Så er der afgang!

Endelig blev det fredag den 4. december 2009, og i dag er der afgang til vores længe ventede ferie til Sydøstasien. Første stop Thailand – og vi glæder os!! Der er en lang rejse foran os, men det tager vi med som en oplevelse. Først skulle børn og voksne dog lige have overstået dagens pligter – drengene i skole, Mikkel til trommer, og mor og far på arbejde – mor havde bl.a. lige en julefrokost, som var nødt til at blive forladt før tid..! Vi var alle hjemme kl. 15.15, og så var det bare om at blive færdige – vi skulle have checket ind senest kl. 17.00. Efter hektisk aktivitet var vi med chaufførhjælp fra Bonnie på stationen kl. 16.00, og vi ankom i fin tid til lufthavnen ved S-togets og Metroens effektive hjælp. Indcheckning gik uproblematisk – og tiden i lufthavnen blev fordrevet med køb af aviser, tyggegummi og vand.

Mellemlanding i Frankfurt med et par timers ophold før afgang med den store Boeing 747 – der er 56 rækker i flyet, det ved vi med sikkerhed, for vi sad på bageste række! Ikke verdens bedste pladser, for man kunne ikke lægge sæderne ned det mindste. Og der var lidt brok over, at der ikke var indbyggede tv-skærme i sæderne foran, ligesom der var i Quantas-flyet fra sidste store tur. Men hvad, næsten alle var faldet i søvn efter 1 times flyvning, så de 10 timer gik forholdsvis smertefrit. Dog var især Mikkel og Christian ikke meget for at skulle videre i endnu et fly, før vi nåede frem til første overnatningssted.

Ankomst til Krabi

I Bangkok fik vi udfyldt immigrationsdokumenterne og kom igennem check af pas, dokumenter og portrættagning. Efter bagageafhentning gik turen videre til afgangshallen for at checke ind til Krabi. Turen til Krabi med AirAsia gik fint og uproblematisk med venligt og professionelt personale. Vi fik serveret lidt mad om bord.

Efter18 timers rejsetid kom vi i Krabi endelig ud i den friske luft. Det var bælgmørkt, og luften var varm, men ikke ubehageligt klam eller hed – faktisk ganske passende. Vi blev hentet af en chauffør, som Henrik fra Café Europa havde sendt efter os. Han kørte os til vores bestemmelsessted, K-Guesthouse. Det var pænt og rent, og vi fik to udmærkede værelser. Efter vi havde parkeret bagagen gik vi af sted med remoulade, et glas jordbær/rabarbersyltetøj og en flok aviser i en pose til Henrik og Finn – dem, som havde hjulpet os med at booke værelserne. Vi blev budt på øl og sodavand og fik en længere sludder om Krabi og omegn, Koh Lanta og verden i almindelighed med Henrik, Finn og Henriks kone, som har boet og drevet restaurant i Krabi i 19 år. Vi blev anbefalet at gå på madmarkedet for at finde noget at spise.

Klokken var efterhånden blevet henad 21.00, og vi var hundesultne. Så vi begav os af sted i mørket ind i Krabis mylder af mennesker, knallerter, motorcykler, musik, rod og larm. Undervejs mødte vi optrædende, der dansede og sang. Der var i det hele taget stor festivitas i gaderne, for det var kongens fødselsdag. Henne ved madmarkedet var der fyldt op med mennesker – thaier de fleste, med nogle få turister ind imellem. Markedet var en masse små boder med alskens udbud af mad – små retter serveret i en lille papæske eller på en paptallerken med en tandstikker eller en lille plastikgaffel til at spise med.  Vi smagte en masse forskellige ting: vagtelæg stegt i en æbleskivepande og dryppet med en slags Worchestershiresauce, fiskeboller, ikke som vi kender dem i Danmark, men fisk blandet med krydderier, grøntsager og en dej, og derefter friturestegt, kylling- og svinekødssatay, hele friturestegte krabber, som spises med skal og det hele – smager lidt henad chips, sprøde og gode, to forskellige slags blæksprutter, grillet og sat på pinde, nudelsalat med tørrede rejer, en hel, frisk, mast krabbe blandet med forskellige friske frugter og en chili-fiskesaucedressing, nudelsuppe og nogle desserter: søde boller med noget grønt sødt fyld, banan- og ananaswontons (frugt indpakket i dej og friturestegt) og is. Alt dette beløb sig til i alt 53 kr., regnede vi os sammen til, da vi kom hjem!!! Det var selvfølgelig ikke store retter – men alligevel: de kostede fra 1,50 kr. til 4,50 kr. pr. ret. Ja, man skulle ikke tro vi skriver 2009!

Efterhånden var klokken blevet mange, og boderne begyndte at lukke ned – så vi vendte snuden hjemad, efter at have købt toiletpapir og vand for formedelst 4 kr.. Vi fik os en god lang søvn – selvom det var svært for drengene at falde i søvn. De pjattede og kunne ikke falde til ro. Det kommer nok til at tage et par dage at få tidsforskellen på 6 timer arbejdet ind i kroppen.

Turen går videre til Koh Lanta

Vi var noget spændte på at komme til Koh Lanta. Vi har læst gode ting og mindre gode ting om øen, så det var ikke til at vide, hvad vi havde i vente. Først startede vi dog med en god morgenmad på K-Guesthouse – maden er forrygende hernede – frisk, let og lækkert anrettet.

Vi nåede lige en hurtig gåtur i Krabi, inden vi blev hentet af en minibus, som kørte os til havnen. På turen nåede vi at få et kig på floden og købe plaster, som var nødvendigt til Rasmus, som fik lavet en flænge ind under den ene storetå, idet han slog tåen på vej ind på badeværelset.

Bådturen til Koh Lanta var ikke den store oplevelse, som vi havde forventet. En to-timers tur uden de store muligheder for at kigge ud. Det var en lang overdækket båd med stolerækker med to sæder i hver side, som man var ret fast bænket til. Efter en mindre forsinkelse anløb vi klokken 13.30 til havnen i Ban Saladan, som hovedbyen hedder på Koh Lanta. Her stod en chauffør fra Bamboo Bay Resort klar til at hente os. Bagagen blev smidt op bagi på ladet, og vi blev proppet ind oven på hinanden inde i bilen – det med sikkerhed bliver der ikke taget så meget hensyn til her. Undervejs syd på, hvor vores ferieområde ligger, stoppede vi op nogle gange for at tanke, hente forsyninger og aflevere gods. Turen gik igennem små bebyggelser af bliktags- eller stråtagsbelagte skure og hytter, de fleste halvåbne og mange med et lille udsalg af frugt, grønt, badeudstyr eller lignende. Andre var små gæstehuse/hoteller, dykkerture-arrangører eller udlejere af motorcykler/knallerter, som helt klart er det foretrukne transportmiddel på øen. De fleste skilte er skrevet med forskellige farver maling i hånden på et bræt af en slags – så det virker som om, at øen endnu ikke er indtaget af store multinationale selskaber og kæder. Det er stadig det private initiativ, som florerer her. Også turisterne på øen er i høj grad afslappede både i påklædning og væremåde. Det er den laid-back’ede livsstil, som gør sig gældende her. Tempoet er lavt, og vi fornemmede næsten med det samme, at vores til tider lidt stressede hverdag kom langt væk. Vi får ingen problemer med at være her!

Fremme i Bamboo Bay blev vi modtaget med åbne arme af værtinden Nut og hele personalet – som vist er en hel familie med diverse søstre, brødre og så videre. I hvert fald er her mange til at tage sig af éen, og vi føler os meget velkomne. Vi fik den skønneste bungalow, primitiv, men med gode senge inklusiv myggenet og aircondition – og så den mest vidunderlige udsigt! Stedet her ligger i bunden af en bugt, som strækker sig med grønklædt regnskov op af klippesiderne. Bamboo Bay ligger langt væk fra den civiliserede del af øen, for enden af en grusvej med mange bakker og huller – og nabo til øens nationalpark, junglen, som er beboet af diverse fugle, aber mv.. Palmerne står og svajer for vinden, og så er der 500 meter sandstrand og nogle klipper, som giver rig mulighed for at snorkle og bade. Snorkeloplevelsen er dog ikke så stor, så vi skal nok på en tur ud for at opleve de rigtig flotte koraler. Men ret perfekt, det er vi enige om, at her er!! Der er ikke særlig mange andre gæster – højst 20 personer ud over os. Nogle backpackerpar, en ældre tysk dame med hendes datter, nogle hollændere…..! Og så har vi en dansk familie som nabo – Jannik, Anne og deres to døtre Maja og Sarah på henholdsvis 4 år og 9 måneder.

Efter indkvartering i bungalowen fik vi noget frokost – klokken var efterhånden blevet 15.30, så det var på tide. Vi blev ikke skuffede over maden – den er rigtig god og lækker – og billig! Den dyreste ret på kortet koster 22,50 kr.. Rasmus, Ken og Sidse fik Pad Thai, thai style noodles with shrimps or beef – super lækkert. Mikkel holdt sig til det sikre – en kyllingeburger, mens Christian kastede sig ud i nudelsuppe. Vi fik også alle en frugtshake eller frugtlassi – de fås med ananas, banan, kokosmælk, mango, vandmelon, blandet frugt, appelsin, æble, jordbær og smager som dessert, mums.

Efter maden nåede vi lige en aftendukkert, inden mørket lagde sig, hvilket gik med lynets hast. Skønt vand og vildt at tænke på, at vi to dage forinden gik rundt i blæst og kulde i Lyngby. Aftenen gik med at udforske stedet: vores bungalow ligger oppe på en skråning, som man kommer til ved at forcere en forholdsvis stejl trappe bygget op af cement og natursten. Da vi skulle ned til aftensmaden, i mørket, havde Christian lidt for travlt, og skvattede så lang han var. Det resulterede i et par skrammer ved mund og hage, på håndleddet og knæet. Så vi måtte have førstehjælpskassen frem og fik endnu engang brug for de nyligt indkøbte plastre. Desuden er Christian og Mikkels kinder svulmet en smule op, så de fik en halv antihistamin hver.

Til aften nød vi igen stedets utrolig lækre mad: Ken og Rasmus kastede sig ud i nogle stærke retter med hhv. grøn og gul karry – de gav sved på overlæben og krævede noget ris – Sidse fik kylling kogt i kokosmælk, også rigtig godt, mens Mikkel fik nudelsuppe med kylling. Christian nåede ikke at spise noget – han faldt i søvn på et par stole, fordi han var så rystet over faldet på trappen.

Senere fik vi turens første spil Sequence, og vi er også startet på turens højtlæsningsbog, ”Iqbal Farooq og Julesvineriet”, som børnene (og moderen!) ser frem til at læse hver aften!!

1. dag i Bamboo Bay

I dag sov vi længe! Det blev sent i går, så vi vågnede først kl. 9.30. Vi gik ned og spiste morgenmad, og bagefter skulle vi på stranden! Vi fandt et skønt sted lige neden for trappen, hvor der både var skygge under nogle træer og et par solsenge ude i solen. Vi holdt os i den ende af stranden, hvor der er klipper, fordi vi så kunne snorkle lidt.

Christian var meget opsat på at skulle afprøve sine nye dykkerfødder, så det gik hurtigt med at få pustet vingerne op og komme af sted. Til Mikkel har vi ingen dykkerfødder og snorkel – det regner vi med at købe på turen – så vi lejede en maske med snorkel hos Nut og Co. Desværre havde de ikke nogen svømmefødder, der passede.

Bunden er ok fin, der er en del små, farvestrålende fisk, søagurker og søpindsvin. Men selve korallerne er ikke noget at skrive hjem om i forholde til Great Barrier Reef. Men som Rasmus siger ”i forhold til Bornholm er det utroligt flot”.  Her er også alle de ting som var i Australien, bare i ”lidt” mindre stil. Det meste af eftermiddagen gik med leg i vandet, snorkling og fund af diverse flotte sten, skaller og muslinger. I løbet af eftermiddagen blev Christian, efter lidt indledende problemer, mere og mere ferm med svømmefødderne, og også til at svømme uden vinger. Mikkel og Rasmus kan jo bare det dér, så de var i deres es. Det bliver godt, når Mikkel også får et par svømmefødder.

Anne og Jannik var også på stranden, så vi fik snakket en del med dem. De er nogenlunde jævnaldrende med os, bor på Nørrebro og er på en måneds ferie i Thailand. Vi aftalte af splejse om en taxa og køre en tur til Ban Saladan senere på dagen for at proviantere: udover svømmefødder og snorkel mangler Rasmus badeshorts og t-shirts. Kun to t-shirts har vi haft med hjemmefra, og de var begge en smule snaskede. Og badeshortsene er for små. Så kl. 17.00 tog vi af sted, tilbage mod byen, ad den lidt humplede vej. Byen var ikke så stor – én lang hovedgade, men med en masse handlende, som ville sælge os alt det sædvanlige feriegejl: t-shirts, badesko, solbriller, tasker, kjoler, tørklæder, smykker, badesko, strandlegetøj, håndklæder…! Vi hoppede på i flere tilfælde og købte lidt forskelligt – bl.a. et par dykkerfødder og en snorkel til Mikkel. Sidstnævnte godt nok i en lidt dårlig kvalitet, men forhåbentlig går det. Bagefter gik vi på restaurant og spiste tigerrejer, krabber og pizza til børnene. Hjemme igen gik vi i brædderne efter to kapitler af Iqbal Farooq.

2. dag i Bamboo Bay

På dette sted kunne vi virkelig blive i lang tid!!! Her er så fredeligt og roligt, og det er bare så dejligt! Vi er sammen hele tiden og hygger os med det – skønt. Der er intet fjernsyn eller computer til at forstyrre billedet, og ikke engang PSP’erne eller Nintendoen er blevet fundet frem.

Sidse indledte dagen med en løbetur sammen med Anne. Vi mødtes klokken 7 uden for og løb ad en stejl vej op mod nationalparken. Det var hårdt men skønt!!! Turen blev afsluttet med en dyppetur i bugten, og hjemme igen sov hele familien stadig. Efter morgenmaden var det igen blevet strandturstid, og allerede i dag svømmer Christian med strakte ben i sine svømmefødder og har nu lagt vingerne på hylden. Han er en rigtig lille vandhund. Mikkel fik afprøvet sit nye udstyr – fødderne er gode, men snorklen lader noget tilbage at ønske. Han havde nogle problemer med at få den til at vende op ad, og fik derfor vand i munden flere gange. Men alligevel var også han i vandet i mindst en time. Både Christian og Mikkel havde t-shirt på i vandet, fordi vi ikke var gode nok til at give solcreme på i går. Godt nok er det ikke så slemt – men for at være på den sikre side er t-shirtsene en god sikkerhedsforanstaltning.

Efter frokost kom en taxa og hentede os sammen med Jannik, Anne, Maja og Sarah. Vi havde aftalt at tage på elefanttrekking sammen. Fremme ved stedet (vi kørte højst i 5 minutter!!) blev vi mødt af en større flok elefanter med fører og et sæde hen over bagen. Og så blev vi ellers vippet igennem! Det var en rigtig hyggelig og sjov tur igennem junglen, over vandløb og ned af bakker. Vi måtte holde godt fast hist og pist og have armen rundt om Christian. Sidstnævnte fik hurtigt lært tilråbene for at få elefanten til at gå hurtigere, og det kunne elefantfører Birdie ikke stå for. Så Christian blev hevet op foran og fik en lille tur med et ben på hver side af elefanten. Det var en utrolig smuk og flot tur hen til en lille café, hvor en guide ventede os. Vi skulle nu videre til fods langs med en flod, som først førte os hen til en hule med stalakitter og flagermus, og siden hen til et vandfald. På turen så vi en fugleedderkop, en flyvende lemur, at de tappede gummi fra træerne og en masse andet. Der var ikke særlig meget vand i vandfaldet, på grund af at vi er i den tørre periode lige nu. Alligevel skulle børn og voksne have skoene af og vade ud i vandet. Det viste sig, at der var små fisk i vandet, som kunne lide at æde døde hudceller fra fødder. Så især Ken og Rasmus sad og nød at få silkeblød hud blot ved at stikke fødderne i vand. Desværre skulle man nok have siddet der i noget længere tid for, at det skulle have nogen mærkbar virkning. Vejen tilbage gik ad samme vej langs floden, og vi fik også elefanttur hjemad.

I alt varede turen 3 timer, og det var en rigtig god oplevelse. Bagefter havde vi en times afslapning med læsetid og lektielæsning. Og så gik turen atter til stedets formidable restaurant.

Dagen i dag var en rigtig slapperdag. Efter morgenmaden kom der en fyr forbi fra et dykkerfirma, som fortalte os, Anne og Jannik lidt om mulighederne for at komme på dykkertur. Der er en række forskellige muligheder her i området, og det passede lige med, at den planlagte tur for i morgen er et rigtig godt sted både at dykke og snorkle. Så vi aftalte at tage af sted til Koh Ha torsdag morgen. Koh Ha betyder direkte oversat ”Ø fem” og er, ikke overraskende, en lille ubeboet øgruppe på fem øer. Siden hen har man opdaget en lille ekstra én – så i alt er der altså seks øer. På billederne ser det helt vildt idyllisk og ”blå lagune”-agtigt ud, så det håber vi holder stik J . Manden fra dykkerfirmaet hed JP og var en spøjs fætter. For et års tid siden havde Go Dive, som firmaet hedder, en lille biks på Bamboo Bay Resort, så alle gutterne kender hinanden. Det er helt tydeligt, at de har en meget afslappet og humoristisk omgangsform, med små drillerier og indbyrdes jokes. Mens vi sad og udfyldte diverse papirer kom én af resortens handymen, Nick, forbi - han snuppede i farten JP’s mobiltelefon. Efter et par minutter skulle JP bruge mobilen, og han kunne selvfølgelig ikke finde den. ”Nå, den bliver altid væk”, undskyldte han sig. Så dukkede Nick op: ”Jeg fandt denne her ovre ved indgangen”, sagde han. ”Jo, den ligner godt nok min”, sagde JP så. Det gik aldrig op for ham, at Nick var årsag til hele balladen!!

Bagefter fik vi (Rasmus og Sidse) og Anne et lift ind til Saladan. Det er gået op for os, at regningen her på stedet skal afregnes kontant! Så vi var nødt til at få hævet nogle penge. Samtidig fik vi købt lidt ting til pakkelegen juleaften – jeg vil ikke afsløre her, hvad det er, for Jacob, Anne Mette, Sofie og Thomas kunne jo læse med!! Det var varmt at gå rundt inde i byen – ja, by og by – det er en lang hovedgade og en gade på tværs, som følger vandkanten. Gaderne er kantet af små åbne forretninger, som især sælger solbriller, tøj, tasker, tørklæder og andre souvenirs. Ind imellem er der dykkerforretninger og steder, hvor der sælges mad. Enten en restaurant eller en lille vogn ude ved vejen, som sælger spyd med kylling, sticky rice, frugt eller andre små retter. Der bor omkring 18.000 fastboende thaier på øen, og det virker som om, at alle kender alle! I hvert fald standser Nick eller Siam, som er de to fra Bamboo Bay Resort, som fragter turisterne rundt, ofte og vinker, giver en besked eller dytter for at hilse på forbipasserende. De øvrige trafikanter er især pickup’er eller motorcyklister – en cykel eller gående ses stort set ikke. Personer i alle aldre kører motorcykel: mødre med små børn foran sig og en lidt større bagpå, unge piger med tørklædet flagrende i vinden på vej til arbejde (95% af indbyggerne på øen er muslimer, så mange kvinder bruger tørklæde – dog er størstedelen i pastelfarver frem for sorte), ældre storgrinende tandløse mænd, børn fra 6-8 år og opefter, og selvfølgelig mænd ude på ærinde, som er dem man ser mest  – alle uden hjelm. Kun turisterne kører med hjelm, for man kan leje en motorcykel for en dag for 400 baht svarende til 60 kr. Tanken kan blive fyldt for 18 baht lig med 2,75 kr.. Der kræves ikke kørekort, så reelt ville Rasmus kunne leje éen – og det vil han RIGTIG GERNE!!! Kørslen foregår i venstre side og er ret hasarderet. Der er store huller i vejene, mange ret stejle stigninger og lange strækninger med grusvej og hvad dertil hører af bumper og så videre. Særligt de sidste par kilometer hen til vores resort. Så vi ved ikke rigtig…..!!!

Da vi kom hjem igen havde Ken, Mikkel og Christian spist en kæmpe frokost og været på stranden, hvor de stadig opholdt sig. Så vi sluttede os til og nød eftermiddagen med vand, strand og bøger.

