Nu skal vi endelig afsted😀

De første dage på turen overstået.

Efter en veloverstået rejse med nogle timers ventetid i Frankfurt på grund af forsinkelse er vi nu i Singapore. Turen gik overraskende nemt. Børnene er gode til at rejse, kan vi indtil videre konstatere. Alt det udstyr vi havde taget med til flyet og ventetiden var helt unødvendigt. I Frankfurt gik tiden med at opleve alt det nye, suppleret af et par bøger og en plade chokolade efter indtagelse af en omgang junkfood. Den lange flyvetur på næsten 12 timer gik i første omgang med at sove. Christian og Mikkel faldt i søvn inden det første måltid blev serveret. Og Rasmus var så optaget af muligheden for at høre musik, spille computerspil, se fjernsyn eller vælge film, at han slet ikke kunne sove. Desuden skulle han også have det hele med hvad angik forplejningen. Han er i det hele taget meget åben overfor at prøve hvad som helst – hvilket vi også kunne konstatere efter tirsdagens oplevelse på et hawker-center i Chinatown i Singapore.

Vi ankom til Singapore mandag den 7. januar kl. 19.00 lokal tid – kl. 12.00 dansk tid. Efter godkendelse af immigrationsmyndighederne, behørigt check af pas og afhentning af bagage blev vi afhentet af en lille rar mand, som kørte os til hotellet. Og hvad det angår, har børnene aldrig før prøvet at sove på et hotel, hvor der selv var tandbørstesæt og futsko som udstyr på værelset. Så de var helt vilde.

Vi lider alle en smule af problemer med at komme over tidsforskellen – så vi var f.eks. alle meget friske kl. 21.00, da vi ankom til hotellet. Da var klokken kun 14.00 derhjemme, så børnene havde absolut ikke lyst til at komme i seng! Vi endte med at tage en taxi en 15-20 kilometer nord for byen til Night Safari - en dyrepark ved siden af Zoologisk Have, hvor en række forskellige dyr lever i noget der ligner deres naturlige omgivelser. Parken var meget flot, og man kørte rundt i en slags åben tog-bus. Det var bælg ravende mørkt, så det var også en smule uhyggeligt. Især da vi gik en tur på den såkaldte leopardsti, hvor vi bl.a. mødte hulepindsvin, oddere og selvfølgelig leoparder (bag glas!!). Der var også flyvende ræve og flagermus, som holdt til i et stort aflukke med net over. Der var så mange, at de bogstavelig talt fløj om ørene på os, så det var ret skræmmende – syntes moren i hvert fald!

Det er overraskende at se den omsorg og medfølelse man føler for dyr og miljøet her. Der bliver opfordret til at genbruge så meget som muligt for at beskytte dyrenes naturlige miljø, regnskovene, havene mv. Man må ikke fotografere med blitz i mørke – og det håndhæves med kommentarer og formaninger. I det hele taget er det rart at være i et land, hvor alt fungerer, der er rent og pænt og trafikken er velordnet – helt modsat Bangkok. Taxachaufførerne er til at stole på, ligesådan med personalet i butikker og restauranter. Og ikke mindst kommer ikke hele tiden nogen forbi, som vil sælge eller have noget. Alligevel er folk smilende og hjælpsomme; det virker i det hele taget som et folk og et land med overskud.

Vejret her i Singapore er lige som i en sauna, så det var af med cowboybukserne og kondiskoene, så snart vi kom op på værelset. Tirsdag kom der også en del kraftige byger, men det betød bare, at der langt fra var overbefolket i byen. Regnen er varm, så børnene nød at løbe ud i det – vi blev alligevel tørre stort set med det samme igen.

Morgenen startede med morgenmad – en overdådighed af frugt, pølser, omelet og nogle lokale varianter som stegte nudler og kyllingerisvælling med tørre grøntsager. Og så skulle vi ud i varmen! Vi havde besluttet at tage til Sentosa Island, som er en ø på ca. 8 km² lige syd for byen, som man kommer til med enten svævebane fra Mount Faber eller med tog. Øen fungerer som en stor forlystelsespark, og der udbygges løbende – bl.a. er man i gang med at opføre et pariserhjul af London Eye-dimensioner og et casinoland, så Singapore kan få status som Østens Las Vegas. I det hele taget er byen et sammensurium af alle mulige kulturer, som på et område på størrelse med Bornholm har fundet en form for harmoni. Indiens, Kinas og Arabiens mystik mødes med Vestens glas, beton og stål. Samtidig står byen i shoppingens og madens tegn.

På turen mod svævebanen kom vi, apropos, forbi et butikscenter, som forhandlede elektronik – og efter en times tid og snak frem og tilbage forlod vi centeret - et kamera rigere. Måske nok unødvendigt, eftersom vi har et velfungerende kamera i forvejen – men fuldstændig uundværligt, fordi det kan bruges til at dykke med…..!

Efter indkøbsturen regnede det i stride strømme, så vi måtte tage en pause med lime-, rosen- og mangosaft i en snask i Little India. Vi benyttede lejligheden til at tage vores nyindkøbte Sorte Per-spil i brug. Det skal nok blive slidt op i løbet af de næste 3 måneder!!

Svævebaneturen til Sentosa var fascinerende med udsigt ud over hele byen – og på hjemturen om aftenen kunne vi se de store cruise-skibe fra oven - ret spændende. Første stop på Sentosa var Underwater World – det var helt vildt at røre ved rokker, hajer og kuglefisk – nogle små nogle godt nok, men alligevel. Det mest interessante var at gå i en tunnel, som var bygget som om man gik på bunden af havet. Store hajer og alskens fisk i alle størrelser svømmede rundt over hovedet og omkring éen.

Fortsaettes naar vi har faaet stroem paa den baerbare.

Singapore fortsat

Senere var vi inde i en helt ny 3D-biograf, hvor vi fik fornemmelsen af at være en nyfældet træstamme (ja, det lyder lidt skørt!) på vej igennem en masse forskellige tunneller flydende på vand, i hængebroer med udsigt ud over vandfald og med en masse fald nedad, som om man sad i en meget vild rutschebane. Det var meget livagtigt – vi sad i vogne med plads til 6 personer, som bevægede sig, og det var godt der var håndtag, man kunne holde fast i…!

Vi kørte også gokart og så et delfinshow på Sentosa – meget rørende og meget amerikansk….! Efter Sentosa tog vi til Chinatown – et ret stort område i byen. Børnene skulle prøve at spise kinesisk, så vi fandt et sted, hvor man satte sig ved et bord midt på gaden, og så skulle man hente maden rundt omkring ved de forskellige boder. Ved første og anden bid smagte det hele godt og fremmedartet. Men efter de første smagsprøver blev det for meget med chilien, de fremmede krydderier og risdejen rundt om dumplingerne. Enten var det for sødt eller for stærkt – af børnene var kun Rasmus nogenlunde positiv, og også de voksne blev trætte af maden før mætheden meldte sig. Så alle var ret sultne næste morgen...!

Onsdag fik vi opmagasineret vores bagage på hotellet, hvorefter vi travede derudaf. Hotellet lå meget centralt i byen, så efter blot nogle få minutters gang var vi midt i heksekedlen med biler og et leben af mennesker. Ken var lige et smut på netcafé for at opdatere hjemmesiden. Derefter ankom vi til et marked, hvor boderne side om side falbød den ene mere obskure og unødvendige vare efter den anden. Der hang en lugt over det hele – lige sådan i Chinatown aftenen før – af frugten durian, som praktisk talt stinker som rådne æg. Nede i metroen – som er ligeså ren og skinnende som den københavnske metro på åbningsdagen – var der hængt skilte op med ”No durians – penalty 1000 $”. Bøden svarer til ca. 3700 kroner. I det hele taget var der mange ting, som var forbudt og som gav kæmpebøder. F.eks. måtte man ikke tisse eller spytte på gaden, smide affald, fodre fugle, plukke blomster eller tygge tyggegummi. Sidse slog lige et smut inden om en SevenEleven, og den var god nok: de solgte simpelthen ikke det stads!

Også onsdag oplevede vi nogle heftige regnskyl, så efter at have siddet på kaffebar og kigget ud på regnen et godt stykke tid endte vi med at hyre et par cykeltaxaer. Vi blev kørt rundt nede ved havnen mellem høje skyskrabere og det ene shopping center efter det andet. Vi endte i udkanten af Chinatown, hvor vi smagte friskpresset frugtsaft: stjernefrugt, dragefrugt, guava og vandmelon – og så durian, som vi syntes vi burde smage, når nu vi var i Singapore. Desværre syntes vi alle, at det smagte lige så slemt som det lugtede……!!! Inden vi skulle i lufthavnen nåede vi lige at komme et smut til Little India, som tilbød en helt tredje stemning, lyde og dufte end Chinatown og forretningskvarteret ved havnen. Her smagte vi kokosnød- og sukkerrørssaft, samosa og stegte bananer. Meget eksotisk.

Det mest pudsige ved at være i Singapore var nok, at Christian blev berørt, taget op og talt til hele, hele tiden. Han er blevet fotograferet med og af kinesere, indere og flere indere. Vi kunne tage gebyr, så ville han nærmest kunne betale sin egen billet!! Derudover var det skønt, at praktisk talt alle talte et forståeligt engelsk – selv toiletterne var der ikke brok med, for de skyllede ud af sig selv stort set alle sammen!

	Her er for varmt. Skal vi mon ikke snart i poolen?

Turen til Darwin foregik også om natten – startede kl. 22.20 om onsdagen, men sluttede allerede kl. 03.05 svarende til 04.35 australsk tid torsdag morgen. Så vi og børnene fik (heller) ikke meget søvn den nat, og vi havde på daværende tidspunkt endnu ikke helt vænnet os til tidsforskellen. Så da vi efter turen gennem det omfattende australske check-in med hunde og toldmyndigheder ankom til hotellet ved 6-tiden, lagde vi os til at sove, bare for et par timer. Det endte med at blive til lidt mere, så vi stod først op ved 13.00-tiden….!

