Første dag var hundrede procent den værste dag her efter den første uge. Rejsen der ned med en masse ventetid i lufthavnene og en masse ”vandring” fra sted til sted, har aldrig været mig.

Da vi endelig var ankommet efter flere flyve- sejl- og køreture kunne vi endelig slappe af. Stedet vi ankom til, Bamboo Bay Resort var det mest chillern sted jeg har set. Det var ren afslapning, selv de ansatte lavede deres arbejde på en afslappet måde.

Allerede på ankomst dagen var vi på stranden. Det var en rigtig fed strand. Den eneste ulempe var at man skulle langt ned af stranden før det blev ren sandstrand. Det sted på stranden, der var tættest på vores rigtig fede hytte med den vildeste udsigt, var mere tilegnet snorkeldykkere, hvilket vi også fik brugt meget.

Det har været en fed start på ugen og jeg er ikke begyndt, at savne julen endnu. Vi har været inde i byen Saladan, hvor vi fik købt badeshorts og hvad vi ellers lige stod og manglede.

Så var det tid til den første tur på ferien. Vi skulle ud til en grotte og til et lille vandfald, hvor man kunne få et skyl. Vejen derud foregik på elefantryk. Det var en sjov oplevelse. Vi havde en lille mistanke om, at vores elefantfører Birdie bad elefanten om at sprøjte os til med vand, fordi den som den eneste stoppede op og begyndte at vaske sig. Grotten var en lidt kedelig en af slagsen, men stadig meget fascinerende. Vandfaldet derimod var meget spændende. Det var meget første gang i mit liv, at jeg fik fodmassage af fisk. På tilbagevejen var der fart på, jeg vidste ikke at en elefant kunne bevæge sig så hurtigt.

Efter en mand fra et dykkerbureau havde været på besøg på hotellet og fortalt om, hvor godt det var, at dykke med ”Go dive” skyndte vi os at bestille en tur. Tidligt næste morgen nærmere betegnet kl. 07.00 da vi ankom til dykkerbureauet i Ban Saladan lagde jeg som det første mærke til at kun to ud af de seks guides stammede fra Thailand. De andre var fra England, og så var der en ung pige fra Sverige. Det var åbenbart blevet et mødested for Backpackers og lignende. Vi kom ud på en stor båd, som skulle sejle os ud til ”Koh Ha”, der på dansk betyder ”De Fem Ø’er”. Senere har man uheldigvis fundet ud af, at der er seks ø’er. Vi fik en kedelig morgenmad ombord som jeg ikke kan anbefale. Da vi endelig var nået frem til de smukke ø’er efter en hård tur, hvor Mikkel havde kastet op og Christian også var blevet lidt små syg, var det det hele værd. Det var et af de smukkeste syn jeg nogensinde har set. Men alt dette blev overgået da jeg for tolvte gang i mit liv hoppede ned i den anden verden her på jorden. Denne anden verden er selvfølgelig havets bund! Selvom jeg ikke havde regnet med det, kunne det rent faktisk hamle op med Great Barrier Reef. Great Barrier Reef havde de smukkeste koraler i de flotteste farver, men Andaman havet havde det smukkeste dyreliv. De havde alle de fisk man havde hørt om plus alle dem man aldrig havde hørt om. Jeg så alt fra de mest gustne Moræner til de smukkeste, men alligevel en smule uhyggelige Dragefisk. Ikke nok med det var der også den smukkeste hule vi kunne dykke ind i. Efter denne udmattende heldags tur var det bare hjem i seng.

Resten af ugen har vi nydt ved at slappe af på stranden og nyde hinandens selskab.

Efter en spildt lørdag, som vi brugte på at komme til vores nye rejsemål, var mit første indtryk forbavsende godt. Der var meget pænt og rent, og efter alle de historier jeg havde hørt om hvor beskidt og fattigt der var, så var denne renlighed det sidste jeg havde troet. Især lufthavnen i Siam reap var meget ren og flot.

Vi blev kørt hen til vores store, flotte, luksuriøse, 5 stjernede hotel af en lidt lalleglad chauffør ved navn Dim. I lobbyen fik vi en genforening med Anne-Mette, Thomas og Sofie. Meget mere skete der ikke den dag.