Dykning ved Koh Ha

I dag blev vi hentet af en bil fra dykkerfirmaet kl. 6.45.og kørt op til hovedkvarteret og havnen i Ban Saladan. Først skulle vi udfylde alle papirerne, som vi allerede havde udfyldt dagen før, igen! Sådan kan det gå, fordi JP ikke lige havde taget papirerne med tilbage…!!! Vi havde jo dummet os og glemt Rasmus’ CMAS-bevis – men vores gode nabo Bonnie har været inde og finde det, scanne det og sende det til os på e-mail! Så er det, at man priser sig lykkelig for den teknologiske udvikling! Det var rigtig godt, for dykkerfirmaet skulle bruge Rasmus’ dykkernummer for at give ham lov til at dykke.

Bagefter fandt vi udstyr frem og kom ud på båden, som var indrettet med to etager med en bænk langs begge sider i overetagen med et slags bord i midten og alt dykkerudstyret blev opbevaret nedenunder. Der blev serveret morgenmad fra en buffet på bordet med røræg, toastbrød, corn flakes, agurker, tomat, ost og tun. Turen ud til Koh Ha varede godt 1½ time og på vejen ud blev Christian og Mikkel søsyge. Heldigvis gik det over så snart som vi lagde for anker i området mellem de fem af øerne. Og hvilket sted! Det mest usandsynligt klare akvamarin og grønne vand man kan forestille sig. Fra bådsiden kunne vi se fiskene på bunden af vandet, selvom der var 3-4 meter ned.

Så blev det tid til at komme i vandet. På turen ud var Ken og Rasmus blevet instrueret i, hvad der skulle foregå. Ken fik en noget grundigere instruktion, da det jo for ham kun er 2. gang. Rasmus er noget mere rutineret og blev sendt af sted i en gruppe, som var ”advanced”. Så snart som dykkerne var sendt af sted, blev det snorklernes tur. Vi var ikke så mange – udover Mikkel, Christian og jeg var der kun en svensk pige, Johanna. Maja skulle også snorkle, men det gjorde hun på skift med sin mor og far, som begge er dykkere. Alle snorklere skulle af sikkerhedsmæssige årsager have redningsvest på, og da vi havde fået maske, snorkel og fødder på hoppede vi i. Vi havde en ”snorkle-master” med som hed Zuu. Han svømmede ned på bunden og viste os nogle fisk – bl.a. en blæksprutte, en muræne og en stor søanemone fyldt med klovnefisk! Derudover kunne vi selv se alle de farvestrålende fisk med striber og prikker i alskens farver. Især gule, grønne og blå var fiskene. Det var en fantastisk oplevelse – tænk at stikke hovedet ned i havoverfalden og så opleve en hel ny farverig og spillevende verden – og så blot tage hovedet op igen, og være tilbage i virkeligheden! Efter en god lang svømmetur vadede vi op på den lille strand, som var på den største af øerne – helt kridhvidt sand omkranset og beskyttet af klipper. Det var sådan en lille idyllisk plet, som man kun kunne komme til fra havsiden. Jeg og Johanna tilbragte et kvarters tid der, mens drengene legede. Derefter svømmede vi tilbage til skibet, hvor der blev serveret frugt og drikkevarer.

Rasmus og Ken havde det første dyk hver for sig, hvor Rasmus kom ned på en 20-30 meter og Ken måtte nøjes med en 10-12 meter. Det første dyk vi havde i Australien var fantastisk, fordi det var første gang, men der var meget mere at se på her. Selv om begynder-dykket foregik, hvor der var sandbund, så dykkede vi rundt om én af de små øer/koralrev, hvor der var alverdens fisk og væsner. Ken havde desværre fået for lidt bly på og måtte derfor bruge en del energi på at blive under vandet, hvilket jo er en forudsætning for at dykke.

Derefter var det frokosttid, og som vi efterhånden er blevet vant til, fik vi serveret et meget velsmagende og lækkert måltid bestående af ris, en grøntsagsret, en kyllingeret og en oksekødsret. Thaimad har efterhånden fået en helt ny betydning for os – det er noget helt andet hernede end det man får derhjemme. Og så er grænserne for vores lyst til stærke smage nok også blevet rykket lidt.

Efter en lille sejltur fandt vi et nyt sted at dykke – her gentog hele proceduren sig igen – dykkerne blev sendt af sted, og vi, snorklerne, fik set store stimer af farvestrålende fisk i massevis. Ken og Rasmus dykkede i samme gruppe denne gang. Først dykkede de ind i en undersøisk grotte. I hullet ind til grotten sad en stor muræne og så noget ond ud. Det var en fantastisk oplevelse at ligge i vandoverfladen inde i hulen, medens et blåligt lys kom op nedefra. Herefter dykkede de hen over de mest fantastiske koraller med endnu flere fisk og dyr end ved det første dyk. Her var hummer, dragefisk, klovnefisk af forskellige arter, alverdens englefisk, diverse muræner og en million flere forskellige slags. Ken skulle koncentrere sig om at huske at trække vejret, når det ene fantastiske syn efter det andet foldede sig ud foran masken. Da dykket var ved at være ved ende byttede Rasmus med en begynder fra en anden gruppe, så han kunne få et lidt længere dyk. Sidse blev ”lidt” forskrækket da Rasmus ikke var med resten af gruppen op.

Mikkel sov på hele hjemturen. Han var stadig ret dårlig, og det måtte vi også sande, da vi sad i bilen på vej tilbage. Her gik det galt, men Mikkel var hurtig til at vende sig og stikke hovedet ud over kanten af bilen…!!

Tilbage i Bamboo Bay var vi trætte – vi var tilbage ved 17-tiden – så vi gik i bad og slappede af inden aftensmaden. Mikkel kunne ikke spise noget til aften, og ville gerne tidligt i seng. På værelset blev han igen dårlig, og moderen begyndte at blive bange for, at det ikke kun var søsyge…..!! Heldigvis var det (næsten) gået over næste morgen.

Den sidste dag i Thailand

I dag har været vores sidste dag her på resortet, og det har været ren nydelse og afslapning. Godt nok vil børnene nok ikke sige det samme, for især Mikkel har brugt en stor del af dagen på at skrive dagbog. Christian har øvet bogstaver og tal, mens Rasmus egentlig skulle skrive, men da computeren var optaget det meste af tiden, måtte han læse og lave lidt kryds og tværs.

Efter morgenmaden startede vi godt nok med en strandtur. I dag gik vi et stykke ud af stranden, ud til det sted, hvor der ikke er klipper, og hvor vandbunden er ren sand. Der var meget få mennesker ud over os, så man kunne sagtens føle sig helt hensat til en øde ø, blot ledsaget af nogle små hurtigt-pilende hvide sandkrabber, nogle lidt større brune nogen og så de vajende kokospalmer over hovederne på éen. Desværre ligger der en del skrammel og affald henkastet på stranden – og noget, som er blevet skyllet op. Et par timers ihærdig indsats af ansatte og gæster med en sort plasticpose ville gøre underværker!

Senere fik de voksne hver især en gang massage af stedets faste massør, Nu. Hun har nogle gode stærke hænder, og brugte også knæ og fødder til at give ryg og ben en omgang. Det var herligt – bagefter følte man sig dejligt afslappet. Det ville være skønt med sådan en tur et par gange om ugen..! Mens jeg lå dér og nød det kunne man høre alt omkring sig, for massagen foregår i et lille halvåbent skur bygget på pæle langs stien op til restauranten – også børnene, som rendte rundt og legede. Pludselig sagde Nu: ”Ja, der var så roligt og stille her i går, hvor I var på tur!!” Ja, ja, jeg tror nu det var positivt ment!!

Rasmus har set sig lun på de bukser, som personalet her på stedet har på – nogle meget spraglede nogen syet i patchwork. De bliver solgt fra en lille souvenirbutik, hvorfra vi også har købt nogle halskæder og en ankelkæde. Da Rasmus fik dem på viste de sig at være alt for korte – Nuch har haft dem til skrædder i dag, så nu har Rasmus fået sine ”chill out”-bukser, som han kalder dem.

Vi afsluttede dagen med en havkajaktur inden solnedgang og middag sammen med Anne, Jannik og pigerne. Det er lidt vemodigt at skulle tage afsked med dem, men vi har aftalt at mødes igen, når vi er tilbage i Danmark igen alle sammen. Inden vi faldt i søvn skulle vi have rygsækkene pakket, så det blev lidt sent, inden vi gik til ro.

Rejsedag

I dag skulle vi videre til Cambodia og møde Anne Mette og børnene. Der var afgang med Siam og pick-up’en kl. 7.00. Først skulle vi have afregnet med Nuch, og den stod på kram og på gensyn, da vi tog af sted. Også Anne var oppe for at give afskedskram. Siam kørte os til et opsamlingssted for minivan-bussen, som skulle køre os videre til Krabi lufthavn. Turen gik nemt og smertefrit – det var meget mere behageligt end sejlturen herover. Vi havde ikke fået noget morgenmad, og efter check-in regnede vi med, at vi kunne købe noget i afgangshallen. Desværre havde de kun søde drikke og alt for bløde småkager, saltmandler og peanuts. Så det var ikke det helt store. Heldigvis havde vi stadig nogle små bananer til overs, som vi gnaskede i os.

På flyturen med AirAsia til Bangkok fik vi også serveret et lille måltid bestående af hvidt toastbrød med skinke og ost. Turen var så kort, at Rasmus ikke kunne nå at skrive dagbog – sådan som vi ellers havde aftalt. Vel ankommen til Bangkok fik vi afhentet vores bagage og fandt en etage med butikker og mad. Det var noget af en spraglet flok af mennesker, der befandt sig dér: en elegant indisk kvinde, som sad og spiste pølser på spid. En buddistisk munk i orange kutte. En hurtigt-mobil-snakkende asiatisk forretningsmand. To unge fjantede piger med is. En masse forskellige mennesker primært af forskellig asiatisk afstamning. De europæisk udseende mennesker så vi først, da vi fik checket ind på Bangkok Airways-flyet til Siem Riep og kom ind i den enormt store afgangshal med et kolossalt udbud af butikker og restauranter. For at komme ind i Cambodia skal man udfylde et væld af dokumenter, så jeg (Sidse) brugte stort set hele flyvetiden på at skrive pasnummer, visanummer, fødested, navn og alle mulige andre gentagne oplysninger på forskellige papirer. Pyw, helt ærligt, hvad skal de dog bruge alt det til???

Ved ankomst til Cambodia skulle først aflevere helbredsattesten og derefter gå til paskontrol. Her skulle der sættes 5-6 stempler i passet, vi blev gransket, fotograferet og gjort ved. Men de lukkede os da ind!!

Så snart vi kom ud i luften kunne vi se og mærke, hvordan det svirrede med insekter. Så vi skyndte os at få noget insektmiddel på – der findes jo malariamyg her i landet! Vi er også begyndt at spise malariapiller, men har fundet ud af, at vi har for lidt medicin med til Mikkel. Lægen har ikke taget højde for, at han med hans vægt ikke kun skal have 1 pille, men 3 om dagen! Så det er bare om at få smurt noget myggemiddel på!

Vi blev hentet af en chauffør fra hotellet, som straks ville aftale at køre med os til Angkor Wat i morgen. ”Ro på nu”, sagde vi. I første omgang skulle vi finde Anne Mette og børnene og finde ud af, hvad det er for et sted, vi er kommet til.

Vel ankommen til det ret fornemt udseende hotel blev vi mødt af tre storsmilende dejlige danskere, som vi kender hjemme fra Lyngby!! Det var simpelthen så dejligt at se Anne Mette, Sofie og Thomas igen – her på den anden side af jordkloden. Lidt syret, faktisk. I receptionshallen blev vi modtaget af en hel flok af tjenende ånder, en mand som sad på en forhøjning i skrædderstilling og spillede xylofon, en sød japansk receptionist, som straks bød os varme klude til at ”nette” os med!!  Der var lige nogle ændringer med værelserne, sådan at de tre værelser, vi på forhånd havde booket, kunne komme til at ligge ved siden af hinanden. Det betød, at Anne Mette skulle flytte værelse, men det tog hun i stiv arm, så nu ligger vores værelser på rad og række.

Vi trængte alle til et bad, og ved 21.00-tiden var vi klar til at spise noget aftensmad i stedets restaurant. Børnene blev glade, da de så, at man kunne få burger – en afveksling fra forrige uges evindelige mad med mange krydderier og smagsoplevelser. Desværre var de ikke som hjemme – men ned gled de, i hvert fald noget af det (primært pommes frites’ene!).

Derefter var vi bombede – og vi aftalte at mødes næste morgen og tage den med ro. Inden vi gik på værelserne bad vi Lisa, receptionisten, om at lave en aftale med chaufføren om at hente os kl. 13.00 næste dag for at køre os til den største ferskvandssø i Sydøstasien, Tonle Sap.

Første indtryk af Cambodia

Her til morgen stod den på morgenmadsbuffet og pool, det vil sige sjov og leg for børnene og afslapning for de voksne. Det virker som om vi er de eneste på hele dette gigantisk store hotel, så vi havde hele området alene. Tjenere står på spring for at betjene os så snart vi giver det mindste vink – ja, de står sådan set og holder øje med os hele tiden. Det kan være en smule for meget, faktisk. Men hvad, de vil os det jo kun godt.

Klokken 13 var vi klar til afgang – godt smurt ind i solcreme og myggebalsam. Dim kom en del for sent – vi var tæt på at aflyse ham – men endelig, kl. 13.40 drejede han op foran hotellet. Først kørte han os ind til byen Siem Reap for at få noget frokost. Han viste os hen til sin egen lokale restaurant, hvor retterne kostede 2-3 dollars stykket. Det var gode lokale cambodianske retter, som minder noget om maden i Thailand. Dog ikke helt så fint anrettet og ”groft”.

Efter maden kørte vi af sted til Tonle Sap. Turen gik langs Siem Reap-river, og var præget af beskidte unger, fattigdom, affald, faldefærdige hytter bygget på pæle i vandkanten i træ, blik og jord. Vi kom også forbi flotte rismarker og marker, hvor der blev dyrket lotusblomster. Det hele mindede om noget man har set på fjernsyn, med mennesker med de karakteristiske spidse bambushatte på hovedet, et tørklæde for munden og med ryggen op imod solen.

Fremme ved Tonle Sap skulle vi ud og sejle en tur på søen for at se en flydende landsby. Vi havde oprindeligt aftalt en pris på 20 dollars med Dim, så vi tænkte, at det blev en forholdsvis billig tur. Vi havde bare ikke forudset alle følgeomkostningerne, som følger af, at folk er så fattige her, at de prøver alt for at pumpe godtroende turister for så meget som muligt. I første omgang skulle vi selvfølgelig betale for bådturen – 15 dollars pr. barn over 10 år. Guiden i båden, Pruus på 20 år, var vældig god til engelsk, og vi fik en masse at vide om stedet, fiskene, menneskene og ham selv. Landsbyerne på søen er beboet af fiskere, og på grund af årstidernes skiften med tør og våd årstid skifter vandstanden og de gode fiskesteder meget. Så er det nemmere at flytte boligen i stedet for at skulle sejle meget langt for at fange fiskene.

Fiskerne har et liv stort set uden fritid. De sejler ud om morgenen og hjem over middag, sælger fiskene på markedet og tager hjem til familien for at spise og hvile lidt. Efter aftensmad tager de af sted igen og fisker hele natten. Mange drukner på søen, som er kæmpemæssig stor – helt havagtig med bølger. Så der er en del forældre- eller faderløse børn i byerne. Flere af dem bor på en flydende skole, som er gratis at bo på. Desværre mangler skolen og børnene undervisningsmaterialer, og efterhånden som tiden gik, blev Pruus’ foredrag mere og mere et spørgsmål om, at vi skulle give nogle midler til skolen. Til sidst indvillige vi – og blev sat af på en båd, hvor de solgte skolematerialer til mega-ågerpriser. Vi købte 20 simple noteshæfter til den formidable pris af 80 kroner og afleverede dem hos skolelæreren på skolen. Vi prøvede at veksle nogle ord med læreren; men han talte ikke et ord engelsk. Lidt underligt, når nu han var lærer!!

Undervejs på turen blev vi vist rundt på en fiske- og krokodillefarm – virkelig ikke gode forhold at opdrætte dyr på – og i det hele taget levede folk bare under totalt forarmede forhold. Mindre både lagde flere gange på turen til ved vores båd, og små børn kravlede om bord for at prøve at sælge os sodavand og vand. Mødre sad i både med bedende øjne og små sovende usoignerede børn i armene eller på skødet og tilbød os bananer. Andre børn havde lange pytonslanger rundt om halsen og ville have os til at tage billeder for penge. Meget anmassende og gjorde især børnene en smule ubehageligt til mode.

På den anden side må det være totalt grænseoverskridende at leve på dén måde, som søfolket gør. Hver dag kommer der både fyldt med turister og rige hvide mennesker praktisk talt ind i deres hjem, fotograferer dem, mens de tager bad eller går på toilettet, mens de spiser og holder siesta. Helt ærligt, hvor fedt er det lige?

Da vi kom tilbage til den meget primitive havneplads blev vi igen antastet af en flok kvinder, som ville sælge os nogle dekorerede tallerkener hver med et foto i midten af os – som de havde taget, da vi gik ombord på båden. Da vi havde fået dem rystet af os mødtes vi igen med Dim, som kørte os tilbage til Siem Reap, hvor vi var ved 17.30-tiden.

I Siem Reap blev vi sat af ved ét af markederne, hvor der var en hel del mennesker, både handlende, lokale og turister. Vi bevægede os ind i virvaret, og nåede ikke langt, før Rasmus fandt et ur, som han gerne ville købe. Anne Mette kom til undsætning og hjalp med at få handlet uret samt et par solbriller ned i pris. Så fra et udgangspunkt på 28 $ endte både ur og briller på 15 $. Godt gået, seje superprutter!!!

Efter 1 times tid på markedet var alle børn og Ken trætte af det, så vi fandt en meget vestligt udseende restaurant, hvor vi fik et måltid mad. Derefter kørte vi med motorcykel-tuc-tuc tilbage til hotellet, hvor børnene fik en pooltur. Den skulle slutte kl. 21.00, for på det tidspunkt skulle der komme et par, som skulle spise ”honeymoon”-dinner ved siden af poolen. Der var dækket meget flot op og opsat lanterner i en rundkreds om bordet.

Angkor

I dag skulle vi se det, som er årsagen til, at vi er taget til Cambodia!! Klokken 4.45 stod vi op for at køre til Angkor Wat for at se den efter sigende meget spektakulære solopgang over tempelområdet.

Så vi kørte af sted med 5 meget trætte børn, og forældrene var heller ikke mange sure sild værd!! Efterhånden vågnede vi dog op, og ved indgangen til området skulle vi købe billetter og have taget billeder. I mørket vandrede vi så af sted, sammen med rigtig mange andre, som havde fået samme formidable idé!!

Det var flot, og alligevel, ikke noget særligt – altså en noget blandet oplevelse – at se solopgangen. Men selve tempelværket var helt enestående fantastisk. Desværre er der mange steder ikke så meget af det oprindelige byggeri tilbage. Der var været mange røverier fra Angkor Wat, og der er endda mistanker om, at selv vagtpersonalet på stedet har stået bag flere organiserede tyverier af uvurderlige kulturskatte. Efter sigende kan man, hvis man har penge nok, bestille hovedet af en bestemt statue fra Angkor Wat i forskellige antikvitetsforretninger i Bangkok, og så skal det nok blive ordnet for dig! Efter solopgangen gik vi rundt i området i nogle timer, og så begyndte maverne så småt at rumle. Så kl. 8.00 blev vi igen mødt af Dim, som kørte os til hotellet og den lækre morgenmadsbuffet.

Efter maden var der god tid til at tumle ved poolen, inden Dim igen hentede os kl. 13.00.

Vi tog af sted lige i den værste middagshede, og nogle af personalerne på hotellet rystede på hovedet af os, at vi virkelig drog af sted på dette tidspunkt!! Men det bliver jo mørkt ret tidligt, ca. kl. 17.30, så hvis vi ville nå at opleve mere i det store tempelområde, var det med at komme afsted. På vejen derud standsede vi for at fotografere én af de utallige benzinstationer i Siem Reap: en åben snusket biks, hvor der sælges lidt af hvert, madvarer, kiks, sæbe, måske lidt frugt….. og så lige et stativ på et bord fyldt op med gamle whisky-, sodavands- eller ginflasker med benzin. Det ser helt vildt syret ud, og det måtte vi altså have et billede af. Folkene, måske en hel familie, som passer butikken, sidder eller ligger rundt omkring og rejser sig fra hængekøjen, når der kommer kunder. I øvrigt fortalte Dim, at en lille familie her i Cambodja består af 8 personer, mens en stor har ca. 12 medlemmer.