Heden var kvælende, da vi kom udenfor!! Meget høj luftfugtighed kombineret med ca. 33-35 graders varme virker ret voldsomt, og ved 14.00-tiden, da vi kom ud, var timingen ikke lige i orden. Midt på dagen er jo det allerværste tidspunkt, sådan er det jo, så efter nogle få minutters gang på esplanaden (skøn udsigt, ellers, palmer, blåt hav og så videre!), måtte vi finde et sted med aircondition. Senere begav vi os ud i varmen igen, og pludselig knækkede Mikkel sammen, fordi et insekt fløj ind i hans øje. Det mærkede som en bi, der stak ham i øjet, sagde han. Han var noget sølle, men efter et stykke tid var han OK igen, så vi fik handlet og gik i poolen på hotellet.

Kakadu National Park

Fredag skulle vi på en to-dages tur til Kakadu National Park – der var afgang kl. 6.15, så vi var tidligt oppe. Vi skulle stille og roligt gøre os klar; men det blev knap så stille og roligt, for Mikkels øje var hævet voldsomt i løbet af natten. Sidse og Mikkel tog straks af sted til skadestuen, og servicen var usædvanlig høj. Både sygeplejersker og læger stod nærmest på hænder for at hjælpe os, og vi fik en meget kompetent behandling. De mente godt Mikkel var i stand til at tage med på turen, forudsat altså, at bussen ville vente på os. Mikkel var bare så sej og gik igennem undersøgelserne uden et kny. Han fik to forskellige slags medicin med, som skulle forhindre eventuelle bakterier i at sprede sig og få hævelsen til at lægge sig.

Det var kun på et hængende hår, at vi alle kom med på turen. Buschaufføren var ikke indstillet på at vente alt for længe, og han var noget mopset over det i det hele taget. Men det lod sig gøre, fordi Sidse og Mikkel med taxa kørte til ”Truck City” uden for Darwin, hvor bussen også skulle passere. Og så var alt godt igen efter et par ophidsede timer…..!!!

Første stop i Kakadu var ved Nourlangie Rock, hvor vi så malerier lavet af aboriginere for mange 1.000 år siden. Her fik vi taget vores nyindkøbte bæretaske til Christian i brug – der var nogle kilometers gang op til klippen, vel at mærke i stegende hede. Så nu har vi for alvor haft gang i solcremen! Men det er utroligt, så opmærksom man bliver på sin kulør, når man går rundt her imellem folk, som er mere vant til solen!!!

Senere på dagen var vi på bådtur på Yellow Waters. På grund af den våde årstid var der ikke nogen flod som sådan – der var stort set vand så langt øjet rakte med oversvømmelser mange steder, så der var ikke mange krokodiller at se. Når de har så god plads spredes de for alle vinde og er svære at få øje på. Til gengæld så vi et rigt fugleliv med ørne, specielle hejrelignende fugle og papegøjearter.

Efter bådturen blev vi fem sat af bussen i Kakadu Lodge, en slags campingplads med hytter i containerstil etableret af det mineselskab, som driver en uranmine i udkanten af Kakadu. Og det bedste af det hele: der var en swimmingpool, og vi trængte alle til en dukkert, så det var perfekt. Men - der blev givet advarsler om slanger, så der var ikke noget med at gå på græsset (i hvert fald når mor og far så det!!)!!

Efter en god nats søvn, den første i laang tid – var vi klar til endnu en dag i Kakadu – denne gang med vores helt egen ranger, Tim. Han tog os med til hans egen favoritklippe med malerier på, hvor der ikke kommer så mange turister. Normalt ville turen have gået til en mere turistvenlig klippe, men vejen dertil var oversvømmet. Til gengæld fik vi en spændende og jungleagtig gåtur derud. På vejen blev Mikkel bidt af en lys myre med grøn bagdel, og Tims kommentar var: ”Just bite him back!”. Aboriginerne bruger åbenbart denne slags myre som smagsgiver i te, fordi den grønne del har en limelignende smag.

Drengene var lidt skuffede over, at der ikke var nogen krokodiller på bådturen i går. Men i dag fik de deres ønsker opfyldt, for da så vi både Anne-Marie, Susie, Anne, little Timmy og hvad de ellers hed, krokodillerne i Adelaide floden. Vi var på et ”Jumping Crocodile Cruise” under ledelse af en meget sej krokodille-dundee i kvindelig udgave med cowboyhat, drævende stemme og ”the lot”. Hun fodrede krokodillerne med stykker af svinehoveder, som de hoppede op efter, så vi fik set dem i hel figur!

Vi fik mange formaninger undervejs – ikke noget med at pege ud over rælingen, sætte hovedet ud over eller bare lægge sin albue på kanten. Der var redningsveste med, men som en af bådførerne sagde, var de fuldstændig ligegyldige. De ville bare virke som papir rundt om en slikkepind, hvis det kom der til!! I det hele taget havde rangerne i Kakadu en ret barsk humor; nok ret typisk australsk!

I løbet af dagen havde Christian gået og tygget på oplysningen om den spiselige myre. Så han gik og snakkede om, at han gerne snart ville smage en myre med citronsmag.

Efter hjemkomsten til hotellet skulle Mikkel til check på hospitalet med sit øje. Han blev krydstjekket igen og alt ser godt ud. Han er på antibiotika de næste par dage for en sikkerheds skyld. For, som de siger, så kan man ikke være for forsigtig med øjnene.

Søndag var vi på tur til Litchfield National Park - et rigtig lækkert sted med regnskov og vandfald. Det skriver jeg om senere, for det er nu sent mandag aften, resten af familien sover, og siden sidst er vi kommet til Alice Springs. Ferien har indtil nu været ret hektisk med program stort set fra tidlig morgen til sen aften alle dage, og vi er bare totalt udkørte, når vi kommer tilbage til hotellet. Hvis vi skal være helt ærlige kunne vi godt bruge en dags tid eller to med en pause og tid til bl.a. at få svaret på mails og opdatere hjemmesiden. Men sådan er det ikke planlagt, og man kan jo altid være bagklog....!

Vi skal også afsted i morgen tidlig - vi kører her fra hotellet kl. 6.30 i morgen tidlig, svarende til kl. 22.00 mandag aften dansk tid, for at bruge tre dage i "The Red Center" og se Ayers Rock, Kings Canyon og Kata Tjuta. Det bliver spændende, og vi glæder os. Der er blevet provianteret i dag, og indkøbt hatte, solcreme og myggelotion - her er 37 grader i skyggen - totalt steg-hedt!!

Vi er simpelthen så glade for jeres mails og beskeder i gæstebogen, det er dejligt at høre fra jer - det varmer.....! De bliver besvaret snart....!!! I hvert fald når vi kommer til Cairns! Godnat...!

Litchfield National Park

Endnu en morgen, hvor vi skulle tidlig op. Drengene er lidt matte efter de sidste par dages ture, men udsigten til en dukkert i et vandfald har fået dem op på mærkerne. Vi var ellers bange for, at turen ville blive aflyst, for det meste af natten havde det lynet og tordnet, og det regnede stadig, da vi kl. 7.00 stod og ventede på bussen. Men; Litchfield ligger to timers kørsel fra Darwin, så det med vejret tog Les, vores tour guide, ikke så tungt.

Litchfield National Park er 650 km² stor med tropisk regnskov, et landskab helt anderledes end i Kakadu. Først så vi nogle enorme termitboer: 5 meter høje, røde, murstenshårde ”tuer”, majestætiske at skue. Termitterne så vi ikke meget til, de holder sig inden døre for at skærme sig for varmen.

Les fandt nogle af de gule myrer med grønne bagdele til os; og da først vi alle havde smagt (de andre på turen var meget imponerede over os!!!) fik især Christian smag for dem, og i løbet af dagen fik han sig en snack, hver gang vi kom forbi de limesmagende lækkerbiskner.

Ellers så vi det ene mere imponerende og idylliske vandfald efter det andet. De var VILDT FLOTTE!! Nogle lå gemt lidt af vejen, hvor vi skulle gå ad snirklede regnskovsstier, som betød, at vi skulle kigge vores fødder og ben efter for igler, da vi kom tilbage til bussen. Andre nåede vi ved at gå opad med flot udsigt hele vejen, og så, pludselig, lå det dér. Fantastisk. Kun det sidste vandfald kunne vi bade i, for på grund af regntiden kunne der være krokodiller i det ellers mest badevenlige vandfald, Wangi Falls. Dukkerten foregik i Buley Rockholes, hvor vandet i kaskader væltede ned i en serie af klippevandhuller; man skulle bare lige være opmærksom på, at stenene kunne være ret glatte!

Undervejs så vi mange flotte og farvestrålende fugle, og det gik op for os, at det her i Australien er helt naturligt at have nogle ret anderledes kæledyr, end vi er vant til. Det kan f.eks. være kænguruer og wallabies, som kan blive ret tamme, og slanger og andre krybdyr. F.eks. fortalte Les, at hans far havde fanget en kakadue-unge, da han var dreng. Charlie, som den hedder, er i dag 31 år, og bor stadig hjemme hos hans forældre. Han er en del af familien på linje med ham og hans søster, som i øvrigt også er 31 år. Så hun har gennem hele sin opvækst haft en tro følgesvend i Charlie, der både synger, danser og snakker. Kakaduer kan blive over 70 år gamle, og det er almindeligt, at folk laver testamenter for deres kakaduer, fordi de ofte bliver ældre end deres ejermænd! Vi så et stort flot eksemplar af en hvid kakadue med gul kam, som desværre nåede at flyve væk, inden kameraet kom i stilling….!! Der findes også sorte kakaduer med røde halefjer og hale, men sådan én har vi endnu ikke været så heldige at se. De skulle være enormt flotte. I øvrigt er det bare et tilfældigt sammenfald, at fuglen hedder kakadue på dansk, og den tidligere omtalte nationalpark er ikke opkaldt efter den. En kakadue hedder nemlig cockatoo på engelsk.

