Endelig af sted

Så blev det endelig fredag, børnenes sidste skoledag, dagen før Roskilde og den dag vi skulle af sted på ferie i næsten seks uger! Vi har set frem til denne dag med stor spænding – Peru og Ecuador, here we come!

Der var en smule stress på inden afgang – mange ting skulle gøres – men kl. 13.20 gik vi ud af døren med vores store rygsække på ryggen, sagde farvel til Rasmus og gik af sted mod stationen, hvor vi skulle mødes med Anne Mette, Jacob, Sofie og Thomas. Vi havde fart på, vejret var dejligt og vi var godt overophedede. Familien Skjøde/Futtrup var i bedre tid end os, så vi aftalte, at de bare skulle køre i forvejen, men i lufthavnen fandt vi hurtigt hinanden – de stod lige foran os i køen til check-in. Men – flyet til Madrid var overbooket, og der skulle pilles fem personer af flyet. Og vi var de fire af dem! Så vi sagde farvel til Skjøde/Futtrup og begav os mod transfercentret, hvor vi fik nye boardingkort til Madrid via London. Det blev en lidt hektisk omvej – i London måtte vi løbe fra flyet til en ny omgang check-in, op og ned af trapper og med tog for at komme til en ny terminal. Men vi nåede det, og da vi atter sad bænket for at stige op i højderne kunne vi ånde lettet op….! Vi nåede Madrid ca. kl. 22.10, hvor vi atter fandt Futtrup/Skjøderne – de havde haft nogle fredelige timer med læsning, spisning og afslapning. Og så havde Anne Mette haft tid til at indkøbe en Lonely Planet om Ecuador – som senere viste sig at være på spansk! Men det var der ingen, der lagde mærke til på det tidspunkt….!

Turen til Lima gik fredelig og roligt. 12 timer blev slået ihjel med at sove, se film, læse og spise. Da vi landede var klokken lokal tid 5.45 – ca. 12.45 i Danmark, og vi stod nu med foden på sydamerikansk jord! Vildt og spændende, hvad der nu venter os! Vi kom hurtigt og nemt gennem immigrationsskranken og fortsatte til bagageafhentning. Her viste det sig, at det endnu engang ikke skulle gå helt glat – vores bagage stod stadig i Madrid! Så skulle der igen udfyldes diverse papirer, indkasseres stempler og forklares, beskrives og gøres ved. Vi blev af den søde dame i LAN-skranken lovet, at vi ville få vores bagage sendt til vores hotel den følgende dag. Så det satte vi vores lid til. I mellemtiden fik vi via forsikringsselskabet lovning på at kunne indkøbe hvad vi måtte have brug for. På vej til indenrigs kom vi lige et smut udenfor, hvor vi fik et glimt af vejret i Lima: gråt, koldt og smogfyldt.

Cuzco

Den videre færd til Cuzco gik heldigvis fuldstændig fint - skønt, for især børnene var lidt trætte af forhindringsløbet. Turen gik op over Andesbjergene, hvorfra udsigten var formidabel: blå himmel, brune bjergtoppe, sne og dale. Og da vi landede kunne vi endelig begynde at komme i den rette feriestemning med spændte forventninger til, hvad det er for et sted, vi er kommet til.

Vi var meget spændte på, hvordan vi ville reagere på den tynde luft her i 3400 meters højde over havet som vi har haft mange bekymringer om. Umiddelbart mærkede vi ikke det helt store, så vi satte os fro ind i minibussen, som stod klar til at fragte os fra lufthavnen til hotellet. Vi bor meget tæt på det historiske centrum af byen på et superhyggeligt lille ”hostal”, som er et slags familieagtigt gæstehus med få værelser. Man går ind gennem en blåmalet port fra vejen, og så befinder man sig i en hyggelig brostensbelagt gård beplantet med pelargonier, liljer og nogle fingerbøllignende blomster i smukke farver. Her var rent og pænt, og inden værelserne var klar satte vi os på de solbeskinnede bænke og stole i gården og nød det. I ventetiden fik vi tilbudt en kop coca-te, varm vand hældt over tørrede coca-blade. Det smagte som vand med mælkebøtter – og uden den forventede ruslignende reaktion! (Øv)

Værelserne var fine, rene og pæne. Alle tog vi os et bad ovenpå de godt 24 timers rejsetid, siden vi forlod Glaciset. Det var dejligt – og med hjælp fra Anne Mette og Jacobs toiletsager blev vi friskede op igen. Heldigvis havde vi tandbørster og nogle få fornødenheder med os i håndbagagen.

Efter en times afslapning mødtes vi for at gå på opdagelse i byen. Her hvor vi bor er vejene meget smalle, belagt med brosten og et meget smalt fortov. Så det var med nød og næppe, at vi ikke blev majet ned af et sidespejl kort tid efter, at vi forlod hotellet! Men efter 10 minutters gang stod vi på Plaza des Armas, som er hovedpladsen i byen – meget smuk med farverig beplantning, siddepladser og en tre-fire kirker rundt om. Vejret var nu meget varmt i solen, som skinner meget skarpt. Luften er klar, tør og ren, og efterhånden begyndte vi alle at blive påvirkede af den tynde tørre luft. Vores slimhinder tørrede ud og nogle fik næseblod. Vi begyndte også at blive lidt tunge i hovederne efterhånden som vi bevægede os rundt i byen. På et tidspunkt hørte vi musik, og en stor flok dansere i farverige kjoler opførte en dans til ære for to helgener, som fejres ved en festival i denne weekend. Vi satte os på en trappe og slappede af, mens vi lyttede til ”musikken” og kiggede på danserne. Derefter fandt vi et lokalt sted, hvor vi fik noget mad: børnene fik nogle meget store portioner hjemmelavede pommes frites med marineret stegt kyllingebryst til, lækkert. De voksne fik hver sin skål suppe, som var en gennemsigtig væske med forskellige typer af hele kartofler og lidt gulerødder i. Suppen var ikke den helt store kulinariske oplevelse, og vi var heller ikke helt mætte bagefter. Heldigvis kunne Christian og Mikkel ikke spise op, så de voksne spiste rester!

Anne Mette, Jacob, Sofie og Thomas gik tilbage til hotellet efter frokosten, mens vi skulle have indkøbt noget tøj. Især noget varmt tøj, for der bliver koldt om aftenen her i bjergene. Christian havde kun sin polo fra flyveturen, alt andet er pakket ned i rygsækkene. Så vi tøffede rundt og kiggede i butikker. Umiddelbart kunne vi ikke finde noget, vi havde lyst til at købe i de små bitte butikker, hvor det typisk er sådan, at de kun har en enkelt ting af hvert eksemplar. Langt om længe fik vi købt nogle uldne alpaca-trøjer, en skjorte til hver, underbukser, strømper og nogle t-shirts. Der skulle efter sigende være mange moskitoer i Macchu Picchu, så vi købte også noget myggebalsam. Klokken var blevet 16.00, og vi var meget trætte. Især Christian var træt – men det var heller ikke så mærkeligt, for efter dansk tid var klokken 23.00, og det forløbne døgn har været meget hektisk. Vi skyndte os tilbage til hotellet, uden at stoppe for at få is – så er man træt!

Klokken 18.00 skulle vi møde Raul, som skal være vores guide på trekkingturen til Macchu Picchu. Han tegnede og fortalte om turens forløb, og det lader til, at det bliver en ret hård tur. Vi skal være klar kl. 5.20 mandag morgen. Christian kunne slet ikke holde sig vågen under mødet, så han forlod selskabet og gik i seng med alt tøjet på. Vi andre gik også i seng kl. 19.30, efter at vi havde fået lidt mad. Anne Mette og Jacob havde været på indkøb efter brød, appelsiner og tomater, som vi delte i opholdsstuen.

Cuzco dag 2 
Efter en nat, hvor alle har været vågne et par gange hen omkring kl. 3 (ca. kl. 10 i Danmark), er de fleste af os friske her til morgen. En smule hovedpine har vi alle mere eller mindre, men det er ikke uudholdeligt. Så vi satser på, at vi i løbet af dagen helt får vænnet kroppen til højderne. Kun Christian har været lidt hårdere ramt – han har kastet op et par gange her til morgen, men han har ikke feber og har også spist lidt morgenmad. Så det går fremad, og han er ikke til at holde tilbage. Dagens program går bl.a. til markedet i San Pedro, og der vil han gerne med hen. Vi har delt os op, så Skjøde/Futtrup og Mikkel er taget af sted. Ken og jeg afventer, hvordan det går med Christian, og så støder vi til de andre senere. Vi regner også med at få vores bagage i løbet af formiddagen, når flyet fra Lima lander.

Vores bagage dukkede ikke op til det ventede tidspunkt, så vi prøvede at ringe til flyselskabet for at høre nyt. Efter megen ventetid og lange samtaler fik vi at vide, at ”Jeres bagage er i proces, og den dukker nok op i morgen”! Forsikringsafdelingen, som måske ville give os nogle penge til at købe tøj for, holdt vist søndagslukket – de tog i hvert tilfælde ikke telefonen. Alt det kunne vi ikke rigtig bruge til noget, for vi stod nu med det problem, at vi manglede udstyr til vores ”Inkatrek”. Så nu måtte markedet vente! At finde udstyr til trekket har vi ligesom brugt det sidste halve år på. Det skulle vi nu klare på en halv dag og med begrænsede ressourcer. Hvad manglede vi? Vi havde det tøj vi rejste i, herunder heldigvis vores trekkingsko, skjorterne og trøjerne fra i går. Så det vi som minimum skulle have var: bukser, strømper, softshelljakker, undertøj, t-shirts, regnponchos og pandelamper. Der er store temperatursving og vejrskift i løbet af et døgn i bjergene, og det skulle vi være dækket ind til. Heldigvis var Christian blevet nogenlunde frisk, så vi satte af sted med første mål at få en is! Den var ikke den helt store oplevelse; det lader ikke til, at Peru ligger i førertrøjen hvad angår isfremstilling. Efter at have været i et hav af butikker havde vi fået købt det meste til Mikkel og Sidse. Det var noget sværere med Christian og Ken. Børn og mænd i voksenstørrelse tager åbenbart ikke på trekking…;-)

Undervejs mødte vi Jacob og Anne Mette, som havde været på det farverige San Pedro marked og senest drukket kaffe på Starbucks. Anne Mette fortsatte sammen med os for at købe et par lamastrømper, og da vi var tilbage på hotellet fik vi gjort op, at vi stadig manglede en varm jakke til hver. Det er første gang, at vi har købt så meget ind på så kort tid….!

Til frokost fandt vi en lille restaurant i nærheden af hotellet, hvor børnene fik ”hamburgesas”, og de voksne valgte hver en ret, som vi spændt ventede på at se hvad var. Menuen var på spansk, og selvom vi har en spanskkyndig i selskabet er det meget svært at tyde, hvad retterne går ud på. F.eks. var Arroz a la Cubana ris med stegte bananer og Frejoles con seche en slags baked beans med ris og noget ubestemmeligt kød i en grøn sovs – ikke nogen stor gourmetoplevelse. Efter frokost besøgte vi Santo Domingo – en kirke fra kolonitiden, som blev bygget ovenpå fundamentet fra Soltemplet fra Inkatiden. Et helt utrolig flot bygningsværk, særligt resterne fra Soltemplet. Det var ikke svært at forestille sig, hvilken storhed der har været over Inkariget. Stenarbejdet var fantastisk flot håndværk, granitsten skåret til med den største præcision, fuldstændigt tilpassede og lagt ovenpå hinanden uden mørtel – et arbejde udført i 1400-tallet med datidens primitive værktøj. Selve kirken fra spaniernes tid var også flot, i stil med Alhambra i Spanien. Dog har man hele tiden fornemmelsen af spaniernes grusomhed, hvilket til dels overskygger nydelsen ved kolonitidens bygninger. Med 200 mand nedslagtede Francisco Pizzarro, den spanske concuistador, tusindvis af mænd, ødelagde Inkaernes bygninger og templer og indtog Inkariget på meget kort tid, fordi Atauallba, den sidste Inkakonge, ikke ville underlægge sig det spanske rige og kristendommen. Spanierne tog inkaernes guld og sølv, smeltede store klenodier om og bragte inkaernes ejendomme med sig hjem til Spanien.

Efter Santo Domingo delte vi os op igen, sådan at vi kunne få provianteret de sidste ting inden morgendagens udfordringer. Og med meget besvær lykkes det os at finde en jakke til alle. Hjemme på hotellet igen var vi alle trætte – så vi fik hurtigt pakket vores ting til turen. For os var det rimeligt nemt, for alt hvad vi havde, skulle med og det var langt fra de 6 kg. pr. mand som er maksimum. Efter pakningen skulle vi lige spise en hurtig pizza (som blev til en langsom, for det med at servere samtidig og hurtigt er ikke en dyd her i Peru) og så på hovedet i seng.

Inka trail, dag 1
Denne dag har vi snakket meget om det sidste halve år: inkatrekket til Machu Picchu. Raoul hentede os i bus til tiden, 5.20 på hotellet. Vi var alle spændte på, hvad der mon ventede os derude i bjergene!? Alle var heldigvis friske, ingen tegn på højdesyge hos nogen af os. På vej til Ollantaytambo stoppede vi for at få nogle bærere med i bussen – og straks bredte sig der en helt ny duft i bussen!!! I Ollantaytambo fik vi morgenmad på en restaurant uden døre og med stråtag, hævet op på nogle stolper. Da der var ca. 0 grader var det en noget kold oplevelse: vi frøs alle så meget, så vi knap kunne holde bestikket stille. Efterhånden som vi spiste og drak varm coca-te bredte varmen sig dog i kroppen. Det var noget af et chok, at det var så koldt, og vi var glade for vores varme alpaca-trøjer og jakker. I den lille shop fik vi købt nogle uldne handsker – hvilke vi senere skulle komme til at sætte stor pris på.

Fremme ved KM 82, som markerer starten af Inka-trailen, fik vi smurt godt med solcreme på, taget de obligatoriske billeder og købt et par hatte og en vandrestav. Nu var det pludselig superdejligt vejr, og erindringen om frostgraderne en times tid tidligere var pist forsvundet. Bærerne – 12 stk. – var i fuld gang med at arrangere al oppakningen til turen: telte, madlavningsgrej, soveposer, underlag, mad, vaskefade, vores rygsække med videre. De må højst bære 25 kg. pr. mand, hvilket ser helt vildt ud, fordi menneskerne er ret små og deres rygsække blot er en rigtig sæk med påsyede skulderremme. Desuden har mange af bærerne kun sandaler på. Arbejdstilsynet ville straks nedlægge påbud, hvis de så arbejdsvilkårene for disse bærere. Og vores samvittighed som rige hvide fra vesten måtte vi lige sluge et par gange undervejs…!

Vi satte af sted ved 9-tiden, hen til vagtposten, som skulle kontrollere vores pas og adgangstilladelser. Og så passerede vi i højt humør og strålende solskin broen over Urubamba-floden, som markerer starten af trailen.