Vi startede med at køre til Angkor Thom, som er en by, der i tidernes morgen var omkranset af en bymur. Byen lå vel 3-4 km fra Angkor Wat og havde fem byporte, som stadig er intakte: lange alléer med rækker af store ensartede statuer på hver side af vejen til at byde velkommen, holde onde ånder væk og symbolisere udødelighed. De karakteristiske smilende, fredfyldte Buddha-ansigter hilser én fra toppen af porten. Området var stort, og vi blev sat af ved et stort tempel. Mange af templerne i hele området er under restaurering, typisk støttet af World Heritage og en fremmed regering. Japan, Korea, Frankrig og Rusland var blandt bidragyderne. Der er lang vej endnu – f.eks. lå mange af delene til Bayon-templet i ruiner, som store byggeklodser, der – måske – kunne passe sammen i et kæmpemæssigt puslespil. Ligesom på Angkor Wat har vægge både udvendigt og indvendigt været rigt dekoreret med relieffer og hellige billeder. I tidens løb har templerne i området ”skiftet religion” mellem hinduisme og buddhisme, alt efter hvilket statsoverhoved, der har haft magten.

Det var virkelig ulideligt varmt at gå rundt i Bayon, og nogle af børnene måtte melde pas. Rasmus og Christian ville gerne se templet, mens Thomas, Sofie og Mikkel sad i skyggen ved et informationshus i nærheden. Da vi var tilbage, måtte vi have noget drikkelse, og vi begav os over på den anden side af vejen, hvor der var en samling telte/skure, som gjorde det ud for souvenirshops og forfriskningssteder. Det blev til frisk kokosnød, bananer og sodavand – og ved siden af os sad som de eneste andre en anden dansk familie - fra Silkeborg. Det er helt typisk sådan at støde ind i danskere overalt hvor man befinder sig J . Personalet på stedet var meget ihærdige for at sælge os armbånd, postkort, Lonely Planet-bøger (som man kan få for en slik – og så er det man ærgrer sig over at have givet 250 kr., når nu den endnu ikke har været åbnet!!!) hatte og alt muligt tingel tangel, som man ikke har brug for. Apropos hatte, så havde vi heldigvis fået dem med i dag! Der var, som jeg vist allerede har skrevet, meget varmt!

I Angkor Thom så vi også et tempel mere og et sted, som kaldtes ”Elefantterrasserne”, som var resterne af et stadium, som blev brug til underholdning af såvel folket som konge og embedsmænd. Her blev dyrket sport, men også vist teaterforestillinger, opvisninger med dyr mv..

Efter denne oplevelse kørte vi til et tempel, som junglen er ved at have fået overtaget over: store træer voksede ovenpå de kæmpemæssige mure og bygninger, og rødderne groede i snirklede former ned af piller og murværk. Det var imponerende og spændende at se. (vi så desværre ikke Lara Croft) Efter dette syntes vi, at vi var ved at have set nok. Vi var ved at være sultne, og børnene ville gerne hjem til poolen.

Vi endte med at få Dim til at sætte os af i Siem Reap på et andet af hans stamsteder!! Endnu et sted med vegetar-curry, amokfisk (fisk i kokosmælk med en særlig, ret mild, karry – vi har købt krydderiet og har fået opskriften!), stegte ris, en slags stuvning, stegte nudler og nudelsuppe. Og endnu engang til en rørende pris: 70 kr. for os alle – 8 personer inklusiv vand. Godt nok foregik toiletbesøget under et halvtag, og håndvasken foregik ved at hælde noget vand op over hænderne fra et stort åbent kar. Godt, at vi har bakteriedræbende sprit med! Vi undrede os i øvrigt noget over, at der oppe under taget hang poser med vand. Vi troede, at der måtte svømme fisk i, sådan at de var helt friske til madlavningen. Men nej – det var til de tilfælde, hvor vandforsyningen stoppede – så havde man noget i reserve. Det var ikke noget der skete sjældent, så hver morgen blev der tappet nogle poser og hængt op.

Det er i øvrigt skræmmende, så meget fokus der er på at få stoppet udnyttelsen af børn i Cambodja. Ved indrejse til landet fik vi udleveret et kort og en turistbrochure, og begge har reklamer mod udnyttelse af børn. På kortet står det på forsiden – det må virkelig være et stort problem, når dette budskab er det første, som turister skal konfronteres med! I turistbrochuren er der sågar en tegneserieagtig side med opgaver, som alle har med børneudnyttelse at gøre.

Efter maden gik vi op til markedet fra i går. Det endte med, at Ken efter kort tid tog tilbage til hotellet og poolen med Thomas, Mikkel og Christian, mens resten af selskabet sonderede terrænet og købte nogle flotte tørklæder, armbånd, krydderier og frugt. Rasmus og Sofie faldt for nogle flotte malerier af Buddha, malet lidt i Andy Warhol-stil i forskellige klare farver over det samme tema. De skal nok blive flotte hjemme på værelserne i Lyngby!

Efter hjemkomst til hotellet og et velfortjent bad nød vi en times tid i hinandens selskab med at spise de lækre frugter (rambutan, mango, små litchi og mandariner – superlækre!) og få gjort regnskab op. Så var det blevet sent, og sengene kaldte.

Så går turen til Vietnam!

I dag var det store rejsedag – men også store slapperdag! Der var mulighed for at sove længe, og det var der nogle, der benyttede sig af. Andre kunne bare ikke sove mere, da kl. var 6.15, og hvad skal man så lige give sig til??? Det endte med, at Christian og mor gik ned i motionsrummet og brugte noget tid dér. Det var allerede ret varmt, så vi kom til at svede i stor stil!!! Senere brugte vi god tid på den skønne morgenbuffet, og der blev guffet af pandekagerne, omeletterne, spejlæggene, pølserne, baconen, nudelsuppen, saftevandsjuicen, frugten, kagerne, toasten og så videre. De voksne tog sig tid til at nyde lidt avislæsning, og derefter gik turen til henholdsvis poolen og værelserne – sidstnævnte for at påbegynde pakning af rygsække.

Rasmus var en lille smule sløj – måske på grund af det formidabelt store morgenmåltid, som han satte til livs – noget sundt men også en del usundt, godt kamufleret af en smule salat oven på pandekagerne! Så han måtte hvile sig på det kølige værelse i stedet for at skrive dagbog, som det ellers var meningen. Hvornår vi lige skal få ham i gang, det er et godt spørgsmål!! Der kommer hele tiden noget i vejen.

Ken og jeg havde lige et par småting, vi gerne ville have ordnet inde i byen, så vi benyttede os af muligheden for at tage af sted uden børn – skønt at kunne bruge hinanden på den måde og endnu en af de mange fordele ved at rejse sammen! Vi nød en tuc-tuc-motorcykeltur arm i arm  ind til byen og blev sat af uden for markedet. Tuc-tuc-manden insisterede på at vente på os, så vi havde præcis en time. Det var også nødt til at gå hurtigt, for vi skulle checke ud kl. 15.00 og køre mod lufthavnen kl. 15.30.

Det var en hyggelig tur, og selvom vi var der i middagsheden, var der svalt og køligt under tagene på markedet. Vi købte nogle søde kosmetikpunge i silke, nogle flere tørklæder til Anne Mette, nogle halskæder, en pung lavet i genbrugt sækkelærred og nogle ure. Det var nemt og hurtigt, når nu vi lige vidste, hvad vi gik efter. Det er jo en dyd at prutte om prisen, hvilket selvfølgelig kan forlænge processen en del. Og det kan sågar afholde én fra at købe noget, fordi man altså ikke lige orker det dér!! Men siden vi nu havde været på markedet nogle gange før vidste vi i store træk, hvad tingene skulle koste – og i høj grad, hvad de ikke skulle koste!

Tilbage på hotellet var Anne Mette og børnene ude for at finde noget mad – da de kom tilbage, var de stadig sultne, for de havde kun kunnet opdrive nogle æg, som Christian var den eneste, der smagte: ”Og de var altså simpelthen noget af det klammeste, mor”, fik jeg at vide. Det var noget med nogle helt grå, ukogte æg, som var overhældt med noget underligt sovs. Anne Mette havde købt nogle kop-nudler, og dem spiste de så i stedet inde på værelset.

Så var det blevet tid til at forlade Empress Angkor Hotel og Siem Reap. Vi blev kørt til hotellet og fik checket ind. Flyet afgik planmæssigt – turen til Hanoi blev tilbagelagt med Vietnam Airlines, et udmærket selskab med kompetent og professionelt personale. Maden lod dog noget tilbage at ønske – det var om end ringere end maden hos AirAsia – og det siger ikke så lidt….!!

Også på turen til Vietnam skulle der udfyldes dokumenter; dog kun et enkelt pr person, så det var til at overkomme. Vi ankom til Hanoi lufthavn kl. 20.00 og efter en kort spænding over, om vi manglede den ene rygsæk – den kom ikke, og vi var meget tæt på at gå hen og brokke os, men så kom den pludselig – gik vi igennem tolden og ud i ankomsthallen. Her skulle der stå en chauffør og tage i mod os. Men – han var der ikke. Først efter nogle telefonopkald og en times ventetid dukkede han endelig op. Han havde ikke travlt med at komme af sted, og vi sad og trommede lidt. Det var jo trods alt blevet lidt sent. Endelig gik turen mod Hanoi, en times kørsel ad dårlig vej og en forfærdelig kørselsmentalitet!!! Overhalinger sker hele tiden, også mens de modkørende er meget tæt på. Så vi sad med hjertet oppe i halsen nogle gange. Ligesom i Siem Reap var der selv på dette sene tidspunkt masser af motorcykler på vejene. De kører i hobetal side om side, og de prøver at komme omkring, hvor de kan. Vi så sågar en motorcykelulykke, der lige var sket. Heldigvis kører de ikke så stærkt, så forhåbentlig var der ikke sket noget.

Da vi ankom til hotellet viste det sig, at de ikke havde nogen værelser ledige. Så der var blevet lavet en aftale med et andet hotel, Hanoi View Hotel, hvor vi sov den første nat. Det var helt fint – det var et lidt bedre hotel, end det vi egentlig skulle have været på.

Den ældre bydel i Hanoi

Vi var meget spændte på at se, hvad det var for en by, vi nu var kommet til! Der var jo mørkt, da vi ankom, og så er første indtryk nok noget misvisende. Det første vi lagde mærke til var, at der var noget køligere end i Siem Reap og på Koh Lanta. Så det var måske ikke helt skørt, at vi havde slæbt fleecetrøjer med hele den lange vej!

Der var lige lidt snak frem og tilbage med de to hoteller om, hvordan vi skulle sove den næste nat. Efter lidt polemik endte det med, at vi pakkede vores pikpak sammen og flyttede over på Star Hotel – som også var det hotel vi egentlig skulle være på. Vi bestilte i samme åndedrag endnu en overnatning – for at få lidt mere ro på vores Hanoi-besøg.

Allerede mens vi spiste morgenmad ville receptionisten sælge os en tur til Halong-bugten – ligesom receptionisten på Hanoi View Hotel også ville. Så vi brugte lidt tid på at finde ud af de forskellige tilbud, og det endte med, at vi valgte at følge Star Hotels anbefalinger.

Og så skulle vi ellers af sted ud i byen! Vi bor i den ældre del af byen, hvor alle gader er handelsgader. De er inddelt efter fag, sådan at der i én gade hovedsageligt sælges en bestemt type af varer. Det er f.eks. silke i silkegaden, blomster, køkkengrej, plasticblomster, værktøj, elektriske himstregimser, messing- og kobber, tilbehør til motorkøretøjer, turistbutikgaden, tøj, legetøj, musikinstrumenter, knapper – ja, tænk engang, en hel gade viet til salg af knapper i alle afskygninger! Okay, man kunne også få lidt lynlåse og andet sytilbehør; men knapperne var meget dominerende! Ind imellem ligger der også andre butikker, så alt i alt er det vel muligt at købe alt mellem himmel og jord. Noget af det første vi kom forbi var en bagerforretning med meget fint dekorerede kager. Den franske indflydelse har betydet, at vietnameserne er meget dygtige til at bage og lave kager, og børnene kunne næsten ikke gå forbi. Så vi købte 10 eclairs og en pose småkager for i alt 10 kr.. Vi blev i øvrigt hele tiden tilbudt varer på gaden, på vores vej, som foregik i slalom inden- og udenom alle de parkerede motorcykler, fortovspartier, som er ødelagt, handlende, som sidder på fortovet med en kogende gryde, varm olie eller andet, hvor der bliver tilberedt et måltid mad. Allerede fra tidligt om morgenen sidder folk på gaden i større eller mindre grupper, får en sludder og en kop grøn te, noget at spise eller er i gang med at tilberede mad, reparere noget eller gøre noget andet, som kan foregå på hug. Mange handlende bruger deres cykel som butik, og det er utroligt, hvad og hvor meget der kan stoppes op på en cykel. Kurve, æg, blomster eller minikøkkener. Vi har sågar set en fyr komme kørende med to levende svin spændt fast bag på – men det var nu i Siem Reap bag på en motorcykel! Andre, især ældre kvinder, fragter varerne i to kurve båret over skulderen i en bambuspind. Disse kvinder har så godt som alle én af de karakteristiske hatte på hovedet og et bind for næse og mund. Næse- og mundbindet er der i øvrigt også rigtig mange andre, der har. Især motorcyklisterne har dem på, og det kan være meget dekorativt, for de fleste har et genbrugsbind på lavet i alle afskygninger af stof. Så der er ikke to, der er ens. Der er meget forurening i luften, hvilket nok især skyldes udstødningsgas. Det lader ikke til, at man har hørt om filtre her!

I stort set alle butikker har man et lille alter, hvor der ligges penge, mad og drikkevarer til ære for forfædrene. Religionen her i landet er ikke entydig, og den dominerende retning er forfædredyrkelse. Samtidig er der også en del buddhister og 10 % er katolikker. Det lader til, at det typiske er at blande retningerne en smule, sådan at man går med både livrem og seler.

Efter turen gennem den gamle bydel nåede vi langt om længe frem til Hoan Kiem-søen, som er det dominerende åndehul i Hanois gamle bydel. Vi gik over en rød bro for at komme ind i Skildpaddepagoden, som ligger på en ø i søen. Der var bl.a. en 1,2 m lang udstoppet skildpadde, som menes at være 4-500 år gammel. Ellers fungerede pagoden som tilbedelsessted, og der var lagt rigtig meget frugt ind på alteret. Så der duftede sødt og godt.

Vi fortsatte rundt om søen og kom frem til endnu en pagode, Ba da-pagoden. Den mindede lidt om den anden – meget flot og kinesisk i sit udtryk. Derefter var det blevet frokosttid, og vi fandt en lille restaurant på gaden, som serverede sine retter ved små bitte borde og plastiktaburetter på gaden. Menuen stod på friturestegte ris- og hvedemelskager med fyld af hakket svinekød, nudler og nogle skåle med skårne grøntsager lagt ned noget eddikeagtigt saft. Hertil vand.

Nu begav vi os mod Hoa Lu, Helvedeshullet, som er et museum indrettet i resten af det, som er tilbage af et fængsel, som franskmændene byggede i starten af det 19. århundrede. Det var en barsk oplevelse, men det var bygget op på en god måde. Fængslet blev også benyttet til amerikanske piloter og besætninger fra nedskudte fly under Vietnam-krigen, hvilket har givet fængslet tilnavnet ”Hanoi Hilton”.

Efter fængselsbesøget kom vi forbi et indkøbscenter, hvor vi fandt en kaffebar. Her slog vi os ned i de bløde sofaer og drak kaffe og spiste is. Vi fandt også en butik, som solgte tøj og tasker i The North Face, Columbia, Nike, Deuter mv. til rimelige priser. Vi endte med at købe en rigtig god vandrerygsæk til Mikkel, ligesom Anne Mette købte en tilsvarende til Thomas.

Derefter var vi alle trætte og havde bare brug for at komme til hotellet og slappe af. Vi købte noget brød og pålæg i et supermarked til brug for aftensmaden og noget frugt på hjemvejen. Aftenen gik med læsning, spisning og afslapning ­+ selvfølgelig bestilling af Halong Bay-tour.

Der er en lidt pudsig ting, som er meget tydelig her. Og det er, at alle går helt vildt op i fodbold!! Der er åbenbart Asian Games lige nu, og i aften skulle Vietnams kvindelandshold spille finale mod Korea. Og i de par timer, som kampen stod på, var der på det nærmeste helt stille i byen; både mænd og kvinder går op i det. Vi var på hotelværelset og kunne høre, så snart der var en særlig udvikling i kampen. Folk råbte og kom med udbrud, og så blev kampen åbenbart sendt på to forskellige kanaler, hvor transmitteringen var nogle sekunder forskudt. For når de råbte nede fra stueetagen gik der lige et par sekunder eller tre, så begyndte de også at råbe ovre på den anden side af vejen! Meget sjovt. Og så, lige efter at kampen var fløjtet af (Vietnam vandt), kunne man høre, at der igen kom liv i gaden.

Ho Chi Minh og Litteraturtemplet

I dag have Anne Mette, Sofie og jeg besluttet at stå tidligt op for at se sportsaktiviteten ved Hoan Kiem-søen. Da vi forlod hotellet kl. 6.20 var der forholdsvist roligt i gaderne. Men allerede på det tidlige tidspunkt var folk i gang med at steget små retter i olie, sættes deres boder op og sidde på gaden og spise morgenmad. Der var forholdsvis koldt i Hanoi her til morgen, så her er vores fleece-trøjer rigtig meget kommet til deres ret. Men vi blev belønnet med at se en flok kvinder lave Tai Chi, nogle ældre og yngre mennesker sammen spille badminton og et andet hold spille fodbold-badminton – altså en fjerbold med en bold på, som skal løftes op over nettet via fødderne. Det var fascinerende at se på og man fik en hel afbalanceret og rolig fornemmelse i kroppen.

På vej tilbage kom vi igennem et madmarked, hvor folk solgte grøntsager, frugter, krydderier, tørrede frugter og nødder, fisk, skaldyr og kød. Vi så nogle kæmpemæssige store rejer, nogle særprægede fisk og nogle skildpadder i bur, som sikkert skulle bruges til skildpaddesuppe. Der var også en kvinde, som solgte larver, der var svitset, tørret eller sådan noget. Hun blev meget sur, da vi stod og skyggede for hendes bod – så vi fik flyttet os i en vis fart.

Hjemme på hotellet aftalte vi med damen i receptionen, at vi gerne ville booke en nattogstur til Hue natten til den 20. december. Det vil sige, at i morgen skal vi af sted på Halong Bay-tur med hjemkomst til Hanoi den 19. december kl. 16.00. Nattoget afgår kl. 19.00, så det skulle vi gerne kunne nå. Den 20. ankommer vi så til Hue, hvor vi også fik booket nogle værelser på et hotel, som hedder Holiday Hotel. Så alt skulle gerne klappe – det har det jo gjort ind til nu, så det går jo nok…!

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Ho Chi Minhs mausolæum. Det lukkede kl. 11.00, så vi havde lidt travlt. Vel ankommen dertil måtte vi ikke krydse ind over en plads, hvor der var græs mellem en masse belægningssten. Vi måtte pænt gå hele vejen uden om den store plads, som velsagtens var 150 gange 300 meter. Vagterne gik rundt derinde, og man hørte med jævne mellemrum deres fløjter, når en intetanende turist kom til at betræde fliserne. Sjovt var det, at lige klos op og ned af et stort skilt, hvorpå der stod ”Græsset må ikke betrædes”, sad der 6 kvinder og ordnede noget med beplantningen!

Alt gik fint med at komme ind i mausolæet. Tilsyneladende har det kommunistiske parti valgt at se helt bort fra Ho Chi Minhs egne ønsker til sit sidste hvilested, da man byggede det. Ho Chi Minh var en meget asketisk person, som i nutidens termer kan siges at have hyldet principperne om Simple Living allerede inden det blev moderne. Han ønskede ikke at der skulle bruges tid og penge på begravelse – han ønskede at blive brændt, og at asken blev fordelt med 1/3 til hvert af de tre områder i landet. I stedet ligger der nu en kæmpe bygning i stil med Lenins mausolæum i Moskva. Vi blev anvist vejen ind i mausolæet og fik at vide af én af de alvorligt udseende soldater i kridhvide uniformer med rød og gylden besætning, at vi skulle være helt stille, når vi listede forbi. Inde i det miderste rum lå han så – på et leje overdækket af glas, sådan at vi kunne se ham fra flere vinkler. ”En udstoppet mand – det er første gang jeg har set sådan én”, var Mikkels kommentar! Ved siden af ”kisten” stod fire soldater helt ranke og stive i betrækket med pistolen i hylsteret klar. Også udenom og inde i trappegangene stod der mange soldater + de mange, som gik og holdt øje med, at ingen betrådte stisystemerne uden foran mausolæet. Det giver noget arbejde til flere. Det er jo altid godt. Men virker noget ineffektivt og ligegyldigt.