I det hele taget er naturens lydbillede helt anderledes her end i Danmark. Fuglene nærmest skriger eller kommer med et enkelt udbrud, ikke lange smukke serenader som hjemme i haven på Glaciset.

Tilbage i Darwin igen gik vi en tur i den sene eftermiddagshede for lige at opleve selve byen inden vi skal videre i morgen. Programmet har ikke efterladt meget tid til bare at tusse rundt og opleve på egen hånd, og set i bakspejlet skulle vi nok have lagt en ”slapperdag” ind hist og pist her i turens første uger. Darwin var ikke umiddelbart noget at skrive hjem om. Man så ikke mange mennesker på gaden, undtagen dem, som sidder på byens værtshuse og caféer – folk holder sig tilsyneladende generelt hellere inden døre i deres airconditionerede huse og lejligheder. De fleste bygninger er opført efter 1974, hvor cyklonen Tracy ødelagde over 90% af byens huse. Arkitekturen bærer præg af store firkantede slidte og ikke-vedligeholdte betonklodser, ikke noget kønt syn. Man har taget konsekvensen af naturens luner og bygget husene cyklon-sikre og praktiske frem for smukke. Ved havnefronten og i det lille centrum omkring Northern Territory Governments bygninger var der dog gjort noget ud af det med grønne plæner og kønne (gamle!) bygninger. Billedet blev så en smule skæmmet af, at det åbenbart er her nogle af byens forhutlede aboriginals og hjemløse holder til.

Generelt er vi meget glade for, at vi valgte at tage til Darwin, på trods af, at Nyhavn Rejser anbefalede os at springe Darwin over på grund af lavsæson. De to nationalparker har været store oplevelser med den fantastiske natur og givet os et grundigt indblik i de indfødtes måde at leve i og med naturen gennem de sidste 20.000 år. Samtidig er det spændende at opleve de enorme kontraster mellem det våde og tropiske Top end, som Darwin-området kaldes, og det tørre og ørkenagtige indre af landet.

Alice Springs

Tidligt op og sent i seng, det er efterhånden blevet vores motto, og det er godt nok noget af det, der skal laves om på, når vi får camperen!!! Børnene klarer det efter omstændighederne godt; ja, Rasmus bliver lidt mere drillesyg (kan det lade sig gøre??!!), og Christian har haft nogle irriterende hidsighedsanfald. Men når lejligheden byder sig er de gode til uden vrøvl at tage en lur, det er helt uvant…!

Også denne dag var vi oppe før en vis herre fik sko på. Vi skulle køre fra hotellet kl. 04.40 og flyve kl. 06.00. Flyveturen gik fint, Qantas er et glimrende luftfartselskab og de australske lufthavne (som vi har set indtil videre!) fungerer uden for meget fikumdik med hensyn til check-in og sikkerhedsforanstaltninger.

Den tørre hede i Alice Springs slog os i møde, da vi gik ud af flyveren, selvom klokken kun var 08.00. Vi fik hurtigt vores bagage og ankom tidligt til hotellet. Hotelmutter var ikke mødt på arbejde endnu, men da hun kom, fik vi en lejlighed med to soveværelser, to badeværelser og ikke mindst – EN VASKEMASKINE! Skønt. Vi havde dog lige nogle indkøb at gøre, inden den kommende tur til det røde center. Så vi skyndte os at komme af sted – selvom børnene aller helst bare ville sidde i sofaen og se fjernsyn, spille Game Boy og hygge sig. Men taget varmen på dette tidlige tidspunkt i betragtning var det ikke svært at forestille sig, hvor ulideligt det ville blive senere på dagen. Der var længere ind til byen end vi havde troet, så vi var glade for vores hatte, vandflasker og at vi havde fået masser af solcreme på.

Selve byen virker ret trøstesløs. Alt er solsvedent og afbleget, og samtidig prioriterer folk åbenbart ikke at gøre noget ved deres huse og haver. De fleste haver var ret afpillede og udtørrede, og samtidig lå der mange steder flasker, gamle madrasser, bilvrag og skrald i haven. De fleste butikker var genbrugsbutikker eller handlede med souvenirs, hvilket siger lidt om, hvilket klientel byen har: folk uden for meget at gøre godt med eller turister på stop for at komme på tur til Ayers Rock.

Der er mange aboriginals i gadebilledet i Alice Springs, og generelt virker de som nogle sølle mennesker, der tvunget af omstændighederne er blevet påduttet en civilisation, som de måske egentlig ikke oprindeligt har ønsket. Mange er alkoholiserede og fattige. Triste så de i hvert fald ud med deres tillukkede ansigter sjokkende rundt i klip-klappere og farverige, ildelugtende klude. Vi så dem siddende i klynger under træerne, foran supermarkedet og ravende rundt på gaderne. Vi blev anbefalet ikke at gå uden for en dør efter mørkets frembrud i byen, fordi der er blevet anmeldt flere tilfælde af overfald på turister. Det lød lidt lige som Nørrebro - ungdomsbanderne her består bare af aboriginals.

Ken er noget forundret over de høje ølpriser – en enkelt koster i omegnen af 15 kr. i et supermarked. Måske er det i et forsøg på at sænke alkoholforbruget blandt den oprindelige befolkning, at man har pålagt ekstra afgift på øl. Men i øvrigt holder resten af den australske befolkning sig nu heller ikke tilbage med de våde varer, ser det ud til….!!

Tilbage på hotellet igen trængte vi alle til at blive kølet ned i poolen, en lille hyggelig én, som kun vi brugte. Der er også lavsæson i Alice Springs på denne årstid – på grund af varmen! Det virker ret omvendt i forhold til vores normale opfattelse af lav- og højsæson.

Pludselig trådte en kvinde og hendes 18 måneder gamle dreng ned i poolen – hun havde hørt vi talte dansk, og ville lige snakke lidt. For hun boede lige ved siden af hotellet, hed Iben og havde boet i Alice Springs i 13 år. Det var sjovt at tale med hende – hun havde fundet manden i hendes liv under en jordomrejse og var så strandet her. Hun havde aldrig haft besøg fra Danmark, og havde kun selv været hjemme, da hendes mor henholdsvis hendes far døde. Hendes søn havde aldrig hørt dansk talt af andre end sin mor, så det var sjovt at se ham reagere på vores snak. Han var meget tryg ved at gå hen til både Ken og jeg. Iben havde tilbragt en stor del af sin barndom i Grønland, i Narsarsuaq, og drog mange sammenligninger mellem Alice Springs og Grønland. I Alice bor kun 25.000 mennesker, og hvis man tager uden for byen kan man blive ved med at køre uden at møde et menneske 1.500 km – der er intet, næsten ligesom i Grønland. Aboriginerne minder på nogle punkter om grønlænderne, et stolt naturfolk med egen kultur og traditioner, som til dels er blevet ødelagt ved mødet med civilisationen – med alkoholproblemer og trøstesløshed til følge. ”I Alice Springs lever folk, som ikke rigtig passer ind andre steder”, sagde Iben. Det er nok rigtigt…! 

På tur til ”The red center”

Endnu en morgen med tidlig afhentning af en bus med 14 andre turister og tour guiden Bryce, som skulle være vores rejsefæller de næste tre dage. For at komme til lejren, hvor vi skulle overnatte, skulle vi lige køre 5 timer i streg, afbrudt af nogle pauser undervejs. Der er ingen byer mellem Alice Springs og Uluru/Ayers Rock, kun nogle vindblæste ”stations”/caféer á la Whistlestop, hvor man kan få en forfriskning, komme på toilettet og måske få sig en kameltur. Turen gik upåklageligt, der blev sovet og spillet Game Boy, læst bøger og kigget ud af vinduet. Guiden havde tilsyneladende en uudtømmelig mængde af viden, som han gerne ville dele med os, så han snakkede over højttalerne det meste af tiden.

Landskabet på vej derud var helt ubeskrivelig smukt. Rødt sand overdrysset med grønt af små vindblæste buske og lidt større træer, desert oaks, akacie med mange flere. Der var langt imellem dyrene, men til gengæld var der fugle og meget varierende landskab med bjerge og store klipper i horisonten. Endelig fik vi et glimt af Uluru (som Ayers Rock har heddet siden 1993) – et fantastisk syn og storslået endelig at se stenen i virkeligheden. Inden vi kunne tage hul på stedets seværdigheder måtte vi dog først installeres i telte og stille an til frokost - midt i ørkenen.

Der var etableret en lejr med militæragtige telte, som havde fast bund og feltsenge. Det var primitivt, men det kan vi jo godt lide, så det var fint. Midt på dagen, da vi ankom, var det dog svært at forestille sig, at det ville blive muligt at holde ud at opholde sig i teltene om natten (man kunne bage brød derinde)!  Frokosten foregik i et større overdækket skur beklædt med net, og alle hjalp til for at det skulle gå så smertefrit som muligt.

Vi var en blandet flok: to piger fra Danmark, et ældre og to unge par fra Schweitz, et par fra Østrig, en far og søn fra Holland, en belgisk pige og en fyr fra USA – og så os. Rasmus, Mikkel og Christian var de eneste børn på turen, og som et par af de andre deltagere fortalte os senere, havde mange tænkt ”Oh no, three kids…!!”, da vi stod på bussen den morgen.