Første dag af trekket foregik i højt solskin, forbi små bebyggelser, kaktusbeplantning og i stille og roligt tempo op ad bjerget. Den første strækning er rimelig flad og går langs floden i et smukt landskab med udsigt til Mt. Veronicas snedækkede tinde i 5.750 meters højde. Det var også her vi så den første kolibri. De er meget svære at fotografere, da de ikke er på et sted andet end få sekunder af gangen. Senere blev stigningerne ind imellem ret store, og på nogle strækninger var der ikke mange, der talte. Vi så flere spor efter inkaerne, bl.a. inkaruinen Llactapata. Raoul viste os også tuna kaktus, hvorpå Cuchinilla lusene lever. De bruges til at farve tøj med og i kosmetikbranchen (afgiver en kraftig rød farve). Undervejs stødte vi på modgående i form af muldyr, lamaer og heste, drevet frem af lokale i mere eller mindre traditionelle farverige dragter. Hele tiden skulle vi holde øje med, om der kom bærere bagfra – vi gik i adstadigt tempo, mens de nærmest løb af sted. Så Raoul havde formanet os om at holde os til ”the mountainside”, fordi bærerne skulle have plads til at komme forbi – og der skulle helst ikke ske nogen ulykker – mange steder var skrænterne ret stejle. Da vi om aftenen nåede frem til lejren  ved Yuncachimpa (3.300 m), var vi helt møre, men berusede af dagens oplevelser. Det var en meget varm dag, fyldt med store anstrengelser, men også med flotte udsigter og besøg på diverse Inka-bebyggelser. Vi havde gået i godt 7 timer, med et afbræk omkring kl. 14.00, hvor vi fik en skøn frokost. Bærerne havde sat telt op og lavet lækker mad til os, som vi nød med stort velbehag: først en suppe, og derefter kyllingelår, kogte bønner, gulerødder, friske avokadoer, pommes frites og ris. Aftensmåltidet var lige så lækkert, først med happy hour, hvor vi fik popcorn og varm te, og derefter forskellige småretter, med en suppe som forret.

I det hele taget har vi fået superlækker mad på turen – selvfølgelig også en smule taknemmeligt, fordi vi har brugt så meget energi og fået så meget frisk luft inden måltiderne. Det er meget almindeligt at servere pommes frites i de fleste retter, enten som tilbehør eller blandet i retten. Desuden får man ris til det meste, og majs, enten i form af suppe, som ingrediens i drikken chitcha, til desserter, eller som kogt tilbehør, i sammenkogte retter mv. Der findes majs i alle størrelser og farver, gule, hvide, lilla, sorte, røde, brune; de er super flotte, men nu, efter at vi har smagt nogle forskellige, kan vi godt forstå, at de ikke alle eksporteres til europæernes kræsne ganer. Vi fik f.eks. nogle majs i ekstralarge, som stort set smagte af ingenting, de var bare melede. Det var kun for at blive mæt, man ville spise dem..!

Inka trail, dag 2
På andendagen af trekket skulle vi gennem de to første pas på turen, og Raoul havde advaret os om, at den ville blive den hårdeste dag. Vi blev vækket med varm coca-te og kakao kl. 5.30 efter en nat med ca. 4-5 graders varme og meget usammenhængende søvn. Vi var pakket godt ind i alt vores tøj, en fleece-pose og en sovepose. Alle fire lå vi sammen i et tre-personers igloo-telt, så vi frøs ikke. Men der var ikke meget plads…! Bærerne havde gjort baljer med varmt vand klar til os, så vi kunne få os en lille morgenopfrisker. Vi har alle lige skullet sluge en kamel hvad angår toiletterne på turen: det er stå-toiletter, fyldt med afføring og rigtig dårlig lugt. Når der så oveni er hundekoldt, så indbyder de ikke ligefrem til det helt store!

Første stræk efter morgenmaden foregik fra kl. 7.30 til kl. 10.30, hvor vi vandrede op ad ca. 1 km fra 3.300 m til 4.200 m af stejle klipper, trapper og skrænter.  På det meste af dette stykke gik vi på høje trappetrin og ukurante klippefremspring. Først gennem skoven, som var dækket af grønt og gråt mos. Senere kom vi til det åbne puna plateau, hvor vi så græssende lamaer. Det var super duper hårdt, og vi hev alle efter vejret – værst var det for Ken, som virkelig kom ud over sin personlige grænse. Han havde svært ved at trække vejret, en begyndende højdesyge og så selvfølgelig 25 kg. overvægt! Men der var ikke noget at gøre – det var bare at fortsætte. Han købte Mikkel til at bære sin dagsrygsæk, ellers var det slet ikke gået. Da vi nåede Warmi Wañusca, kendt som Dead Woman’s Pass i 4.200 m højde over havets overflade, var vi lettede, glade og stolte: Vi gjorde det! Kort tid efter begyndte det at regne, og vi fik gang i de ny-indkøbte plasticponchoer i lilla, turkis, orange og gul J . Nedstigningen fra bjerget var ret skræmmende, da vi skulle gå på glatte sten og hele tiden være opmærksom på ikke at falde. Rundt omkring os oplevede vi flere, som faldt. Særligt for Sofie var det en udfordring, fordi hendes korsbånd er revet over, og hun måtte gå med to vandrestave. Hun har klaret turen helt utrolig flot - sej, det er hun. Et kort øjeblik var vi bange for, at hun måtte fragtes hjem af bærere, fordi hun faldt på nedstigningen og slog sit knæ rigtig meget. Men hun kæmpede sig igennem og kom stærkt tilbage – at sidde på ryggen af en bærer var ikke noget, hun havde lyst til. Vi andre var glade, for det ville være ærgerligt ikke at have Sofie med hele vejen.

Da vi ankom til den midlertidige frokost-camp i Paqaymaya-dalen (ca. 3600 meters højde), var vi lettede; men helt ødelagte over, at et nyt pas ”Runkurakay” på 3.950 m ventede os i løbet af eftermiddagen!!

Vi gjorde stop ved Runkurakay ruinen, som man mener inkaerne har brugt til udkigspost. Fra toppen af passet kunne der have været en fantastisk udsigt til Vilcabamba bjergene - hvis vejret havde været klart. Men regn og dis betød, at det må vi have til gode til ”næste” gang! Herefter gik det nedad mod det store ruinkompleks Sayaqmarka. Landskabet havde efterhånden ændret sig drastisk – fra at være steppeagtigt og en smule afpillet var det blevet grønt, frodigt og regnskovsagtigt. Vi var kommet op i skyerne, med høj luftfugtighed og myg. Floraen var også helt utrolig – med orkideer, bambus, begonier, fuchsia, nogle julerose-lignende blomster, græsser, eukalyptustræer, træer fyldt med mos og epifytter, bromelia og en helt masse andre slags planter.

Mærkeligt nok var det ikke så slemt at komme igennem eftermiddagen og det andet pas, men om aftenen var vi rigtig trætte – og hver en fiber i vores ben kunne mærkes. Allerede kl. 20.00 lå vi i soveposerne.

Inka trail, dag 3
Tredjedagen gik igennem et par inkatunneller, regnskovslignende landskab og milde stigninger, som var til at overskue, selv med vores ømme ben. Det var især ned ad bakke, at man kunne mærke sine ben. Selvom vi alle er i ok god form, så var vi ramt både på vejrtrækning og udholdenhed i benene. Måske lige med udtagelse af Thomas, Sofie, Christian og Mikkel, som bare sejt fortsatte derudad. Christian opførte sig nærmest som en bjergged i sine løbesko og afslappede gangart.

Vi fortsatte vandreturen mod det tredje pas, Phuyupatamarka i 3700 meters højde. Det var et fantastisk landskab med tågeskov, orkideer, bregner og et rigt fugleliv. Dette stykke af Inkastien var helt fantastisk med delvist huggede tunneller og perfekt placerede sten. Fra passet startede den lange nedstigning til Wiñay Wayna – stedet for vores sidste lejr. Efter frokost i Wiñay Wayna tog vi en middagslur, inden de voksne tog med Raoul ud for at se hans ynglingsruin på Inka Trailen……! Børnene spillede kort imens, deres helt store yndlingsbeskæftigelse. Wiñay Wayna var et helt utroligt syn – utrolig velbevaret bebyggelse med omkring 50 terrasser ned af bjergskråningen med udsigt til dal, flod og store bjerge. Templet øverst oppe var til ære for de to regnbuer, der næsten altid dannes mellem bjergene, når det regner – der var 7 vinduer, som symboliserede farverne i regnbuen. Neden for templet var der indrettet 11 fontæner til brug for afrensning, når pilgrimme og andre rejsende skulle til den hellige by Machu Picchu. Winay Wayna udgør næsten sidste stop på rejsen og har formentlig stillet overnatningsmulighed til rådighed for folk på farten, langdistanceløbere, som udgjorde Inkarigets postsystem mv. Fontænerne var placeret under hinanden ned af bjergsiden i et sindrigt system, og vandet løb lige så fint fra fontæne til fontæne. Inkaerne indrettede vandingskanaler med smeltevand fra toppen af Salkantay, et af de mange bjerge med sne på toppen. Husene i byen var meget velbevarede og gav os en god forsmag på, hvad der venter os i Machu Picchu. Raoul er rigtig god til at fortælle om inkaerne, og vi er blevet meget klogere på deres kultur, religion, dagligdags liv, styreform, Inkakongens liv, bygningsmetoder, landbrugsmetoder, afgrøder og opbygningen af samfundet. Da Inkariget var på sit højeste, dækkede det Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia, noget af Chile og Argentina. Det har været kæmpemæssigt, opbygget i løbet af 150 år med Cusco som hovedstad. Navnet Cusco betyder ”navle” på quechua, som er inkaernes sprog, og byen blev altså opfattet som verdens navle.

Raoul har også fortalt os om alle lyksalighederne ved coca: i en kop coca-te er der kalcium svarende til at drikke syv glas mælk, der er en række andre mineraler og vitaminer, tænderne holdes hvide og pæne ved at tygge cocablade, man får ingen rynker og holder sig ung osv.! Inkaerne brugte allerede coca i deres tid. Til kokainfremstilling skal der bruges 5 kg. cocablade til et gram, så det er helt uden for sammenligning!

Samuel, kokken, havde til denne aften gjort sig ekstra umage. Til happy hour fik vi appetizers i form af kiks og popcorn, efterfulgt af en tre-retters menu bestående af en tallerken med sprøde enchiladas med avocado, tomat og agurk, suppe, friturestegt maniok, kartofler i en gul sovs, marinerede oksekødsskiver, quinoa med grøntsager/skinke og det obligatoriske ris. Bagefter bad Raoul os om at lukke øjnene, og så blev der båret en stor kage ind på bordet i spiseteltet – fint dekoreret med kagecreme. Der blev virkelig gjort noget ud af det. Selvom vi alle var ret mætte, blev der alligevel gjort et godt indhug i kagen…!

Efter aftensmaden skulle vi tage afsked med Samuel og bærerne. Det foregik i kulden og mørket udenfor teltet, stående i rundkreds med pandelamper på. Vi gav hver især hånd til alle, der blev holdt en lille tale og efterfølgende fik de nogle drikkepenge for deres store indsats. Vi var meget i tvivl om, hvor meget de skulle have – tolv mand høj, det kunne hurtigt blive en bekostelig affære, og vi havde i forvejen betalt en pæn pris for turen. Vi endte på 150 dollars til deling og satsede på, at de ikke syntes vi var for nærige…!!!

Denne tur har helt klart været en øjenåbner i forhold til, hvor naturligt vi opfatter adgangen til et toilet, et bad og muligheden for at komme på nettet! Herude i ingenting bliver det de mest basale behov, der først og fremmest skal dækkes. For eksempel fik vi ikke vasket hår i seks dage – og fornemmelsen af lysten til et bad blev mere og mere påtrængende, efterhånden som vi nærmede os Machu Picchu.

Inka trail, dag 4
Den sidste morgen vågnede vi til lyden af regnvejr kl. 3.30, hvorefter vi i regnvejr iført pandelamper og regnponchoer begav os mod kontrolstationen, som vi skulle igennem for at komme ind til Machu Picchu. Først skulle vi dog vente til stationen åbnede kl. 5.30, så vi sad i mørket i 1 1/2 time. Efter knap to timers vandring nåede vi frem til Solporten (Inti Punku), hvorfra vi fik det første glimt og de første billeder af Machu Picchu.

Det var en fantastisk følelse endelig at være nået frem – på denne fjerde dags morgen at nå frem til målet efter tre dages benhårde udfordringer og fantastiske udsigter. Vi har gået ca. 46 km i alt, op og ned af stejle bjergskrænter i meget varierende landskab. Raoul fortalte, at der i 2005 var blevet afholdt et maratonløb for bærere og guider på denne strækning – og den hurtigste kom i mål på 3 timer og 37 minutter!!! I vores optik er det fuldstændig menneskeligt umuligt, at det skulle kunne lade sig gøre, så vi bukker os i støvet i respekt!!!

Nu gik turen til Machu Picchu – og hvilken fantastisk oplevelse at se og gå rundt i dette, et af verdens syv nye vidundere: en utrolig velbevaret by beliggende i 2.400 m ned af bjergskråningen indrettet i tre sektorer: landbrugssektoren, bysektoren og industrisektoren. Aller øverst lå stenbruddet, hvorfra stenene til bygningerne kom, sirligt udhugget og tilpasset hinanden. Inkaerne har været helt fantastiske håndværkere, og der må være gået en del arbejdere til under opførelsen. Store sten på mange tons er blevet flyttet og tilpasset og sat ovenpå hinanden. Helt utroligt. F.eks. lå der et tempel på toppen af bjerget Wayna Picchu (”Ungt bjerg”), som kunne ses fra Machu Picchu (”Gammelt bjerg”). Kæmpemæssige sten er blevet fragtet op på toppen af hundredevis af trin ved hjælp af hånd- og benkraft.

I forbindelse med stenbruddet var der indrettet et astronomisk center, hvorfra inkaerne studerede stjerner og himmelhvælvet, som havde stor betydning i deres religion. Herunder lå også tempel- og offerområdet, som havde de fineste tilhuggede sten.

Overalt i byen gik arbejdere, arkæologer og arkæologistuderende rundt og rensede mellem stenene for at holde ved lige og bevare byen intakt. Der var sat tag på flere af bygningerne, sådan at man kunne få en fornemmelse af, hvordan der har været i sin tid. Det var i det hele taget en utrolig ting at opleve, ligesom at træde lige ind i fortiden.

Inden vi gik ind i Machu Picchu var vi omkring et turistcenter, hvor vi spiste morgenmad. Det var en meget underlig kontrast, at komme fra fire dages vandring i uvejsomt terræn uden at møde civilisation, og så med ét at træde ind i turistmekkaet med souvenirbutik, mulighed for at købe diverse madvarer, kaffe, sodavand mv. til totale ågerpriser, og se store flokke af turistbusser med folk på en-dagsture til Machu Picchu. De havde pænt og rent tøj på, så afslappede ud, fulgt af turistguider med flag til at holde styr på tropperne. Og her kom vi så, iført beskidt og ildelugtende tøj, med uvasket og fedtet hår og en evig fornemmelse af at kunne lugte sig selv. På dette tidspunkt kunne vi næsten ikke vente med at komme hjem til hotellet, få et langt og varmt bad og få hvilet stængerne….! Børnene mente, at en-dags turisterne faktisk ikke helt havde fortjent at se Machu Picchu….!

Hjemturen foregik først med bus ad hårnålesving ned af bjergsiden til Aqua Calientes, en lille turistby ved foden af bjerget. Derefter med luksustog halvanden times tid til Ollantaytambo, hvor vi den første morgen spiste morgenmad i frostvejr. Og så med en minibus de sidste par timers kørsel til hotellet. Inden vi tog afsked med Raoul gav vi ham 50 dollars i drikkepenge og takkede ham for hans store indsats – han er en utrolig sød fyr, 28 år gammel, med bred viden om fauna, flora, inkahistorie, Peru som samfund mv. Hans planer er at fortsætte som guide to-tre år endnu, og så genoptage det bygningsingeniørstudie, som han startede på for nogle år siden. Det koster mellem 500-1000 soles (ca. 1000 - 2000 kr.) om måneden at studere i Peru, alt afhængigt af, hvilken uddannelse man vælger.

Efter vores trek har vi også fået nogle nye slagord: ”Chicos” og ”La familia” – det er efter inspiration fra Raoul!