Ved siden af mausolæet ligger præsidentpaladset, som Ho Chi Minh aldrig har boet i. Han boede i nogle år i en af tjenestefolkenes boliger, og senere fik han bygget et hus i helt enkel stil på pæle, som ligger i præsidentpaladsets have. Det fik vi også at se – meget nydeligt og spartansk.

Efter denne ret overvældende oplevelse og nærkontakten med det kommunistiske styre gik vi ned til Litteraturpaladset, som lå i nærheden. Litteraturpaladset er grundlagt i 1070 som Vietnams første universitet og byggede på Konfucius’ lære Konfucianismen. Her brugte vi lidt tid på at trisse rundt og nyde stilheden og roen i denne store meget hektiske by, som dog også har et landsbyagtigt præg. Det er f.eks. rigtig svært at komme over gaden, for ingen holder tilbage for én, og der er en million motorcykler. Til gengæld regner man med, at man kan undvige – ligesom man jo gør i landsbyerne.

Nu var vi igen blevet sultne – og det endte med, efter en del prangen om prisen, at vi i tre cycloer blev fragtet hen i nærheden af søen, hvor vi i går så nogle vestlige restauranter. Vi havde lovet børnene, at de i dag måtte få noget mad, som de bedre kan relatere sig til!!!! Og hvad er bedre til det end pizza med peperoni og burgere??

Herefter gik vi tilbage til hotellet og læste og slappede af – og fik skrevet dagbog!!! Aftensmaden har i dag bestået af take-away fra én af de små caféer hernede på gaden, Bat Sû. Det blev til stegte ris med oksekød og stegte nudler med kylling. Det blev sent igen i aften – og i morgen skal vi af sted kl. 8.00 til Halong. Så nu er det vist på tide, at jeg selv tænker på komme i seng!!

Jeg glemte helt at skrive, at Ken, Mikkel og Christian er blevet klippet på en lille frisørsalon her ved siden af hotellet. Det ser godt ud og Ken fik oven i købet en ansigtsmassage og en vask. Drengene kostede hver 30.000 dong, som svarer til 9 kr. (10.000 dong = 3 kr.). Ken måtte bøde 100.000 dong, men det var vel også rimeligt nok – selvom han ikke syntes det var så rart!

Også i aften har der været finalekamp i fodbold - Vietnams herrelandshold skulle spille mod Malaysia. På gaden så vi piger, som sad og fik ordnet negle: de fik malet Vietnams flag!!! Og man så flag overalt i gaderne. Rasmus købte et til at hænge på værelset derhjemme – inklusiv en lang, tyk bambuskæp, som vi dog har måttet efterlade på værelset!

Halong Bay

I dag stod den på udcheckning og af sted til Halong Bugten med en turbus, som var beregnet til 20 personer. Vi havde betalt for 6 personer (fem voksne á 50 $ og Mikkel og Thomas, som var ½ person hver. Christian var gratis), men vi havde ikke fået at vide, at det betød, at vi kun kunne få 6 pladser i bussen! Så vi sad meget klemt, i og med, at den blev fyldt til randen af flere gæster + alles store rygsække! Turen varede næsten 4 timer, så det var lidt sejt.

Fremme i Halong by skulle vi vente 45 minutter, før vi kunne komme ombord på båden. Det var en meget hyggelig båd i junkestil i to etager og mulighed for at gå op på taget og nyde det i en liggestol. Der var desværre meget koldt – vi har nu måttet tage cowboybukser på, og vi er sunket så dybt som til at tage strømper på i vores sandaler!! Fleecetrøjerne er virkelig blevet brugt i dag, så hvor er jeg dog glad for, at vi slæbte dem med!!

Efter at vi havde fået vores værelser, sin i øvrigt var fine, skulle vi spise frokost i den hyggelige salon, som var indrettet med møbler i bambus. Der var dækket op med dug og stofservietter – men vi havde også fået at vide, at det var en VIP-tur, super deluxe og så videre!!! Da maden så kom, fik vi kun mad til 6 personer. Så vi måtte konkludere, at når man er gratis med på en tur, som Christian, så betyder det, at man ikke får mad, en seng at sove i, et sæde i bussen mv.!! Det påtalte vi naturligvis over for guiden, men han mente ikke der var noget at gøre. I det hele taget var han en smule uforskammet – og så havde han en forfærdelig dårlig ånde!!! Det var ikke så rart, især ikke, når man, som Anne Mette, sad lige bag ham i bussen, og han vendte sig om og begyndte på et længere foredrag om turens indhold og Vietnam i almindelighed…! Anne Mette måtte vende sig om mod Sofie, så slemt var det!

Frokosten var ellers lækker nok med fisk, rejer (som godt nok ikke var helt friske!), blækspruttestuvning, agurkesalat, små forårsruller, kyllingesuppe, ris og frugt. Ved vores bord sad også Edwin Chew, en læreruddannet fyr fra Singapore, som var leder af engelskafdelingen på en skole i Singapore. Han var meget snakkesalig og havde en hyggelig humor. Vi jokede en del med, at han havde betalt 130 $ for sin tur, som jo er fuldstændig den samme, som vi har betalt 50 $ for! Da vi forhørte os rundt blandt de andre, var priserne meget forskellige med vores som den billigste og Edwins som den dyreste. Edwin mente, at han skulle have en del ekstra services, når nu han havde betalt så meget – som f.eks. frugtkurv på værelset, spa, massage og så videre!! De snyder hvor de kan, de vietnamesere!!

Det er også gået op for mig, at i går, da jeg købte postkort inklusiv frimærker har jeg betalt for 20 frimærker, men i posen ligger der altså kun 10!

Under frokosten kom skibet ud i bugten blandt de mange øer – det var en meget smuk oplevelse, helt overvældende, fredfyldt og fantastisk. Selvom det er overskyet og koldt kan man godt fornemme stedets naturskønne kvaliteter. Hvis her havde været solskin, ville det have været fuldstændig enestående.

Efter ½ times sejlads lagde vi til ved en ø, hvor der var en kæmpestor grotte, som vi skulle se. Vi skulle op ad en masse trapper og kom ind i en lille grotte, som siden blev kæmpe stor og så endnu større!!! Den strakte sig langt ind i klippen og var meget imponerende. Tilbage på skibet blev vi bedt om at klæde om, for nu skulle vi på havkajaktur. Det var sjovt, selvom udstyret lod noget tilbage at ønske. Især redningsvestene var helt ude i hampen, hvilket vi også skrev i evalueringen dagen efter.

Aftensmaden var hyggelig og god, og selvom vi fik mindre mad end andre var der nok til os alle! Jeg (Sidse) er blevet godt snottet, så jeg havde bare lyst til at komme ind i sengen og blive varmet igennem. Rasmus og jeg gik i gang med at lave julerim, som f.eks. ”Hele familien børstede tænder efter julemiddagen, undtaget Rasmus. Han puttede sine i et tandkrus”, og ”Hele familien puttede julegaverne i vaskemaskinen, undtaget Ken. Han trykkede på tænd”. Det var sjovt, og det blev alligevel sent, før vi faldt i søvn.

Sejlads, bus og tog

I dag har været en dag præget af transport! Efter morgenmaden brugte vi god tid på at evaluere opholdet – der var flere ting, som vi måtte påtale!! I selskab med Edwin forfattede vi et par lange evalueringer på de uddelte skemaer. Nu er det så bare om at håbe, at de bliver læst, så andre turister kan få glæde af det.

Båden sejlede tilbage til havnen i Halong City, og da det var for koldt til at opholde sig ude, sad vi inde i salonen og skrev postkort. I Halong City bar vi bagagen over på en restaurant, hvor vi fik serveret frokost – det var nogenlunde den samme, som vi fik i går.

Derefter skulle vi tilbage til Hanoi i den lille bus, hvor det heldigvis lykkedes for flere af os at falde i søvn. I Hanoi blev vi sat af på togstationen, hvor vi fandt et lille helle på en burgerrestaurant midt i storbyens mylder. Her fordrev vi nogle timer med at skrive dagbog, spille, tegne og læse. Og ikke mindst, spise en burger med pommes frites!!

Klokken 20.10 skulle vi afgå fra Hanoi station med nattog til Hue. Vi fandt vores kupeer, to styks med 4 køjer i hver. Efter ikke ret lang tid faldt vi i søvn, på trods af kakerlakker, klamme toiletter og lange sorte hår på lagnerne.

I Hué

Togturen gik fint. Især de mindste i familien sov godt og længe, mens de ældre medlemmer havde en mere omtumlet nat med mange vågne perioder. Briksene var ret hårde, så man mærkede det, hver gang man vendte sig! Oven i er både Ken og jeg blevet meget forkølede, og også maverne har været en smule ramt. Børnene klarer sig meget bedre rent helbredsmæssigt end vi gør!! Til morgenmad spiste vi pomelo og små baguettes, som Anne Mette havde købt aftenen i forvejen uden for Hanoi Station. Det var også muligt at supplere med kaffe og te, for der gik en togstewardesse (hvis man kan kalde hende det!!!) rundt ude på gangen og solgte.

Fremme i Hué blev vi straks tilbudt hotel og diverse former for kørelejlighed fra både den ene og den anden side. Vi havde besluttet at gå, så vi takkede pænt nej MANGE GANGE, for så fik vi også set byen. Vejret var ikke det bedste – overskyet og regn - men det var alligevel en hyggelig tur ned af hovedstrøget, som gik langs den ene side af ”Duftenes flod”. Vi havde taget regnslagene op over rygsækkene, smøget bukserne op og taget regnjakkerne/fleecetrøjerne på, og så vandrede vi ellers derudaf. Efter ½ times tid fandt vi frem til det hotel, som vi havde booket i Hanoi, Holiday Hotel. Allerede på den korte tur fornemmede vi en helt anden atmosfære end i Hanoi. Ikke nær så hektisk, luften var nemmere at trække vejret i og folk var ikke nær så pågående (altså lige med undtagelse ved stationen!). Hotelpersonalet var også langt mere imødekommende og hjælpsomme, end det var tilfældet både i Hanoi og på Halong Bay-turen.

Vi fik straks det ene værelse, hvor vi satte vores bagage. Og så begav vi os ud for at finde noget mad. Lige i nærheden af hotellet var der et lille sted under et overdække, hvor der var opstillet to borde og små skamler i børnestørrelse. Her blev vi enige om at sætte os og se, hvad vi kunne få. Der var kun én ret på menuen: en suppe, hvori der lå små fiskestykker, noget kød af en slags, små kogte vagtelæg, flade, brede risnudler og en masse purløg/toppe fra forårsløg. Den smagte fortrinligt. Det var dog ikke alle børn, der fandt den lige god. regningen lød på 235.000 dong for mad til 8 personer + 3 øl og 6 halvliters vandflasker (70,50 kr.). Øllen var i øvrigt skabt i samarbejde med et dansk bryggeri.

Tilbage på hotellet blev vi enige om kun at blive en enkelt nat i Hué. Vejret opfordrer ikke til mere, og der skulle efter sigende være bedre i Hoi An, som er næste stop på turen. Derfor fandt og bookede vi et hotel og bestilte bustur til i morgen kl. 8.00. I Hoi An skal vi også mødes med Jacob, som ankommer den 24. december. Her skal vi flytte til et andet hotel, som vi har bestilt hjemmefra.

Bagefter gik vi af sted for at finde Kongebyen, Den forbudte By, hvor kongerne i Vietnam har boet mellem 1802 til 1945, indtil at den kommunistiske stat blev udråbt af Ho Chi Minh. Undervejs blev vi igen råbt an – folk kan ikke forstå, at vi gider at gå, når vi bare kunne tage en ”cyclo” eller en taxa!! Der var sågar en fyr, der påstod, at Den forbudte By lukkede tidligt i dag, fordi det var søndag, men at han gerne ville køre os rundt og se Citadellet og andre interessante steder i Hué. Vi var lige ved at tro på ham – men fik så kigget på åbningstiderne i vores bøger og kunne se, at der først blev lukket kl. 17.00. Endnu en snydepels, altså, dem er der bare mange af.

Selve kongebyen må have været umådelig flot engang. Den er med på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, men meget af den lå i ruiner, fordi den blev brugt som forskansning under Vietnamkrigen. Også krigen mod franskmændene fra 1945 til 1954 var hård ved byen. Man var i gang med noget restaureringsarbejde, som forhåbentlig vil bringe noget af byen tilbage til sit oprindelige udseende. Men man kunne sagtens fornemme, hvilken storhed, der har hvilet over stedet engang. Bygninger, søer og mure lå på et meget stort område midt i Hué by, med en næsten 10 km lang mur rundt om. Stilen mindede meget om kinesiske pagoder og templer, og der var også skulpturer af løver, som dog var lavet af plastic, viste det sig!

På vej hjem fra besøget i kongebyen fandt vi en restaurant, hvor vi sad på en balkon på 1. sal med udsigt til et ret stort vejkryds i byen…! Maden skulle være ”avesome” ifølge Lonely Planet – den var også god nok, men ikke særligt specielt fantastisk, og vi måtte vente på den i MEGET LANG tid. Og så var portionerne ret så små!! Vi var omkring en bagerbutik på vej hjem, så vi hyggede os med kager, kaffe, kakao og te på værelset – i selskab med Iqbal Farooq og den forsvundne julepynt i København (som bogen bl.a. handler om)!

Til Hoi An

Her til morgen skulle vi med bus til Hoi An. Vi blev trætte af det evindelige regnvejr! Nu håber vi så på, at vejret er bedre længere sydpå – selvom det kun er godt 100 km. En bus skulle hente os kl. 8.00, så vi var tidligt oppe for at gøre klar, spise morgenmad og checke ud. Men men men – bussen kom ikke, vi ventede og ventede. Først kl. 9.00 kom der så en taxa og hentede halvdelen af os. Senere kom den tilbage efter resten. Vi blev kørt til busstationen, hvor vi skulle med en rutebil til Hoi An. Den var heller ikke klar, så først kl. 9.45 kørte vi af sted.

Turen gik fint, vi kørte over nogle pas, hvor der var en formidabel udsigt ud over landskabet og bugten. Vi kørte igennem små byer, bl.a. i La Cau, hvor vi gjorde holdt for at proviantere og strække ben. Toiletterne var ok – vi har efterhånden set det der var meget værre – ståtoiletter, som ikke kunne trække ud, ingen toiletpapir (hav altid en rulle i rygsækken!) og en øse med vand og et trug med mere til at skylle hænderne i (så er det godt med den bakteriedræbende gelé!). De allestedsnærværende sælgere var også her – så vi endte med at købe nogle armbånd.

Vel ankommen til Hoi An blev vi på hotellets regning kørt fra stationen. Også her var der regnvejr, så det var ikke helt vildt opmuntrende! Dog var der pool på hotellet – så selvom det var ret så koldt, måtte børnene, efter frokost i hotellets restaurant, have en svømmetur. Det blev kun lige til en dukkert, for det var tænderklaprende koldt.

I løbet af eftermiddagen nåede Anne Mette og jeg lige en tur ud på gaden for at se skrædderne og skobutikkerne an. Vi havde hørt, at Hoi An er stedet, hvis man vil have syet tøj og sko. Og jeg skal da lige love for, at det ikke er en overdrivelse! Det vrimler med skræddere – ca. hver anden butik sælger skræddersyet tøj, og man kan ikke gå på gaden, før der er nogen, som råber ad én og vil sælge. Vi havde taget tøj med hjemme fra, som vi gerne ville have syet, og billeder af tøj og sko, som vi kunne tænke os. Så vi prøvede at finde noget stof, som ville kunne du til noget af det. Faktisk en ret uoverskuelig opgave, når det kommer til stykket!! Vi endte med at bestille et par støvler i en knaldrød – lange med høje hæle, i skind og med lædersåler. Så ville vi afvente og se, hvordan de blev. Og hvis de var helt håbløse, ville vi bare kassere dem og lade som om, at det aldrig var sket! 36 dollars skulle vi bøde pr. par. Vi blev målt og målt på alle leder og kanter. Og så var det ellers bare om at krydse fingre – for skeptiske, det var vi godt nok!

Tilbage på hotellet hentede vi familierne for at gå ned at spise aftensmad. Det foregik på en restaurant lige ved siden af skobutikken. Og så ville skæbnen, at lige præcis den slags læder, som vi havde valgt til støvlerne, ikke kunne fås. Tin, indehaveren af butikken, spottede os, og bad os om at tage med hen på det sted, hvor hun skulle købe skindet til støvlerne. Så efter aftensmaden hoppede Anne Mette, Sofie og jeg op bag på et par scootere/motorcykler, som de to piger i butikken havde. Det var spændende at komme med ud på lageret – det var nogle lækre stykker skind og læder, de havde. Så vi blev helt fyr og flamme og var sikre på, at det nok skulle gå godt med støvlerne.

Ken og børnene ventede på os, og så gik vi tilbage til hotellet og havde en rolig aften.

Syning af tøj og sko i Hoi An

Det meste af dagen i dag er gået med at sondere terræn i forhold til, hvilke stoffer der findes og finde ud at få bestilt noget. Det lykkedes i forhold til at få syet en kjole og en tunika til mig, et par bukser til Rasmus, to skjorter til Ken og en kjole til Anne Mette. Så må vi se i morgen, om det er godt. Og så kan vi evt. bestille noget mere. Det er noget forvirrende at agere på dette marked!

Kl. 16.00 skulle vi hente støvlerne, med noget bange anelser!! Men vi blev simpelthen så positivt overraskede!! De var superflotte og faktisk lige som vi havde håbet! Mine i dueblå med rund snude og Anne Mettes i kobberfarvet med flad snude. Fantastisk – så vi var nødt til at bestille et par mere til hver. Plus et par sko til Rasmus, Ken og Sofie og et par høje sko til hver af Anne Mette og mig. Så er det forhåbentlig lige så pænt – det får vi at se i morgen J .

Solen vender tilbage i Hoi An

Efter morgenmaden i dag pakkede vi sammen på værelserne og gik ud på gaden. Vi bor lige i udkanten af centrum af byen, hvilket også kan høres på larmen. Værelserne vender ud mod gaden, og der er ikke meget støjsikring! Man kan høre, når folk taler sammen på gaden, selvom vi bor på 2. sal. Vi skulle til ”fitting” hos skrædderen, hvor vi skulle være kl. 10.00. Vi var inde ved markedspladsen i god tid, så vi nåede at se frugt, grønt og kødmarkedet, hvor der kun var vietnamesere. De var ikke helt glade for at have os gående rundt – mange af dem lignede nogen, der mente, at vi skulle gå derhen, hvor de sælger t-shirts! Der var også levende dyr på markedet: smågrise, høns, kalkuner, ænder. Denne del af markedet foregik ved bredden af floden, i mudder og pløre, ovenpå de foregående dages regnfulde vejr. Der lugtede ikke særlig godt, så vi begav os ret hurtigt videre.

I øvrigt ser vejret fint ud i dag. Der er klaret op og er blevet lunere. Så vi håber på at kunne komme til poolen i eftermiddag, når vi har fået flyttet alt vores habengut ud til Hoi An Trails Resort, det hotel, som vi har booket hjemmefra til juleaften og som skulle være lidt bedre.

Fittingen gik fint – Ken var meget tilfreds med sine skjorter, og jeg syntes også, at tunikaen var ok. Den skinnede lidt mere, end jeg havde regnet med. Men den var alligevel pæn. Anne Mettes kjole skulle sys noget ind. Den var lidt ”teltagtig”, men det var ikke noget problem, sagde den lille søde skrædder. Rasmus var glad for sine bukser, og ville gerne have endnu et par. Vi andre fik også bestilt nogle flere ting: Ken en skjorte mere, Anne Mette en bluse og en kjole mere, jeg en bluse, en anden bluse og en jakke, og Sofie, som gerne ville have to jakker.

Imens vi klare alt dette – ja, fittingen var forsinket, tingene kom drypvis indtil kl. 11.30 – sad vores skønne unger bare og spillede kort og hyggede sig ved et bord i butikken/hallen! De er godt nok tålmodige og nemme at have med – hvor er det dejligt!!