Men børnene har klaret turen helt fantastisk, uden ballade og vrøvl. De fleste af deltagerne på turen syntes det er nogle dejlige unger, vi har. David og Christel (amerikaneren og belgieren) roste dem til skyerne, ”so calm and for three days now we havn´t seen them fighting at all”. De mente sågar, at vi skulle skrive en bog om børneopdragelse –  ja, det er jo bare dejligt at høre!

Men det var også nogle hårde prøvelser, vi gik igennem på de tre dage ”derude”. Efter frokosten tog vi til Kata Tjuta, som er mindst lige så imponerende som Uluru og også et helligt sted for aboriginerne. Kata Tjuta kaldes også The Olgas og betyder ”Mange hoveder”, og er en gruppe af sten på højde med eller højere end Uluru. Vi vandrede en tur på ca. 2,5 km. mellem stenene til Walpa Gorge i eftermiddagsheden, så det var ret hårdt for os alle, især for det ældre par fra Schweitz.

Bagefter kørte vi til Uluru for at nyde solnedgangen. Det var betagende smukt – en stor oplevelse (dog delt med 15-20 turistbusser fyldt med folk fra alverdens lande – men især USA). Her så man også forskellen på især amerikanerne og os andre. For dem var der stillet borde op med hvid dug, glas og champagne, mens vi andre fik chips og god australsk rød- og hvidvin i metalglas uden stilk (vi ville ikke bytte!).

Tilbage i lejren spiste vi barbecue og gik tidligt i seng. Der var bælgmørkt i lejren, så vi havde lommelygter med – og lyste lige efter en ekstra gang for at se efter slanger og edderkopper under sengen. Der var ingen; men det var der til gengæld på toilethuset, hvor der sad nogle langbenede edderkopper i loftet. Det var også her Ken så en stor mørkegrøn gekko/varan – drengene var fyr og flamme! Ellers vrimlede det med diverse afskygninger af græshopper og fårekyllinger i lejren; men farlige dyr så vi ingen af.

Uluru
Denne morgen vækkede Bryce os (på den mest irriterende morgenfriske måde!!) klokken 04.15. Tøjet havde vi lagt klart, for der var så mørkt i teltene, at det ville have været umuligt at finde noget som helst. Lyse ind i skoene og banke dem ned i gulvet for at sikre, at der ikke sad en edderkop. Og over og børste tænder i toilethusene med lommelygterne tændt, for ellers var det kun stjernerne, der lyste. Efter morgenmaden skulle vi så køre et kvarters tid for at nå Uluru. Vi gik rundt om stenen – en tur på ca. 7 kilometer – heldigvis i denne tidlige morgenstund, for ellers ville det have været totalt hårdt. Det var også hårdt – for Mikkel! Han syntes godt nok ikke det var fedt, bare sådan at gå og kigge og holde øje. Efterhånden får han forhåbentlig lært at sætte mere pris på naturen, for det bliver ikke sidste gang på denne ferie, at vi skal gå tur.

Bryce fortalte os en masse om aboriginernes ”dreamings”, hvordan deres forfædre havde vandret gennem landet og sunget dyrenes og planternes navne undervejs. Han vidste alt om faunaen og floraen i området, og denne viden delte han også gavmildt ud af. Efter Uluru-turen var vi på et center med information om aboriginernes levemåde og deres lov, tjukurpa. En ældre aboriginer fortalte med stor indlevelse om forfaderen Kuniya, pytonslangen, en historie om hævn og reaktionsmønstre på forskellige hændelser. Disse historier tjener som en del af aboriginerbørnenes opdragelse, fordi de fortæller en masse om, hvordan man skal opføre sig, og ikke mindst, hvordan man ikke skal opføre sig. Aborigineren fortalte også, at boomeranger i dette område af Australien ikke bruges til jagt, men som musikinstrument. De var heller ikke så krumme, som dem man normalt forbinder med boomeranger.

Tilbage i lejren fik vi pakket færdig og spist frokost. Derefter gik turen på knap 200 km. til Kings Creek Station, hvor vi skulle overnatte i en tilsvarende lejr. Der var heldigvis en pool dér, og så skete det: Mikkel lærte at svømme på den time, det kunne blive til!! Det er bare så flot.

Aftenen gik med at spise mad på bål – det var bare så lækkert, kylling kogt i gryder sat i gløderne fra bålet. Bryce bagte også et brød på bålet; det kræver alsidige evner at være tour guide til det røde center!

Kings Canyon

I dag var vi tidligt i Kings Canyon. Vandringsturen startede ca. 06.30 og varede til ca. kl. 10.00. Det var bare så flot en tur med megen klatren undervejs og vildt smukke udsigter. Christian sad meget af tiden på Kens ryg i bærestolen – godt nok en god investering!!! Det var hårdt, han vejer trods alt knap 15 kilo, og så kommer alt vandet oven i. Èn af de schweitziske fyre, Marc, tilbød flere gange at hjælpe med at bære; han var så vild med Christian, især med hans uhæmmede spring fra siden af poolen ud på det dybe. På dét punkt har Christian simpelthen ingen hæmninger, han elsker vandet, er ligeglad med at få vand i øjnene (helt modsat, end når han er i bad!) og forventer uden videre, at hans badevinger holder ham oppe.

Christian gik nu også meget af turen selv, han har jo ”gode ben”, ligesom resten af familien!!! Mikkel måtte også erkende, at indsatsen i dag var hele turen værd – så måske er han allerede nu ved at ændre indstilling…!! Det var ellers en lang tur på 6 km. op og ned, med behov for hele tiden at holde øje med, hvor man satte sine fødder. Der var lidt mere udfordring end i går, hvor det bare gik der ud ad på en nogenlunde lige sti. Undervejs kom vi til Paradisets have – en oase midt i alt det afpillede, hvor der lever planter, som stammer helt tilbage fra dinosaurernes tid. Sandstenstypen her er anderledes, og leder ikke vandet væk, men danner et naturligt stort vandhul til glæde og gavn for planter, mennesker og dyr i området. Det regner trods alt ind imellem. I Kings Canyon er dele af filmen ”Ørkendronningen Pricilla” optaget – den skal vi vist have set igen, når vi kommer hjem!! Bryce fortalte, at han ind imellem har nogle Pricilla’er med på tur, som stiller sig an med fjer og det hele, når de kommer til amfiteatret i Kings Canyon!

Et sted på turen udpegede Bryce også en speciel hvidstammet akacie (der findes over 1.000 akaciearter i Australien), som kun vokser her. Han sagde, at der desuden lever en meget lille koalabjørn i træet, pygmækoalaen, som man kan være heldig at se, hvis man kigger godt efter. Så vi spejdede alle, og vi blev belønnet: på nogle af grenene sad der nogle fine eksemplarer. De sad meget stille, så vi var enige om, at de nok sov. Der blev knipset løs – og først efter 5-6 minutter sagde Bryce, at det bare var tøjdyr, som en eller anden ranger i spøg havde sat op! Så den ellers tørre Bryce havde altså også humor!!

Efter Kings Canyon holdt vi pause på Kings Canyon Resort, fik en dukkert og en sandwich og startede hjemturen mod Alice Springs. Flere af de andre skulle fortsætte turen i to dage mere; men vi var glade for, at det ikke var os!!! Ikke fordi de tre dage ikke havde været gode – bestemt – men nu havde vi bare brug for nogle afslappende dage ovenpå de seneste par uger. Der er trods alt noget arbejde med at rejse med tre børn….!!!

På turen hjem kom vi forbi en rygende turistbus, ligesom vores, som vi kunne læse om i avisen dagen efter. Ingen tilskadekomne, trods alt, men voldsomt så det ud, især da den brød i brand og efter få sekunder stod omspundet af flammer.

Ellers så vi flokke af vilde heste, som løb rundt i ørkenen. Pludselig stod der nogle stykker foran bussen på vejen – på dette tidspunkt godt nok en grusvej, som så ud til højst at blive benyttet et par gange om dagen. Bussen var en ombygget lastbil, så den kunne godt klare turen, selvom vi godt nok hoppede noget rundt! Der lever ca. 300.000 vilde heste i Australien, ligesom der lever vilde kameler og æsler.

Jubii, endelig en dag, hvor vi kunne sove til kl. 7.00!!! Vi havde stort set fået vasket og pakket aftenen i forvejen, så der skulle bare lige spises morgenmad og skrives lidt dagbog. Børnene nåede endda en svømmetur; det var lige noget der passede dem. Efter check-ud fra det hyggelige hotel ”Alice on Todd” (”Alice ved floden Todd” – meget spøjst med den flod, i øvrigt, for der er ikke noget vand i, men den omtales konsekvent som ”floden”). Den overrisles højst et par gange om året, og så er vandet væk igen samme dag.) gik vi hen til byens Reptile Center, som huser 40 forskellige arter af krybdyr: slanger, gekkoer, skinke, øgler, en saltvandskrokodille, firben og hvad de ellers hedder. Indehaveren af centeret viste os Ulyssus, Thomas, Olivenphytonen og et par andre ”kæledyr”, som vi fik lov at holde, ae og få over skulderen. Den ene øgle, en blåtunget gekko, kyssede os alle på kinden. Det er åbenbart en refleks, den har, for at røre ved det, den kommer i nærheden af. Børnene var vilde med det, overhovedet ikke bange. Så det blev til et par billeder!!

Senere på dagen fløj vi til Cairns – tilbage til den høje luftfugtighed, hvor det ikke er til at få tøjet tørt, i modsætning til i Alice, hvor de store håndklæder tørrede på knap to timer - sådan!

Vi blev indlogeret i en stor lejlighed på et resort med fire swimmingpools – så her skal vi nok få slappet af!!!