I Aqua Calientes nåede vi at besøge det lokale frugt- og grøntsagsmarked, inden afgang med toget. Vi købte de lækreste små bananer, mandariner, mango, et granatæble, nogle lime og nogle flotte avocadoer, lidt brød og ost. Apropos avocadoer, så smager de himmelsk, dem de har i det her land!! Og de bliver brugt til alverdens ting, f.eks. får vi dem til morgenmaden på hotellet. Man kan smage, at de er plukket som modne, uhm..!!!

Ved ankomsten til hotellet håbede vi på at se vores bagage – men men men, nej, den var stadig ikke kommet. Stor var vores skuffelse, nu hvor vi havde glædet os til rent tøj, et skønt bad og at få vasket hår. Og at få renset kontaktlinser. At få creme på, særligt for Mikkel, hvis hud er gået helt amok med tørhed her i højderne. At få en kam til at rede håret ud med conditioner. At få ladet batterierne til kameraerne op. At få Fucidin til Anne Mettes insektbid. Og så videre…! Klokken var halv syv, og vi fik med det samme ringet til LAN’s bagageafdeling igen, igen. Beskeden var, igen, at bagagen var i en lufthavn – men de kunne ikke sige, hvilken lufthavn! NÅ.

Aftenen gik dermed ikke med bad og afslapning, men med, at Ken og jeg måtte ned i byen og indkøbe flere fornødenheder så som rent tøj, læbepomade, hydrocortisoncreme mv. ØV.

I Cusco igen
Vi stod tidligt op for at få styr på bagageproblemet. Først fik vi ringet til forsikringsselskabet for at få afklaring på, hvor vi stod. Og efter morgenmaden tog vi en taxa til lufthavnen. Her gik det effektivt og hurtigt med at få styr på det hele, hvilken lettelse!! Problemet var øjensynligt, at vores rygsække var endt i immigrationen i Lima, og vi skulle underskrive en fuldmagt, sådan at en person fra LAN kunne tage sig af det. Hvorfor fik vi ikke den besked tidligere, kan man så spørge? Men pyt, nu var vi her, lad os se fremad. Vi fik lovning på, at vi ville få vores bagage senest om 1 ½ dag. Lidt irriterende, for vi ville gerne have bestilt rejsen videre fra Cusco, og med en usikkerhed på 1 ½ dag kunne vi først satse på en afgang tidligst søndag aften. Også træls for Anne Mette og Jacob, som mens vi var i lufthavnen havde taget turen ud i byen for at indhente tilbud på ture til Titicacasøen og Arequipa – sidstnævnte kaldet ”Den hvide by”, hvor vi har læst, at der er 25 grader i dagstimerne i gennemsnit! Det ser vi alle meget frem til, at få nogle dage med afslapning ved en pool og med noget VARME!!!

Resten af dagen daskede vi rundt i Cusco, nu mere rolige omkring bagagesituationen. Vi delte os op, og vores lille familie traskede op i San Blas-området, et hyggeligt kvarter med brostensbelagte smalle gader, en plads med en fin kirke og butikker og restauranter. I øvrigt er alle veje brostensbelagte i Cusco, så det er ikke noget særligt for San Blas. Cusco er i det hele taget super charmerende, hyggelig og en flot by, ikke mindst. Om dagen er her varmt og dejligt, når solen skinner, hvilket den gør on/off i løbet af dagen. Dog er man nødt til at have varmt tøj på, så vi går rundt i varme trøjer, jakker og uldne sokker i trekkingsko. Om aftenen bliver der med et slag rigtig koldt, vel omkring 4-5 grader. Der render en masse løse hunde rundt i byen; men de virker ikke truende, tværtimod har man en fornemmelse af, at de hører til et eller andet sted. Man kommer særligt i nærkontakt med dem, når man skal passere dem på de utroligt smalle fortove, der er på mange af vejene og gaderne i byen. Det samme gælder andre mennesker, man skal ikke være bange for at røre andre mennesker, for det kommer man uundgåeligt til. Centrum af byen er den historiske flotte turistede del, mens det uden omkring, f.eks. omkring San Pedro-markedet ved togstationen, er meget tydeligt, at rigtig mange mennesker lever af ingenting. Der lader til at være meget stor forskel på rige og fattige: nogle sidder på gaden og sælger småting som sikkerhedsnåle, hjemmestrikkede huer, solbriller, plasticponchos mv., mens dem, der arbejder med turister, udstråler selvtillid, har pæne hvide tænder og North Face-jakker på. Vi har bidt mærke i, at mange unge i tyverne har togskinner på tænderne, hvilket vi opfatter som tegn på, at man nu har fået et godt job og overskud. Det virker helt trend-agtigt, så mange som det drejer sig om. I det hele taget har vi et rigtig godt indtryk af Peru og Cusco. Det virker som et velordnet samfund, og vi har ikke oplevet truende adfærd på nogen måde. Der er mange biler, og vi er glade for, at vi ikke selv skal køre. Men trafikken glider, og det er slet ikke så voldsomt som det f.eks. var i Vietnam.

Ved to-tiden mødtes vi alle igen ved San Pedro-markedet, hvor vi fandt et sted at spise midt i den kaosagtige hal. Bagefter splittede vi op igen, og efter at have købt huer til Christian og Mikkel gik vi hjem og spillede kort på hotellet. Om aftenen skulle vi på restaurant og spise marsvin – en af de ting vi også har snakket meget om hjemmefra. Inden vi gik til restauranten fik vi ordnet det sidste omkring vores videre færd, som Anne Mette og Jacob havde brugt det meste af formiddagen på at få styr på. Stor tak herfra!

Marsvine-middagen foregik på en lille lokal restaurant, hvor Anne Mette og Jacob dagen forinden havde bestilt. Så ejeren stod klar i døren og modtog os med åbne arme. Så langt så godt! For selve den kulinariske oplevelse måtte vi kigge længe efter – vi har det sådan, alle som en, at nu har vi prøvet det! der kom to fade ind med to dyr, som var parteret i fire dele – inden da havde Mama været inde til fotosession, så vi fik set dem i hel tilstand med hoved, tænder, poter og det hele. Der var altså et stykke til hver. Tilbehøret bestod af store kogte majskobler, (dem, der smager af mel L ), rødløgssalat med en smule tomatstykker i og en smule store hjemmelavede pommes frites. Dertil et lille fad med lime og chilisovs. Børnene fik sodavand og vi voksne fik øl til, og det var nok det, der reddede aftenen…! Indehaveren var meget opsat på, at vi skulle have en god oplevelse, og han var flere gange forbi for at spørge til, hvordan det smagte og vejlede os i, hvordan vi skulle gøre. Så vi bekræftede velopdragent, at det smagte godt…!! Efterfølgende var vi forbi en lille café, hvor de serverede nogle donut-lignende kager – fire styk for 5 soles, 10 kr. Det siger lidt om prisniveauet her i landet.

Cusco
Her til morgen mødtes Ken og jeg med Anne Mette og Jacob kl. 5.30 for at vandre op til Saqsaywaman, et fæstningsværk fra Inkatiden, der ligger på bjergskråningen over Cusco. Der var stejlt, men ikke så langt, så efter inkatrekket var det peanuts at nå derop. Et meget imponerende fæstningsværk bygget af kæmpestore granitsten, nogle af dem med en vægt på ca. 125 tons! I nærheden af Saqsaywaman står en stor Jesus-figur og våger over Cusco, med udstrakte arme, ligesom i Rio de Janeiro. Derfra var der en fantastisk udsigt over byen, og vi nød solopgangen. Da vi kom tilbage til hotellet, havde telefonen netop ringet på værelset, og Mikkel kom ud og hentede os. Det viste sig at være fra lufthavnen med den dejlige besked, at vores bagage nu stod i Cusco!!!! En time senere blev det afleveret i receptionen, i hel og uåbnet tilstand! Det var bare dejligt! En uge uden bagage, men det gik, og nu har vi den igen. Den eneste udfordring er, at vi har fået meget mere at slæbe på….!

Resten af dagen gik med at skrive postkort og dagbog, være på Inka Museum og se den store flotte katedral på Plaza de Armas. Her var der blandt andet et maleri af den sidste nadver, hvor middagen bestod af marsvin og den lokale øl, chithca – vist ikke helt efter bogen!

Om aftenen fik børnene mad fra en burgerbar, og så gik de voksne på restaurant Chi Cha og spiste. Vi fik en superb middag, med en Pisco Sour til start, den lokale drink med Pisco, som er brygget på majs. Drinken bestod derudover af lime, sukker, angustora og æggehvide. Den smagte rigtig godt! Maden var i topklasse, og vi har allerede bestemt, at vi om muligt skal fejre Anne Mettes fødselsdag den 12. juli på filialen, der ligger i Arequipa J .

Sidste dag i Cusco
I dag skal vi videre med natbus til Puno. Vi kører kl. 22.30 i aften og ankommer kl. 5.30 i morgen tidlig (dansk tid 12.30). Herfra skal vi på dagstur på Titicaca-søen, som ligger i 4.000 m.’s højde. Så vi kan se frem til mere kulde et par døgn endnu..! Tirsdag går turen så videre til Arequipa, hvor vi håber på lidt godt vejr og afslapning og en tur til Colca Canyon, hvor vi forhåbentlig kommer til at se kondorer.

Vi har netop checket ud og regner med at bruge dagen på en tur til markedet, på chokolademusum (de dyrker kakaobønner ved Machu Picchu og i regnskoven) og en sightseeing-bustur rundt i byen. Lige nu er der skønt solskinsvejr, så vi sidder i gårdhaven på hotellet og nyder det…..!

På Titicaca-søen

Så har vi lagt Cusco bag os – en charmerende by, som vi aldrig vil glemme (måske særligt på grund af de mange besøg i tøjbutikker!). I går eftermiddags kom vi på chokolademuseum og kørte en tur i sightseeingbus i og omkring Cusco. Og efter aftensmad på en kyllingerestaurant (som det vrimler med her) tog vi til busstationen for at checke ind til natbussen til Puno. Natten til i dag tilbragte vi i en natbus, som fragtede os fra Cusco til Puno – en tur på 7 timer gennem Andesbjergene. Det var med lidt bange anelser, at vi mødte op på busstationen i aftes – for i Vietnam blev vi også lovet en luksusbus på turen fra Hoi An til Nha Trang, og der viste virkeligheden sig jo at være noget anderledes…! Men  - gudskelov – bussen var helt fin, med sæder, der kunne lægges meget ned, og med holder til benene. Så de fleste af os havde en rolig nat, især børnene sov som små babyer. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at vi kørte tæt på høje skrænter, og at det var mørkt og så videre. Så det var lidt svært at falde til ro. Vi kunne hele tiden holde øje med farten, og chaufføren kørte pænt og ordentligt. Han bremsede ned i roligt tempo, hver gang der kom en ujævnhed på vejen. Så vi nåede frem i god behold kl. 5.45 mandag morgen i Puno. På busstationen fik vi en morgenmad Americano bestående af brød, kaffe/te/chokolade, æg på valgfri måde, et glas friskpresset juice og marmelade og smør. Til 8 soles pr person (16 kr.) kan man ikke klage over det! Vi nåede også lige et toiletbesøg på de totalt klamme toiletter…!

Kl. 7.00 blev vi hentet af Louis, som viste os vej til en bus, der fragtede os de fem minutters kørsel til havnen i Puno. Her blev vi vist hen til en båd, som resten af dagen skulle være vores tro følgesvend på Titicaca-søen. Det var en fin båd, og guiden fortalte os om turen: først skulle vi besøge Uro-øerne, som er nogle sivøer, hvor der bor 1200 mennesker. Dernæst skulle vi til Taquile, som er en rigtig ø, hvor der bor et folk, der har udviklet sin helt egen kultur.

Det første besøg hos Uroerne var et typisk eksempel på fattigdomsturisme: flokke af både med turister fragtes ud til befolkningens egne hjem på de lidt snuskede sivøer, hvor vi kunne gå rundt og kigge ind i deres soveværelser, køkkener og stuer. De tog imod os med tillærte sange, ville sælge deres ”hjemmelavede” kunsthåndværk (flere af tingene var helt sikkert ”Made in China”) og sejle os en tur i deres sivbåd. Det var nu meget imponerende, hvad de kunne få ud af sivene: de byggede huse af dem, både, selve øerne, udkigstårne, de spiste dem og så videre. Vi betalte dem for en sejltur, et stempel i passet og noget hjemmelavet kage, og anså det for at være ulandsbistand!

Herefter skulle vi sejle 2 ½ time for at komme til Taquile. Denne ø var straks mere interessant, for her havde befolkningen noget at leve af ud over turisme. De havde fårehold, dyrkede majs, quinoa, kartofler og hestebønner på brede terrasser og solgte deres meget fine strik- og vævearbejder. Det var mændene, der strikkede: de fineste peru-huer vi endnu har set, handsker med og uden fingre i flotte farver og mønstre, pandebånd og alpehuer. Kvindernes vævearbejder var rigtig flotte, og i morgen vil vi se, om vi kan finde en dug på markedet her i Puno. Både mænd og kvinder går klædt i traditionelle dragter, som har visse signalværdier. F.eks. viser mændenes hatte, om de er single eller gifte, alt efter hvilken farve de har.

Vi fik en skøn frokost med friskfanget ørred fra søen, hvortil vi blev underholdt af pan-fløjtemusik og guitarspil. Helt efter bogen..! Herefter gik turen retur til båden, blot af en anden vej, så vi fik set lidt mere af øen, som er 5 km lang og 1 ½ km bred. Så ventede en 2 ½ times sejlads tilbage til Puno i det flotte solskinsvejr over Titicacasøen. Vi var blevet advaret om, at der ville være hundekoldt, ned til minusgrader, så vi havde taget vores forholdsregler og taget skiundertøj på og købt Peru-huer med øreklapper. Det måtte vi smide bag et tårn på øen, for det var skønt vejr.

Tilbage i Puno kom Louis igen og fragtede os til hotellet, hvor vi nu ligger i vores senge, godt udmattede ovenpå et begivenhedsrigt døgn. Godnat herfra!

I Puno

Så er vi klar til den videre færd: kl. 15.00 skal vi med bus til Arequipa, kendt som ”Den hvide By”, fordi mange af husene er bygget af hvide sten. Indtil da slapper vi af på hotellet – har lige Skypet med Rasmus, det var dejligt at snakke med ham igen. Ken er ikke helt frisk – har helt ophovnede læber og hovedpine. Forhåbentlig blive det bedre, når vi skal slappe af de kommende dage. Efter udcheckning kl. 11.00 har vi planer om at gå en tur i byen. Vi nåede lige en kort tur i aftes, hvor vi var ude for at købe aftensmad. Byen er ikke så stor, så et par timer må være nok til det.

Turen med bus fra Puno til Arequipa gik helt uden problemer, og vel ankommet til hotellet gik vi på hovedet i seng, spændte på, hvad det er for en by, vi nu er ankommet til.

Arequipa

Hotellet her har en pool, godt nok en lille én, men fin nok til at holde tre rastløse drenge og en solhungrende pige beskæftigede. De voksne er også ret solhungrende, og vi brugte formiddagen på at blive varmede igennem i solen, som skinnede fra en helt skyfri himmel. Det er tydeligt, at floraen er helt anderledes her i 2350 m. højde i forhold til Cusco og Puno. Der er masser af kaktus, palmer og pelargonier i alle afskygninger, så store som buske og med grene som træer, og rundt om os kan vi se snedækkede bjergtinder, der tindrer i sollyset. Utrolig smukt. Hotellet ligger i et roligt kvarter, som ser ud til at være meget pænt, væk fra storbyens støj og uro. Arequipa har knap en million indbyggere og er Perus anden største by, beliggende i et område med ca. 400 vulkaner, nogle på over 6.000 m. Mange af bygningerne i byen er bygget i sten udhugget i forstenet vulkansk aske, og da vi i vores lille familie over middag begav os af sted til centrum, fik vi med det samme et rigtig godt indtryk af byen. Den er meget anderledes end Cusco og Puno med sin helt egen stemning med de hvide askestensbygninger.