Vi skulle checke ud kl. 12.00, så Ken og Anne Mette blev kørt til hotellet af skrædderens mand og en kusine på deres motorcykler for at klare det. Bagefter kom de tilbage, så vi ikke behøvede at få stress. På vej tilbage mod hotellet fik jeg hentet en anden kjole, som jeg har fået syet: en kopi af min yndlingssommerkjole, en pink/rød elastisk ting, som jeg har slidt helt op. Det var ikke muligt at få samme design i stoffet, men modellen har jeg i hvert fald fået lavet. Den var også pæn og kostede kun 16 dollars – nu håber jeg så bare, at jeg bliver lige så glad for den, som jeg har været for den røde.

Efter et stop på vejen med frugtdrinks blev vi på hotellet hentet af en bus fra det nye hotel. Nu stod solen højt på himlen, og det nye sted tog sig fuldstændig dejligt ud, med lækker pool, massage, manicure mv., fitnessrum og lækkert interiør på værelserne. Her skal vi tilbringe de næste to døgn; jeg tror faktisk ikke, vi kommer ret meget ud!! Jo, måske lige, når vi skal ind til byen og hente vores nye tøj og sko!

Vi gik straks til poolen og brugte nogle timer der. Kl. 17.00 kørte vi med hotellets shuttlebus tilbage til byen (det nye hotel ligger tæt på havet, men ca. 3 km. fra byen), for vi havde en aftale om at hente sko mellem kl. 17 og 18. Og det var heldigvis en ligeså glædelig overraskelse sidst! Dog var Ken ikke helt tilfreds med sine sko – de var lidt for ”sommerskoaftige”, syntes han. Og dermed mener han, at komforten i skoen lader noget tilbage at ønske, blot med en lædersål og intet indlæg. Rasmus har fået ruskindssko, Sofie et par sølvsko, og Anne Mette og jeg røde støvler og et par sorte sko med hæl. Inden vi kom ud af butikken havde vi bestilt endnu et par støvler…….!! Og Mikkel og Thomas ville simpelthen også så gerne have et par. Så de bestilte et par basketstøvler hver. NU må det altså også være nok!! Selvom det er svært at lade være! Men hvor skal vi dog have alle de støvler og sko?

Da vi skulle aftale prisen endte det med, at vi bad Tinh, skobutikkens ”bestyrer”, om oveni at give Mikkel, Rasmus, Christian og Thomas en motorcykeltur, for det ville de rigtig gerne prøve. Sofie prøvede det den anden aften, da vi var ude og se på læder. Så det fik de – de kom op bag på hver sin motorcykel, med Tinh som chauffør på den ene og Linhs mand, butikkens ejer, som den anden. Børnene var rigtig glade bagefter – især Christian, han var helt høj!

Herefter fandt vi et sted at spise, hvor det med vanlig vietnamesisk ineffektivitet tog rigtig lang tid at få maden serveret, det kom drypvis, sådan at Sofie først gik i gang med sit, da vi andre færdige – og der blev ikke ryddet af bordet, så da desserten kom måtte vi flytte godt og grundigt rundt på tallerkener og fade. Nå – det smagte godt, og det er jo et plus.

Tilbage på hotellet var det sengetid for de fleste – Anne Mette og jeg måtte dog lige øve lidt ”juledans”, hvilket inkasserede noget tyssen fra nogle af de andre gæster – ups!!

Juleaften

I aften er det juleaften!! Jacob kommer, og vi skal hygge os alle sammen! Det er bare dejligt, og vi ønsker jer alle sammen i snedækkede Danmark en rigtig glædelig jul!! Vi skal deltage i et festarrangement her på hotellet – der er noget underholdning og en buffet, og julemanden kommer med gaver til børnene. Det skal nok blive hyggeligt. Og så har vi jo vores eget lille indslag, med pakkeleg og juledans. Vi glæder os!

Dagen i dag kommer til at gå med fitting, pool og modtagelse af Jacob. Og så bliver alle vores sko og støvler leveret til hotellet kl. 17.00. Bare de ikke fylder alt for meget!

Senere….!

Heller ikke på et godt firestjernet hotel som dette kan man få lov at sove længe! Håndværkere er i gang fra tidlig morgenstund – kl. 6 stykker – og larmer lige uden for vores vinduer. Og hvilke håndværkere! Her på vores værelse er der et par eksempler på, at uddannelsen nok ikke varer 3-4 år, ligesom derhjemme! F.eks. er døren ind til badeværelset vendt omvendt, sådan at den kun kan låses udefra. Brusekabinen er pilutæt, og toilettet har problemer med at trække ud. Men, det er smådetaljer. Det er bare skønt at der ikke er kakarlakker, og at der belysning ved sengene.

Ellers havde vi en supergod og hyggelig dag i går. Efter morgenmaden var vi i poolen et par timer, hvorefter vi i familien Buch Andersen tog shuttlebussen ind til centrum af byen. Familien Futtrup/Skjøde skulle til Danang for at hente Jacob i lufthavnen. I byen afhentede vi en kjole til Sidse og gik til fitting hos den anden skrædder, som er den, der har fået den ”store” ordre! Og her blev vi ikke skuffede! Det var rigtig pæne ting, de havde syet, og det var kun småting, der skulle ændres. F.eks. var ærmerne i jakken en smule for korte, og forstykket på en af bluserne skulle gøres mindre. Det tog ikke så lang tid, så vi var hurtigt videre. Vi fandt et sted, hvor vi kunne købe papir, og så gik vi lidt rundt og kiggede.

Vi gik turen på nogle kilometer hjem til hotellet. Undervejs kom vi forbi skræddere, skobutikker og de sædvanlige små gadebutikker med vand og snacks. Efterhånden som vi kom længere væk fra centrum tyndede det ud, og der dukkede også butikker beregnet for de fastboende op. På et tidspunkt kom vi forbi et konditori, som vi lige slog et smut indenfor. De havde en montre med en masse julekager – det vil sige, noget lagkage, som var arrangeret og pyntet på de mest outrere og kitchede måder. Med julemænd, krybbespil, lyserøde julegrise, snemænd, juletræer og så videre på. Vi blev enige om at købe en af dem og overraske Jacob. Der var et sted foran på kagen, hvor man kunne skrive en hilsen. Så vi fik en af de ansatte til at skrive ”Velkommen Jacob”. Og så var det ellers om at komme hurtigt hjem, for der var ret varmt der i eftermiddagsheden.

Ved 16.00-tiden kom Anne Mette og børnene så hjem med Jacob. Det var dejligt at se ham igen, og han var også én stor strålende sol, glad for endelig at kunne slutte sig til os. Vi fik arrangeret med tallerkener og kaffe, og så overraskede vi med kagen – det skønne syn!! Den var simpelthen så overdreven, den kage, så man næsten ikke kunne lade være med at synes, at den var fantastisk!! Den smagte også ok, faktisk! Men et stykke til hver var nok. Den var pyntet med noget, der mindede om hvid guf, som ikke smeltede eller noget, men bare holdt på formerne. Gad vide hvilke syntetiske stoffer det indeholdt?

Klokken fem havde vi aftalt, at skodamen Tinh skulle komme med fodtøjet, men tiden gik, og hun dukkede ikke op. Så børnene og Jacob gik i poolen, mens Ken pakkede gaver ind, og Anne Mette og jeg øvede vores juledans. Kl. 19.00 skulle vi til at gøre os klar – og Tinh var endnu ikke kommet! Efter et telefonopkald gik det op for os, at hun troede, at vi ville komme ind i butikken kl. 17.00, og at hun så derefter ville aflevere sko og støvler her på hotellet. Nå, sådan kan det jo gå. Men hun kom lige derefter, og kørte to omgange for at have det hele med. Hun er simpelthen så sød, så vi gav hende gode drikkepenge.

Kl. 19.30 gik julearrangementet på hotellet i gang. Og hvis man ikke skulle være med, ville man ikke kunne have undgået det alligevel. For musikken var høj og gennemtrængende, og det er sådan, at vores værelser ligger lige op af pubben og restauranten. Så vi var med på det hele. Det hele startede med velkomstdrik og underholdning fra en scene: personalet sang og dansede i forskellige afarter. Desværre var der gang i en røgkanon, som røg så meget, at det til tider var svært at se de optrædende! På et tidspunkt blev alle børn bedt om at komme op på scenen, og så uddelte julemanden gaver til alle. Det var en pose M&M’s, som faldt på et tørt sted – børnene har stort set ikke spist slik på denne tur.

Først kl. 21.00 skulle vi spise: en stor buffet med mange forskellige retter, hovedsageligt asiatiske, men også nogle vestligt inspirerede retter som stegt kalkun og muligheden for at få grillet koteletter, kødspyd, rejer og fisk. Det smagte godt, men vi blev desværre alt for hurtigt mætte! Arrangementet kostede 30$ pr. næse og halv pris for børnene, og vi havde fået indtryk af, at det var inklusiv drikkevarer. Men det var det ikke….!

Nå, børnene var ved at være trætte. Så vi hentede gaverne og gik i gang med pakkelegen. Det gik over stok og sten, følelserne var uden på tøjet, og nogle scorede mange flere gaver end andre. Men sådan er spillets gang jo. Bagefter byttede vi og forærede hinanden gaver fra egen høst. Nu var klokken blevet 23.00, så vi gik tilbage til værelserne og linede op til dans. Vi fik dansen klaret – næsten uden fejl!! Og det var rigtig sjovt. Vi snakkede en del om, hvordan det mon gik derhjemme, hvad de lavede lige nu og hvordan vi plejer at fejre jul. Det var en rigtig hyggelig aften.

Afslapperdag

I dag har vi mest af alt slappet af. Efter morgenmaden gik vi til poolen, hvor vi bl.a. snakkede en del om, hvad vi skal her fra. En af mulighederne er at tage op i højlandet, hvor der bl.a. ligger en by, der hedder Buon Ma Thuot. Der kan man besøge en nationalpark, komme på trekking, ride på elefanter og sejle. Så det er nok det, vi vil satse på.

Ved tre-tiden begav vi os af sted mod byen – det tager ca. 45 minutter at gå derind i ”turisttempo”! I byen skulle Anne Mette og jeg først til fitting – men Na var der ikke, så vi aftalte at mødes ved 19-tiden i stedet. I stedet gik vi en tur rundt i byens markedsdel og den gamle by, som er utrolig charmerende og pittoresk. Hen under aften fandt vi en restaurant, hvor vi kunne sidde på balkonen og kigge ud over floden.

Maden her var rigtig lækker – vi fik grillet tun i bananblade med grøntsager og ris til – og børnene? Ja, de havde pizza på menukortet…..! Kun Rasmus er meget villig til at spise vietnamesisk mad, om ikke andet, så tager han lige en cao lau (en særlig afart af nudelsuppe her fra Hoi An) til forret! Vi er ellers ret enige om, at vi er en smule skuffede over maden her i landet. Den er meget fed og smager ikke af så meget. Dog er maden blevet bedre, jo længere sydpå vi er kommet.

Klokken lidt i 19.00 forlod AM og jeg selskabet for at sætte kursen mod Hugo II og Na. Alt tøjet var nu færdigsyet; men der var STADIG nogen detaljer, som ikke var i orden! Det værste var, at den kjole, som AM har bestilt til sin mors 70 års fødselsdag, slet ikke lever op til forventningerne. Men Na lovede at rette til og gøre ved, så vi håber det bedste.

AM og jeg gik tilbage til hotellet efter et kort besøg i et tempel. Børnene, Jacob og Ken var allerede i poolen, da vi ankom.

Efter morgenmaden tog vi i dag til stranden. Der var en smule overskyet, da vi ankom, men efterhånden klarede det op og blev rigtig varmt. Så efter et par timer vendte familien Futtrup tilbage til hotellet, mens vi blev en times tid længere. På vejen hjem spiste vi frokost og traskede i mageligt tempo hjemad. Så vi var først tilbage på hotellet kl. 14.30.

Lidt senere tog jeg med AM, Jacob og børnene ind til Hoi An for at finde en travel agent. Vi skulle have styr på resten af rejsen – vi skal jo videre i morgen! Alle fly var fully booked, så vi havde lidt bange anelser! Men det gik over al forventning: vi aftalte at tage en natbus fra Hoi An til Nha Trang med afgang fra Hoi An kl. 18.00 den 27. december med ankomst kl. 6.00 mandag morgen. Det er en liggebus, og på billederne så det ret fint ud. Herfra går turen videre i en anden bus kl. 09.30 mod Buon Ma Thout, hvor vi ankommer kl. 13.30. Vi bliver så i bjergbyen to overnatninger, hvorefter vi tager et fly til Ho Chi Minh City om aftenen den 30. december. I Ho Chi Minh City er det så planen at bestille en tur til Mekongdeltaet på en 3 dage. Det var en lettelse at få styr på rejseplanerne, og vi takkede den meget effektive og søde pige, som hjalp os med det hele.

Herefter mødtes vi med Ken og drengene, og vi gik igen mod fitting – nu er vi altså snart ved at have fået nok af det!! Især, fordi der endnu engang var nogle problemer med tingene!! Na ville få det ordnet og komme til hotellet kl. 21.30 i aften.

Derefter stod den på aftensmad og hjemtur til hotellet, hvor jeg, Anne Mette og Sofie fik lavet pedicure og manicure – det var ren luksus! Kl. 21.30 præcis dukkede Na op, vi godkendte tøjet og betalte. Efter en drink i hotellets bar gik vi i seng.

Afgang mod højlandet

I dag er det store pakkedag!! Det bliver spændende at se, hvordan vi får pakket alle vores nyerhvervelser ned i taskerne! Vi skal være ude af værelserne kl. 12.00, men vi har fået lov til at blive på hotellet, til vi skal videre i teksten. Planen er så at spise sen frokost og købe noget frugt og brød, som vi kan spise i aften i bussen. Jeg håber turen bliver OK. Det er mange timer at skulle tilbringe i en bus!

Senere…!

Dagen er gået fint med afslapning ved poolen i nogle timer, inden vi gik over gaden for at spise frokost på en hyggelig restaurant på pæle med udsigt over floden og med stole og borde i bambus. Inden vi nåede så langt fik Anne Mette og jeg en manicure – spøjs oplevelse.

Vi ankom til centrum af Hoi An kl. 17.20 og kunne lige nå at løbe ned for at proviantere. Vi købte noget frugt til turen. Så kom bussen, og vi kravlede ind. Vi fik overetagen i bagenden og satte os til rette i nogle gamle, vaklevorne sæder, som kunne lægges ned. Det var sådan set OK – men nogle af sæderne vippede op og ned helt vildt, og da chaufføren kom ud på hovedvejen troede vi, at nu blev det godt. Men desværre var vejen fyldt med bump og huller, også på de lange stræk. Så vi blev godt og grundigt vippet igennem og udsat for nogle stød, så vi ville ønske, at selerne på sæderne virkede! Jeg havde fået pladsen bagerst sammen med Rasmus, Mikkel, Christian og Thomas, så der gik nogle timer, hvor det handlede om at sørge for frugt, kiks og diverse andre fornødenheder. Heldigvis faldt Mikkel, Christian og Thomas i søvn lige før midnat. Det var også på dette tidspunkt, at vi stoppede på et meget mystisk sted – en slags kombineret toilet og restaurant, som var halvt færdigbygget og meget interimistisk. Menukortet bestod mestendels af nudler, og så kunne man købe forskellige kiks, chips, frugt og drikkevarer. Det var nok et dejligt sted ved højlys dag, for det lå lige ud til havet, som man kunne se fra balkonen. Efter stoppet faldt vi alle i søvn – og efter en bumpende og ikke god nat kørte vi ind i Nha Trang kl. 6.00 næste morgen.

Turen til Buon Ma Thuot
Vel ankommet til Nha Trang opmagasinerede vi vores bagage ved det travel agency, hvortil bussen havde læsset os af, og så gik vi ned af gaden for at finde noget morgenmad. Vi endte på en lille snask, som var fyldt med lokale. Menuen bestod af nudelsuppe, som de fleste af os fik. Anne Mette gik af sted efter flutes til dem, som ikke havde lyst til suppe. Efter morgenmaden traskede vi ned af hovedgaden mod kysten, hvor vi lige nåede at soppe lidt. Det var allerede ret varmt her klokken 8.00 om morgenen. Kl. 8.30 skulle vi være tilbage ved travel agency’et, fordi vi skulle videre med en ny bus kl. 9.30. Det hele gik som planlagt, og vi blev kørt til busstationen, hvor vi skulle over i endnu en ny bus.

Turen til Buon Ma Thuot gik over stok og sten i en lille 16-personers bus. Mikkel og jeg sad på forsædet, så det var noget med at lukke øjnene en gang imellem. Det er utroligt, at der ikke sker flere ulykker, sådan som de kører!! Vores chauffør brugte hornet og speederen meget mere end han brugte bremsen! Men udsigten op i højlandet var helt fantastisk! Det var en flot tur, når det var muligt at abstrahere fra kørslen. Grønne bjergsider med rismarker, cashewnødder, kaffetræer og maniok. Små byer og børn i vejkanten på vej hjem fra skole. Masser af motorcykler her også.

Ved ankomsten til Buon Ma Thuot havde vi troet, at der ville stå en horde af hotelfolk, som ville tilbyde os at overnatte på netop deres super-duperhotel! Ligesom det var tilfældet i Hue og i Hoi An. Men sådan var det ikke. Så vi hyrede to taxaer, som kørte os til et lille meget lidt mondænt hotel centralt beliggende i byen. Anne Mette og jeg gik ind og checkede standarden – den var da ok, så det tog vi. Det kostede kun 75 kr. pr. værelse pr. nat, så det var til at holde ud.

Efter indcheckning gik vi af sted for at udforske byen. Her var helt klart ikke mange turister, og det eneste mad vi kunne finde var en lokal snask, hvor den allerede tilberedte mad med ca. 10 forskellige retter stod i en disk ude ved vejen. Her fik man udleveret en tallerken med ris, og så kunne vi selv vælge, hvilke retter vi ville have oven på. Det smagte meget lokalt!!! Men vi blev mætte, hvilket var det vigtigste. Mens vi sad der var det lidt lige som at være udstillet i zoologisk have!! Folk kiggede og snakkede, og de få der kunne et par ord på engelsk, spurgte, hvor vi kom fra.

Bagefter gik vi videre ned af vejen for at finde et rejsebureau, som kunne hjælpe os med at arrangere en tur i området. Det lykkedes, og ret hurtigt fik vi styr på det. Vi bliver hentet kl. 8.00 i morgen tidlig for at køre til vandfald, minoritetslandsby, elefanttur, kanotur og nationalpark. På vej tilbage til hotellet kom vi igennem det lokale marked, hvor der blev solgt diverse fornødenheder til dagen og vejen. Bl.a. alskens slags grøntsager og frugter, kød, fisk og skaldyr i alle afskygninger. I en skål lå der også nogle bagbundne frøer, klar til at blive ristede. På markedet var mennesker meget nærgående overfor børnene, især Christian, Sofie og Mikkel var udsatte – folk prikkede til dem, holdt fast i kinden, tog om dem og satte krabber hen i ansigtet på dem. De syntes absolut ikke, det var sjovt. I det hele taget er Christian meget træt af hele tiden at være mål for andres opmærksomhed. Han bliver vred så snart nogen prøver på noget. Og lige her, i Buon Ma Thuot, er det åbenbart særlig slemt; men vi har heller ikke set mange andre, som ikke har sort hår – en enkelt familie og en albino er det blevet til!

Resten af dagen (der var ikke så meget tilbage!) gik med at finde et hotel i Ho Chi Minh City på www.asiarooms.com . Problemet var, at strømmen med jævne mellemrum gik på hotellet, så alt hvad vi havde gang i måtte starte forfra igen – surt. Men det lykkedes – vi bestilte værelser på et gammelt, øjensynligt lækkert hotel til en pris, som måske nok ligger lidt over, hvad vi havde regnet med. Men sådan blev det nu – det er vel Nytår!!

I Buon Ma Thuot og omegn

Her til morgen kom rejsebureaufyren og en chauffør som aftalt og hentede os på hotellet. Og allerede kl. 8.15 gik vi rundt i en Ede-landsby, som lå i udkanten af Buon Ma Thuot. Det lod til, at alle sov stadigvæk, for der var ingen mennesker. Byen bestod af en masse langhuse på pæle, hvor 3-4 familier bor i sammen, fortalte vores chauffør. Der var pyntet op til jul med krybbespil og stjerner, så vi blev enige om, at de måtte være kristne. På en gårdsplads foran et af husene lå der en masse brune kugler spredt ud over jorden. Det viste sig at være kaffe, som lå til tørre. Når en kugle blev delt kunne vi godt se, at det var kaffe. Hele risteprocessen manglede, så de hverken lugtede eller smagte af kaffe. Vi så et par enkelte mennesker i byen, bl.a. i den shop, som enhver turistattraktion med respekt for sig selv må have. Butikken solgte kunsthåndværk, som beboerne selv havde fremstillet, bl.a. musikinstrumenter og tøj syet af stof, som de selv havde vævet. Også diverse punge og tasker kunne man købe. Stilen var indiansk, blev vi enige om. Ede-folket er én af 54 minoriteter i Vietnam, og deres udseende er hen ad polynesisk. Vi havde læst i guidebøgerne, at minoriteterne i højlandet er de mest fattige i Vietnam; men i denne landsby så folk ikke ud til at lide nogen nød. Godt nok kostede tingene i butikken næsten ikke noget, men alligevel lå der bag hvert langhus et større muret hus. Så vi blev enige om, at det nok gik ok med kaffeproduktionen.