Næste morgen fik vi lov til at sove ud. Dagen startede med pool efter vi havde fået morgenmad på hotellets restaurant. Ved middagstid blev vi hentet af Dim vores private chaufør, som skulle køre os ud til Tonle Sap. Tonle Sap er den største ferskvandssø i hele Sydøstasien. Vi sejlede først ned af nogle mangroveområder før vi kom til den reelle sø. Flere både sejlede op på siden af os og små børn hoppede på båden. Vores guide på båden fortalte os at det var vietnamesiske flygtninge. De prøvede at få os til at købe sodavand og lignende. Nogen af børnene havde store kobraer hængende om halsen og ville have penge for, at vi kunne få lov til at tage et billede. I et af mangroveområderne lå en ”flydende by” alle husene flød på vandet ved hjælp af gamle olietønder eller lignende. Ved et af husene havde fået bygget to tætte bokse. Heri holdt de krokodiller og havde en lille krokodillefarm. Derudover havde de også flere akvarier og var det lokale akvarium. Vi kom også til en skole, hvor flere børn boede sammen med læreren. Disse børn havde mistet deres forældre på grund af enten sygdom eller, fordi de var druknet under fisketure. Det var egentlig lidt uhyggeligt.

Da vi kom tilbage stod Dim og ventede på os. Han kørte os ind til byen så vi kunne få noget aftensmad. Efter vi havde spist gik vi ind til et lille marked. Der var mange sjove ting, men desværre også et område med mad. Når jeg siger mad mener jeg grisehoveder, ben, ører o.s.v. for ikke at nævne de tørrede fisk. De stank gennem hele markedet, hvilket var lidt uheldigt. Til gengæld fik jeg købt et rigtig fedt ROLEX ur, som jeg er meget glad for. Efter alt denne turlumhej tog vi to tuc-tuc’er hjem til hotellet. Efter vi havde sundet os lidt tog vi en aftentur i poolen. Desværre måtte vi gå lidt tidligt op igen, fordi der var en honeymoon-dinner. Så vi måtte desværre op i seng.

I dag stod vi meget tidligt op, allerede kl.4:45 måtte vi op for at nå vores chauffør. Vi stod klar i receptionen et kvarter efter. Vi skulle ind til Angkor Wat, som er et kæmpemæssigt tempel, som blev bygget for over 800 år siden. Meningen var at vi skulle se solen stige op lige bagved Angkor Wat.

Vi satte os til rette på nogen sten en 500m væk fra templet for at få et bedre helhedsindtryk. Vi sad og ventede i hvad der føltes som evigheder før der skete noget. Da jeg havde forventet, at solen skulle stige op lige bagved Angkor Wat og give en flot oplysning af den store plads foran templet, blev jeg meget forbavset, da jeg så solen stige op 200m ved siden af templet. Vi havde så meget godt af vide om solopgangen bag Angkor Wat, så jeg må sige at efter min mening, var det lidt af en skuffelse. Vi gik nærmere templet for at kunne se det bedre. Vi lagde mærke til, hvad der før havde lignet en del af templet, rent faktisk var stilladser, der stod hist og her på grund af renovering. Det var lidt ærgerligt, men det ødelagde ikke oplevelsen. Da vi kom ind i templet så vi overhovedet ikke noget til stilladserne. Det er rimelig vildt, at da de byggede dette fantastiske tempel, var vi herhjemme stadig nogle vilde vikinger, som ikke kunne se forskel på champignoner og røde fluesvampe.

Der var en masse flotte vægmalerier, som næsten var lige så flotte som moderne kunst. Vært af disse malerier fortalte en historie om f.eks. en gud/dæmon eller en krig. En forfærdelig ting var at næsten alle statuerne i templet, havde fået kappet enten hænder, fødder, hoved eller det hele af. Grunden hertil var, at hvis en person med nok penge mellem hænderne ville have en souvenir med hjem, så hakkede guiden lige en del af en statue af. Det er et forfærdeligt fænomen, fordi de ødelægger landets kultur. Da vi havde været i alle hjørner på hele templet, tog vi hjem af for at få noget frokost og en lille pause. Kl. 13:00 ville Dim komme og hente os igen og køre os videre til nogle andre templer.

De næste templer var rent faktisk meget flotte, men vi var alle meget trætte på grund af varmen og ville egentlig bare helst hjem. Alligevel var der et enkelt sted vi meget gerne ville se nemlig stedet, hvor Tomb Raider blev filmet. Det var, selvom varmen næsten var på kogepunktet en fantastisk oplevelse. Det var, som jeg havde regnet med, at det hele var. Planterne groede ind i templerne og der stod statuer midt i junglen. De andre var store templer, men med små stande og alle andre former for turistattraktioner rundt om. Et ekstra minus var, at der ingen natur var, det var bare øde område.