På vej mod centrum fandt vi en lille restaurant, beliggende i et garagelignende lokale, hvor de serverede en menu bestående af en suppe og enten kylling eller fisk med ris og lidt salat. Der var også en dessert, noget brunligt buddinglignende substans i et glas;-), og så fik vi derudover et glas saftevandsagtigt væske. Det var hvinende sødt, og desuden var vi ikke trygge ved, om vandet var kogt først. Så vi bestilte en 2,5 l. flaske med vand. Pr. menu kostede det 5 soles (10 kr.), så vi blev ikke ligefrem ruinerede! Det er helt almindelig praksis, denne type af restaurant, hvor man kun serverer dagens menu til ca. 5-6 soles, og de er som regel fyldt med lokale. Apropos prisniveau, så kan man også finde restauranter, hvor retterne kosterne 20-25 soles eller mere, så der er et vidt spænd. Men generelt er det ikke dyrt at leve i Peru.

Ved Plaza de Armas (som der ligger i alle byer, har vi indtryk af, byens hovedtorv og centrum – i Arequipa meget stor og flot) indhentede vi tre tilbud på Colca Canyon-tur til den 12. juli. På vej tilbage til hotellet gik vi omkring markedsgaderne, hvor de solgte alt fra flot dekorerede kager, madvarer og tøj til højttalere, bilreservedele og legetøj. Drengene mente det ville være en fin overraskelse at give Anne Mette en kage til sin fødselsdag, så vi aftalte, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle vi overraske hende med sådan én.

Tilbage på hotellet fremlagde vi dagens tilbud for Anne Mette og Jacob, som nu ville gå en bytur. Vi valgte det tilbud, som lød bedst, med en privat tur, kun for os 8. Christian havde fået noget mavepine, så vi aftalte at mødes senere til aftensmad, hvis han havde fået det bedre. Sofie havde i øvrigt også en lille tur fra formiddagen med kvalme og opkast. Heldigvis lader de forskellige maveonder til at være forbigående og hurtigt overståede.

Christian var ikke klar til at gå i byen igen, så Ken og jeg tog alene ind til bureauet og fik bestilt turen til Colca Canyon. På vej hjem købte vi aftensmad, stegt ris med kylling, og tog en taxa hjem, så det kunne gå hurtigt. Hjemme var Christian faldet i søvn, det var godt det samme, det trængte han til. Os andre spiste, og så startede vi op på et spil svensk whist.

Arequipa
Efter morgenmaden i dag gik vi i samlet flok til Monestario de Santa Catalina, et nonnekloster beliggende midt i byen, som fra 1500-tallet indtil 1970 har været beboet af omkring 400 nonner med tjenestepiger. Det var ualmindeligt flot og hyggeligt, en lille by i byen, med rød- og blåkalkede mure, patioer, gårdhaver, pelargonier, flotte belægninger og store luksuriøse (efter datidens forhold, med fine møbler, tæpper mv.) celler til hver nonne, med tilhørende køkken til de fleste. Der har ikke været strøm, alt har foregået ved stearinlys og lampeskær, og nonnerne dyrkede jorden, vævede, syede og bad. Vi var enige om, at det må have været et trøstesløst liv, dog i flotte omgivelser.

På tilbagevejen købte vi en kæde med et inka-kors til Anne Mette i fødselsdagsgave, og så fik vi i øvrigt en is. På Plaza de Armas sad vi sammen med resten af byen (stort set!). Som de eneste, der spiste is!!! I Danmark ville hver anden sidde med is, når der er 25 grader, men sådan er det ikke her. 

Resten af dagen var det pool-tid, og om aftenen var vi på vores stamrestaurant for at få en menu. Det viste sig, at det var den samme restaurant, hvor Anne Mette og Jacob aftenen i forvejen havde spist middag, så kromutter kunne genkende os alle sammen! Vi tog en tidlig aften, for i den kommende nat skulle vi af sted til Colca Canyon med afgang kl. 3.00.

 Colca Canyon – og Anne Mettes fødselsdag

Op kl. 2.15 for at være klar til afhentning kl. 3.00! Bussen kom nærmest helt præcist – dog ikke i en lille smart 8-10 personer bil, som vi mente, at vi havde bestilt, men i en bus beregnet til ca. 18 personer, allerede godt fyldt med turister. Det var lidt nedtur, men der var ikke rigtig noget at stille op, så vi satte os ind og bussen kørte af sted. Arnold, vores guide, ringede til bureauet og sagde til os, at vi måtte henvende os, når vi kom tilbage. De første tre timer kørte vi nordpå op igennem vulkanland og bjerglandskab, men det bemærkede vi ikke særligt, for hele bussen sov. Ved sekstiden ankom vi til Chivay, den by som danner udgangspunkt for turene til Colca Canyon. Her skulle vi have morgenmad, og vi blev gennet ind i et lille hus knap med plads til os alle. Morgenmaden bestod af nogle meget luftige hvide boller, syltetøj og smør med te til. Serveringspersonalet var totalt forvirrede, der var ikke nok kopper, pladser med videre. Så Anne Mettes fødselsdagsmorgenmad var ikke den helt store oplevelse.

Efter morgenmaden kørte vi videre ind i kløften, hvor vi undervejs kom forbi flotte udsigtspunkter. Ved 8.30-tiden var vi fremme ved Cruz del Condor, hvorfra vi allerede fra bussen kunne se nogle fugle i det fjerne. Det var dog ingenting i forhold til, hvad vi skulle komme til at opleve….! Henne ved udsigtspunktet kom de pludselig helt tæt på os, kondorerne!! Kæmpemæssige, majestætiske fugle, med vingefang på op til 3 meter og en vægt på mellem 10 og 12 kg, svævede forbi i stilhed ude over kløften, hen over hovederne på os og helt tæt på. Senere fandt vi ud af, at der i alt er 32 kondorer i kløften, og de kredsede rundt og rundt lige ud for, hvor vi stod. Nogle satte sig på en klippe et par meter væk. Det var en helt fantastisk oplevelse, fredfyldt og smuk. Det var hele turen værd.

Colca-kløften er dybere end Grand Canyon, dog ikke med så stejle skrænter, og desuden ligger kløften i bjergene med udsigt til is på toppen i modsætning til Grand Canyon, som er opstået ved en gletchersprække. Et meget imponerende sted.

På tilbagevejen gjorde vi holdt i en landsby for at se en kirke og blive tilbudt diverse turistgejl, som ikke adskilte sig nævneværdigt fra det, vi har set andre steder. Næste stop var et sted med varme kilder, hvor vi skulle over en brusende flod ad en ret vakkelvorn hængebro. De varme kilder lå ved siden af floden i et naturskønt område, og det var helt utroligt at sidde i de varme kar fyldt med ca. 40 grader varmt vand, i 3500 m.’s højde. Det var dog også skønt at komme op igen…!

Tilbage i Chivay spiste vi en lækker frokost, en buffet bestående af alskens lokale specialiteter. Vi kunne spise alt hvad vi orkede, så vi blev ret forspiste….! Hjemturen gik nu igennem det bjerglandskab, som vi kørte igennem i mørket om morgenen, et ret trøstesløst øde landskab, brunt og stenet. Undervejs var vi igennem et pas i 5.000 meters højde, hvor vi var ude og tage de obligatoriske fotos. På vejen så vi også store flokke af lamaer, alpacaer og vicuniaer, hvoraf sidstnævnte er de fineste dyr med fibre, som sælges for 5000 dollars kiloet. Tilsyneladende får man en bøde på 2000 dollars for at køre en vicunia over, så i bjergområdet går dyrene for at være mere værd end mennesker.

Vi var tilbage på hotellet kl. 18 og aftalte at mødes til fødselsdagsmiddag igen kl. 18.45. Den restaurant vi havde udset os var lukket, fortalte taxichaufføren, så vi blev kørt til en anden – hvor der var fully booked! Lige i nærheden lå der dog en anden, Zimgaro, hvor vi fik den skønneste middag med vin og fisk. Drengene fik hver sin store bøf, og de nød det højlydt! Anne Mette blev meget glad for sin halskæde, så det var dejligt. Hjemme på hotellet bestilte vi Pisco Sour og nød aftenen fra baren i gårdhaven, godt pakket ind!!!

Juanita - Isjomfruen
I dag skulle vi checke ud af hotellet kl. 12.00, fordi vi om aftenen skulle videre ned til lavlandet, Ica og Pisco. Vi havde fået lov til at blive ved poolen efter check ud-tid, og ovenpå dagen i forvejen var vi mest indstillede på en pooldag, så indtil kl. 15 lå vi og dasede, læste, badede og spiste frugt. Sidst på eftermiddagen gik vi op i byen for at se Juanita, isjomfruen, der i 1995 blev fundet på vulkanen Ampato efter et udbrud. Vi hørte historien om ofringen af den 11-12 årige formodede inka-prinsesse og så hendes utroligt velbevarede mumie. Det var meget interessant (nok mest for de voksne!), men et noget skummelt museum, der var koldt og mørkt for at bevare Juanita for eftertiden.

På hjemvejen fik vi noget aftensmad på en menu-restaurant – hønsesuppe med hønsefødder i og hovedretterne var heller ikke de bedste. Senere blev Sofie rigtig syg af den portion oksekød svitset med grøntsager, som hun havde fået.

Vi kørte med taxa til busstationen i Arequipa ved 8.30-tiden, fik checket ind hos Cruz del Sur, luksusbusselskabet i Peru, der fungerer helt som at boarde et fly, med indcheckning og vejning af bagage, securitykontrol, film og snacks på bussen.

Ica, Huachacino og Pisco

Efter en rolig natbus-tur med tilbagelænede sæder og hvileplads til benene kom vi frem til Ica ca. kl. 8.30. Sofie havde en knap så rolig nat – hun havde en omgang med opkast, der ødelagde turen noget for hende og Anne Mette.

Behovet for at blive vasket og komme sig ovenpå en nat med maveonde gjorde, at vi i Ica splittede op, sådan at Futtrup/Skjøde fortsatte direkte til Pisco og det hotel, som vi på forhånd havde booket. Vi fortsatte den planlagte tur til Huacachina, efter at have købt billet til Pisco senere på dagen og fået opmagasineret vores bagage på stationen. Med en taxa kørte vi de 10 minutters kørsel til ørkenoasen, som ligger idyllisk med palmer og sø omgivet af høje sandklitter. Byen er ganske lille, og man har indtryk af, at de lokale udelukkende lever af turisme og lokale på søndagstur, som ønsker at more sig og slappe af. Samt produktion af ”tejes”, en peruansk chokolade/karamel i aflang facon, fyldt med f.eks. pecannød. Som smager skønt!

I Huacachina blev vi sat af ved et hostel, hvor de unge mennesker så småt var ved at vågne ovenpå aftenens fester. Her kunne man booke en tur med sandbuggy, som var den egentlige grund til, at vi tog derud. Der var lidt ventetid, som vi brugte på at kigge på byen og spise lidt morgenmad. Og så skulle vi af sted!

Guillermo, vores chauffør, en ældre godmodig herre på omkring de 55 år, tog smilende imod os, og straks blev vi (læs: ”jeg”!) mere rolig. Vi satte os op i bilen, en Nissan Patrol, hvorfra alt unødvendigt var pillet fra. Så der var 9 sæder med sikkerhedsseler, styrtbøjler og et åbent tag. Tre columbianske unge satte sig ind bag os, og så satte vi, i et inferno af larm, af sted. Op og ned af klitterne gik det, nogle mere stejle end andre, og det var HELT VILDT SJOVT!!! På et tidspunkt stoppede Guillermo på toppen af en høj klit og hev nogle sandboards frem fra bag i bilen. Vi fik en stump stearinlys hver og fik besked på at gnide under board’ene. Det var noget af en overraskelse, vi var ikke klar over, at vi også skulle have nærkontakt med sandet…!!! Board’ene fungerede lige som snowboards, og vi blev instrueret i at lægge os på maven, holde godt fast i stropperne og sprede benene. Og så gik det ellers i fuld fart ned af de stejle bakker. Vi blev hurtigt fortrolige med det, og allerede efter nogle få maveture blev vi opfordret til at stå op. Guillermo fik det til at lyde så nemt, så vi kastede os ud i det. Især Mikkel og Christian var rigtig gode til det – så nu er der lagt op til, at vi må på skitur en gang i nærmeste fremtid!! Efter to timers forløb dukkede oasebyen op ud af ingenting – et fantastisk syn efter timerne udelukkende med udsigt til sand.

Det var et rigtig hyggeligt hostel, hvor de unge nu lå trætte i liggestolene om poolen. Vi fik lov at låne toiletterne, og så begav vi os en tur ud i byen, rundt om søen midt i oasen. Det var hurtigt klaret, det er en meget lille by. Efter en dejlig frokost og et kig ind i en ”tejes”-fabrik vendte vi tilbage til Ica, busstationen og vores bagage. Kort tid efter sad vi igen i en bus, med kurs mod Pisco og Hotel Leoval, hvor Anne Mette, Jacob, Thomas og Sofie forhåbentlig var kommet sig igen.

Pisco ligger ved kysten, og ifølge guidebogen skulle byen være centrum for ture til Islas Ballistas, et fredet ø-område 30 minutters sejlads fra kysten med et væld af dyreliv i form af fugle, pingviner og søløver. Førstehåndsindtrykket var dog en smule trøstesløst: i 2007 var der et kæmpestort jordskælv i Pisco, som stort set jævnede byen med jorden. Ud af de 90.000 indbyggere blev 500 slået ihjel, og byen bærer klart præg af stadig at være under genopbygning.

Efter indkvartering ville vi have et bad, eftersom vi var blevet godt sandede til ude i ørkenen. Det var lidt svært, for der kom næsten intet vand ud af hanen, og det som kom, var lunkent/koldt. Da det blev Mikkels tur kom han til at låse døren, og det skulle han så ikke have gjort! Den kunne nemlig ikke låses op igen! Efter flere forsøg måtte vi hente hjælp, og først kom en, så kom to, så kom tre, og så kom den fjerde, en tømrer, for at hjælpe. Til sidst var både karm og lås helt ødelagt, men Mikkel kom da ud til sidst. Han var heldigvis helt rolig og fuldstændig upåvirket af situationen.

Familien Futtrup/Skjøde havde haft en rolig dag på hotellet, og heldigvis har Sofie nu fået det bedre. Anne Mette og Jacob havde været inde i centrum af Pisco, hvor de bl.a. havde bestilt en tur til Islas Ballistas til næste morgen. Vi sprang på den samme tur, og efter et kort telefonopkald kom turarrangøren Saulo til hotellet for at aftale det sidste. Det var rigtig god service.

Islas Ballistas 

Turen til Islas Ballistas startede klokken 7 i bus til Paracas, en lille by, som viste sig at være stedet for turister i dette område. Her lå hoteller og hostels side om side, og herfra udgik turbådene til øerne. Vi blev placeret i en speedbåd med plads til ca. 40 mennesker, og heldigvis havde vi taget fleecetrøjer på, for der blæste en kold vind ude på vandet. Knap ude af Paracas-bugten var vi så heldige at komme forbi en stor flok delfiner, som kredsede rundt om båden. Det var storslået at se! Ude ved selve øgruppen blev vi sejlet rundt for at se stedet, og undervejs stødte vi på flere grupper af søløver, som lå og sov på klipperne, legede i vandet eller slåssede om pladserne. De gøede, mens de legede, så der var ikke helt stille. Store flokke af suler, måger, skarver og pelikaner fløj over vores hoveder og sad side om side på klippeskrænterne, mens humboldtpingviner kløede sig under vingerne. Det var meget fascinerende og en overvældende oplevelse.