Næste stop på turen var et vandfald, der hed Dray Nur. Vi kørte et godt stykke tid ud på landet, først på asfalteret vej og senere på en smal, bumpet grusvej. Fremme gik vi en tur langs floden og så det imponerende vandfald. Vi gik over en noget vakkelvorn hængebro og fandt et sted at bade. Det var dejligt svalende at blive dyppet i det kølige vand, selvom det ikke var det mest indbydende. Det var noget uklart og bunden stenet.

Efter vandfaldet blev vi kørt tilbage til Buon Ma Thuot for at spise frokost på et hotel – et statshotel, som så ud til at stamme fra 60’erne eller 70’erne. Vi var de eneste gæster, så vi sad i en kæmpemæssig hal med meget højt til loftet og fik serveret den ene ret efter den anden. Det var mad i traditionel vietnamesisk stil: en suppe til at starte med, hvorefter der løbende kom tallerkener med små retter ind, bl.a. en dampet reje til hver, svitset oksekød med noget sødt brød til (?), dampede grøntsager med cashewnødder m.m. – selvfølgelig med ris til.

Om eftermiddagen blev vi kørt til Ho Lak, Lak-søen, som ligger syd på for Buon Ma Thuot. Her var vi først på en times elefantridning, og siden fik vi en sejltur på søen i nogle udhulede træstammer. Det var meget hyggeligt og afslappende. Ved 16.30-tiden blev vi kørt til et resort ved søen, hvor vi havde fået at vide, at der var en swimmingpool. Så børnene var helt klar til at hoppe i; men det blev ikke helt, som vi havde håbet, for vandet var grumset og så beskidt ud. Så de måtte nøjes med at bade med hovederne oppe over vandet.

Her i området kan der være malaria, så vi var meget påpasselige med at få smurt os ind i myggecreme med tropestyrke! Også på værelserne måtte vi spraye med gift, for de myggenet, der hørte til værelserne, kunne ikke sættes op alle sammen. Der manglede hængsler og dimser til at hænge op i.

Ved 17.30-tiden mødtes vi på Anne Mette og Jacobs terrasse med udsigt over søen. Her nød vi en øl og solnedgangen, som var rigtig flot. Herefter gik vi i samlet trop til restauranten: en stor hal opbygget af store piller overdækket af strå. Her fik vi serveret en middag bestående af en række små retter, som kom ind efterhånden – lidt i stil med frokosten. Det smagte godt; men et par af børnene får en del ”steamed rice” i disse dage!!

Nationalparken Yok Don

I dag skulle vi af sted kl. 8.00 for at køre til nationalparken Yok Don nord for Buon Ma Thuot. Det var en tur på et par timer, så vi nød turen og kiggede ud af bilens vinduer. Vores chauffør kan desværre ikke tale mange ord engelsk, så vi kunne ikke få så meget at vide om de ting, som vi så på vejen. Ved 10.00-tiden drejede vi ind i nationalparkens indkørsel, hvor vi blev mødt af en guide i fuldt udstyr komplet med safarihat, machete og drikkedunk i rygsækken. Og engelsktalende, yes!! Først skulle vi med båd over floden, og på den anden side startede gåturen igennem junglen. Vi havde forventet noget lidt vildt og regnskovsagtigt med fuglelyde, kæmpetræer der lukkede sammen over vores hoveder og muligheden for at se vilde dyr. Og måske var det derfor, at vi var en smule skuffede…….! Skoven var helt tør og gul på vej mod efterår med hovedsageligt busklignende vækster og små træer, og der var ikke et eneste dyr i sigte. På området, som strakte sig over 140.000 hektar, skulle der leve 30-40 leoparder, 10 tigre og et ukendt antal aber, hjorte og geder. Slanger og edderkopper skulle der også bo, men det eneste vi så var en stor ufarlig edderkop, som sad i et stort edderkoppespind. Derudover så vi et par steder, hvor landsbybefolkningen illegalt havde fældet træer. De udfører arbejdet med håndsave for at undgå støj. De store vertikale træer er meget hårde og bliver solgt til brug for husbyggeri og til møbler. Turen foregik på en sti, som var støbt i beton, så Anne Mette var glad for, at hun ikke havde taget sine vandrestøvler med, sådan som hun ellers havde truet med!

Turen varede en time, så allerede klokken 11.00 var dagens program slut!! Heldigvis var det så meningen, at vi skulle til endnu en minoritetslandsby, Buon Thon, som blev beboet af M’nong-folket. Denne by bestod også af langhuse, ligesom Ede-landsbyen, men her var man meget vant til turister. Det vrimlede med souvenirbutikker, og det sjove var, at de alle stort set solgte det samme. Tænk sig, at så mange butikker indeholdt så meget skrammel, som vi overhovedet ikke havde brug for og lyst til at købe L .

Der løb en flod igennem byen, som havde en del mindre flodarme og træer, som voksede ude i floden. Herimellem havde man lavet et kæmpestort hængebrosystem af bambus, som var helt labyrintisk. Efter frokosten, som foregik på et træplateau i labyrinten, gik vi en tur på bambusbroerne. Det var med noget kriller i maven, at i hvert fald én af os gik ud på dem!! Rasmus var ikke med. Han lå og prøvede at komme til hægterne på restauranten, fordi han har haft ondt i maven hele dagen. Vi sad på stråmåtter og spiste ved helt lave borde, hvilket også var ret hårdt især for Jacob. Men maden var lidt af en oplevelse her – det var det samme koncept med en masse små retter, men som tilbehør fik vi noget meget ”sticky rice”, som var blevet kogt inden i en bambuspind (med en diameter på ca. 6 cm). Vi skulle så åbne bambuspinden som en banan og tage risen ud med pindene. Der var en masse lækkert tilbehør til at dyppe risen i – især en blanding af finthakket lemongrass, hvidløg og salt var rigtig god. Vi er i øvrigt alle blevet ret gode til at spise med pinde – også børnene. Det er kun få steder, at vi bliver tilbudt gaffel og kniv, så der er ikke så meget andet at gøre end at fatte pinden!

Tilbage i bilen blev vi kørt tilbage til Buon Ma Thuot, hvor vi tilbragte 1 times tid i et vietnamesisk storcenter: der var nogle få tøjbutikker, som Sofie og Rasmus hurtigt skimmede (der var ikke noget, der faldt i smag!), en boghandel, en børnetøjsbutik og et supermarked. Også her var især Christian meget udsat for berøring og overbegloning – men der var simpelthen heller ikke nogen ligesom os her! I supermarkedet købte vi lidt forskelligt – de har mange ting, som vi ikke ved hvad er, men f.eks. har de tilbehør som wasabi og tang til sushi til meget rimelige priser. Buon Ma Thuot er centrum for kaffedyrkning i Vietnam, så vi købte også noget af den lokale kaffe.

Vi skulle flyve fra Buon Ma Thuot til Ho Chi Minh City, og efter lidt ventetid i lufthavnen (hvor Rasmus i øvrigt fik tømt mavesækken, som straks gjorde ham bedre tilpas J ) gik flyveturen nemt og smertefrit.

I lufthavnen i Ho Chi Minh City fandt vi et par taxaer, som kørte os til centrum af byen og vores hotel Rex. Vi har siden vi bestilte hotellet fundet ud af, at det vist er et meget kendt hotel, som ligger totalt centralt i byen. Det er afbildet i vores guidebøger og fremhævet som ”det kendte hotel”. Hvorfor det er kendt melder historien dog ikke noget om!!

Men det er da godt nok helt sikkert, at hotellet levede op til vores (især børnenes) forventninger! Det er et 5-stjernet hotel, og den lille tak op ad i forhold til hotellet i Hoi An kunne man mærke i værelsernes lækkerhed og de små ting som at der et totalt lækkert fitness-rum, to pools på toppen af taget, at der er mundskyllevand og vaskemiddel på badeværelset og frugt og chokolade til fri afbenyttelse. Vi fik et værelse til hver familie, som var lidt suite-agtige. Her skulle vi nok kunne nyde det nogle dage, blev vi enige om!

Aftenen gik med bad og afslapning, og mad udefra, som den sædvanlige delegation Ken og Anne Mette hentede. Herefter sov vi godt i vores lækre senge med rigtige bløde puder – første gang på hele ferien, at puderne ikke var tykke store skumgummipuder – skønt!!!

I dag sov vi til kl. 7.30, for vi skulle nå morgenmaden på dette enestående hotel – den lukkede allerede kl. 9.30. Man kunne godt bruge rigtig længe på den morgenbuffet – der var alt lækkert man kan tænke sig, selv ost, som vi stort set ikke har spist i en måned nu! Her var et stort udvalg af alt, frugt, juice, croissanter, kager, brød, pålæg, yoghurt, diverse asiatiske specialiteter som f.eks. den selvskrevne nudelsuppe - ja, selv karamelbudding kunne man vælge at spise til morgenmad!

Efter morgenmaden var det pooltid og afslapning. Vi brugte et par timer og derefter brugte de voksne en times tid i motionscentret. Herefter var det tid til at gå på opdagelse i Saigons storbyjungle – og hvilken jungle!!

I første omgang ville vi ”lige” gå ned til en gade, hvor der skulle ligge en del travel agencies, så vi kunne få styr på den tur til Mekongdeltaet, som vi gerne vil på om et par dage. På kortet var der ikke mange hundrede meter derhen. Men i den virkelige verden så det helt anderledes ud. For det første var det næsten umuligt at krydse vejene. Hvis der var mange motorcykler i Hanoi, så ved jeg ikke, hvad man skal kalde det her. I hvert fald noget med kaos, udstødningsgas, ”lad mig komme først” eller sådan noget. Ingen holder tilbage eller tager hensyn til andre. Hvis man vil over gaden må man gå ud imellem alle de motoriserede trafikanter, og så bare håbe det bedste. Med fem børn var det lidt af en udfordring. For det andet var det sværere at finde vejene end vi havde troet. På et kort er det jo nemt nok, men når man står midt i kaos, så er det en anden sag. Så efter vi havde gået et stykke tid ændrede vi strategi og satte i stedet kursen mod ”Genforeningsparken” og Museet for krigsforbrydelser. På vej igennem parken fandt vi et sted, hvor vi kunne få os en drikkepause – der var bagende hedt, så det var tiltrængt. Fremme ved museet var der kun 15 minutter til lukketid. Men vi fik lov at gå ind uden at betale, så vi lige kunne se os lidt omkring. Der var helikoptere, fly, diverse antiluftværnsskyts, tanks, store kanoner, bomber mv. på pladsen foran museet, som vi gik rundt og kiggede på. Ken tog lige en runde inden for, og vi blev enige om, at det nok ikke var noget for de mindste af børnene at komme med indenfor. Vi aftalte at vende tilbage i morgen for at studere museet nærmere.

På vej tilbage til hotellet kom vi forbi en restaurant, som hed Miss Saigon. Her aftalte vi at spise, men vi skulle lige ind på hotellet og have bekræftet, at vi kunne blive en ekstra nat. Dette flaskede sig heldigvis, så vi gik af sted for at få noget mad. Uden for restauranten stod der er et par kokke og tilberedte friske nudler. Det så helt vildt ud, det gik ekstremt hurtigt og så meget nemt ud. Men det var det med garanti ikke!

Vi ville alle gerne smage nudlerne, og så fik vi også nogle andre retter som f.eks. kylling med lemongrass, som vi er blevet lidt vilde med. Kyllingen var fileter uden fedt på – det er første gang vi har prøvet det. Normalt er der masser af skind, ben og fedt på, når vi har fået kylling her i dette land. I nogen af de supper vi har fået, kan ”kødfyldet” f.eks. godt bestå af kogt kyllingeskind. Så det var lækkert, og børnene nød det også. Sådan en gang nudler med hakket kød var lidt i stil med pasta og kødsovs, så det faldt vældigt i smag. Til gengæld var det en dyr middag i forhold til, hvad vi er blevet vant til at betale. Men vi bor altså også i den dyreste del af Saigon, lige ved siden af alle de dyre mærkevarebutikker og fine hoteller. Marc Jacobs og Cloé har f.eks. butik i hotellets lobby. Så det er nok ikke så mærkeligt, at priserne er høje. Regningen på nytårsmiddagen løb op i næsten 2 millioner dong, hvilket svarer til 600 kr. for os alle ni. Det er det dyreste vi har prøvet endnu, altså hvis vi ser bort fra julearrangementet på hotellet i Hoi An.

Efterhånden var klokken blevet 20.00, og vi gik af sted ud i menneskemylderet og den jule- og nytårspyntede by. Gaderne var pyntet op med tusindvis og atter tusindvis af julepyntede lamper, som især blev tydelige i mørket: store juletræer, snemænd, julestjerner, lyskæder, som hænger fra facade til facade og dækker hele gader. Det er helt vildt, og ord som CO2 og klimaforandringer lader det ikke til man har hørt om her. Gaderne rundt om vores hotel var spærrede af for biler og motorcykler. Så det vrimlede med mennesker, familier, unge og gamle, som alle knipsede billeder af for et godt ord. Det var simpelthen svært at undgå at komme til at gå ind foran nogen, der tog billeder. Og det udviklede sig så til, at flere i selskabet bevidst gik ind foran og var med på manges billeder – spyfotos, som Rasmus kaldte det. Det morede vi os med et stykke tid, samtidig med at vi skulle holde øje med hinanden og holde godt fast i børnene hele tiden. Der var så utrolig mange mennesker, så vi har aldrig set noget lignende. Et sted var der opsat en scene med fire storskærme på, sådan at man kunne se dem fra alle verdenshjørner. Herfra startede der noget underholdning på et tidspunkt, men inden da havde vi fundet en café, hvor vi fik is, kaffe og kage. Vi var tilbage på hotellet ved 22.00-tiden, og hotellet ligger jo som sagt lige på hovedstrøget. Så vi kunne stå på Anne Mette og Jacobs balkon og kigge ud over hele sceneriet. Det var fantastisk. Det blev ved med at vrimle med mennesker, og til en forandring var larmen ikke var dyttende motorcykler, men fra de tusindvis og atter tusindvis af mennesker, som snakkede sammen nede på gaden. Vi stod på 4. sal og kunne følge med i det hele.

På et tidspunkt gik vi i gang med vores nytårsquiz. Vi gennemgik spørgsmålene fra sidste år, og hakkede af hvor mange svar vi havde fået rigtige. Alle mand havde lagt 50 kr. i puljen, så der var 450 kr. at spille om. Det hele endte med, at Mikkel og jeg løb af med sejren – vi havde begge 7 rigtige. Mikkel blev ellevild af glæde. Bagefter skulle vi så lave den nye nytårsquiz, og denne gang blev vi enige om at have to spørgsmål hver. Så det skal blive sjovt at se, om Rasmus bliver karseklippet i løbet af 2010, om vi får en Euroafstemning, om Lyngby får en ny borgmester og om vi også får hvid jul i 2010.

Vi skulle også lige smage på det lokale sprut, som vi havde købt i Buon Ma Thuot. Det var noget risvin ad en slags, som drikkes op af en krukke med sugerør. Ken havde fragtet krukken hertil i sin rygsæk, og heldigvis var der ikke rendt noget ud. Nå, låget røg af og sugerørene fundet frem – det var sugerør lavet ud af bambus, meget autentiske. Men øv – al væden var fordampet, og der lå kun nogle ris tilbage i krukken! Vi hældte lidt vand på, men det var kun Ken, der turde smage på det. Det viste sig, at krukken skulle have været drukket inden 2006 eller sådan noget, og der var desuden en revne i krukken. Så det var ikke så mærkeligt.

Nu nærmede klokken sig efterhånden 00.00 – og vi tog opstilling på balkonen. Vi var noget spændte på, hvad al denne virak ville kulminere i. Lidt længere henne af gangen var der en balkon med udsigt lige op af gaden til storskærmene, så der gik vi hen, med den sovende Christian i armene. Der blev talt ned – og hvad så? Klokken blev 12, og så fes luften ud af ballonen! Der skete ikke mere – folk råbte ikke eller noget, der var ingen fyrværkeri, kort sagt, det var ligesom bare det. Hvilket antiklimaks! Nå, os oppe på balkonen hoppede ind i det nye år og ønskede hinanden godt nytår. Selvom klokken kun var 18.00 hjemme i lille Danmark på dette tidspunkt. Tilbage på værelset nød vi menneskemylderet lidt mere og gik så hver til sit. Vi skal jo tidligt op i morgen igen!

På krigsmuseet

I dag skulle vi have styr på turen til Mekong, og det blev Jacob og jeg, der blev de udvalgte ”turarrangører”. Vi tog en taxa til backpackerkvarteret og fandt hurtigt det rejsebureau, som Lonely Planet anbefalede. Men men men, der var lukket på grund af nytårsaften! Vi kunne komme tilbage den 2. januar.  Heldigvis lå der et andet rejsebureau lige ved siden af, som ikke havde lukket – Sunrise Travels. Så her gik vi ind og forhørte os om mulighederne. Det kunne godt, til en rimelig pris, lade sig gøre at arrangere en tur, som lige passede ind i vores planer. Vi vil gerne hentes kl. 14.00 i morgen, sådan at vi ikke skal skynde os med at komme af sted fra hotellet. Desuden kunne det godt lade sig gøre at splitte selskabet op den sidste dag på turen, altså den 4. januar, sådan at Futtrup/Skjøde-familien kører tilbage til Ho Chi Minh City, mens Buch Andersen-familien kommer over i en anden bus og kører til havnebyen Rach Gia. Anne Mette og Jacob rejser mod Danmark igen den 5. januar efter en tur til Cu Chi-tunnellerne, mens vi, efter en overnatning, tager morgenfærgen til øen Phu Quoq, hvor vi vil tilbringe de sidste dage af vores ferie. Vi har endnu ikke fundet et sted at overnatte, men vi satser på at finde et sted i løbet af den 5., hvor vi ankommer allerede om formiddagen.

Da Jacob og jeg kom tilbage til hotellet nåede vi lige en hurtig dukkert, inden vi alle tog travesandalerne på og gik mod Museet for krigsforbrydelser. Det var en barsk oplevelse at se billederne af børn, som var misdannede som følge af amerikanernes nedkastning af ukrudtgiften ”Agent Orange”, billederne af børn udsat for napalmangreb, torturmetoder i fængslerne og så videre. Det var ikke kun Vietnamkrigen, der var skildret, også forhold fra franskmændenes tid som koloniherrer og egne brutale konger kunne man se. Historien blev selvfølgelig fortalt ud fra en vietnamesisk vinkel, sejrherrens vinkel, og nordvietnameserne blev beskrevet som frihedskæmpere og revolutionære. Rasmus var med inde og se det, og jeg tror, at det nu bliver en helt anden oplevelse for ham at se Vietnam-krigsfilm. Imens de voksne var inde på museet opholdt Mikkel, Christian, Sofie og Thomas sig uden for, og det gik helt fint. De var lige kort med inde og se nogen af våbnene – man behøvede ikke at nærstudere fotografierne på væggen, så det kunne godt lade sig gøre bare at se udvalgte dele af museet.

Efter denne noget rystende oplevelse besluttede vi at køre i taxa hen til det historiske museum og en stor park, hvor der også skulle ligge nogle forlystelser for børn og en zoologisk have. Så hver familie satte sig ind i to taxaer, som så helt normale ud. Men taxameteret kørte lige lovlig hurtigt, blev vi enige om. Da vi nåede frem havde vi kørt i højst 5 minutter, og vi skulle betale 166.000 dong, mere, end vi den anden dag betalte for at blive fragtet fra lufthavnen til centrum af byen, hvilket var en tur på godt en halv time. Så ja, vi blev godt og grundigt snydt. Vi burde nok have brokket os, lige som Anne Mette og Jacob havde gjort, for deres taxa var af samme slags. Men for 50 kr. mente Ken ikke det var umagen værd.