På The Lakes Resort & Spa

Sove længe, yes, og lækker morgenbuffet, guf!! Dagen i dag har stået på badning og snorkling i poolen – nedkøling var simpelthen en nødvendighed med jævne mellemrum, ellers havde vi nok fået hedeslag alle sammen!!! Vi smurte os ind i creme, men alligevel var det ikke nok. Især Rasmus har fået røde kinder og skuldre, så vi må passe mere på.

Inde i byen gik vi en tur på Esplanaden, kiggede lidt butikker og fik en stor og lækker is. Bytur er desværre en stor plage for børnene; de vil hellere være alene hjemme på hotellet. Men den går altså ikke….! Heldigvis reddede isen lidt af dagen.

I dag oplevede Sidse en stor sorg. Hun fandt ud af, at vi havde glemt det gode Godiva-chokolade et sted på vores tur i Darwin eller Alice Springs. Men mon ikke hun kommer over det?

Vi blev fristet til at prøve at flyve i luftballon; og det var bare fantastisk!!! Endnu en morgen, hvor vi skulle op ved 4-tiden for at køre hen til det sted, ballonerne letter fra. Ballonerne flyver ikke efter kl. 8, da vindforholdene bliver for ustabile pga. varmen. Bare det at se 5 balloner stille og roligt blive fyldt op med varm luft og rejse sig er et fantastisk syn….! Når man letter med ballonen, er der en del larm fra brænderen, så Christian og Mikkel fik ørepropper udleveret, men når man først er oppe, så! Tidlig morgen i fuldstændig stilhed, svæve hen over markerne i omegnen af Mareeba, som ligger i Queenslands højland, også kaldet Tablelands. Superfrugtbare jorder, hvor der bl.a. avles mango, lychee, paw-paw (en art papaya), majs, kaffe, te, vindruer, ananas, tomater, sukkerrør, kokosnødder – en gang blev der sågar avlet tobak, men det blev urentabelt for nogle år siden. Kænguruerne og wallabierne hoppede rundt dernede, kunne vi se.

Det eneste mén ved turen var, at Mikkel blev overbidt af myg, så nu er især hans ene ben helt ophovnet. Godt at vi har fået købt noget anti-histamin, aloe vera-salve og en sprøjteflaske med antibakterielt væske. Vi går snart rundt med et lille apotek i tasken!! Da vi kom tilbage til lejligheden gik vi til poolen - i dag ekstra påpasselige over for solen! Her fik Mikkel øvet mere i at svømme og snorkle. Efter at have fået overvundet sig selv med masken har den næsten ikke været af. Det er en helt ny verden, der har åbnet sig under vandet. Christian er endnu ikke så glad for masken; men det kommer vel.

I dag er vi flyttet ind i den camper, som vi skal bo i de næste 45 dage. Og den er bare så fed!! Den har alt på meget lidt plads: Fjernsyn, dvd, borde og stole, parasol, markise, toilet, bad, køkken, mikroovn, køleskab, grill, aircondition, tre dobbeltsenge, you name it, plads til alt vores grej, tøj, bøger og så videre. Skønt endelig at få frie hænder til at gøre, hvad vi vil, og bruge lige så lang tid vi har brug for på de enkelte seværdigheder. Vi kørte først fra Cairns ved middagstid, da det tog lidt tid at sætte sig ind i bilen samt at få alle vores ting pakket ud/ned. Vores første stop var et stort indkøbscenter 20 min. kørsel uden for byen. Her fik vi noget frokost og fik fyldt køleskabet op. Vi havde fået anbefalet at tage op til Port Douglas, hvilket vi gjorde. I Port Douglas er vi kørt ind på Tropic Breeze campingplads, som er en lille familieplads tæt på byen. Her vores første nat skal vi lige vænne os til camperen samt den ”tropiske larm” (fugle, cikader o.l.). Vi har bestilt tur til revet allerede i morgen, da de har lovet en kraftig vind de næste par dage. Rasmus plager for at komme ud at dykke rigtigt; men lad os se…!

Her 15 dage inde i vores tur er vi oppe på knap 900 billeder! Der ligger et stort redigeringsarbejde foran. Som et eksempel, hvilke af de 150 billeder fra Litchfield skal vises frem, gemmes eller slettes?

Så er vi kommet til et af de forventede højdepunkter på vores tur – at snorkle på ”det store rev”. Vi blev hentet på campingpladsen ved otte-tiden for at køre ned til havnen. Drengene blev ved med at spørge om, hvor langt vi skulle køre. Vi havde jo vænnet os til, at de små køreture minimum tager en time, men i forhold til de andre busture vi har været på kunne vi ligeså godt have gået, det tog 5 min. Turen ud af havnen var fascinerende; kystlinjen er en fantastisk blanding af klippe, sandstrand, palmer og regnskov, i snirklede bugtninger ud og ind og med bakker og dale. Utroligt flot. Der var lidt søgang på vej ud, og med 1,5 times sejlads var der en del, som blev lidt søsyge. Heldigvis blev vi ikke voldsomt ramt!

Rasmus havde fået overtalt Ken til at gå med ned på et prøvedyk, så de brugte en del af sejladsen ud på at udfylde papirer samt få lidt undervisning i håndtegn, trykudligning o.l. Da vi kom ud til revet havde vi ca. 20 minutter til at snorkle, inden der skulle dykkes og sejles i glasbundsbåd. Vi skulle have ”stinger”-dragter på, fordi der var fare for at blive ramt af nogle små lillefingernegl-store vandmænd (stingers), som kan forårsage hovedpine, opkast, for højt blodtryk og i sidste ende hjertestop. Så det var nok meget fornuftigt!!! Vi så skønne ud…!

Vandet var ca. 28 grader varmt med en smule bølger. Søgangen var for meget for Christian. Han mente, at han hele tiden fik vand i munden (sådan er det jo, hvis man taler hele tiden!). Så han befandt sig oppe på skibet det meste af tiden, hvor han hjalp én af skibets besætning, som tilfældigvis også hed Christian. Mikkel og mor snorklede sammen, og det var bare fedt. Super, at Mikkel er blevet så god til at have maske på og trække vejret gennem en snorkel. Under vandet åbnede der sig en helt ny, fantastisk verden – utroligt!!

Så kom tiden til det store dyk. Rasmus og Ken fik udstyret på (de så bare så seje ud!) og begyndte nedturen til de 10 meter. Det var helt fantastisk at svømme rundt i revet omgivet af koraller, fisk i alverdens farver, søagurker osv. Lige pludselig var der gået 25 min. og det var ved at være slut med luft. Så vi måtte desværre op.

Medens Rasmus og Ken var nede og dykke tog Christian, Mikkel og Sidse ud med en glasbundsbåd. Vi så også en masse fisk: papegøjefisk, sommerfuglefisk, englefisk, zebrafisk, Dory-fisk og så videre, og så videre!! Vi så desværre ingen Nemo-fisk, men vi kiggede meget efter dem!!! Det var helt vildt flot; men slet ikke så farverigt, som man ser på billeder (og i filmen). Der var et jordfarvet skær over revet, med blå stænk og lidt orange ind i mellem. Og så fiskene, selvfølgelig, men vandet udjævnede farverne lidt. Pludselig passerede vi en kæmpe-musling; den var nok 1,5 meter i diameter. De kan blive helt op til 2 meter i diameter; men de har ingen perler inden i!! Overraskende nok var også selve revet utrolig flot: meget varierende i faconer og farver, noget lignede stalakitter, noget havde hjerneagtigt udseende, noget havde facon som trompeter mv..

Tilbage igen på båden fik vi frokost, og så kom vi frem til et nyt sted på revet. Her fik vi en ordentlig snorkletur: vi var meget tæt på revet, man kunne praktisk talt røre det. Og det var igen rigtig, rigtig flot – helt fantastisk! Så Ken fik taget nogle flotte billeder med det nyindkøbte kamera. Det var alligevel en god investering!!! Rasmus er blevet fuldstændig bidt af at dykke oven på den her tur – og Mikkel er også blevet meget mere vandhund.

Ved 16.30-tiden var vi igen i Port Douglas, så vi trissede ned af hovedgaden og hjem til camperen. Port Douglas er en hyggelig lille badeby, med fine hoteller og et meget friseret look. Der er ikke meget at lave her, med mindre man elsker at shoppe og dykke. Men så skal man også have en tyk tegnebog!

Vi var godt møre oven på dagens oplevelser, så vi skyndte os at lave mad. Vi troede vi skulle sidde uden for og nyde aftensmaden; men vi var ved at blive ædt at myg – så vi rykkede ind i camperen!

Slapperdag i camperen

I dag har vi bare slappet af, været ved poolen og fået skrevet dagbog. Hen under aften gik vi en tur ned til stranden, som ligger 5 minutters gang herfra. Der er palmer langs hele stranden, med kokosnødder, meget eksotisk. Det er trukket op til storm i dag, så palmerne suste om kap med havet. Det virkede lidt som en efterårsdag ved Løkken Strand; men temperaturen er bare noget anderledes. Vi har fået strenge ordrer på ikke at røre ved vandet, fordi der især langs kysten er stingers – også box jelly fish, som er noget større end de små på revet. De er noget mere farlige, så vi kan godt nære os. Aftenen gik med at spille kort. Og også i dag har vi været myggemad - Christian har en teori om, at mygs yndlingsfarve er hvid, og at det er derfor de så godt kan lide os!

Endnu en slapperdag..!

Vi trænger lige til at komme helt oven på og bare gøre hvad vi har lyst til, inden turen går nordover i morgen. Så også i dag slapper vi af; vi har lige set ”Find Nemo” på dvd (som vi langt om længe fik til at virke, det holdt ellers hårdt!!). Filmen har mange lighedspunkter med vores oplevelser den anden dag, så det var sjovt at gense den.

