk panoramaudsigt udover hele byen og de omkringliggende vulkaner. I 1978 udnævnte UNESCO byen Quito til at være en del af verdens kulturarv, og derfor er al ny udvikling i Quitos gamle bydel nu strengt kontrolleret. Quito byder også på et kulørt natteliv og vrimler med salsotecas og andre typer af danseklubber. For at få en helt igennem Ecuadoriansk oplevelse må du endelig droppe ind på en peña, som er et rigtig godt sted at møde lokale og danse, samtidig med at du kan smage på det lokale køkken. Der bor cirka 2.000.000 indbyggere i storbyområdet, men tempoet er afslappet og indbyggerne venlige.

(En dagsture:

  • Pululahua – vulkankrater
  • Cotopaxi – verdens største aktive vulkan
  • Mindo – Cloud forest
  • Otavalo-marked

Alternativ 2-3 dage

Dag 1: Fra Quito kører vi nord på gennem Ecuadors frodige, vulkanske landskaber forbi små landsbyer og marker, der spreder sig som en smuk mosaik over bakker, dale og bjergsider.

Nord for Quito besøger vi ækvator linjen. Her oplever man at stå med det ene ben på den sydlige og det andet på den nordlige halvkugle af kloden. Vi fortsætter til det navnkundige Otavalomarked, der er farverigt og hektisk med et herligt mylder af handlende og stolte Otavaloindianere klædt i deres traditionelle blå dragter. Markedet er et tilløbsstykke og besøges naturligvis også af turister og andet godt folk på udkig efter tekstiler, kunsthåndværk, strikkede sweatre og tæpper i alpakauld. Efter besøget spiser vi frokost på en lokal restaurant. I løbet af eftermiddagen kører vi til et hacienda hotel, hvor vi overnatter. Et hacienda hotel er typisk en gammel herskabsbygning eller hacienda, som er ombygget til hotel. Her er en stemning af svundne tider, og stederne har et autentisk lokalt præg. Overnatning på hacienda hotel i Otavalo området.

Dag 2: Højlandet nord for Quito – Indianersamfund

Vi besøger i løbet af dagen flere af de små landsbyer, der er kendt for deres lokale håndværk som Peguche hvor vi skal besøge et lokalt kvindeprojekt som udvikler forskellige slags kunsthåndværk, og Cotacachi som er kendt for deres mange gode lædervarer, så der er mulighed for at gøre en god handel. Herefter kører vi til Cuicochasøen, der ligger ved et vulkansk krater og indbyder til en spadseretur i de fredelige, maleriske naturomgivelser ved foden af Cotacachivulkanen. Endelig vender vi atter næsen mod Quito, hvor vi forventer at være fremme sidst på eftermiddagen. Overnatning i Quito.)

20. – 24. juli

Så er der afgang til Amazonas-junglen og Sacha Lodge, som er en af de oplevelser vi alle har glædet os rigtig meget til!

Quito - Coca - Quito Sacha Lodge. 20. Juli Flight EQ213 Departing Quito 12.30 – arriving Coca 13.10

Quito Sacha Lodge - Coca - Quito. 24. juli Flight EQ212 Departing Coca 10.25 – arriving Quito 11.05

24. – 26. juli

Quito – Baños (se forslag ved dag 22 vedr. Quito) Første stop er den populære turistdestination Baños. Byen ligger smukt placeret i ca. 1800 meters højde for foden af Ecuadors største vulkan Tungurahua. I Baños er der mulighed for at prøve en masse forskellige udendørs aktiviteter som f.eks. hesteridning, mountainbike, vandreture i bjergene, klatring og river rafting. Har du mere brug for at slappe af, byder byen også på termiske bade.

26. – 28. juli

Baños - Guamote – Cuenca Cuenca betragtes som den smukkeste by i Ecuador og byen har en begivenhedsrig historie. Knap et halvt århundrede inden spanierne ankom til Ecuador blev byen, efter flere års kamp, erobret af den magtfulde inkakonge Tupac Yupanqui. Byen skulle med pragt og betydning være en rival til inkaernes hovedstad i Cuzco. Der blev bygget storslående bygninger og templer i guld. Men hvad der skete med Tomebamba, som byen blev kaldt dengang, er et komplet mysterium. Da den spanske krønikeskriver Cierza de Léon passerede byen i 1547 lå den i ruiner. Spanierne genopbyggede Cuenca og du kan opleve smukke kolonibygninger og kirker i byens gamle bydel. Ca. 30 km nordvest for Cuenca ligger Cajas Nationalparken, som dækker et areal på 28.000 ha. Det meste af området ligger i over 4000 meters højde og vegetationen er simpel med græsklædt højland kaldet Páramo. Her kan du vandre i den dejlige natur og opleve smukke søer og et rigt fugleliv.

29. – 30. juli

Cuenca – Guayaqil Guayaquil er den vigtigste havneby i Ecuador og repræsenterer den økonomiske magt i landet. Byen er den mest folkerige med ca. 2,1 mio indbyggere. Guayaqil har gennemgået en transformation og er i dag en moderne storby, som tiltrækker mange turister. Malecon 2000 er en 2,5 km lang strandpromenade med restauranter, biografer og smuk natur. Besøg også Santa Ana bakken, hvorfra du har en fantastisk udsigt nedover byen. De 500 trin til toppen er det hele værd. På toppen finder du flere gallerier, restauranter og butikker.

31. juli – 4. august

Guayaqil – Montañita Montañita er en lille kystby ca. 180 km nordvest fra Guayaqil. Surfere fra hele verden kommer hertil for at nyde bølgerne og den afslappede stemning. Byen er også kendt, som det mest frisindede sted i Ecuador. Her kan par af samme køn frit gå med hinanden i hånden, der bliver badet topløst, røget marihuana, lyttet til Bob Marley og Che Guevaras ansigt præger bybilledet. Gaderne er fyldt med restauranter, barer og cafeer og byen emmer af liv. Hvert år i februar afholdes der et stort karneval og en international surfing konkurrence.

5. august.

 Fly fra Guayaquil til København

05 aug 2013    Afg.: Guayaquil (GYE), kl. 17:35, Lan Chile, LA1730, (11:25)

06 aug 2013    Ank.: Madrid (MAD), kl. 12:00,

2 Fly

Afg.: Madrid (MAD), kl. 15:55, British Airways, BA7058, (02:25)

Ank.: London Heathrow (LHR), kl. 17:20

3 Fly

Afg.: London Heathrow (LHR), kl. 19:00, British Airways, BA822, (01:50)

Ank.: Copenhagen (CPH), kl. 21:50