Efter et par timers sejlads var vi tilbage i Paracas, og kl. 10 sagde vi farvel til Futtrup/Skjøderne igen: de ønskede sig en ekstra dag i Lima, mens vi hellere ville tage den med ro, se lidt mere i Pisco og nøjes med en enkelt dag i Lima. Så vi vinkede farvel og fortsatte med turen til Reserva National de Paracas, en nationalpark på Paracas-halvøen, hvor der findes smukke strande, flotte udsigter, flamingokolonier, fredede fuglearter, forstenet havbund og små fiskersamfund. Vi sluttede turen i det lille fiskerleje Lagallina, hvor vi fik en skøn frokost med syv forskellige slags fiskeretter: ceviche i en ren fiske- og en blandet udgave med fisk, muslinger og blæksprutter (ceviche er rå fisk og skaldyr marineret med stærk lime, som mørner kødet, blandet med masser af rødløg og frisk koriander, uhm!), fiskesuppe, friturestegt fisk og skaldyr, lagadofiskefilet (ingen anelse om, hvilken fisk det er, men den er hvid og god!), paella med fisk og skaldyr samt en hel krabbe, som Christian fik som særbestilling. Super frisk mad og meget lækkert, indtaget på kanten af molen, udenfor den lille familiedrevne restaurant. Klart turens højdepunkt!!

Tilbage på hotellet fik vi et nyt værelse, Futtrup/Skjødernes forladte, en klar forbedring af vores tidligere rum! Her kunne vi få et rigtigt bad med varmt vand, skønt, lige hvad vi trængte til ovenpå en lang tur-dag. Efter lidt afslapning tog vi en tuc-tuc til centrum af byen, og her var der liv i gaden! Det vrimlede med mennesker, man skulle tro, at der var festdag eller sådan noget. Vi mødte kun fire andre ”hvide” mennesker, nej, Pisco er ikke en turistby. Hele centrum af byen kunne vi gå igennem meget hurtigt, så det er heller ikke en stor by. Alt udgik også her fra Plaza de Armas, med en lille gågade, som førte op til en anden lille plaza. Vi trissede lidt rundt, handlede i et supermarked, og drengene fik en ”hamburgesa” på vejen hjem.

Mod Lima

I dag har vi haft en afslapper-dag på hotelværelset ind til kl. 12.00, hvor vi checkede ud og blev kørt med en af hotel-ejernes venner til busholdepladsen til Lima. Det var svært at finde en taxa stor nok til os og vores bagage, så det endte med, at en af vennerne indvilligede i at køre. Han var flink og sørgede for at se os stige på bussen, før han vinkede farvel til os.

Fire timer efter indstigning i bussen ankom vi til Lima, ca. kl. 17.00. Her blev vi straks shanghajet af en taxachauffør, og vi viste ham den besked med oplysning om adresse, som vores næste vært har sendt på mail. Vi skal nemlig bo privat i Lima, hos Rocio Perez, der er tilmeldt Airbnb.com, et site, hvor private udlejer værelser og boliger. Det var lidt svært for chaufføren at finde stedet, men Rocio var gået ud foran på gaden, hvor hun stod og tog imod os, da det endelig lykkedes (efter et telefonopkald..). Hun viste os ind i den lille to-etagers hyggelige, men superkolde, lejlighed, hvor hendes mor Mirka tog imod os.

Rocio viste os rundt, fortalte hvordan vi skal få varmt vand, varme vand til te og kaffe, bruge nøglerne (der er et hav af sikkerhedsforanstaltninger) og lidt om lokalområdet. Hun gav os gode råd til restaurantbesøg og seværdigheder i den gamle bydel, samt fortalte om denne bydel, Mira Flores, som er den nye downtown, stedet for de mest velhavende Lima-indbyggere.

Rocio overlod herefter lejligheden til os - hun skulle sove hos sin mor. Vi kiggede os omkring, drak en kop te og tog godt med tøj på for at begive os ud i aftenlivet. Der var masser af mennesker på gaden, og efter få minutter var vi midt i det pulserende butiksliv – lejligheden ligger meget centralt. I en nærliggende park, Robert Kennedy Park, havde vi aftalt at mødes med Anne Mette, Jacob, Thomas og Sofie, som har en anden lejlighed en kilometers penge fra vores. Vi fandt dem hurtigt og fik udvekslet oplevelser siden sidst. Vi aftalte at mødes i det gamle centrum kl. 10.00 i morgen onsdag, hvorefter vi atter skiltes – os for at finde noget aftensmad, Futtrup/Skjøde for at gå hjem.

Christian havde fablet om McDonald’s, så vi afsluttede aftenen med burgere og papas (pomfritter).

Hos Astrid & Gaston
I dag så vi det historiske centrum af Lima om formiddagen, hvor vi havde aftalt at mødes med Futtrup/Skjøderne foran katedralen på Plaza de Armas.

Forinden lykkedes det at få et bad i Rocios badeværelse – med koldt vand!! Det er helt umuligt at undgå, at strømmen går, når man tænder for det varme vand i bruseren: det opvarmes med el, og det slår hele tiden sikringen. Så da jeg stod i badet og havde fået gjort håret vådt, røg strømmen, og vandet blev i løbet af 2 sekunder IS-KOLDT! Det var kl. 6, og resten af huset sov. Men det gjorde de ikke derefter….!!! Ken kom ud af sengen, ned af trappen, fik lidt tøj på og låste sig ud af først den ene dør og så den anden for at tænde for strømmen igen – afbryderen sidder uden på huset. Hvilket usmart system. Jeg forstår ikke, hvordan Rocio kan komme i bad – det kan i hvert fald ikke lade sig gøre, hvis hun er alene hjemme. Ken var ude og tænde for strømmen fire gange, og badet varede ca. 5 minutter!! Oven i købet er der hundekoldt i badeværelset, så det var lidt af en brat opvågnen.

Turen ind til centrum tog noget længere tid end vi havde regnet med – vi tog en af de busser, som kører i en uafbrudt strøm med råbende konduktører i døren for at trække kunder til. Manden sagde, at ”Ja, de kørte til det historiske centrum”. Men da vi blev sat af viste det sig, at vi skulle gå langt, mindst en halv time, for at nå Plaza de Armas. Så selvom vi tog hjemmefra kl. 8.30 var det på at hængende hår, at vi nåede katedralen til kl. 10.00.

Første mål var en tur i katakomberne, som ligger under en af de utallige kirker rundt om i centrum. Først blev vi tvangsindlagt til en guidet tur rundt i kirken og klosteret, hvor der stadig bor 30 munke. Og til slut kom så det uhyggelige punktum:  i kældrene under klosteret lå der mængder og atter mængder af knogler, kranier og skeletter, som var fint sorteret og lagt i rækker! Ret makabert. Ingen af os fik klaustrofobi, men Jacob valgte dog at gå bagest….!

På vej til klosteret skulle vi igennem en demonstration, som foregik ved alle indgange til Plaza de Armas, hvor præsidentpaladset ligger. Senere fandt vi ud af, at folk demonstrerede mod to nye love, som kongressen netop har vedtaget. Der var politiafspærringer ved alle indgange til Plaza de Armas, folk råbte, men det foregik forholdsvis fredeligt, og for at komme op til kirken med katakomberne måtte vi igennem folkemængden. Det var ikke noget problem.

Efter besøget i katakomberne ville vi se vagtskifte foran præsidentpaladset – men det var øjensynligt blevet aflyst, så i stedet spiste vi frokost på gammel bar, hvor vi fik deres specialiteter, muslinger med rødløg og lime, kartoffelret med kogt æg og sennepsovs samt sandwich til børnene. Det var et hyggeligt sted.

Efter frokosten og det aflyste vagtskifte foran præsidentpaladset gik vi en tur gennem byen ned til Limas Chinatown, og undervejs droppede vi ind på byens marked med friske fisk i alle afskygninger, grøntsager, frugt, kød, tøj, sko og diverse andre fornødenheder, som man ikke kan undvære….!

Eftermiddagen brugte vi hver for sig, os med at gå en tur i Miraflores, Futtrup/Skjøderne med at købe lækkert tøj og neglelak til aftenens begivenhed: middag på en god restaurant som afslutning på tre skønne og oplevelsesrige uger i Peru. Vi havde booket et bord på Astrid & Gaston, en god restaurant i Lima, drevet af en berømt kok i Peru.

Vi havde alle gjort noget ud af påklædningen, så godt som det nu kan lade sig gøre med sådan en rejseoppakning, som vi har!!!! Det var superhyggeligt at have børnene med på fin restaurant – de syntes det var sjovt og en stor oplevelse at blive vartet op og behandlet som grever og baroner. Tjenerne hældte sodavand op i deres glas og sørgede hele tiden for at være omkring os. Til aperitif kom der en sten ind til hver – med en let ting på, der lignede en luftig musling. Den var lavet af tang, og den var pyntet med noget tangcreme og en kartoffelblomst, som vi fik at vide var spiselig. Så det var lige sådan en sjov, fin hapser.  Derefter kom der forskelligt lækket brød ind, med forskellige dyppelser og smør. Vi bestilte fire forretter ti deling og en hovedret til hver. Det var superlækker mad og skøn servering.

Efter middagen gik vi hjem til Rocios lejlighed alle sammen, så Anne Mette og Jacob lige kunne se den. Tidligere på dagen havde vi været forbi deres store lækre lejlighed, som lå med havudsigt. Vores lejlighed er mere beskeden, men passer fint til formålet. Det er ikke meget, vi har opholdt os i den. Bagefter skiltes vi og fik os en god nats søvn. I morgen er det jo rejsedag.

Ecuador

I dag skal vi møde Rasmus i lufthavnen i Quito, Ecuadors hovedstad!!! Det bliver rigtig dejligt at se ham igen og atter samles hele familien. Det har vi længe glædet os til!

Vi havde besluttet at tage tidligt i lufthavnen, og efter en lækker morgenmad pakkede vi sammen, lagde Rocios nøgler på køkkenbordet, smækkede dørene og gik med vores store rygsække på ryggen ud på gaden for at praje en taxa. Det var lettere sagt end gjort: den ene efter den anden rystede på hovedet og kørte bort, efter vi havde spurgt: ”Aeropuerto?”. Heldigvis kom der en fyr gåede, som forstod lidt engelsk, og han hjalp os med at spørge, hvorfor taxachaufførerne var modvillige til at køre til lufthavnen. Det viste sig, at man skal have en tilladelse til at køre ind på lufthavnsområdet, som de fleste ikke har. Men denne chauffør ville gerne køre os ud til lufthavnen, mod at vi så selv gik det sidste stykke; og det gjorde vi så. Vi var i rigtig god tid, så det var intet problem, og det viste sig endda, at det blot drejede sig om via en gangbro at krydse en vej – så var man der. Halvvejs oppe af trappen til gangbroen lå/sad der en mandlig ca. 30-årig sælger uden ben, som falbød pakker med småkager – hvilket sølle og udsigtsløst liv, at tilbringe de fleste af sine dage fra morgen til aften på en rusten faldefærdig metalgangbro over en befærdet, forurenet vej i udkanten af Lima – uden udsigt til forandring. Det var så dét liv – hvor trist.

I lufthavnen checkede vi ind og gik bagefter til LAN’s kontor for at bede om en kvittering på, at vi fik leveret vores bagage en uge efter ankomst til Cusco. Der var ikke så meget at gøre – det kunne vi ikke få. Til gengæld fik vi kompensation fra LAN, 200 $. Nå - det var bedre end ingenting.

Mikkel og undertegnede havde det ikke så godt i maven. Vi fik begge tun i aftes på Astrid & Gaston, og det er da paradoksalt, at vi efter besøg på en gourmetrestaurant får dårlig mave, når vi nu ikke har døjet med noget efter alt det mad vi har købt på gaderestauranter og lokale knejper. Senere gik det dog op for os, at det ikke kun var os to, der var berørt – så måske var det alligevel ikke maden på det fine sted, der var noget galt med..!

Vi rendte ind i Futtrup/Skjøderne i afgangshallen, hvor vi fik fyret de sidste af vores soles af. Og så afgik turen til Quito kl. 12.30, hvor alt gik som det skulle, helt efter bogen. Vi var spændte efter landingen, for allerede her ved flyet ville vi kunne møde Rasmus – han skulle efter planen lande et kvarter før os. Ved immigrationsskranken fik vi at vide, at flyet fra Amsterdam var lidt forsinket, så det var endnu ikke rullet ind! Det var heldigt, så vi hentede vores bagage på bagagebåndet (alt var der!) og gjorde os klar.

Vi havde aftalt at tage vores peru-huer på, så da Rasmus dukkede op kort tid efter stod vi klar i en halv rundkreds og sang denne smukke sang:

Hip hurra, nu er Rasmus her,

Vi har glædet os, til vi samlet er.

Vi har rejst vor vej, og vi har savnet dig,

Oh yeah

Hurra – nu er Rasmus her!

(frit inspireret af Tommy Seebach J )

Nej hvor blev Rasmus flov - han vendte om og gik den anden vej…! Heldigvis var vi hurtigt færdige, og Rasmus blev modtaget med kram og kys. Så alt var godt, og der var brug for opdatering af både ham og os. Det var en lettelse, at alt var gået godt – Rasmus syntes det var supernemt at rejse.

Udenfor stod tre taxachauffører klar til at køre os den ret så lange vej ind til Quito, hvor vi skulle bo på et hostal midt mellem det gamle og det nye centrum af byen. Quito ligger i bjergene, 2800 m, så vi kørte med udsigt til bjergsider og bjerge med sne på toppen, over broer, forbi små usle huse, igennem kvarterer med flotte huse, indkøbscentre med McDonalds, KFC og hvad der ellers hører sig til, støvede parker, legende børn og et generelt indtryk af støj, forurening og 3.-verdensland. Ved turens ende krævede chaufførerne 105$ i betaling for den godt en times lange kørsel - godt nok noget af en stigning i taxapriser i forhold til Peru! Vi havde en anelse om, at vi var blevet taget ved næsen – men her efterfølgende har det vist sig, at den er god nok: myndighederne har øjensynligt fastsat taxapriserne til lufthavnen.

 Efter check-in på hotellet var hele dagen omtrent gået, og vi havde alle lyst til noget mad og at sove…! Især Rasmus, som ikke havde sovet mere end fire timer på 36 timer, og Ken, som også havde fået dårlig mave. Vi fandt hurtigt en kyllinge-fastfood-restaurant i nærheden, og efter maden gik vi tilbage for at sove.

Natten var ikke sjov for Ken – han gik i rutefart mellem toilettet og sengen gennem hele natten – fik rysteture på grund af feberstigning og sov i det hele taget rigtig skidt.

Quito

Ken var stadig dårlig om morgenen, dog kun med lidt over 38 i feber – den havde været over 39 i løbet af natten. Så han blev i sengen, mens vi andre gik ned for at spise morgenmad på den tilstødende restaurant. Det var nu ikke fordi alle vi andre var i topform – også Mikkel var stadig ikke helt på plads med maven, og det samme gjaldt undertegnede…! Rasmus og Thomas hævdede, at de havde jernmaver, så de havde det heldigvis fint.

Inden da havde Anne Mette, Jacob, Ken og jeg et hurtigt planlægningsmøde, hvor vi løst snakkede om, hvad vi skal bruge dagene i Ecuador på. Ken slæbte sig ud af sengen og sad med i sofagruppen ved siden af receptionen på det lille bitte familieagtige sted. Vi kunne ikke rigtig komme frem til nogle fælles beslutninger, for vi har ikke helt de samme ønsker til Ecuador-delen af turen. Det handler om, at Rasmus er lidt bagud med oplevelser og trænger til at catche op, at vi er trætte af kulde og trænger til varme og sol, og så handler det også om, at vi endnu ikke har fået afsøgt alle muligheder. Så det endte med, at vi alle (undtagen Ken) brugte formiddagen på at gå en tur ind til den gamle bydel i Quito, se Basilikaen og Plaza de Armas, købe solbriller til drengene og besøge turistinformationen. Sidstnævnte var meget givtigt; alting er meget nemmere, når man har fået noget information og et kort over byen!