Man sover godt her i camperen; der er ikke særlig lydt, for airconditionen kører uafbrudt!! Det skal man lige vænne sig til. Men her i nat har det været regnvejr, og man kunne godt høre regnen på bilens tag. Og at få fyldt vand på og tømt spildevandstanken går også meget smertefrit. Madlavning skal helst være nemt, for der er ikke det helt store udstyr. Men det er fint nok, så skal vi ikke vaske så meget op! Så alt er godt. Vi har endnu ikke prøvet at tømme toiletspanden, men det er forhåbentlig heller ikke så slemt.

For at modvirke, at fem mennesker på så lidt plads ikke bliver for meget på et tidspunkt, har vi aftalt nogle regler for vores ophold her i camperen. Vi skal således alle rydde op efter os, sætte vores sko på plads, alle skal hjælpe med at gøre klar til og vaske op efter måltiderne, og hver morgen skal gulvet fejes.

Vandet kan drikkes overalt i Australien, men det er ikke varmt vand, vi mangler!! Det er noget med at fylde vand på flasker og så lægge dem på køl; for vand direkte fra hanen er næsten lige så varmt som det varme vand fra hanen derhjemme.

Heldigvis er der ikke så varmt i dag, ovenpå gårsdagens og nattens regn og blæst. Det er skønt ikke at være svedig hele tiden….!!! Senere i dag går vi op i byen og finder en internet-café, så vi kan få opdateret hjemmesiden og læst mails. Det er ved at være længe siden..!

Mossman Gorge

Vi havde planlagt at køre en tur til Daintree National Park, som er stort område nord for Cairns, der starter inde i landet og strækker sig ud til kysten fra Daintree floden og helt op til Cooktown på Cape York. Området omfatter en af verdens ældste tropiske regnskove med en historie på mindst 100 millioner år – Amazon-junglen er f.eks. ”kun” små 10 millioner år. Der var engang regnskov i hele Australien, men for 50 millioner år siden begyndte mere tørt land at erstatte de tropiske forhold. Siden europæernes bosættelse har skovhugst betydet, at der nu kun er 0,3% regnskov tilbage i Australien. Hele området er beskyttet som en del af Wet Tropics World Heritage Area, og på dette lille område findes mindst 20% af Australiens fuglearter, ¼ af krybdyrene, 1/3 af pungdyrene, 1/3 af frøerne og 40% af plantearterne. Vejret havde været noget regnfuldt de sidste dage, og var det også denne morgen, da vi forlod Port Douglas. Men vi var fortrøstningsfulde….!

Første stop var Mossman Gorge, som er et regnskovsområde omkring en bred kløft med en fos hen over klipper og sten og mulighed for at tage en dukkert. Allerede da vi steg ud af bilen dryppede det lidt; men nu var vi jo kommet, og hvad pokker, regnen var jo varm, så helt galt kunne det vel ikke gå. Godt nok var vi allerede noget våde, da vi kom til den afmærkede rute på 2,4 kilometer. Det er speciel fornemmelse at gå inde under de høje trætoppe med regndråberne dryppende ned på bladene, de allestedsnærværende cikader til at danne det grundlæggende lydbillede, over broer og forbi badestedet på stadig udkig efter dyr og fugle. Man skal hele tiden passe på ikke at falde over en rod. Det var hyggeligt; i hvert fald i starten! For allerede efter at den første kilometer var tilbagelagt blev vi overrasket af et voldsomt regnskyl, som ikke så ud til at stoppe foreløbig. Vi søgte ly under et klippefremspring, ligesom et par ældre australske herrer, der var på jagt efter svampe, de kunne fotografere. De fortalte, at dette regnvejr var ingenting, i området plejer der at falde mellem 3 og 5 meter regn om året. Efter et stykke tid fortsatte vi, for vi var jo alligevel våde, og tilbage skulle vi…!! Til sidst var det ikke så sjovt længere – og vores medbragte badetøj blev ikke brugt i denne omgang. Vi skulle bare tilbage til bilen og blive tørre! Vi lignede nogen, der havde taget et brusebad med tøj på.

Undervejs havde nogle igler sat sig fast på Mikkels, Rasmus og Kens fødder, så de skulle også lige fjernes! Det er nogle ulækre bæster, som virkelig sad fast, og det blødte også, hvis de havde fået lov at sidde et stykke tid. Men det gjorde ikke ondt – så nu har vi også prøvet dét!!

Alt i alt var det en flot tur at gå rundt i Mossman Gorge, og nu har vi virkelig oplevet, hvad en regnskov vil sige…! Vores forventninger om at se en masse dyr blev desværre ikke indfriede: det eneste dyr vi så var en bush kalkun, som luskede rundt ved parkeringspladsen!

Efter denne oplevelse satte vi kursen mod Cape Tribulation, som er det område af nationalparken, hvor regnskoven og mangroven går helt ned til vandet, og hvor revet er tættest på kysten. Området ligger meget øde hen med kun en enkelt asfalteret vej, nogle få fastboende og ingen net- og mobildækning. Vi skulle krydse Daintree floden med en lille pram, og derfra stod den på en smal, snirklet vej op og ned af bjergsiden med lejlighedsvise kig ud over havet. Det var meget smukt; og udsigten fløj ikke forbi vinduerne, for vi kunne kun køre 20-40 kilometer i timen.

Vi fandt en campingplads, som lå på et lille ryddet område i regnskoven lige ud til stranden; rigtig hyggeligt og meget primitivt. På grund af områdets fredede karakter tænkes der meget i grønne baner og genanvendelse. Der er ingen kloakering, og regnvand opsamles i tanke og anvendes til drikkevand. Denne årstid er den våde sæson, og det mærkede vi i høj grad! Regnen havde fulgt os på vejen, og området ved campingpladsen var helt overrislet. Det betød, at vi skulle checke vores fødder for igler, når vi havde været på toilettet.

På Cape Tribulation

Der er efterhånden en ret muggen og klam lugt i camperen – alt det våde tøj fra i går er overhovedet ikke tørret i løbet af natten, så nu glæder vi os til at komme væk fra den høje luftfugtighed – den nærmer sig 100 her i området. Det har regnet helt vildt natten igennem - der falder mellem 5 og 7 meter vand om året på disse kanter.

Regnen var heldigvis stoppet til morgen, og vi startede dagen med at gå ned til stranden – kanon idyllisk, med palmer så langt øjet rakte, turkisblåt hav og ingen mennesker – lidt ligesom i ”Castaway” med Tom Hanks! Desværre kan man ikke bade på grund af faren for stingers – det er det rene spild – det ligger bare dér og bliver ikke brugt!!! Til gengæld var der fyldt med krabber, som ilede ned til vandet, da vi kom trampende!

Med indgang fra stranden var der bygget en sti gennem skoven, ”Dubuji boardwalk”. Det var lidt ligesom at træde ind i en domkirke. Selv børnene var helt stille, der lagde sig ligesom en højtidelig stemning omkring os. I denne tidlige morgenstund gik vi gennem skiftevis mangrove, regnskov og ferskvandssump krydret med krabber, firben, fuglelyde og forventningen om, at lige om lidt ser vi måske en slange eller en trækænguru. De sidste så vi ikke, men turen var spændende alligevel.

Ved toiletterne i slutningen af turen var der nogle kæmpemæssige edderkopper, så vi sad lidt uroligt på sæderne…!!!!

Vi gik også en anden tur, ”Marrdja boardwalk”, hvor det var mest mangroveskov, og derfor var stien bygget på pæle ned i vandet. Bagefter satte vi kursen mod Cairns igen, yes, tilbage til civilisationen, vaskemaskiner og nogenlunde tør luft!! Der var meget smukt på Cape Tribulation, men ét døgn deroppe var nok!!

Denne dag, den 26. januar, er Australsk nationaldag, så vi blev modtaget af en sød receptionist med det australske flag ”tatoveret” på kinden og besked om, at campingpladsen inviterede på pølser kl. 18.00 i camp-køkkenet. Så efter at vi havde overrasket en grøn frø i det elektriske udtag til camperen, tøjvask og en tur i poolen spiste vi pølser til vi var ved at revne – de var bare så gode!!!

På tur til Kuranda

Vi skulle tidligt op i dag, for vi havde besluttet at tage på togtur til Kuranda, en lille by på toppen af bjergene 64 km. fra Cairns. Toget var et veterantog, og man fik et grundigt indblik i, hvilke strabadser man gik igennem for at bygge jernbanen i sin tid. Det var en meget malerisk tur med imponerende vandfald, tunneller og spektakulære landskaber. Byen kunne minde lidt om en dansk badeby med kunsthåndværkerbutikker, restauranter, souvenirforretninger og markedsplads. Meget pænt og nydeligt. Rasmus, Mikkel og Christian fik prøvet at spille didgeridoo – det er ikke så nemt, som det ser ud til!! Hjemturen foregik med Sky Rail, en svævebanetur på i alt 45 minutter hen over vandfaldene og regnskovens trætoppe. Der var masser af sommerfugle i gul, neonblå og orange, men farverige papegøjer fik vi desværre ingen glimt af!!

Efter turen kørte vi mod det frodige landbrugsland Tablelands, gennem sukkerrørsmarker, macadamianød- og peanutmarker, lychee-, mango-, kaffe- og teplantager. Undervejs kørte vi inden om en gård, som avlede mangoer; så nu ved vi godt, hvad vi skal spise de næste dage!! Utrolig lækre og kæmpestore mangoer - en kasse med 9 styks skulle man købe på en gang, for 10 dollars, som svarer til 45 kr. I det hele taget spiser vi meget frugt og grønt, for kvaliteten er bare så god!!! Det er ikke vildt billigt, men det smager super lækkert!!