Alle de indtryk man får af film som Tomb Raider og Indiana Jones er ren jungle med en masse statuer af store ansigter og flotte tilgroede templer, men sådan var det overhovedet ikke, kun ved det sidste tempel.

Da vi endelig kom hjem var jeg i hvert fald godt træt af templer. Og det var bare ned til poolen og blive nedkølet.

I Hué var det mega dårligt vejr, så vi skyndte os at cancelere de næste dage på hotellet for at komme længere sydpå. Vi tog en lille tur forbi kongepaladset, men det var ikke den største oplevelse efter min mening. Det lignede egentlig bare en stor pagode. Allerede næste morgen tog vi bussen videre til Hoi An.

Efter vi havde pakket ud og fået ordnet, at Mikkel endnu engang skulle sove hos The Futtrups, gik vi en lille tur ud i byen og spiste noget aftensmad.

Næste morgen gik vi ud for at tjekke byen ud og se lidt på udvalget af skræddere og skomagere. Det viste sig at der ikke var andet. De var rent ud sagt over alt. Vi tog ind til centrum og fandt en fin lille skrædder inde i et lagerhus, der så troværdig ud. Det var stopfyldt med stof lige meget, hvor man kiggede hen. Der var omkring 30-40 små skræddere samlet på et areal af 200m². Jeg skulle have syet et par bukser, mor skulle have lavet 1-3 ting, af hvad hun nu skulle have, og far skulle have lavet to skjorter. Efter vi havde spist aftensmad, tog vi et smut ind til naboen, som var den skomager som mor dagen før, havde bestilt et par støvler fra. De var blevet rigtig pæne så både mig og far ville også have lavet et par sko. Mor ville også lige have lavet et ekstra par støvler.

Næste dag kl. 10:00 var vi allerede inde ved vores skrædder igen for at komme til ”fitting”. Vi skulle tjekke om vi var tilfredse med tøjet og hvad der ellers skulle laves om. Det hele så rigtig godt ud så jeg valgte at få lavet et par bukser til og far ligeså med sine skjorter. Mor fik lavet 7 ting i alt, men syntes alligevel, at jeg skulle tænke over, om jeg havde brug for det ene par bukser, jeg skulle have lavet, for ”manglede jeg nu også det.” Far og Anne-Mette var lige hjemme på hotellet og tjekke ud, mens vi andre tog en lille drink. Da de igen kom tilbage måtte vi hen og se på vores sko. Mine var lige som de skulle være, men far var desværre ikke helt tilfreds med sine. Mor til gengæld var så glad at hun valgte at købe sit tredje par kæmpemæssige støvler, selvom vi dagen før havde diskuteret, hvordan vi skulle få plads i taskerne med alle de ting vi købte. Anne-Mette havde ligesom mor også købt tre par støvler. WHAT! tænker jeg bare. Mikkel og Thomas var efter at have set vores sko (mest mine…) blevet lidt misundelige og ville også have et par. Vi måtte skynde os tilbage til hotellet for vi skulle videre til vores næste hotel.

I dag var det så juleaften. En aften, der ikke er blevet set helt vildt frem til hernede. Vi startede dagen med en god morgenmad, hvorefter vi tog med hotelbussen ind til byen. Inde i byen skulle vi til ”fitting”. Det vil sige, at vi skulle ind til en skrædder, hvor vi havde bestilt noget tøj og få tjekket om det passede og hvordan det sad. Da det hele sad godt undtaget en af de tyve kjoler og nederdele, som mor havde fået syet, tog vi videre for at få noget at spise. Familien Futtrup var taget ind til lufthavnen for endelig at hente Jakob, så efter vi havde spist, skyndte vi os hjem for at tage imod dem. På vejen hjem købte vi en flot velkomstkage til Jakob. Da de andre endelig kom hjem holdt vi en lille surpriseparty for ham. Først nu begyndte spændingen lige så stille at stige. Dette skyldtes dog ikke julen, men mere hvad der mon skulle ske til den gallaaften vi skulle til i aften.