Hjemme på hotellet skiltes vi – Ken var stadig halvskidt, men han kom dog ud af sengen og fulgtes med drengene og mig ud i byen. Anne Mette og Jacob, Thomas og Sofie ville gerne en tur til ækvator, så det brugte de eftermiddagen på. Ækvator ligger godt en halv times kørsel i bus nord for Quito.

Os andre gik over i det nye centrum af Quito, hvor rejsebureauerne ligger. Her gik vi en tur op af Avenue Rio Amazonas, hvor caféer, netbutikker, gaveboder, hoteller, restauranter og rejsearrangører ligger side om side. En meget hyggelig gade, med cykelsti sågar! Der er mulighed for at leje bycykler i byen, det kom helt bag på os. Tænk at Mortens cykelkoncept er nået helt til Quito!! En anden ting ved bylivet vi har bemærket er, at der ikke er særlig mange mennesker, der ryger. I det mindste ikke på gaden, i busser, butikker eller på restauranter. Det samme gjaldt for Peru – det er slet ikke som i Vietnam og Thailand, hvor alle almindelige mennesker gik rundt med en cigaret i munden. Det ser man stort set ikke her. Til gengæld er forureningen i byen massiv – det er helt svært at trække vejret for udstødningsgasser og anden os. Der er i hvert fald tydeligt, at der ikke er krav om filter i lastbilerne!

På vej derover fandt vi en lille restaurant, hvor vi fire spiste frokost. Ken nøjedes med at spise Christians forret, kyllingesuppe. Mikkel, Rasmus og jeg fik fiskesuppe, som blev serveret med pop corn og lime. Vi troede, man skulle dryppe lime på pop cornene og spise dem ved siden af, men senere fandt vi ud af, at pop cornene skulle puttes op i suppen – og at det var suppen, der skulle have en sjat lime! Hvordan skulle sådan nogle uvidende turister da også lige vide det? Til hovedret fik vi hhv. fisk i en sovs med ris og kylling med tilsvarende tilbehør. Dertil limonade. Pris: 2 dollars pr mand.

Vi fandt et par rejsearrangører, hvor vi fik tilbud på en dagstur til riverrafting. Især det ene tilbud lød godt, så da vi tilbage på hotellet igen mødte Anne Mette og Jacob fik vi hurtigt aftalt de nærmere omstændigheder. Vi fik mailet med Santiago, manageren i forretningen, som med det samme svarede tilbage. Aftalen lød på, at vi næste morgen kl. 7.00 skulle møde i forretningen for at betale og oplyse navne og pasnumre – som er standardprocedure her og i Peru.

På byturen fik Ken købt den souvenir, som han har talt om siden vi tog hjemmefra: en panama-hat, som produceres i Ecuador, men fejlagtigt har fået navn efter en anden stat. Den er hvid med et sort bånd, og den klæder ham rigtig godt! Og Rasmus kom godt med hvad angår souvenirs: en ny taske og en ulden trøje. Og Christian fik en hue, som ligner en ulv – det er åbenbart stor mode her i Ecuador at gå rundt med en hue strikket som et dyr eller en kendt figur som Supermario, Angry Bird, Bart Simpson el. lign.. Mikkel er mere beskeden. Han synes ikke at have brug for noget.

Aftenen blev kort – vi skulle have pakket og tidligt af sted næste morgen, så vi spiste en hurtig, en smule skuffende middag på hotelrestauranten. Og gik i seng.

(Beskrivelsen af dagene i Amazonas er ikke i den endelige form, men på baggrund af flere opfordringer har vi sat vore noter ind)

Amazonas

Som aftalt gik Anne Mette og jeg af sted mod Santiagos kontor så tidligt, at vi kunne være der kl. 7.00. Det var en hyggelig tur med dejligt vejr gennem parken, så det tog knap 15 minutter. Vi fik ordnet det, der skulle ordnes, fik bestilt en tur til Baños til den 25. juli og Santiago sørgede også for en minibus til kl. 9.00, der kunne køre os i lufthavnen. Alt klappede, og formedelst 50$ blev vi sat af i lufthavnen ved 10-tiden. En lidt anden pris – vi sad godt nok også lidt klemt, men hvad, det kunne sagtens gå.

Efter en smule ventetid i lufthavnen blev vi mødt af Gabriella fra Sacha Lodge, som hjalp os igennem check-in og sørgede for det hele. Så det var luksus. Turen til Coca og Napo River tog ingen tid – vi nåede knap at drikke en juice, så skulle vi lande. Og nu var vi i junglen!!!!! Amazonasjunglen! Vi fattede det knap, men kunne straks da vi trådte ud af flyveren mærke, at luften var helt anderledes trykkende med høj luftfugtighed og varmere temperatur end i bjergene. Vi fik vores bagage og blev mødt af nye repræsentanter fra Sacha Lodge, som sørgede for bus til Sacha Lodge’s hus i Coca. Her fik vi te, mulighed for at komme på toilet og information om dagens program.

Efter kort tid blev vi, med redningsveste på, dirigeret ned til Napo-floden, som lå lige i nærheden. Her lå fortøjret en motoriseret stor aflang kano, som skulle fragte os til Sacha Lodge. Det var med forventning i maven, at vi satte os ned i båden – sammen med omkring 8 andre turister, der også skulle med. Det gik i fuld fart ned af floden, som var bred, grå-brun og fyldt med sandbanker, der betød, at båden krydsede hen over den. Langs siderne kunne vi se junglen, men særligt i starten af turen kom vi også forbi olieboringer, skibsbyggerier, små landsbyer og indianerbebyggelser. Efterhånden tyndede det ud i bebyggelse, og efter ca. 2 timers sejlads i fuld fart lagde vi til ved en lille bådebro og et skilt, hvor der med håndmalet skrift stod ”Welcome to Sacha Lodge”. Her skulle vi aflevere redningsvestene og påbegynde en gåtur på ca. 40 minutter til et nyt bådeleje. Herfra foregik transporten i kanoer, i roligt tempo gennem en slags kanal omgivet af siv. Her var vandet sort – black water (i floden hed det ”white water” på grund af skummet i overfladen, når man sejler). At vandet er sort skyldes, at det består af regnvand, hvor blade, siv mv. gør vandet mørkt. Det er også langt mere stillestående end i selve hovedfloden. Men sjovt nok var der ingen dårlige lugte af rådne palmeblade, siv eller fisk, hvilket man ellers godt kunne tro.

Stedet, som er udgangspunktet for vores ophold, er et slags gæstehus, Sacha Lodge, som kombinerer høj kvalitet og lækker forplejning med økoturisme, dyr i deres naturlige omgivelser og et ønske om at give sine gæster et autentisk indtryk af junglen. Der er kun 28 hytter på stedet, placeret i et stort område, forbundet af trægange, hævet over jorden og vandet. Selve hovedhuset, hvor velkomsten og alle måltider foregik, ligger i bunden af en malerisk lagune, omgivet af regnskov, anakondaer, tukaner, caymans, taranteller, smukke sommerfugle, farverige og anderledes fugle, aber i alle afskygninger mv. I det hele taget bare et dejligt sted, hvor vi har haft det skønt!

Indkvartering

Nattur

Vi var af sted på tur allerede den første aften, på nattur med pandelamper og lommelygter. Allerede efter få skridt stødte vi ind i en stor behåret tarantel, som bare sad der uden at røre sig ud af flækken. Vi havde fået tildelt hver vores par langskaftede gummistøvler, som var meget nyttige på den fugtige og til tider meget mudrede sti. Samtidig svedte vi allerede heftigt efter få skridt i den fugtige og varme luft. På visse tidspunkter af døgnet, f.eks. om morgenen og om aftenen, er det mest hensigtsmæssigt at tage langærmet skjorte og lange bukser på for at beskytte mod myg og andre insekter. I øvrigt er det den tørre tid vi var i Amazonas på, hvor luftfugtigheden er lidt over 90%. I den våde periode kan den komme helt op på 97-98%.

Kanotur og piratfiskeri
Klokken 5.00 blev der banket på vores dør, hvor en af stedets personale gik rundt og morgenvækkede gæsterne. Kl. 5.30 blev der serveret morgenmad (også helt overdådigt!), og så gik turen af sted med ”paddle canoe” ud i lagunen og ned af én af de smalle sidefloder. Allerede ude i lagunen så vi flotte fugle, og Luis var helt elektrisk!!! Det er hans stil, fandt vi senere ud af! Det er nogle meget særlige fugle, der findes i Amazonas – f.eks. spottede vi en hoaxin, en slags fortidsfugl, som ligner en dinosaurus. Den kan ikke flyve særlig godt, og når den er unge, kan den trække vejret under vand og kravle som et firben for at komme op til reden. Den har nogle underlige skrigeagtige lyde og ligner i det hele taget en fugl fra en tegnefilm. Efter Luis’s udsagn er det den fugl i verden, som er tættest på det udviklingsstadie, som var det næste efter dinosauerne. Af andre fugle vi så, kan nævnes Greater Ani og Social Flycatcher.

Fra lagunen padlede vi ind i en sideflod/å . Her var vi specielt på udkig efter Caymans (en slags krokodiller) og aber. Efter lidt padlen stoppede Luis pludselig op og begyndte at padle baglæns. Han mente, at han så en Cayman, og ganske rigtig lå der en tre-fire meter lang ”sort Cayman” med unge, påstod Luis. Efter at havde kigget længe kunne vi også se ungen og et par øjne, som nok passede til en tre-meters Cayman. Længere nede af floden så vi pludselig en stor rød brølabe, som svingede sig i trætoppene. Efter en lille times padlen nåede vi enden af floden og skulle fortsætte til fods tilbage til Lodgen.  Vi gik på en lille sti ind gennem junglen og følte os som opdagelsesrejsende fra en svunden tid, alt imens at Luis viste os diverse fugle, insekter, kæmpe træer (kapok) og andre planter. Efter et stykke tid mente Sidse også, at hun ville være med. Med et skrig sagde hun, at der kravlede noget ned af ryggen på hende og med endnu et skrig, at det også bed. Vi andre kiggede lidt på hinanden og tænkte ”Slap nu af, det kan allerhøjst være en tarantel”. Men Ken stak hånden ned i skjorten og tog dyret op. Det viste sig at være en Bullit ant, som er en temmelig stor myre, der har et bid, der kan få voksne mænd til at græde. Og Sidse blev bidt tre gange inden vi fik myren op L . Luis tjekkede om Sidse fik en allergisk reaktion, hvilket kunne kræve antihistamin, men heldigvis så biddene fine ud. Luis var noget imponeret over Sidses smertetærskel og fortalte, at det ville gøre ondt i ca. 8 timer og derefter gå væk.  Vi fortsatte turen efter at Sidse havde fået knappet de øverste knapper i skjorten (der er mange måder at lære på, både behagelige og mindre behagelige). Længere nede af stien så vi en flok ”egern aber”, som fulgte os lidt af vejen. Hjemme på Lodgens område mødte vi en af de ansatte, som fortalte, at der lå en træboa i én af de buske vi ville komme forbi. Den skulle vi selvfølgelig se, inden vi gik tilbage til hytten for at hvile lidt inden frokost.  Særligt Sidse havde brug for at hvile ovenpå myre-angrebet: efterhånden var armen og fingrene helt lammet, og det brændte en del, så det var svært at slappe af.

På vej ned til frokost så vi en flok … (store) aber passere forbi. Efter frokost ville vi tage en pause fra dyrene med ren afslapning og en tur i ”poolen”, som er lagunen. Man må bade mellem 10.00 og 16.00, derudover kan der være piratfisk og caymans, så det er ikke tilrådeligt. Men tilbage ved hytten så vi, at en flok mælkemundstamariner holdte legestue lige uden for vores balkon, og så var vi jo nødt til at sætte os og kigge på dem. Pludselig kom der også en stor leguan forbi samt et par agouti’er. Men lidt badning blev det også til.

Klokken fire skulle vi sammen med Futtrup/Skjøderne af sted på fisketur efter piratfisk. Vi sejlede ud i lagunen (vores pool) i en katamaranlignende kano samt en almindelig kano. På vej ud til fiskestederne fik vi lige en hurtig dukkert fra bådene. Fremme ved fiskepladsen gik Anne Mette, Sofie, Thomas og Rasmus ned i kanoen til Luis, og vi andre blev på katamaranen. Udstyret til at fiske efter piratfisk var rimeligt simpelt: en bambusstang, tre meter kraftig fiskesnøre, en krog og noget oksekød. Efter mange bid og ingen fangst lykkedes det endelig Bolivar at fange en. Det virkede dog, som om det havde skræmt de andre væk, så vi skiftede fiskeplads et par gange inden der var bid igen. Denne gang var det Ken, der fik bid. Så var der lige som kommet hul på bylden, og Bolivar og Carlos hev et par stykker ind inden Mikkel også fik en. Så Buch Andersens fiskeære var i behold. Det var nu ved at blive mørkt, og vi skulle hjemad, for der var arrangeret barbecue for hele lodgen (for at fejre Lea’s fødselsdag).  Ved barbecuen fik alle vist dækket deres proteinbehov, der var i hvert tilfælde masse af kød i alverdens afskygninger (og salater m.v.) . Da vi gik i seng var vi mætte på alle tænkelige måder, både hvad mad og indtryk gælder.

Tur til parrot clay lick – ingen papegøjer på grund af tung regn, men til gengæld et par capivar samt et hav af andre fugle.

Så vi var ved et kvindeprojekt, som gik ud på at bevare de indfødtes håndværk, sange og måder at leve på for eftertiden. Vi så dans og smagte chicha, junglens øl lavet på yukarod. Efterfølgende besøgte vi en kvinde, der serverede stegte palmelarver, brødfrugter, kogt yuka og stegte bananer for os.

Sol og badning

Tur til tårn ved kapoktræet, 40 meter højt.

Efter aftensmad, natsejltur

Tur til metaltårn og hængebro

Solbad og badebro

Sejltur gennem Anakondafloden – så squirrel monkeys og kapucineraber, bl.a. en, som ville jage os væk ved at tisse på os og kaste en palmegren ned i hovedet på os.

Fiskeri igen. Mikkel fangede igen en piratfisk, denne gang den rødmavede slags.

Fik træfrø på skulderen, slam, så sad den ellers der. Megaforskrækket, tabte drengenes hatte ned i slammet under trægangen. Måtte få hjælp til at hente dem op igen…!

Tilbage i Quito

Så er vi tilbage i Quito efter nogle skønne dage i Amazonas! Det har været en fantastisk oplevelse at være i regnskoven, opleve junglen på nært hold og lytte til lydene, en kakofoni af fuglestemmer, cikader og brølende aber mv.

Vi skulle som sædvanligt tidligt op, klokken 5.30 blev vi vækket ved et bank på døren, helt ligesom alle de øvrige dage. Efter at have pakket færdig stillede vi rygsækkene uden for døren, forlod hytten og gik ned til spisehuset til den lækre morgenmad. Luis sad allerede og spiste. Klokken 6.30 gik vi til bådene og blev for sidste gang padlet over lagunen, hen til det lille bådeleje. Her sagde vi farvel til Bolivár, vores indfødte guide. Så gik vi turen fra bådelejet til ankomststedet, hvor vi så de sidste aber over hovedet på os. Fremme ved motorbåden i den lidt grå og kølige morgen sejlede vi de knap 2½ time til Coca. Tilbageturen er lidt længere end frem-turen, fordi man sejler imod strømmen.