Vi er nu landet på en dejligt campingplads i byen Atherton, med ”den bedste swimmingpool vi har prøvet endnu”, siger Mikkel og Rasmus. Så her bliver vi nok lige en dags tid.

På campingplads i Atherton

I dag har vi ”holdt ferie”, skrevet lidt mails, været i poolen og læst bøger – og er blevet en smule røde. Troede ellers, at vi havde lært det…..!!! Der har været 27-28 grader varmt, en lille brise og blå himmel med spredte skyer – perfekt vejr! Vi har et dansk ægtepar som naboer her; så vi har fået snakket lidt med nogle andre end os selv, det er jo også meget hyggeligt til en forandring.

Der er masser af frøer her, de sværmer om os, når vi spiser aftensmad i skumringstimen.

På vej mod Mission Beach

I dag checker vi ud og kører ud til kysten igen. På vejen har vi planlagt at se nogle flotte store figentræer, vandfald og vulkanske søer – jo, naturoplevelser er der nok af her i Australien. Vi regner med at overnatte på Big4-campingpladsen i Mission Beach, som Frank og Inge anbefalede.

Skrevet nogle dage senere…..!

Dagen startede ved The Curtain Fig Tree, som er et af de mest berømte træer i Australien. Det var en hurtigt overstået oplevelse – for en gangs skyld var attraktionen placeret tæt ved parkeringspladsen – man plejer ellers at skulle gå flere kilometer for at nå frem!!! Træet var meget storslået: en såkaldt strangler fig, som i sin tid havde sat et frø på en gren på moder-træet og efterhånden har slået det ihjel og overtaget pladsen. Træet har luftrødder, som strækker sig mange meter ned til jorden. Det er luftrødderne, som har givet træet dets navn, fordi de tilsammen danner et helt gardin i en diameter af anslået 6-7 meter. Helt vildt stort!!

Efter denne oplevelse kom vi igennem byen Yungaburra, som ifølge Lonely Planet var ”sweet as a chocolate-box”. Vi brugte nu ikke mange minutter på at køre igennem, byen var sød nok, men ikke et ophold værd. I stedet spiste vi kage på et roadhouse: kagerne hed rockyroad og var chokoladekage med marshmellows og nødder, karamelkage og macadamianøddekage. Siden hen har vi fundet ud af, det det er de gængse kagetyper: altså en slags mazarin med forskelligt fyld. Ret tunge og ikke noget vi vil gentage mange gange!!

Bagefter kørte vi videre mod et andet figentræ, The Cathedral Fig Tree. Det lignede det andet, men man kunne gå ind i det, for der var lavet en slags trædeplade i centrum af træet. Det var også enormt – men heldigvis for børnene tog det ikke lang tid at se det, for de syntes det var ret kedeligt.

Lige i nærheden lå der et par vulkanske søer, som vi også lige ville kigge på. Den første og største hed Lake Barrine, og da vi kørte dertil begyndte det at styrtregne. Så vi droppede at bade, men spiste en rigtig lækker frokost på deres Tea House, bestyret af et par ældre kvinder med sans for at lave mad!! Vi sad på en skøn terrasse med udsigt over søen, hvor vi kunne se pelikaner, der svømmede rundt efter mad.

Vi mødte også Bruce og Ronald, som de to naturfotografer vi mødte i Mossman Gorge hed. De var også på jagt efter svampe her, så vi fortalte dem, at vi havde set nogle fine eksemplarer ved figentræerne. De fortalte til gengæld om de meget store træer i området, og at verdens højeste træ på ca. 150 meter skandaløst var blevet fældet i Victoria i 1960’erne. Et par meget høje eksemplarer på hver ca. 50 meter stod i nærheden af Lake Barrine, som vi løb hen og kiggede på i regnvejret.

Efter frokosten kørte vi til Lake Eacham, endnu en vulkansk sø med spejlblank overflade omkranset af regnskov. Regnvejret var stoppet, og det var perfekt badevejr. Ja, vejret skifter som vinden blæser…!! Efter en lækker svømmetur satte vi kursen sydpå mod Milla Milla-området, hvor vi stoppede op ved tre forskellige vandfald, som dog ikke levede op til dem vi så i Litchfield. Efterhånden var klokken blevet mange, og vi ankom først kl. 18.45 til Mission Beach. Den lovpriste campingplads var lukket, men heldigvis fandt vi en kommunal plads lige i strandkanten, hvor manageren selv boede i en campingvogn. Han sjokkede rundt og viste Ken det hele, inden vi kørte ind, så det var jo god service. Desværre regnede det helt vildt natten igennem, så det opfordrede ikke til, at vi skulle blive i flere dage.

Townsville

Dagen i dag har været præget af megen kørsel gennem ensartet landskab med grønne marker og på forholdsvis dårlige veje. Undervejs standsede vi på en rasteplads for at spise frokost, men maden blev nærmest ædt af fluer, før vi selv nåede at sætte tænderne i, så det var den hurtigste frokostpause, vi endnu har holdt!!

Vi ankom til en campingplads uden for Townsville om eftermiddagen, så vi kunne tage den med ro inden vi skulle sove.

Airlie Beach

Vi startede dagen med at køre de 14 kilometer ind til Townsville for at se Reef HG, et stort fantastisk indendørs akvarium, hvor et levende koralrev er opbygget med alskens fisk fra Great Barrier Reef. Der er også en afdeling med sværdfisk, hajer og havskildpadder, og et stort område indrettet til interaktivitet. Det var næsten ikke til at løsrive børnene herfra, hvor de selvfølgelig skulle prøve det hele, lege gemmeleg og udforske alt, der havde med havet at gøre.

Resten af dagen foregik stort set i bilen, hvor vi kørte de ca. 250 kilometer mod Airlie Beach. Her havde vi udset os en på papiret god campingplads med mulighed for rekreative udfoldelser.

Vel ankommet til campingpladsen gik vi en tur for at se på faciliteterne: det var en helt park indrettet med et meget flot poolområde, en fantastisk minigolfbane, hoppepuder og en stor legeplads. Rent paradis, lige bortset fra, at det havde regnet hele dagen, så alt var drivvådt!

Efter aftensmaden tunede vi ind på Unit One og så Ingrid Dahl, Fischer og alle de andre tone frem på skærmen i the Camp Kitchen.

Marked i Airlie Beach

Vi startede dagen med at mødes med Jade, en pige fra campingpladsen, som gav os en rundvisning i Airlie Beach og fortalte os lidt om stedets seværdigheder. Ikke, at der er så mange, det er især lagunen og områdets mange bådfarter med dagsture ud til the Whitsundays, der præger billedet. Ellers er byen en ren turistby fyldt med tøj- og souvenirbutikker, en masse caféer, restauranter og gå-i-byen-steder. Turen sluttede ved det ugentlige marked, hvor man kunne købe frugt, grønt, smykker, tøj, glasfigurer med videre.

Ellers fik vi handlet lidt, spist pizza på Dominos og kørte hjem med bussen lige over middag. Resten af dagen foregik ved poolen.

Aftensmaden spiste vi i Camp Kitchen sammen med en masse andre mennesker, også Helene og Henrik. Mens vi ryddede op faldt vi i snak med et par australske mænd, som passede barbecuen. De var i Airlie Beach, fordi deres børn deltog i et svømmestævne, og så lavede de en tur ud af det sammen med vennerne. Ken, som den ene australier hed, blev helt vild, da han hørte, at vi kom fra Danmark, for det gjorde hans kone også, som han havde været gift med i 18 år. Så han hidkaldte Mischel, som hun hed, og vi fik en snak om dette og hint. Hun var flyttet til Australien som 17-årig sammen med sine forældre, der i dag bor i Brisbane. Hun har sin egen frisørsalon i Mackay, og vi måtte endelig komme forbi på vores tur sydpå, hvornår kunne vi være der og så videre. Vi aftalte, at vi ville komme enten mandag eller tirsdag og ringe i forvejen.

Resten af aftenen tilbragte vi i hyggeligt selskab sammen med Helene og Henrik.

På tur til Whitsunday Islands

I dag har vi været på den mest vidunderlige tur til Whitsunday Islands, en øgruppe på 74 øer, som ligger ud for kysten her i området. Vi var af sted sammen med Helene, Henrik og børnene, det var dejligt med lidt selskab. Selve turen foregik på en katamaranfærge med plads til 140 mennesker, men vi var i alt kun 40, så det var helt perfekt.

Højdepunktet på turen var besøget til Whitehaven Beach, der ikke uden grund går for at være én af verdens smukkeste strande: 6 kilometer af det reneste, hvideste og fineste sand man kan tænke sig! Endelig kunne Christian få sit sand-gen tilfredsstillet….!! Stedet (og øen) er klassificeret som nationalpark, og der må ikke bygges eller bos på øen. Man kan kun besøge stranden på en dagstur, eller til nød overnatte en enkelt nat på stranden. Som sædvanlig måtte vi dog have stinger-dragter på igen, igen, men hvad pokker, det er heldigvis ikke så slemt! Vi fik i hvert fald badet i havet fra stranden – for første gang på vores rejse. Der svømmede havskildpadder rundt tæt på kysten, så vi spejdede - men fik kun set  hovederne!