Vi var trukket i det lidt finere tøj, (hvad vi nu havde med/købt) for det var trods alt galla og juleaften. Vi gik ud til pladsen foran hotellet, hvor der var opsat en stor scene. Der var en mandlig og en kvindelig vært på scenen. Ingen af dem var speciel gode til engelsk, så det var ikke meget vi forstod. Der var flere kor og soloer, som sang både vietnamesiske og engelske julesange (det meste af det lød forfærdeligt). Derudover var der også 2-3 dansegrupper oppe og vise deres ”talent”. De var fuldstændig talentløse. Det var fire piger der stod i en firkant og dansede fire forskellige danse, til gengæld var det meget gennemtænkt af ”produceren”, som havde valgt at oversprøjte scenen med så meget røg at man ikke kunne se danserne. Endelig stoppede de denne forfærdelige, men stadig underholdende optræden, for nu var det spisetid.

Vi fik en dejlig buffet, men de gratis drikkevarer var der ikke mange af, dem måtte vi selv betale.

Nu blev julestemningen for første gang vækket lidt i os. Nu skulle vi nemlig have pakkeleg. Jeg blev den heldige vinder af to gaver, mens de fleste andre sad med 4-6 gaver, bare ærgerligt! Mor, som havde fået syv gaver, forbavsede mig lidt, fordi hun havde taget alle de gaver hun selv havde købt. WHAT! ”Ej hvor heldigt var det virkelig det halstørklæde, jeg købte og selv pakkede ind”. Derefter gik vi alle sammen ind i det ene af vores rum. Her sad vi så og ventede på mor og Anne-Mettes lovede og længeventede dans. Det var super grinern, at se de to damer stå og fyre den af til ”Staying alive” med Bee-Gees. Der var også lige tid til at danse rundt om vores ti centimeter høje plastik juletræ. Da klokken var blevet omkring to stykker, gik vi hver til sit for at sove.

Vi ankom til Buon Ma Thuot meget tidligt om morgenen, med en natbus og fik hurtigt booket en tur ved et rejsebureau. Allerede næste morgen kl. 8.15 var vi ved en lille Ede-landsby, hvor befolkningen skulle være en slags indianere. De lavede en masse kaffe og havde deres egne små bede i deres haver. Der var en lille souvenirshop for enden af gaden, som enlig bare var det landsbyen bestod af, en lille gade. Ved shoppen købte Christian og Thomas vær sit truthorn, og de to sammen var en forfærdelig blanding.

Vi tog videre med en lille turbus, med chauffør vi havde lejet til dagen. Vores næste mål var et vandfald ved navn Dray Nur. Det var et meget smukt og kæmpe stort vandfald. Det var fantastisk at bade i, men strålerne kunne godt blive en tak for hårde. Mor og Anne-Mette var ikke glade for at vi skulle ud og bade i vanfaldet, fordi der var en hård strøm. Så da de gik på toilettet med Thomas og Mikkel, hoppede alle vi andre undtagen far i vandet.

Efter vi havde fået noget frokost tilbage i Buon Ma Thuot tog vi til ”Lak-søen”. Vi skulle ride på elefanter både rundt om og igennem Ho Lak som søen rigtig hed.  Vi blev også sejlet i nogle udhulede træstammer som efter min mening ikke levede helt op til forventningerne. Jeg havde regnet med, at vi selv skulle sejle, og vi skulle ned igennem en masse små vandfald som en slags river-rafting.

Op ad eftermiddagen blev vi kørt til et hotel, hvor vi skulle overnatte. Det var okay, men poolen var så beskidt at man ikke kunne se bunden på 1 meters dybde såå... Aftensmaden bestod mest af oksekød og svinekød, og da Anne-Mette ikke spiser nogen af delene, var det ikke meget varieret hun fik (det var lidt synd for hende vil jeg sige). Vi havde sprayet vores rum helt til med myggespray, for myggenettene virkede overhovedet ikke, plus der var malaria i området, så det var bare med at passe på.

Ho Chi Minh er Vietnams største by. Det var også det indtryk vi fik da vi ankom til byen. Der var bare mere af alting og alting var større. Vi tog to taxaer til vores hotel. Det var en køretur på en halv times tid, men det kostede os ikke mere end tredive kroner. Vores hotel var kæmpemæssigt, hvilket passede perfekt til navnet, Hotel Rex (opkaldt efter den store dinosaur). Det var et stort 5-stjernet hotel med to pools på taget en tennisbane endnu højere oppe og et stort monster-lækkert fitness rum. Værelset var også i orden. To fjernsyn og faktisk også en lille stue. Det var desuden også udstyret med et kæmpe badeværelse.