Stedet vi kom frem til var det rene kaos. Tusindvis af mennesker, gaderestauranter, børn og ballonsælgere skabte et virak af den anden verden, som vi ikke syntes vi havde lyst til at være en del af – det virkede desuden som om det var lommetyvenes paradis. Vi nåede lige at overvære en ballonsælger blive overfaldet af de andre ballonsælgere. Det var lidt rystende, så vi skyndte os at gå videre ned imod havnefronten. Vi gik og gik, og nåede til sidst frem. Vi havde læst, at der er mange overfald og tyverier i Ho Chi Minh City, især på havnefronten, så vi passede godt på vores tasker og penge. Der skete dog ikke det mindste, og til sidst gik vi tilbage mod centrum for at finde en restaurant. Det blev et sted, hvor børnene kunne få burgere, og de voksne kunne fortsætte med asiatisk mad. På vej hjem til hotellet gik Anne Mette og jeg en smut ind i et supermarked for bl.a. at proviantere te. Tilbage på hotellet havde Jacob og jeg en aftale med rejsebureaumanden, som dukkede op ved 20.00-tiden for at aftale de nærmere ting omkring turen. Det ser umiddelbart ud til at være ok det hele – vi skal af sted kl. 14.00 i morgen.

Afgang til Mekongdeltaet

I dag stod Rasmus og jeg tidligt op for at nå en times motion i fitness-rummet. Vi mødte de morgenfriske Futtrup-Skjøder, som allerede havde været der i 20 minutter, da vi ankom kl. 6.50. Efter et forfriskende bad gik vi alle op for at spise en ordentlig skudefuld morgenmad. Herefter skulle vi have pakket vores ting, og ved 11.00-tiden var vi klar til at gå en tur ud i byen. Det var primært Bin Thanh-markedet, vi gik efter, og det lå kun 5-10 minutters gang fra hotellet. Mikkel og Christian var i poolen sammen med Jacob og Thomas, mens Ken, Rasmus og jeg var af sted. Det var et marked som de fleste andre, helt lagt an på turister. Det afspejlede priserne i særdeleshed også, og det virkede som om, at det var faste priser. Der var i hvert fald ikke mange, der ville være med til at forhandle. Vi købte ikke meget – kun nogle mandler og to par bukser, blev det til. Da flere af de handlende til sidst tog fat i os og ikke sådan lige ville slippe, blev det for meget for Ken. Han kunne heller ikke klare lugten derinde, så vi vendte om og gik tilbage mod hotellet. Undervejs fandt vi en lille butik med tøj, designet og lavet i Vietnam, som skulle være økologisk og det hele. Her fandt Rasmus en t-shirt.

Tilbage på hotellet fik vi checket ud, og imens vi ventede på chaufføren og turguiden, fik Ken bestilt billetter til flyrejsen hjem fra Phu Quoq Island. Vi har nu besluttet, at vi tager over til Phu Quoq efter Mekong-turen, og tilbage til Ho Chi Minh City den 12. januar, hvorefter rejsen så går direkte mod Bangkok, Frankfurt og Kastrup. Fire flyvninger i træk, det skal nok blive sjovt!

Nå, Long og Tia, som turguiden og chaufføren hed, dukkede op nogenlunde til tiden, og så kørte vi af sted, ud af Saigons heksekedel. Efter en times kørsel ca. ankom vi til et ”Happy place”, som Long kaldte det. Her var der rene toiletter og en hyggelig have, som vi kunne gå lidt rundt i. Long havde på vejen allerede fortalt os en masse om Vietnam og turens program, så allerede nu syntes vi, at turen var en succes. En engelsktalende guide gør simpelthen underværker for oplevelsen. Vi kørte ad hovedvejen, som vi hele tiden har bevæget os på ned igennem Vietnam, forbi små huse og butikker ad en bumpet vej, hvor det kun er muligt at køre mellem 60-70 km i timen, når det skal gå stærkt. Oftest er farten kun 40-50 km i timen, fordi trafikken er så heftig og vanvittig, uden færdselsregler.

Da vi nåede frem til Vinh Long, som var vores bestemmelsessted, tog vi et par tasker med og begav os hen til floden, hvor vi skulle sejle i en båd ud til en ø i Mekong-deltaet. Her skulle vi overnatte hos en ”sweet Vietnamese family”, som der stod i vores program. Så vi var spændte på, hvad der ventede os. Der blev hurtigt mørkt under sejlturen, så det var sådan lidt mystisk at sidde i en åben båd uden lys på og sejle i smalle kanaler med palmer og eksotiske træer hængende ind over floden fra begge sider. Da vi kom frem gik vi ad en mudret, mørk sti frem til det homestay, hvor vi skulle sove. Vi havde nok forventet et ydmygt sted med en familie til at tage imod os, hvor vi kunne tale med dem. Men sådan var det slet ikke. Damen, som bød os velkommen, viste os vores værelser og lod ikke til at bemærke, at vi sagde vores navne. Det hele fungerede som et mindre hotel. Vi havde fået stillet i udsigt, at vi skulle have et mindre madlavningskursus om aftenen og hjælpe med at tilberede vores egen mad. Og jo, det skulle vi da også. Men det gik ud på at rulle nogle forårsruller med noget fyld, som var tilberedt i forvejen, og som vi ikke rigtig kunne finde ud af hvad var lavet af. Nå, det var vældig hyggeligt alligevel, sådan er det jo, når man er i gode venners selskab!!

Værelserne var spartanske men pinligt rene, og det var en fryd at lægge sig på sengen under myggenettet efter en lang dag på farten. Der stod i programmet, at vi skulle sove på stråmåtter, så især Jacob og Ken var lidt betænkelige ved, hvad det nu var for noget. Men sådan blev det så heller ikke – og det var der vist ikke nogen, der havde noget imod!!

Entreprenører i Vinh Long-området

Mekong-deltaet har tilnavnet ”Vietnams risskål”, fordi det er her 60% af Vietnams risproduktion sker. Der kan høstes ris fire gange om året, og ligeledes høstes der et væld af frugter og grøntsager. Markederne bugner med friske og lækre ting, og på vores vej gennem deltaets små kanaler blev vi også enige om, at mange af beboerne ikke så ud til at lide nogen nød. Det er som om, at de er mere velnærede og sunde at se på hernede. Og så smiler de også mere, end de gjorde længere nord på.

På vores tur i båden her til morgen skulle vi til det flydende marked i Cai Be. Her køber og sælger bønder og handlende deres afgrøder, og der bliver købt ind til handlen på markederne både i nærområderne, men også i Ho Chi Minh City og længere oppe i landet. Handlen foregår over bådsiderne, og hvad man har at sælge vises ved at binde den pågældende frugt eller grøntsag op i en bambusstang, som er fastgjort til stævnen. Vi kom af sted fra homestayet lidt over 8.00, så markedet var ved at være slut, da vi kom frem. Vi fik dog et meget godt indtryk af, hvordan det foregår, og i morgen skal vi videre til et andet og meget større flydende marked, forsikrede Long os. Så vi er ikke gået glip af noget.

Bagefter blev vi sejlet hen til et sted, hvor de fremstillede kokosnøddekarameller. Vi smagte dem, da de var helt nylavede og friske, og børnene syntes bare, at de var fantastiske. Så de fik overtalt undertegnede til at købe noget af det friske karamelmasse, hvilket helt klart må siges at være en fejltagelse. Vi fik det rullet sammen som snegle og lagt i en pose, og der gik ikke mange minutter, før det var klistret sammen til én stor klump! Og desuden blev man også meget hurtigt træt af det! Nå, så har vi også prøvet det!

Undervejs så vi også, hvordan de poppede ris og lavede risslik med honning, og hvordan de bruger en tynd rismelsdej til at lave nogle tynde, sprøde rischips. Alle stederne blev der serveret grøn te for os, hvilket var vældig opfriskende. Og så er det også sådan, at vi rigtig mange steder, især på markeder og restauranter, er rendt over store krukker fyldt med slanger, fugle, skorpioner og sågar en abelab nedlagt i en form for alkohol. Det ser spøjst ud, og vi har undret os over, hvad det skulle gøre godt for. Long fortalte, at det skulle være godt for mænds virilitet, og så fik vi alle lov til at smage en tår. Ja, det er ikke noget vi behøver at tage med hjem, i hvert fald, syntes vi alle!

Tilbage på homestayet lånte vi cykler og cyklede en halv times tid. Cyklerne var ikke noget at råbe hurra for, at Mikkel og Christian måtte sidde bag på bagagebæreren. Men det var dejligt at være ude på egen hånd, på cykel igen! Mange mennesker kiggede og råbe ”hello” til os.

Efter frokosten fik vi os alle en lur og et spil kort, og så gik turen via både, der blev staget igennem de lavvandede kanaler (vandstanden falder flere meter, når det bliver ebbe), og siden hen i den større båd, tilbage til Vinh Long. Her gik vi en tur igennem markedet, hvor vi bl.a. så levende slanger og skildpadder, der bliver solgt til restauranterne og spist. Vi ledte også efter mus, for Long har fortalt, at man her i området ynder at spise mus fra rismarkerne som en stor delikatesse. Desværre var der udsolgt. Mus har man kun om morgenen, fortalte Long. Efter gåturen steg vi op i vores ventende bus, og så vi kørte af sted. På turen gik vi i gang med et spil MIG – men allerede efter en times kørsel kom vi til at sidde fast i en kø på vejen. Long meddelte, at denne prop godt kunne vare 2-3 timer, og at vi så ville komme for sent til vores middag, som skulle indtages på en flodbåd. Så vi blev enige om at gå op til færgelejet, som fungerede som flaskehals og var årsag til den heftige kø. Det var en tur med meget trafikos (som næsten al færden udendørs i dette land!), og vi skulle have godt styr på børnene. Men vi overhalede med lethed alle de stillestående biler, mens motorcyklisterne hæsblæsende fór forbi. Det var et smart træk at gå - for der var så mange motorcyklister og knallerter, at vi aldrig havde set noget lignende. Færgeturen varede kun 10 minutter, og på den anden side fik vi fat på en taxa, som kørte os hen til floden dér, hvor båden lå for anker.

Flodbåden viste sig at være en færge i tre etager, fuldt oplyst og med scener med underholdning på alle tre etager. Lydniveauet var så intenst, at vi næsten blev stressede, da vi skulle bestille maden. Vi bestilte lidt af hvert; men desværre var det mad vi fik noget anderledes, end vi havde regnet med. F.eks. var der blæksprutteringe og lever i de stegte nudler med svinekød og grøntsager, og i de stegte ris med æg og grøntsager var der også oksekød og stærk pølse. Det hele havde en gennemgående smag af det samme krydderi. Så det var i det hele taget lidt af en nederen oplevelse, her den sidste aften, hvor familierne Futtrup/Skjøde og Buch Andersen skulle spise sammen. Så måtte vi i stedet drikke nogle øl, så det gjorde vi, og det var faktisk meget hyggeligt, på trods. Det var lige før Anne Mette og jeg gik på scenen og sang Vimmersvej!! Det kunne i hvert fald ikke lyde værre end alle de vietnamesiske karaokesangere. Bagefter kom vi til hotellet, og da vi skulle tidligt op næste morgen gik vi i seng – dog efter et bad, for vi var rigtig snaskede ovenpå denne hektiske dag.

I dag var en ret vemodig dag, for vi skulle sige farvel til familien Futtrup/Skjøde. Vi startede tidligt – med morgenmad kl. 6.00. Vi fik det sædvanlige luftbrød og omelet, og endnu engang måtte jeg tænke på det, som Mikkel har sagt nogle gange i løbet af turen: at når vi kommer hjem, skal det vare længe, før vi igen skal have noget morgenmad med æg. Det troede jeg aldrig skulle ske, eftersom vi alle i familien plejer at elske scrambled eggs og blødkogt æg.

Vi blev hentet af Tia og Long, og så kørte vi den korte tur ned til flodbredden for at sejle ud til det flydende marked i Cai Rang. Markedet er Asiens største og mest autentiske, og ikke bare et show sat op for turisterne. Det er her alle farmerne komme og sælger deres varer, ligesom på markedet i Cai Be, men her er det bare større og mere lagt an på grossister. Det var imponerende at se – og ind imellem var der små både, som sørgede for kaffe og phó, Vietnams udgave af nudelsuppe, til de handlende. Vi var ombord på en båd, der solgte ananas – og købte selvfølgelig også én, uden tvivl til ågerpris (10.000 dong for en hel (3 kr.)). Men så blev den også skrællet og gjort klar til os, så vi bare kunne sætte tænderne i. Og den smagte virkelig godt, lige som al anden frugt, vi har smagt i dette land. Long fortalte, at man kan høste ananas fire gange om året her i Mekong-deltaet. I øvrigt fortalte han også, at man har en to-barnspolitik her i landet. Vi har godt nok også undret os over, at de fleste vi har mødt enten har et barn eller to, eller også er de barnløse. Det er ikke ulovligt at få flere end to børn, men der opfordres til at begrænse mængde af børn. Desuden er det dyrt at have børn, for man skal selv betale for skolegang – også for den grundlæggende uddannelse. Langt de fleste i landet kan faktisk læse og skrive – man regner med, at kun 5-6% er analfabeter. Vi har et par gange oplevet, at nogle har sagt, at vi måtte være rige, når nu vi havde tre børn – og inden Jacob kom, kunne det jo godt se ud til, at Ken havde 5 børn – så det var jo virkelig noget! Der er også meget stor forskel på land og by – i byen vil man helst have drengebørn, og man får uden hæmninger en abort, hvis det viser sig at være et pigefoster. På landet er man glad for både drenge og piger.

Efter at vi havde set, hvordan handlen med frugt og grønt foregår til vands, lagde vi til på den modsatte bred for at se en risfabrik. Vi ankom kl. lidt i 8.00, men der var ingen mennesker til stede. ”De møder først kl. 9.00”, fortalte Long. Det virker helt ulogisk, al den stund at det bliver virkelig varmt midt på dagen, og fordi det indtryk vi ellers har fået er, at folk går tidligt i seng (fordi det bliver mørkt så tidligt) og står tidligt op, gerne omkring kl. 5.00. De ansatte får ½ $ i timen, men arbejder typisk kun 4 timer pr. dag, fordi arbejdet er så hårdt. De tunge 50 kg-sække bliver slæbt på ryggen af de senede, små og typisk magre mennesker.

Bagefter gik vi hen for at se en risnudelfabrik. Teknikken foregik lidt som i går med rischipsene, de bliver bare skåret ud i tør tilstand i stedet for at blive stegt. Produktionen blev solgt lokalt. På vej tilbage til hotellet gik vi en runde på landmarkedet, hvor alskens grønt blev solgt. Her hjalp Long os med at købe mango, rambutan, pomelo og ingefær - sidstnævnte skulle Anne Mette have med hjem.

På hotellet skulle vi checke ud og sige farvel…..snøft. Anne Mette, Jacob, Sofie og Thomas har været noget dejlige og fantastiske rejsekammerater, så det var med en lille tåre siddende i øjenkrogen, at vi så dem køre af sted. Inden vi nåede så langt fik vi Long til at tage et par ”På gensyns”-billeder. De kørte med Long tilbage til Ho Chi Minh City, mens vi skulle videre til havnebyen Rach Gia, hvorfra vi i morgen skal med færgen til øen Phu Quoq.

Inden vi skulle med bussen blev Rasmus klippet – meget kort. Det er faktisk pænere, end hans mor havde forventet. Og vi skulle også lige spise frokost – som foregik i hotellets festlokale, hvor der blev spillet op til det helt store. Der var bryllupsmiddag derinde, mens vi spiste, lidt underligt for brudeparret at have os siddende dér, skulle man synes. Musikken og sangen var så høj, at vi måtte råbe til hinanden, og vi var nødt til at lave ørepropper til Christian, ellers kunne han ikke holde det ud.

Så kom taxaen, som skulle køre os til busstationen. Og efter at receptionisten på hotellet havde prøvet at snyde os for 180.000 dong og mor måtte rulle sig ud, så gik det hele alligevel til sidst op i en højere enhed, og vi kom af sted.

Lige nu sidder jeg og skriver de sidste linjer på et mindre hotel her i Rach Gia – drengene sover og skal være klar til i morgen kl. 6.30, hvor vi skal af sted mod havnen og færgen til Phu Quoq. Vi har været på en lille byvandring her til aften – byen er lige til at overskue – og spist Spaghetti Bolognese på en lille restaurant i nærheden.

God nat – der kommer mere nyt, når vi forhåbentlig finder et rigtigt dejligt sted på Phu Quoq, hvor vi skal slappe af, inden vi vender næsen mod Danmark igen.

Her til morgen satte vi af sted mod færgelejet med al vores bagage ved 7-tiden. Vi har efterhånden fået samlet en del sammen, og vores rygsække var ret tunge. Turen gik langs floden ca. en kilometer, og på vejen købte vi lidt brød. Morgenmaden spiste vi på færgen – brød og noget af frugten fra markedet i går (ananas, rambutan, custard æbler og små bananer). Turen var fin, den foregik ombord på en hurtigfærge med plads til omkring 50 mennesker. Det eneste minus var, at den larmede helt vildt, men ingen af os blev søsyge, så det var dejligt. Fremme på øen var vi kl. 10.00, og her blev vi mødt af en masse folk, som gerne ville køre os til hovedbyen Duongong formedelst 50.000 dong pr. person. Vi endte med at køre med én af dem. Chaufføren kørte os hen til et ressort, Thousand Stars Resort, hvor der var plads til os. Vi inspicerede stedet og bungalows’ene, men stedet virkede ret beskidt og udtjent. Der var fyldt med gamle, afskallede figurer af havfruer, delfiner, Sydney Opera House, Merlion, mennesker og alt muligt skrammel, som fik det hele til at ligne en nedslidt udgave af BonBonland. Der var godt nok en pool, også. Men rensesystemet var i stykker, så den kun var nogenlunde klar og ren i den ene ende. Så vi bad om at blive kørt til et andet sted, hvilket vi blev. Men her var der fully booked. Så tilbød chaufføren os en lejlighed, som han havde. Det endte med, at vi valgte at blive kørt tilbage til Thousand Stars Resort, og så ville vi finde et andet sted selv. Det viste sig, at de øvrige, som vi kørte med i bussen, også blev indkvarteret her – for der er så meget tryk på øen lige nu, at det er meget svært at finde noget. Vi var lidt nedtrykte ved tanken om at skulle tilbringe den næste uge på dette sted, men hvis det ikke kunne være anderledes, måtte det jo så være sådan. Stranden lå lige neden for, og den var fin.

Efter at vi havde fået vores to bungalows fik vi lidt frokost – som kostede ågerpris i forhold til, hvor klamt og nusset stedet var, med beskidte og hullede duge og snavs overalt. Efter frokosten mødte vi nogle danskere, Sanna og Lars med deres tre piger Sofie, Marie og Laura, som vi også lige havde set et glimt af på homestayet i Vinh Long. De havde haft samme oplevelse som os mht. hvor svært det var at finde et sted at være. De havde gået langs stranden for at finde et nyt sted, og havde fundet noget fra om tre dage, hvor de så flytter hen. Ken og jeg gjorde det samme – og allerede rundt om pynten i den næste lille bugt var der bid – det første sted vi gik ind! Hvor heldige har man lov til at være?? Dette sted, Liep Hiep Thanh, så meget mere indbydende og lækkert ud, end dér, hvor vi er lige nu. Vi kunne få en bungalow fra i morgen og ugen ud, så det var bare perfekt. Godt nok skal vi klemme os sammen i en dobbelt og en enkelt seng, men det går nok. Jubii, det var bare så fedt!

Tilbage hos drengene, som var i gang med at tage solcreme på efter at have leget i vandet, fejrede vi det med en frugtshake og en øl. Resten af dagen gik med strand og snak med de andre danskere, som vi også aftalte at spise sammen med. Drengene lavede sandskulpturer, bl.a. nogle flotte nogle af ”Sweaty Buddha” og ”Happy Buddha”!!!! Der gik en dame rundt og gav massage på stranden. Hun var flink og rar men næsten ikke til at slippe af med. Så jeg fik 1 times fod- og benmassage. Det var dejligt, og jeg tror ikke det er sidste gang jeg har fået det!! Det kostede 60.000 dong, 18 kr..

Aftenen gik med middag på en strandrestaurant, som Ken og jeg kom forbi, da vi tidligere var ude for at lede efter et nyt sted at være. Det var hyggeligt og maden var god, frisk fanget fisk, som de stod og grillede på stranden. Bagefter spillede vores tre drenge kort med Sanna og Lars’ tre piger, mens de voksne hyggede med øl på terrassen. Jeg tror, at vi får en skøn uge her på øen. Men det er nu lidt mærkeligt at tænke på, at lige nu (kl. 23.00) sidder Jacob i flyveren, mens Anne Mette og børnene sidder i Ho Chi Minh lufthavn og venter på, at klokken skal blive 6.00 i morgen tidlig, så også de kan begynde hjemrejsen. Bare de var her!! Vi ser frem til at spise nudler og phó af Anne Mettes nyligt indkøbte skåle hjemme på Hollandsvej!