Mens vi ventede på transport til lufthavnen i Sacha Lodge’s hus i Coca, kom Luis tilbage med sin søn Christopher, som han havde hentet i skolen. Han ville gerne have, at han skulle hilse på os. Det var dejligt at hilse på ham – der er ingen tvivl om, at Christopher, som bliver kaldt Luis, er Luis’ et og alt. De skulle holde to ugers ferie sammen nu, og de skulle ud til kysten, ligesom vi også skal. Så vi udvekslede mailadresser, Luis gav os gode tips og vi aftalte, at hvis det kan lade sig gøre, skal vi mødes f.eks. i Puerto de Cayo. De tog med til lufthavnen, og efter en bevæget afsked fløj i tilbage til Quito.

Her ankom vi til et nyt hostel, som var i en noget bedre standard end det forrige. Rasmus brugte eftermiddagen i sengen – han var stadig ikke frisk. Så den planlagte tur til ækvator måtte vi udskyde. Aftensmaden foregik på pizzaria efter et stort ønske fra alle fem børn. Og lige inden vi gik af sted fik vi lige booket to bungalows på et hotel i Puerto Lopez, hvor vi har aftalt at mødes den 29. juli. Inden da er det endt med (efter mange forandringer og hurtige skift i beslutninger undervejs!), at Futtrup/Skøde tager til Salinas, og vi tager til Esmeraldas.

Riverrafting og bungyjump

I dag skulle vi på riverrafting-tur til Baños, og der var allerede afgang kl. 6.00. Det var en træt flok, der mødte op ved den lille bus på afgangstidspunktet…! Vi troede, at vi undervejs på den tre-timers tur på Vulkan-vejen, som løber forbi den ene vulkan efter den anden, skulle opleve Cotopaxi, en knap 6.000 m høj vulkan, som stadig er aktiv. Men desværre var det tåget og diset, så vi kunne ikke se toppen. Det tog noget af spændingen…!

Ved ankomsten til Baños styrtregnede det, og der var ret koldt. Så vi var ikke vildt motiverede for turen. Men vi fik udleveret våddragter, hjelme og sko, og blev sat ud i en åben bus/lastbil med sæder, og så kørte vi af sted. Dem, som sad yderst, blev våde til skindet på den knap en times lange køretur, som gik ud og ind af tunneller, gennem hårnålesving og forbi imponerende udsigter på bjergsider, floden og ud over kløfter. Det var flot på trods af regnvejret. Vi var meget spændte: Vi var på vej til at skulle sejle i gummibåd i den rivende strøm, som vi kunne se dernede i floden under os! Vildt!

Vi blev delt på to både, og oplevelsen var helt ud over forventning. Helt vildt sjovt. Der var ingen problemer med at holde sig fast, heller ikke Christian. Alle børn og voksne var et stort smil på den knap to timers tur, som gik over stok og sten ned af den rivende flod ad en strækning på 18 kilometer. Vi blev gennemblødte til skindet, og selvom vi havde bare arme, frøs vi ikke undervejs. MEN – det gjorde vi så, da vi kom frem..! Det var en rystende og tænderklaprende oplevelse at få skiftet til vores tøj igen – som i forvejen var blevet ret vådt på turen derud. Især Sofie og Anne Mettes tøj var helt gennemblødt, så det blev en kold tur hjem. Undervejs stoppede vi og fik frokost på en lille familierestaurant, hvor guiderne hjalp til i køkkenet. Den stod på det sædvanlige: først suppe, dernæst fik vi valget mellem et stykke stegt kyllingebryst, oksekød eller ørred med hvid ris, et stykke stegt banan og en lille bitte smule salat til.

Inden vi skulle hjem til Quito, var der nogle af børnene, som havde snakket om at lave et bungyjump. Rasmus havde fået Sofie med på den – og Mikkel var også klar. Så vi fik chaufføren til at køre os hen til stedet, en bro over en slugt med en flod i bunden. Det så vildt ud, og især mødrene var ikke glade for det..! Men – Sofie fik udstyret på, og trådte frem som den første….! Hun kastede sig bare lige ud i det, godt nok lige med lidt tilløb – der skulle lige synkes en ekstra gang, da hun stod på afsætningsbrættet på den ”forkerte” side af rækværket…! Og efter 1 minut var det hele overstået – og Sofie var et frit faldshop fra en bro i Ecuador rigere! Kort efter gennemgik Rasmus, og dernæst Mikkel, samme procedure – de er simpelthen for seje alle tre, det er uforståeligt, at de turde. Vi har dem alle filmet, så dokumentationen er på plads!!!! Især mødrene var meget nervøse – og jeg især, da Mikkel skulle springe, måske fordi han er yngre end Rasmus. Men det var lige før, at Mikkel var den sejeste – han tog lige en dyb indånding, stillede sig op, satte hænderne op over hovedet, dukkede sig en enkelt gang, rejste sig igen – og sprang! Helt vildt.

Og så gik turen ellers endelig hjem til Quito – til en rolig aften, med nyvasket tøj, som skulle pakkes ud og ordnes, og klar til at tage videre i morgen. Planerne er at tage til Ækvator og Otavalo, og tage natbussen til Esmeraldas, hvor vi har booket et hotel med pool ved stranden i to dage. DET BLIVER SKØNT MED NOGET SOL!

Otavalo
Her til morgen stod vi igen tidligt op, ligesom vi har gjort næsten alle dage på denne ferie!! Dog først kl. 6.30 (!), fik gjort os færdige og lavede morgenmad i det køkken, som er forbeholdt gæster på hostellet. Det er et rigtigt backpacker-hostel med mange unge mennesker, som fester om aftenen og larmer, når vi andre prøver at sove…! Øv, hvor er vi blevet gamle…! Vi har opstøvet noget havregryn, så vi fik tynd havregrød med æble ovenpå, som forhåbentlig kan hjælpe lidt på de dårlige maver!

Vi nåede lige at sige farvel til Jacob, og så gik vi af sted mod Santa Maria busstationen for at bestille billetter til nattens bustur. Der var en lang kø, men det lykkedes at få billetter – selvom de først sagde, at alt var fully booked. Underligt, som der pludselig alligevel var plads! Herfra gik turen til metrobussen, et bussystem de også havde i Lima, hvor der er lavet en busbane midt på vejen, hvor bussen kan køre uhindret gennem byen. Ved endestationen fandt vi en ny bus til Terminal Norte, hvorfra vi skulle med endnu en bus til Otavalo. Denne by ligger 50 km nord for Quito, i et uvejsomt bjergområde, hvor Otavalo-indianerne holder til.

Turen dertil tog knap to timer gennem smukt bjerglandskab, og i takt med, at vi nærmede os byen, kom vi forbi flere og flere gartnerier og drivhuse, som efterhånden lå tæt pakket side om side på begge sider af vejen. Det er her de ecuadorianske roser bliver dyrket, som bl.a. også sælges hos Aldershvile Planteskole i Lyngby. Underligt at tænke på. En af guiderne i Amazonas, Daniel, fortalte os, at det er meget dårligt for det naturlige økosystem med denne rosen-dyrkning. Der fældes skov fra bjergsiderne for at give plads til dyrkningen, hvilket ødelægger den naturlige flora og fauna.

I Otavalo blev vi sat af på endestationen og brugte de næste timer på at vandre rundt i byen, kigge på folkene, hvoraf rigtig mange gik klædt i den traditionelle dragt: kvinderne i hvid broderet bluse, sort lang nederdel, et stort mørkt tørklæde som et skråbånd over den ene skulder, et farvestrålende bånd viklet rundt om en lang hårpisk ned af ryggen og en guldfarvet eller orange/rød glasperlehalskæde viklet mange gange om halsen. De var ualmindeligt smukke, og vi så alle aldre klædt sådan, fra små piger i 3-4 års alderen til ældre tandløse damer. Mændene var ikke så konsekvent klædt i den traditionelle dragt som kvinderne, men det var meget sjældent at se en mand med kort hår. De fleste havde en lang, sort fletning i nakken, og mange havde en filthat, espedrillos og lidt for korte bukser på. I forhold til folk i Quito var der stor forskel.

Vi brugte noget tid på markedet, som foregik på Pancho Plaza midt i byen. Her blev solgt diverse håndværk, som sikkert var både lokalt og internationalt. I de omkringliggende byer lever efterkommere af inkaerne, som hver har specialiseret sig i et håndværk. Især vævning, det vil sige tæpper, tørklæder, duge, tasker og punge i alle størrelser lavet af vævet stof, bånd til håret, ponchoer mv. kunne man købe. Også træskærerarbejder, smykker, strikkede ting som huer, vanter, strømper, trøjer mv. var til salg. Den primære målgruppe er uden tvivl turister, men der var ikke så mange i byen – flest lokale. Og de sælgende var ikke omklamrende og irriterende, som man ellers godt kan komme ud for. Så alt i alt var det super hyggeligt. Det var efter sigende ikke kun undertegnede, der nød det……! Der røg da i hvert fald også nogle t-shirts, en trøje og nogle brilleholdere over disken..!

Hjemturen til Quito gik smertefrit – som udturen – det er sjovt at køre lokalbus – f.eks. kommer der i tide og utide sælgere ind med diverse madvarer, som is, småkager, frugt mv. Og der er stor service: en lille pige skulle tisse, hvilket skete tre gange på turen hjem, og fluks holdt buschaufføren ind til siden, så hun kunne få klaret, hvad der skulle klares! Der er øjensynligt heller ikke nogen stoppesteder og tidsplaner. Man møder op, finder en bus, som f.eks. sker ved, at en mand går rundt og råber ”Quito, Quito, Quito”, hopper på i et kryds eller prajer den, og så kommer man med. Egentlig et meget fleksibelt system, som nok bunder i, at trafikken er privatiseret, og man er interesseret i at få så mange med som muligt.

Tilbage i Quito kom vi på en længere udflugt fra den nordlige busstation ind til centrum. Det blev til en tur på godt en time, så vi måtte droppe også at komme til ”The middle of the earth”, det sted lige nord for Quito, hvor der er sat et monument op som tegn på ækvator. Der er en streg på jorden, som det kunne have været sjovt at stå med en fod på hver side af. Vi har dog allerede krydset ækvator to gange på turen til Otavalo i dag, og i nat skal vi igen over stregen, når vi kører til Esmeraldas. Så det går nok.

Hjemme på Hostal El Taxo sad Futtrup/Skjøderne og nød noget aftensmad i gårdhaven foran huset. De havde haft en dag med besøg i den gamle by, set kirker og pladser og gået rundt og nydt det. Jacob havde dog tilbragt en del af dagen på El Taxo, fordi det nu er blevet hans tur til en omgang med feber. Det er utroligt, som det går på omgang. Over middag var han dog kommet på benene igen og havde fået det lidt bedre. Men til aften var han igen rystende af kulde og havde det skidt. Forhåbentlig går det hurtigt over, ligesom det er gået med Ken og Rasmus.

Efter udveksling af dagens oplevelser tog vi afsked – for Futtrup/Skjøderne skulle allerede med bussen kl. 20.45, så da vi tog ud for at finde noget mad, gik de mod busstationen til en tur på 11 timer….! Suk, det er desværre ikke så gode busser som i Peru. Men de kunne have været værre! Vi andre skulle med kl. 23.40, så vi forlod El Taxo kl. 22.50. Der var kun 5 minutters gang til stationen, så vi var i alt for god tid!

El Rampiral i Same

Efter en tur på 6½ time ankom vi til Atacames, en lille by mellem Esmeraldas og den by vores hotel ligger i, Same. Same er egentlig navnet på den strand, hotellet ligger på – ja, vores bungalow ligger praktisk talt i strandkanten, med udsigt til flokke af pelikaner, der flyver helt nede i vandkanten, tæt på strandbredden. Vi har også allerede set nogle meget store fugle, som vi tror er albatrosser. Helt fantastisk! Desværre er der lidt overskyet i dag, men vejret er lunt og dejligt, så vi sidder ved poolen alligevel. Det er dejligt ikke at skulle nå en hel masse, bortset fra at bade, læse, sove, spise og spille kort! Så vi ser frem til et par dage her – det er et skønt hotel, hedder El Rampiral. Dog noget oversolgt på hjemmesiden – en smule mere nedslidt, end det så ud til på billederne. Men stranden er skøn, ligger i en bugt, ligesom skærmet af og med et vand, der er konstant aktivt, men også til at svømme i. Stedet drives af en ung tysk pige, Rabea, som er den eneste, der taler engelsk. Resten af gæsterne er fra Ecuador, ligesom det gælder på resten af stranden.

Vores hotel ligger på en øde del af stranden, men en kilometers penge mod nord ligger der en sommerhusby bestående af overvejende hvide huse og lejlighedsbyggeri, der kaldes Casa Blanca. Der er højsæson lige nu, så alle husene og lejlighederne er fyldte med gæster fra Quito. Det ser ret luksuriøst ud, og de bagvedliggende garager er da også fyldt med store firhjulstrækkere og blankpolerede dyre biler. På den del af stranden er der restauranter, sælgere med små vogne, der sælger ceviche, frisklavede empanadas og is, telte med massører, smykke- og hattesælgere, barer med friskpresset juice og drinks mv.

Vi blev fragtet hertil af et par motorcykel-taxaer, som stod klar ved bussen, da vi ankom. Det var en tur på knap en halv time, og de små taxaer havde det til tider liiiidt svært med at komme op ad bakkerne! Vi var allerede ved hotellet kl. 6.45, så vi fik vækket Rabea af hendes skønhedssøvn. Men det tog hun med et stort smil, snakkede som et vandfald om løst og fast og fik checket os ind. Så allerede kl. 7.00 kunne vi indlogere os i bungalowen, skifte til shorts og t-shirt og indtage stedet. Vores naboer var allerede i vandet på det tidspunkt, og der kom med jævne mellemrum løbere forbi i vandkanten. Kl. 8.00 spiste vi morgenmad på hotellet, bolón (en egnsret her fra, fik vi at vide - en bolle lavet af en fast, lidt tør og ikke-sød banan, fyldt med ost og stegt på pande), æg og kaffe. Bolón var en noget tung oplevelse – smagte fint, og nu har vi så prøvet det!

Efter morgenmad gik vi til poolen, der var overskyet, men det var dejligt alligevel. Så blev det tid til afslapning i en ½-times tid i bungalowen ovenpå en noget bumlende nat i en bus med meget slappe fjedre og sporadisk søvn..! Bagefter gik vi de få skridt ned af trappen uden for bungalowen til stranden og vandet, hvor vi tilbragte eftermiddagen. Ved fire-tiden gik vi hen mod det befolkede område, molen og de hvide huse for at se nærmere på stedet. Og på hjemvejen satte vi os ind på en restaurant på stranden, hvor vi fik serveret frisk jomfruhummer, store rejer og spaghetti med diverse skaldyr og blæksprutter. Det var lækkert!

Hjemme igen spillede vi kort, tog et slag pool ovre ved fællesområdet og gik i seng, helt færdige, klokken 21.30.

Stranddag

Dagen i dag startede kl. 7.30, hvor Christian og jeg løb en tur hen til molen og tilbage igen i bare tæer. Ken stod klar til at tage imod os, så vi kunne tage en morgendukkert. Skønt J . Så vækkede vi de store drenge og gik til morgenmaden. Der var også overskyet i morges, så vi spillede femhundrede indtil klokken 11.00, hvorefter turen gik til stranden. Klokken 14.30 fandt vi en restaurant, hvor vi bestilte fire retter, som vi delte: superlækkert: ceviche, friturestegt fisk, stegt ris med skaldyr og store rejer med hvidløg. Stopmætte gik vi videre hen i den lille landsby, som ligger bag stranden, og købte os en is. Resten af dagen badede og læste vi i solen, som endelig dukkede frem. Men godt det samme, at det har været overskyet det meste af tiden, for vi er alligevel blevet solbrændte…! Her i troperne skal der ikke så meget til.

Lige nu har vi alle været i bad, og Ken og jeg sidder på terrassen og lytter til vandets bølger, der slår ind mod stranden. For at være ærlig er det en værre larm, men det er en GOD larm!! Når man opholder sig inde i huset lyder det, som om der er en kraftig efterårsstorm udenfor – men det er altså bare bølgerne.