Efter morgenmaden måtte vi ud og udforske hotellet. Vi endte som forventet i poolen. Efter et par timer i vandet på 8 sal tog vi ud i byen for at se os om.

De voksne havde bestemt sig for at vores næste rejsemål, skulle være Mekong deltaet. Derfor tog vi som det første forbi en gade, hvor der skulle ligge et par travel agencys.

Efter at have lyttet til de voksnes diskussion om hvad der var billigst, mens vi stadig fik mest ud af turen, skulle vi endelig videre. Der var meget larm og kaos. Der var hundrede gange så mange biler og knallerter som i Hanoi, men vejene var også meget bredere. Alligevel virkede det meget vildere, og det var det da også, når man prøvede at bevæge sig ud i trafikken. For at få lidt fred og ro tog vi en tur ind til en park de kaldte ”Genforeningsparken”. Det var helt vildt, som at træde ind i en anden dimension. Kun få meter inde i parken var der helt roligt. Stod man og kiggede på indgangsporten kunne man se tusinder af køretøjer der drønede forbi, men man kunne kun høre en fjern buldren. Længere inde i parken kunne man kun høre trafikken, når der engang imellem kom en af de knallerter med et tunet båthorn, hvoraf du kunne få sprængt trommehinden, hvis du stod for tæt på. Ellers kom de eneste lyde fra et par ketsjere der slog til en fjerbold og vinden i trætoppene. Vi satte os og fik en kold sodavand og nød stilheden. Vi blev en halv times tid i parken, hvorefter vi satte i trav mod krigsmuseet, som vi havde hørt så meget om. Desværre var der kun 10 minutter tilbage til lukketid. Men til gengæld fik vi lov at gå gratis ind. Det udnyttede vi til at få et overblik over stedet og så komme tilbage i morgen igen.

Vi var alle blevet sultne og blev enige om, at det var på tide vi fik noget mad, hvis vi skulle nå tilbage til hotellet og holde nytårsaften. Vi gik ind på en restaurant kaldet Miss Saigon. Udenfor restauranten, stod to fyrer og lavede hjemmelavede nudler. Det var vist et rimeligt smart trick, for de fleste af os bestilte i hvert fald de hjemmelavede nudler, og mmmh hvor smagte de godt. Efter den gode aftensmad var vi (børnene) blevet lovet en is. Efter en masse detektiv arbejde med at finde noget ordentlig is, fandt vi endelig, hvad vi ledte efter.

På vejen hjem legede vi en lille leg med hvem der kunne komme med på flest billeder. Det vil sige, at vi ubemærket stillede os bagved eller ved siden af folk, der fik taget billede og lod som om at vi var en del af gruppen. Hyleskægt! Men vi måtte tilbage til hotellet, så vi kunne nå vores nytårsquiz inden midnat. Da vi kom hjem til hotellet mødtes vi inde på de andres værelse. Vi fandt skriveblokkene fra sidste år frem, for nu var det blevet tid til at kore vinderen(e) af vores nytårsquiz. Alle havde lagt 50 kr. i puljen så det var 450 kr. vi spillede om. Desværre var det mor og Mikkel, der løb af med sejren med kun en mere rigtig end mig. Efter en times ventetid, hvor Mikkel, Christian og Thomas havde spillet computer, og de voksne havde smagt på den lokale risvin (hvilket vist ikke havde været nogen succes) var det tid. Vi løb ud på terrassen, for at se hvad der nu skulle ske. På en kæmpe storskærm begyndte tallene at tælle ned. 59-58-57-56-55 o.s.v. Vi var vildt spændte. Vi ventede et kæmpe spektakel med en himmel farvet i alle verdens farver. De tusinder og tusinder af mennesker nede på gaden ville fyre alle deres skyts af og det ville være det smukkeste syn… troede vi. Da tælleren nåede 0 blev der helt stille. Så blev ABBA’s ”Happy New Year” spillet i højtalerne på en kæmpe scene, der var placeret på pladsen foran vores hotel. Folk begyndte at gå hjem, og vi forstod at det var slut. Vi ønskede hinanden godt nytår og gik vær til sit. Efter den store skuffelse var vi blevet meget trætte og gik i seng.