I dag vågnede Mikkel og jeg tidligt – Mikkel, fordi hans utrolig mange myggestik kløede, og jeg, fordi der er nogle hunde, som jeg har en fornemmelse af har gøet hele natten!! Så vi fik skrevet noget dagbog, mens resten af familien lige så stille vågnede. Efter morgenmaden pakkede vi vores grej sammen og gik den lille 10-minutters gåtur langs stranden over til vores nye sted. Vi kunne ikke få værelset lige med det samme, så vi parkerede bagagen i receptionen og gik op til en café, hvor de havde gratis trådløst internet. Her spillede drengene pool og lånte tre computere, mens Ken og jeg fik opdateret hjemmesiden og læst mails. Der var megavarmt, så vi fik nogle kolde frugtdrinks.

Ved middagstid vendte vi tilbage til Lien Hiep Thanh, som betyder Familiehotellet – et familiedrevet sted med ca. 20 bungalows, som ligger i en hyggelig have langs stranden. Her er en hel anden, afslappet og rar atmosfære, end der var det andet sted. Det må have noget at gøre med, at det er et familieforetagende. Det er deres eget sted, og det går ud over dem selv, hvis der er noget, der ikke fungerer. Både bungalowen og omgivelserne er rene, velholdte og nydelige, bedene er pæne, ikke friserede, men rustikke og hyggelige at se på, med små skraldespande ind i mellem som en opfordring til ikke at efterlade affald rundt omkring.

Efter at havde fået værelset fik Ken og jeg styr på vasketøjet, som havde hobet sig op de sidste par dage. Da det var afleveret til vask i receptionen, gik vi de få meter ned til stranden. Stedets restaurant ligger i forlængelse af receptionen, direkte på stranden. Så der gik ikke mange minutter, før vi havde fået bestilt fem kyllingesandwich, og mens de blev klar fik vi os en dukkert. Det var så sandelig også tiltrængt, for sveden drev af os.

Eftermiddagen gik med kortspil, læsning, svømning og sandbygning – det er lige til at holde til. Her til aften holder vi hygge på værelset inden vi skal ned på restauranten og se, hvad grillen byder på i aften. Mand, det her er bare livet!!

Her til morgen løb Rasmus og jeg en tur ud af hovedvejen mod syd på øen – hovedvejen er ikke asfalteret og består af rød jord, som støver rigtig meget, især, når der kører en bil eller en lastbil forbi. Men også motorcyklister kan støve en del på sådan en vej. Det er ikke så mærkeligt, at alle motorcyklisterne har et tørklæde for næse og mund, når de kører. Det har de nu også alle andre steder vi har været i Vietnam; men i byerne er det nok mest på grund af den forurenede luft. Det var en skøn måde at starte dagen på, og bagefter hoppede vi i badetøjet og tog os en dukkert. I bungalowen var Mikkel og Christian i gang med at spille PSP, mens Ken var i gang med at vaske tøj.

Efter morgenmaden var det lektielæsningstid. Så Mikkel tog sine ting med ned til et bord i restauranten og lavede matematik, mens Rasmus skrev dagbog og læste. Christian legede i sandet, og de voksne hjalp med lektierne og læste bog i en strandstol. Siden fik Ken en ”footlover”-behandling af en af damerne på stranden, som rigtig gerne vil give massage, ordne fødder, give manicure, fjerne hår på benene mv..

Sidst på dagen gik vi langs stranden ind til den største by på øen, Duong Dong, hvor der efter sigende skulle være et nightmarket, hvor der blev serveret lækker seafood på grill. Og ganske rigtigt, den ene fortovsrestaurant efter den anden lå side om side, og så var det bare om at vælge. Vi fandt én, som både serverede spyd og diverse skaller, blæksprutter og rejer på grill. Det var noget fantastisk mad – vi har aldrig før fået så kæmpestore nogle muslingeskaller og en reje til deling, som var så stor, at der var flere bidder til hver. Mikkel og Christian smagte også, men holdt sig mest til risen og grillspyddene med svinekød.

Efter middagen gik vi en tur på markedet – det var det rene pangel, de solgte, hver anden havde smykker skiftevis med plasticsandaler. Så det var hurtigt overstået, men et sted havde de crepes, så her måtte vi gøre holdt og få os en pandekage. Hjemturen foregik i taxa efter at vi havde indkøbt fem styk mund/næsebind, som vi får brug for i morgen, hvor vi har leget motorcykler.

Det var med en vis betænkelighed, at vi her til morgen skulle af sted på tre motorcykler ud på Phu Quoqs røde grusveje. Vi fik en hurtig introduktion til dem: speeder, tænding, lys, ikke mindst båthorn mv. Styrthjelme blev udleveret til os alle, og så var det bare om at komme af sted: først op af den lille bumpede grusvej, som fører op til hovedvejen her fra resortet. Dernæst ud på hovedvejen og finde en benzintank. Ken kørte med Christian, Mikkel sad bag ved mig med armene om mit liv og Rasmus havde sin egen. Det var ret simpelt at køre på motorcyklerne, som reelt ikke er andet end knallerter, der kan køre omkring 50-60 km. i timen. Når man gasser op kører den. Gear skal man ikke tænke på, det klarer den selv. Ind i gennem byen gik det. Nu skulle vi selv ud og prøve de vietnamesiske færdselsregler, som i hovedtræk går ud på at følge flettereglen. Det gik fint, også for Rasmus. Vi kom til at køre forkert, fordi der på kortet var en bro over floden, som løber igennem byen. Det viste sig at være en gangbro, så det kunne vi ikke rigtig bruge til noget. Den anden bro var noget af en omvej, men der var ikke meget at gøre ved det. Så fik vi også afprøvet, hvordan det var at køre sammen med en hel masse andre i formiddagstrafikken!!! Den største udfordring var, når vi skulle dreje til venstre i et større kryds.

Første stop på vejen var en optiker, hvor vi skulle prøve at få lavet et par briller. Rasmus og jeg fandt nogle stel vi kunne lide, og så kunne vi hente brillerne kl. 17.00. De kostede tilsammen, for tre briller, 700.000 dong, svarende til 210 kr. Så var det bare om at krydse fingre for, at de også ville kunne bruges. Optikeren virkede kompetent nok, selvom han ikke talte mange ord engelsk. Hans udstyr var lidt gammeldags – f.eks. fik jeg et par briller på med udskiftelige glas, så han lige kunne checke, at styrkerne passede.

Nå, efter denne oplevelse gik det derudaf ad vejene nord for Duong Dong. Vi satte kursen mod Ong Lang Beach, som egentlig var dér, vi i første omgang havde tænkt, at vi skulle bo. Efter kort tid blev vejen til grusvej, og afmærkningerne var ikke særlig gode. Det var vores kort heller ikke, så et par gange måtte vi spørge om vej. Vejen støvede ekstremt meget; især, når en stor lastbil passerede, så vi var flade for vores mund/næsebind. Det viste sig senere, da vi kom op i nationalparken, at der var en del tung trafik, fordi vejene er ved at blive udvidede. Store maskiner arbejdede i middagsheden om kap med skovarbejderne, som var i gang med at fælde de yderste træer langs vejene. Phu Quoq består af rigtig meget skov, terrænet er kuperet og jorden ikke særlig frugtbar. Til gengæld er turismen ved at få tag i øen, hvilket har sat gang i en større udvidelse af infrastrukturnettet. En stor, international lufthavn er igangsat med forventet færdiggørelsesdato i 2014, og vejene arbejdes der som sagt på. De eneste veje, der er asfalterede, er vejen fra havnen tværs over øen til hovedbyen Duong Dong, som også har en del asfalterede veje. Som udenforstående kan det dog se ud til, at man har glemt at tænke på forsyningsnettet. Kloakering foregår stadig med store kloakrør ud i havet, også på stranden ved de store og fine hoteller (vi er heldige, at der ikke er noget her ved vores ikke så fine resort!). Strømmen går med jævne mellemrum, og nogen steder er der kun strøm i de tidlige morgen- og aftentimer. Man må håbe for øens fremtid og beboernes drømme om storhed og rigdom, at affaldshåndtering, kloaknet og strømforsyning også bliver en del af forberedelsen til endnu flere turister. Ellers risikerer stedet at få tilnavnet ”Kolibugten II” med fare for, at man saver den gren over, man sidder på.

Indkøbsmulighederne er endnu ikke særlig påvirket af de mange turister. Alle de mange ting og sager, vi har set på markeder og ved diverse seværdigheder andre steder i Vietnam findes ikke her, hvor markederne helt klart mest henvender sig til lokalbefolkningen. Udbuddet består mestendels af frugt, grønt, krydderier, fisk, kød og forskellige andre daglige fornødenheder, som f.eks. storetå-strømper til at bruge i klip-klapper, som er det mest anvendte fodtøj, de uundværlige mund/halsbind, køkkenudstyr som potter og pander, melaminskåle og plasticpinde til spisebrug (de fine træskåle og udskårne pinde er kun for turister – på fastlandet, altså!), kaffemaskine til én kop vietnamesisk kaffe (designed in Germany!), brugte plasticbøtter og andre emballager, lotterisedler, kurve i alskens størrelser og former, de karakteristiske spidse hatte, som rigtig mange bruger til daglig brug, tøj med masser af farver og udsmykning i små størrelser osv., osv. Med andre ord, ikke noget, som rigtig egner sig som souvenir (måske lige med undtagelse af de spidse hatte – de er vældig sjove!)

Efter ca. en times kørsel nåede vi til Ong Lang Beach, hvor vi drejede ned til ét af de få resorts, som lå her. Det viste sig at være et virkeligt ”hideaway”, hvor man var langt væk fra byens trafik og støj, kun omgivet af palmer, cashewnøddetræer, en smal stribe strand og en masse sten i havet. Det kunne være fint at være her – i nogle dage, blev vi enige om. For det var alligevel for afsides i forhold til restauranter og byen til, at vi mente vi ville kunne trives her. Vi fik noget mad på stedet – som var tysk ejet og drevet. Det har siden vist sig, at mange resorts her på øen faktisk ejes eller drives i kompagniskab med europæere som f.eks. tyskere, englændere og franskmænd. Også i byen er der nogle butikker – isbutikken er New Zealandsk ejet, af de to turistbutikker er den ene fransk ejet, pandekagestedet ejes af nogle tyskere, en café blev drevet og ejet af nogle schweizere, og sågar pizzabutikken er på udenlandske hænder. Så de udenlandske investorer er allerede godt i gang.

Mikkel kunne ikke spise sin mad, og han måtte lige gå afsides, fordi han blev dårlig. Så vi lagde det lidt op til ham om, hvorvidt vi skulle køre videre. Han mente, at han havde det fint, så længe vi kørte – især, når han selv fik lov til at styre! Så vi fortsatte vores tur og satte kursen mod nationalparken. Det gik kun én vej derop, og hvis vi ville ad en anden vej hjem måtte vi køre en meget lang tur. Det var lige i eftermiddagsheden, så det blev vi enige om at droppe. Vi kørte et stykke op i parken og parkerede for at gå en lille tur og drikke noget vand. Der skulle leve diverse dyr deroppe, men det eneste levende vi så var en lille sort mus, som Rasmus så komme pilende. Derefter vendte vi om og kørte den anden vej tilbage. På vejen kom vi forbi en gård, hvor hovedafgrøden var peber. Vi fik lov at se marken og smagte på noget af afgrøden. Det var stærke sager!

Tilbage i Duong Dong gik vi på isbar. Men inden vi nåede så langt kom en af tjenerne ud med vådservietter til os. Vi lignede nogen fra månen, eller sådan noget, smurt ind i rødt støv som vi var fra top til tå. Inde på isbaren var Ken pludselig optaget i samtale – for derinde sad en af hans gamle studiekammerater, Claus, og hans kone Birgitte, som det viste sig Ken også kendte fra sin tid på efterskole! Så det var godt nok pudsigt!

Klokken lidt i 17.00 vendte vi næsen mod optikeren igen – nu blev det spændende! Joh, de var fine, selvom glassene jo ikke er med antirefleks og helt supertynde. Og desværre forstod han slet ikke, da jeg bad om at få dem rettet til, så de sad godt på hovedet. Det er åbenbart ikke noget man bruger her. Så det må vi have gjort derhjemme.

Bagefter gik Rasmus og jeg en tur på det lokale marked og tjekkede ud, hvad de havde. Som tidligere beskrevet var der ikke lige noget, der sagde ”spar to”, så vi kørte lidt videre gennem byen. Her standsede vi lige mellem de to turistbutikker i byen, hvor vi snusede lidt rundt. Da vi så ville videre, kunne jeg så ikke finde min nøgle til motorcyklen!! Det var godt det ikke var Rasmus, der havde tabt sin, for så var jeg nok blevet rigtig træt af ham!!! Nu var jeg så rigtig godt og grundigt træt af mig selv, og det endte med, at vi fik flere folk i gang med at kigge efter den fordømte nøgle. Det var i mellemtiden blevet mørkt, så den franske dames mand blev tilkaldt med lygte og det hele!! Da vi næsten havde opgivet, FANDT jeg den alligevel! Den havde fået sat sig fast på en bøjle, jeg havde haft kigget nærmere på! Så endelig kunne vi vende hjemad til de andre.

Hjemme gik det sådan, at Mikkel og Ken havde fået knækket sig, men de var begge ikke helt friske. Ja, jeg glemte helt at skrive, at Christian jo havde et uheld i nattens løb, hvor vi vågnede ved, at den lille mand tømte mavesækkens indhold ud i sengen, hvor han sover sammen med Mikkel og Rasmus. Så det var det helt store show vi havde i gang kl. 2.00 om natten. Heldigvis var der fuld forståelse og medfølelse fra resortets side.

Mikkel og Ken ville dog gerne med ud og spise – Ken fik tørt brød, frugt og en kop te, meget usædvanligt for ham, mens Mikkel dog spiste knap en halv portion spaghetti bolognese. Han måtte igen rejse sig, fordi han blev dårlig. Så det var lidt med bange anelser, at vi lagde os til at sove. Vi vil nødig have nogen uheld igen i nat!

Siden vi ankom til øen, er vi flere gange blevet spurgt, om ikke vi skal på sejltur for at snorkle, fiske, se perlefarm, tage på trekking eller sådan noget. Og i dag blev så dagen, hvor vi valgte at tage på en kombineret snorkel- og fisketur. Vi havde aftalt at følges med Sanna og Lars og deres tre piger, som dog ikke var med bussen, da vi blev samlet op. Vi kom igennem natten uden nogen problemer, bortset fra, at Ken måtte op mange gange og var noget træt, da vi skulle op.

Turen startede med en køretur til havnen An Thoi, hvor en båd ventede os. Der viste sig at være to både og to busser, så Lars og den yngste af pigerne, Marie, var kommet med det andet selskab. Senere fandt vi ud af, at resten af familien lå hjemme med dårlig mave…! En tysk mand fra vores resort var alene af sted, for hans kone var også syg. Og den danske og norske pige, Nete og Ella, som vi har fundet ud af, at de hedder, er også syge. Så der er åbenbart et eller andet i omløb – hvad det så end er.

Det var en ret lille båd, og vi var vel omkring 30 gæster og fire ansatte om bord. Det vippede en del helt fra starten, så Mikkel var godt klar over, at det nok ikke ville blive uden problemer. Det var heldigvis en kort første sejltur – efter knap en time var vi fremme ved et sted, hvor vi skulle fiske. Alle mand fik udleveret en rulle snøre med et lod og en krog på, og så var det bare om at kaste ud. Ken fik bid næsten lige med det samme, men desværre hoppede fisken af igen, inden han fik hevet den i land. Ingen af os andre fik bid, selvom vi troede det flere gange. Båden vippede noget, mens den lå for anker, og Mikkel blev dårlig igen. Surt. Efter fiskeriet sejlede vi en smule og kom til en ø med en lille strimmel sandstrand og klipper. Her skulle vi snorkle. Alle mand hoppede i, og vandet var klart og lækkert. Ken måtte dog på grund af maven melde pas ret hurtigt, men vi andre fik svømmet og set en del. Korallerne her var ikke så imponerende, som hvad vi ellers har tidligere har set, men det er alligevel altid en oplevelse. Herefter sejlede vi igen et stykke, og nu var Lars og Marie kommet over på vores båd, så vi kunne hygge os sammen.

Nu var det blevet tid til frokost, som mandskabet på båden havde lavet. Første ret var dampede søpindsvin, som blev serveret med en sovs af lime, peber og hvidløg samt peanuts og purløg. Det smagte godt, selvom det var bedst, hvis ikke man kiggede på det! Derefter fik vi fisk, tofu, blæksprutter, nudler, ris, suppe med grøntsager og de friskfangede fisk fra fisketuren – fire små gnallinger, var det blevet til!! Mikkel var ok igen nu, så også han fik noget mad. Efter maden var der endnu et par snorkelture indlagt i programmet. Specielt det sidste sted var godt, og hvis vandet ikke havde været lidt uklart, ville det næsten kunne have målt sig med Thailand. Derefter havde vi en dejlig sejltur hjem til havnen igen. Her vippede det ikke, og vi havde fundet et godt sted at sidde oppe på det øverste dæk. Det var lækkert.

På havnen blev vi hentet af bussen, som kørte os til henholdsvis en hvid sandstrand, Sao Bai Beach, hvor vi også fik et skyl i det gennemsigtige vand, og en perlefarm, hvor vi fik en introduktion til, hvordan perler bliver dyrket.

Vi var hjemme igen kl. 18.00, og efter at vi alle havde fået et bad, gik vi ned på stranden for at spise. Herefter var vi trætte, så kl. 21.00 sov hele flokken – stort set!

Dagen i dag er gået med kortspil, strand, læsning og besøg på museet, som ligger lige her i nærheden. På stranden morede drengene sig med at begrave hinanden i sandet, og Mikkel fik læst sin bog ”Djævlens lærling” færdig. Rasmus fik også læst en hel del – omkring 250 sider i alt i løbet af hele dagen. Christian har fået øvet sig på sine bogstaver, og kan nu stort set hele alfabetet. Han har øvet sig meget, for vi har lovet ham en tur med vandscooter, hvis det lykkes for ham. Den endelige test skal stå i morgen, og så må vi se, om han skal have en belønning.

Dagen startede ellers lidt ærgerligt, for vi måtte vente helt vildt lang tid på at få vores morgenmad. Det kom sådan drypvist, en te her og en scrambled eggs der. Efter en times ventetid – bl.a. på 5 youghurter, som man skulle synes var nemme lige at tage ud af køleskabet, og den anden kop te heller ikke var kommet, gik vi op og sagde, at de godt kunne stryge de manglende retter – for vi var sådan set blevet mætte af det, som vi havde fået og delt. Det er godt nok skønt, når ens eneste bekymring er, hvorvidt man mangler et brød med syltetøj og smør til 6 kr.!!

Dagen sluttede med et besøg hos ”Le Bistrot”, en fransk/vietnamesisk restaurant, som ligger lige lidt oppe af vejen. Det var god mad – vi fik bl.a. desserter, som ikke var frugt!

Dagen i dag startede med en løbetur for mit vedkommende – jeg kom for sent af sted, kl. 8.00, så der var allerede stegehedt, og sveden løb af mig efter få minutter. Det værste var, at det tog lang tid at dampe af igen, efter at jeg var kommet hjem. Nå, men vi gik herefter ned og bestilte morgenmad, og til vores store glæde gik det noget hurtigere med at få maden. Vi fik godt nok ikke det hele (igen!), og da vi gik, måtte vi igen bede dem om at strege én af tingene.

Om formiddagen tog vi ind til Duong Dong – med taxa – for at handle de sidste ting. Det tog nogle timer, hvor Ken og drengene også lige fik et sidste ”brush up” hos en frisør, og den sidste is blev spist hos Buddy’s. Hjemme på Lien Hiep Thanh skrev Rasmus det sidste dagbog, mens vi andre gik på stranden. Her stod den på læsning indtil Rasmus dukkede op, og så hyggede drengene sig i vandet, Ken fik en massage og Sidse en ”foot lover”.

Ved 18.00-tiden gik vi op for at bade og gå på New Star Café, hvor vi checkede mails og opdaterede hjemmeside. Det er her vi sidder lige nu, og om lidt har vi tænkt os at gå ned på ”Le Bistrot” for at spise aftensmad.

I aften skal vi have styr på vores ting.