I morgen tidlig skal vi videre herfra – turen går til Puerto Lopez, hvor vi skal bo på Cabañas Viejamar, et hostel på stranden ifølge hjemmesiden. Det bliver hyggeligt at tilbringe de sidste dage på stranden sammen med Sofie, Thomas, Jacob og Anne Mette.

Ecuador i bus😮

Dagen i dag har været et langt ridt ud og ind af busser – noget af en oplevelse! Vi var tidligt oppe og klar til afgang, da morgenmaden skulle forestille at åbne klokken 8.00. Men det var først her, at personalet begyndte at dække bord, så vi fik først serveret ved 8.30-8.45-tiden!! Det betød, at vi først stod ved vejen for at vente på en bus kl. 9.30 – vi skulle jo også lige checke ud og udveksle nogle (flere) historier med Rabea!

Jefferson fra hotellet hjalp med at praje bussen og fortalte chaufføren og hans hjælper (ham der sørger for at tiltrække kunder!!!), at vi skulle til Puerto Lopez. Da vi 1½-2 timer senere gjorde holdt i en lille by, blev vi pludselig beordret ud efter vores bagage og over i en bus, som holdt med forenden i den modsatte retning og besked om, at det var den bus vi skulle med nu – og det skulle gå stærkt!!! Det var et skift fra én udtjent, gammel og overpyntet bus til en anden, komplet med røvballegardiner med flæser, pynt og neonlys. De to første ture gik gennem grønne dale i regnskovslignende stil, forbi usle landsbyer med grusveje, forfaldne træhuse på stolper og et generelt indtryk af stor fattigdom. Jo længere sydpå vi kom, des mere civiliseret blev landskabet og byerne. Og jo lysere blev befolkningen: i Esmeraldas-området er der en overvægt af afro-ecuadorianere, efterkommere efter slaverne fra de store plantager i 1800-tallet. Efter yderligere en times kørsel ankom vi til Pedermales kl. 13.00, hvor vi igen fik besked på hurtigt at skifte bus til én, der allerede ventede et par busser nede i rækken. Dette var en lidt mere moderne bus, med bedre benplads og knap så ildelugtende og fugtige sæder.

Bushjælperen var dog ikke særlig moderne: på et tidspunkt samlede han en plasticflaske op fra gulvet og kastede den ud af et åbentstående vindue, lige ud blandt bananpalmer og den grønne bevoksning langs vejsiden. I andre busser har vi ellers set små poser, der hænger ved hvert sæde til affald, hvilket er meget nyttigt, siden der i tide og utide træder sælgere op i bussen, som primært prøver at afsætte spiselige varer. I løbet af dagen blev vi udsat for: vandmelonskiver, appelsiner, ananas, friturestegte bananer, bananbrød, kokosmælk, appelsinjuice, bolón (tung bananbolle med ost), yukaboller/brød, majsbrød, grøntsager, ubestemmelige snacks i små poser, kogt kyllingeret, is og sikkert noget mere, som jeg har overset. Derudover kom der sælgere af læsebriller, DVD-piratkopier, aviser mv. Så der var et evigt rend.

Den tredje bustur gik til Jipijapa, en tur, som vi ikke vidste, hvor lang ville være, men på kortet kunne vi se, at der skulle zigzagges noget ud og ind langs en vig, op og ned af stejle skrænter. Så alt i alt bevirkede det, at vi ankom til Jipijapa kl. 20.00. Noget uventet, at det tog hele 7 timer. Ved et af busstoppene havde Christian, Rasmus og jeg et hurtigt toiletbesøg, men Mikkel og Ken klarede hele dagen uden!

I løbet af dagen havde man frit udsyn til de mange mennesker, der kom og gik i bussen. Primært de mange sælgere, men ved at kigge på passagerer får man et godt indtryk af mange ting: den kvindelige halvdel af passagererne kan beskrives som enten skolepiger i uniform med plisserede nederdele, slips og hvide skjortebluser med skolens logo på brystet, kvinder i deres bedste alder og de første par børn. Eller helt unge mødre med deres første lille baby på armen, i nogle tilfælde ledsaget af den også meget unge far. Det er meget karakteristisk, at kvinderne er pyntet med store, farverige øreringe og klædt i meget spraglet tøj: stærkt gule, pink eller turkis bluser, fyldt med store motiver, pailletter eller glimmer, pyntet med flettede reb i kontrastfarver, åbne bag til med kig til dellerne, over blomstrede, stribede eller ensfarvede slacks. Det hele er gerne meget stramt og gerne i et par numre for småt, så dellerne vælter ud over bukselinningen eller det ser ud til, at knapperne i skjorteblusen vil springe op i næste sekund. For der er rigtig mange, der er overvægtige – primært kvinderne, som er kommet over deres første ungdom – med mange deller på maven. Ingen har tilsyneladende hæmninger i forhold til fedmen, det hele vises frem uden blusel. Men med en kost, der hovedsageligt består af ris og bananer på 100 måder kan det dårligt gå anderledes. Der er ikke mange proteiner i maden, så ligesom i Peru er der basis for en fedmeepidemi og kronede dage for Novo Nordisk her i Ecuador. Mange af mændene i starten af busturen var klædt i arbejdstøj og gummistøvler, som er den almindelige fodbeklædning i regnskoven og bananplantagerne.

Fra Jipijapa håbede vi på en direkte bus til Puerto Lopez, og ved de lokales hjælp og benene på nakken lykkedes det at hoppe på en bus, der holdt i et kryds et stykke fra stationen. Den sidste tur foregik i mørket i en overfyldt bus, hvor vi stod op gennem krogede sving op og ned af bakker, så bussen kørte mellem 40 og 60 km i timen, med få overgange op på 80 km, og ellers stod chaufføren på bremsen hele tiden, så vi kørte i ryk og måtte holde godt fast. Heldigvis varede turen kun knap en time, så kl. ca. 21.00 kørte vi ind i Puerto Lopez. Herfra skulle vi så ca. 10 km. sydpå til Las Tunas og stedet, hvor vi skulle møde resten af rejseselskabet og tilbringe de næste 6 dage. Gisp en tur!

Selvom vi kom for sent til indcheckning på hotellet, blev vi modtaget med åbne arme af Futtrup/Skjøderne og Pancho, som arbejder på Cabañas Viejamar – et lille hostel placeret direkte på stranden, med pool og hytter bygget i palmetræ med sivtage. På billederne så det superhyggeligt ud – men desværre så Anne Mette og Jacob ikke særlige lykkelige ud over stedet…..!!! Det skulle snart vise sig, at vi heller ikke synes, at det er det fedeste sted på jorden. Så noget ærgerligt, at vi har booket 6 overnatninger på forhånd!

Las Tunas

Det var skønt at mødes med resten af rejseselskabet igen, og der gik noget tid med at blive opdateret på hinandens meritter. Problemet med stedet her er, at vejret ikke er særligt godt. Her er meget fugtigt, hvilket bevirker, at der inde i hytterne er en fugtig og muggen lugt, der smitter af på vores tøj, ting, tasker, toiletgrej mv. Håndklæder og tøj kan ikke tørre, og man har en fornemmelse af, at man for hvert åndedrag indånder 1.000.000-vis af svampesporer! For at sige det mildt er det meget ulækkert! Og det er noget nedtur, at vi skal tilbringe de sidste dage af ferien her, som skulle forestille at være et lækkert punktum med solbadning, svømning og afslapning. Så allerede efter morgenmaden besluttede vi at snakke med Rodrigo, ejeren, om muligheden for at checke ud før tid. Rodrigo er en 59-årig chilener, som i hans arbejdsliv har fungeret som, efter eget udsagn, succesrig journalist med arbejdsplads over hele verden. Så som 45-årig besluttede han at trække sig tilbage og bosatte sig her i Ecuador som hostel-ejer. Han er en meget farverig, snakkende person, som har syv børn med op til syv forskellige kvinder i hele verden. Det seneste barn, en pige, bor i Spanien med sin unge mor, og har fødselsdag i næste uge. Rodrigo var indstillet på at holde sig til reglerne, som er, at vi skal betale fuld pris for de første tre overnatninger og halv pris for resten, hvis vi forlader stedet i utide. Og det er ikke billigt at bo her, så ret så meget øv. Vi besluttede at tage herfra fredag – og så prøve at få det bedste ud af det. Vi vil f.eks. gerne på hvalsafari og en tur til Isla la plata, som går under navnet Fattigmandsgalapagos.

Efter morgenmaden blev vi tilbudt lift til Puerto Lopez, så Anne Mette og jeg kørte med til byen for at købe ind til frokost og andre fornødenheder. Eftermiddagen gik med læsning og spil, og til aftensmad nød vi Panchos kokkerier. Han er sød og effektiv, har kontakter i hele verden efter nogle år som backpacker og med arbejde på hostels i Chile.

Hvaler og blue-footed boobies

I dag har vi været på hvalsafari, en stor, stor oplevelse. Vi blev hentet kl. 9.00 og kørt til Puerto Lopez, hvor vi sammen med en anden familie skulle sejle en times tid ud til Isla de la Plata i en speedbåd. På vejen holdt vi øje med hvaler: i de tropiske vande mellem Ecuador og Panama kommer pukkelhvaler hvert år forbi mellem maj og september for at kurtisere og yngle. Netop i farvandet mellem Isla de la Plata og Puerto Lopez er der rigtig gode muligheder for at se dem, fordi vandet her er lunt og kun mellem 8-10 meter dybt.

Og tæt på øen så vi dem! Det var vildt stort at se dem, de kom helt tæt på båden, slog smut med halen, pustede ud og sprang op i luften med hele kroppen. Det var meget fascinerende, og vi brugte en del tid på at betragte de store dyr.

Bagefter lagde vi til ved øen, hvor vi trekkede et par timer og så spændende fugle, bl.a. fritgate bird, hvor hanfuglen under tiltrækning af hunnerne puster sin røde hals op, så den bliver stor og laver en trommeagtig lyd. Vi så også blue-footed boobies, en fugl, som mest af alt ligner en dronte, lidt klodset og dum at se på med blå andefødder. Det er yngletid nu, og fuglene lægger deres æg på stierne i en lille fordybning. Så flere gange måtte vi gå ud i buskadset for at komme forbi – det var os, der var på besøg på fuglenes præmisser. Når de kurtiserer hunnerne, står hannerne over for hinanden og tramper en dans i jorden – det er også sådan, at de laver deres rede. Ikke så meget fikumdik dér.

Tilbage ved båden fik vi frugt og sandwich, mens vi sejlede til et sted på øen, hvor der var godt at snorkle. Skønt var det at få en dukkert i det friske hav og se på englefisk, kirurgfisk og mange andre.

Derefter gik det hjemad i fuld fart, og med kig til endnu et par hvaler på hjemturen var vi godt fyldt med indtryk, da vi atter lagde til i Puerto Lopez havn.

Afslapning og badning
I dag slappede vi af på hotellet. Der var en smule bedre vejr, og det var muligt at tilbringe nogle timer nede på stranden. Stranden her er ikke så super duper lækker, mest fordi der løber vilde hunde rundt, hvilket betyder, at der ligger masser af hundelorte rundt omkring. Vandet er også en del vildere – faktisk er det lidt svært at bade i det, fordi strømmen og bølgerne er så voldsomme. Man kan nemt blive væltet omkuld, hvis man ikke er opmærksom, men de store børn elsker det. Men det var skønt bare at slappe af og læse, spille kort og hygge sig.

Surfing
Rodrigo tilbyder at give undervisning i at surfe, så i dag var det det, der stod på programmet! Klokken 10 blev vi alle læsset op i Rodrigos truck, børnene på ladet, surfboards på taget og de voksne inde i bilen. Vi kørte 20-30 km sydpå til en strand i San …, hvor vandet var mindre vildt, med bølger, der rullede ind over stranden med en mere fornuftig kraft. Instruktionen foregik på stranden, hvor vi skulle øve os i at trække os op at stå, når vi ligger på boardet. Det krævede noget øvelse, armkræfter og teknik. Rodrigo var en streng lærer, vi skulle øve og øve, løbe en tur, strække ud mv. Anstrengelserne skulle vise sig at være nyttige, for det var ikke så ligetil at surfe! Vi brugte 3 timer på det, og det var rigtig sjovt at prøve. Men 3 timer er absolut ikke nok, hvis man skal være en habil surfer. Børnene fik dog ret hurtigt nogenlunde styr på det, kom op at stå flere gange. Der var da også et par af de voksne, der i kort øjeblikke fik prøvet glæden ved at komme op på brættet….! Men hurtigt røg man af igen.

På vejen tilbage holdt Rodrigo ind til ”kystens bedste bager”, som han kaldte Benitos bagerforretning. Det var mere en slags konditori, for køleskabene var helt overdådige med lækre tærter, cheesecakes og kager. Vi fik et stykke hver og købte også nogle kager til busturen.

Tilbage på Cabañas Viejamar skulle vi nemlig hurtigt gøre os klar, for vi havde hyret en chauffør til at køre os til Guayaquil og Hotel Hilton, hvor vi har booket de sidste tre overnatninger. Turen varede fire timer, og ca. kl. 19.30 checkede vi ind på luksushotellet. Hvor var det skønt at komme ind på et velduftende værelse, med et skønt badeværelse og gode senge!!

Efter bad og udpakning spadserede vi en tur ned af gaden, fandt en McDonalds og smovsede i burgere, pomfritter, McFlurry og hvad der ellers hører sig til!

Guayaqil
Efter en skøn nat på hotellet kom vi ned til det skønneste morgenbord på hele ferien! Det var dejligt at smovse i lækre frugter, youghurter, croissanter, omeletter, pandekager, frugtjuicer, pølser, bacon, oste, lækkert brød mv. Så der blev gået til den!

Bagefter var det tid til pool – vejret her i Guayaquil er langt mere tørt og varmt end ude ved Stillehavet – så vi nød det i den opvarmede pool og de gode liggestole.

Ved 15-tiden fortrak vi til værelset, og Ken og jeg gik en tur ud i byen for at rekognoscere. Vi nåede helt ind til Malecon’en, den lange strandpromenade langs Guayaqil-floden. Her vrimlede det med mennesker, især mange børnefamilier, for Malecon’en er fyldt med forlystelser, spisesteder og udsigtspunkter. Undervejs var vi også forbi hovedgaden, 9. Oktobergaden, hvor der var butikker, biografer, restauranter, hoteller mv. Lige ved siden af biograferne var der DVD-butikker, som solgte kopier af premierefilmene – meget underligt.

Hjemme igen gjorde vi os klar til at gå ud og spise. Vi havde aftalt at mødes kl. 19.00 med Futtrup/Skjøderne, og vi fandt en god italiensk i et nærliggende shoppingcenter. Shoppingcentre med fine butikker ligger som perler på snor her i dette kvarter!

Vi fik atter en god nattesøvn i de gode senge – med dyner!!

Sidste dag
Så kan man godt mærke, at det er ved at være hjemrejsetid! I dag har vi fået købt de sidste ting ind, bl.a. Ecuador-chokolade og lidt tøj. Vi var også en tur inde i byen alle sammen for at gå en tur på Santa Ana-hill med kig ud over byen og floden samt trave lidt langs Maleconen.

Ellers holdt vi en lille afskedsmiddag – det foregik på hotellet i morgenmadsrestauranten, hvor de serverede en stor buffet. Så det var med godt forspiste maver, at vi lagde os for at sove den sidste nat i Ecuador!

Klokken 12.00 skal vi checke ud, og vi har lige nået en times tid ved poolen inden. Lige efter check-ud tager Rasmus og Sidse til lufthavnen. Rasmus skal flyve 14.48 over Panama til Madrid og København. Vi andre skal først af sted 19.05 i aften. Til gengæld er Rasmus hjemme seks timer før os.

Vi ses hjemme i Danmark🙂