Efter frokosten, en lækker buffet med skaldyr, salater, kylling og pålæg, blev vi sejlet til Hook Island, hvor der er et undervandsobservatorium. Det var noget gammelt og rustent, men vi vovede os ned af vindeltrappen for igennem nogle små vinduer at se fiskene svømme rundt lige uden for. Der var masser, i alverdens farver, men lidt svære at se, fordi vandet var grumset (eller også var det vinduerne, som var beskidte!!). Bagefter sejlede vi en tur med en stor båd med glassider, hvorigennem vi kunne se revet. Sammenlignet med revet i Port Douglas var det knap så flot her; men alligevel var der mange fisk og en varierende havbund. Efter bådturen gik vi en lille tur på øen med kurs mod et lille primitivt hotel, fra hvis strand vi skulle snorkle en ½ times tid. Vi blev instrueret i brugen af snorkel, maske og svømmefødder, fik udstyret udleveret, trak i stingerdragter igen og svømmede ud i den lille lagune. Det første stykke var revet noget ødelagt og farveløst, men et stykke ude - ja, bare 20 meter – åbenbarede havbunden sig på ny med de flotteste farver og de fineste og sjoveste fisk. Det er et helt mirakel…! Desværre ville Christian heller ikke denne gang have maske på, men Mikkel og Rasmus er efterhånden de rene mester”snorklere”.

Vi sluttede turen på den lille ø Daydream Island, som er et lille ferieparadis med et resort, hvor man kan dyrke vandsport i alskens afskygninger. Hotellet lå i en tropisk have med en lagune, tennisbaner, minigolfbane, swimmingpools, butikker, en lille café og mulighed for at købe is. Mikkel var åbenbart helt i drømmeland på øen, for i hvert fald efterlod han sin ellers elskede hat derovre….!!

Farvel til familien Holst Hansen

I dag skulle Helene, Henrik og børnene videre nordpå, så det var lidt vemodigt at vinke farvel til dem! Vi har haft nogle gode timer sammen. Vi har aftalt at mødes i Danmark, om ikke før, så til Erimitageløbet i oktober, for Henrik og drengene er meget løbeinteresserede.

Ellers havde vi planlagt at tage en tur ind til byen, så efter at Mikkel og Christian havde fået skrevet nogle breve til et par af vennerne, fik vi rigget bilen til, så vi kunne køre. Byen ligger ca. 10 minutters kørsel fra Adventure Whitsundays, som campingpladsen hedder.

Mens parkometeret skulle fodres fandt Rasmus en pung fyldt med kort, billeder og nogle kontanter – så en pige ved navn Cathrine Cooles gik rundt og var rigtig træt af det!!! Vi besluttede at finde en politistation, og samtidig gik vi rundt i byen og holdt øje med en pige, som lignede billedet – en ret umulig sag! Så det opgav vi hurtigt, og fik i stedet handlet nye hatte til børnene – Mikkel manglede jo, og selvom Rasmus og Christian har hatte i forvejen, havde de brug for nogle med en bredere skygge – især Rasmus, som bliver rød i hovedet af nærmest ingenting. Efter en tur på internetcafé og på legeplads vendte vi snuden hjemad igen, og gjorde undervejs holdt ved politistationen, som optog rapport og det hele.

Bagefter skulle der handles nye forsyninger. Det er ikke sådan ligetil at købe ind, for supermarkederne (hedder stort set alle enten Woolworths eller Coles) er så kæmpestore og har så stort et udvalg, at man bliver helt forvirret, inden man er færdig. Og så tager det gerne over en time at handle, fordi man farer fra den ene ende af butikken til den anden for at finde lige dét, man mangler! Vi er endnu ikke stødt på nogen discountbutikker, og det kan også mærkes på priserne. Det er stort set kun kød, som er billigere end i Danmark. Alt andet, inklusiv det lækre lokalproducerede frugt og grønt, er lige så dyrt eller dyrere. Et æble koster f.eks. ca. 5 dollars pr. kilo, og det giver ca. 1 dollar pr. æble – svarende til 4,50 kr..

Hjemme på campingpladsen igen drev sveden af os alle, så vi hoppede i poolen og tog et slag minigolf. I poolen snakkede vi lige kort med en anden dansk familie, også med tre drenge, som også skulle køre fra Cairns til Adelaide. De kom fra Øster Brønderslev, og Carsten, som faderen hed, kendte flere af Sidses gamle skolekammerater fra Jerslev – dengang for mange år siden!! Pudsigt nok.

I Mackay

I dag satte vi kursen mod Mackay, hvor vi skulle besøge den danske kvinde Mischel og hendes mand Ken, som vi jo mødte på campingpladsen lørdag aften. Vi startede med at ringe, og hun ville ringe tilbage et par timer efter.

Inden vi nåede så langt kørte vi forbi vandfaldet Cedar Falls, som Jade havde anbefalet os at se. På vejen derud kom vi til en grusvej, hvor der var oversvømmelse på vejen – flooded road. Vi var nogle kyllinger og turde ikke udsætte camperen for strabadserne ved at køre igennem de ca. 30 cm. vand, der lå på vejen. Så vi parkerede og gik det sidste stykke hen til vandfaldet – en tur på ca. 15 minutter. Vi fik en dukkert i vandet, selvom stenene var en smule glatte. Christian og Mikkel var ikke helt trygge ved situationen og blev på land. På vejen tilbage til bilen så vi en kæmpe goanna i sort med gult prikket mønster på. Den sad på stammen af et træ – flot. Det er faktisk ret utroligt, hvor mange forskellige slags firben, øgler, leguaner, goannaer, varaner og så videre, der findes i dette land.

Der var også nogle flotte store sommerfugle, bl.a. en helt neonblå én, som bare er vildt flot. Den har vi set flere steder, og på et eller andet tidspunkt håber vi, at det lykkes at få et godt billede af én.

Tilbage i bilen kørte vi mod Mackay, en tur på ca. 120 km. Mackay er områdets hovedby hvad angår sukkerproduktion. Undervejs fik vi frokost på en benzintank; der var stort set ingen byer på ruten, kun den ene endeløse sukkerrørsmark efter den anden, bølgende i vinden. Der er nogle meget øde strækninger her i Queensland, selv på den mest befærdede hovedvej, som løber langs hele østkysten, Bruce Highway.

Lige før ankomsten til Mackay ringede vi igen til Mischel, for hun havde ikke ringet tilbage. På det tidspunkt havde hun heller ikke tid til at snakke, men ville ringe igen om ca. 45 min. Så vi kørte ud til stranden og byggede lidt sandslotte, mens vi ventede på, at hun skulle ringe tilbage. Det skete bare aldrig; og så blev vi enige om at finde en campingplads.

Det var en meget fuglerig plads, vi kom til. Bl.a. havde ejeren en papegøje, Andy, som kunne tale og grine: ”Hallo”, ”I’m a pretty boy”, ”What’s wrong” og sådan noget kunne den sige. Der fløj masser af de grønne papegøjer med røde og blå aftegninger rundt, især omkring et sted, hvor de blev fodret….! Så det var ikke så mærkeligt.

Eungella National Park

Man kan sige, at det var lidt held i uheld, at vi kom til Mackay. For ellers ville vi være kørt forbi Eungella National Park, og det ville have været meget ærgerligt!!

Vi startede med, for god ordens skyld, og fordi vi nu var kommet hertil, at gå en tur i byen. Efter hvad rejsebøgerne siger, skulle byen være en afslappet by med brede gader, masser af palmer og nogle flotte Art Deco-bygninger. De brede gader og palmerne holdt stik, men de flotte bygninger var dækket af butiksskilte og meget svære at få øje på. Så det blev til en lille hurtig tur – desuden var der 38 grader og drønhedt. Så vi skyndte os tilbage til den airconditionerede bil og lagde kursen mod vest, ind i landet og ud mod bjergene.

Første stop var Finch Hatton Gorge, som damen på campingpladsen havde lovprist i høje toner, så vi gik ud fra, at det var et meget besøgt sted. Men dér blev vi klogere: turen derud foregik på rigtig dårlig vej, der efterhånden blev til grusvej med store huller. Det var ikke blevet bedre af nattens heftige regnskyl, så pludselig blev vi (igen!) stoppet af en oversvømmet vej. Der kom et par modkørende almindelige personbiler, som bare susede igennem vandet – der stod i ca. 30 cm. højde og med en ret kraftig strøm. Så vi blev enige om, at hvis de kan, så kan vi også……! Og så kørte vi igennem (selvom det vist ikke er tilladt ifølge lejekontrakten!!). Det gik fint, og også de følgende småoversvømmelser og vandhuller gik det fint med at komme igennem – selvom det godt nok bumpede lidt!

Da vi kom til området, som var meget godt gemt af vejen – vi havde en fornemmelse af at være meget langt væk fra civilisationen – smurte vi nogle sandwich, fik badetøj, solcreme og myggespray på og startede på vandreturen gennem regnskoven. Undervejs så vi en kookaburra, som ligner en stor isfugl i brun, sort og hvid og lyder som en flok aber, når den åbner næbbet.

Fremme ved vandfaldet stod der i forvejen en flok mennesker, som var på dagstur fra Mackay til parken. Et par af dem var nogle unge fra Lemvig, som vi lige fik en sludder med og nogle tips til vores videre færd. Da de var gået havde vi hele området for os selv: en utrolig smuk plet med klipper og en stor sø neden for vandfaldet med helt klart, dybblåt og rent vand – og små vandhuller med masser af haletudser - guf for Christian. Vi kastede os ikke ligefrem ud i vandet, for det var iskoldt – men dejligt var det, da vi havde fået vovet os derud. Efter maden var spist fandt vi ud af, at vi måtte skynde os tilbage til bilen, for pludselig trak det op til regn. Det gik over stok og sten, vi var tilbage i bilen i løbet af ingen tid – og det var i sidste øjeblik, for i det samme satte regnen ind. Vi var mest bekymrede for den sidste oversvømmelse, vi skulle igennem – og selvom det kun havde regnet i ca. 5 minutter, da vi nåede frem, var vandstanden allerede steget adskillige centimeter. Heldigvis gik det fint, så vi åndede lettede op….!!!

Vi satte kursen mod Eungella Holiday Park, som lå på toppen af højdedraget, så det gik ret stejlt op af bakke med nogle heftige hårnålesving. Da vi var kørt igennem skylaget nåede vi toppen, hvor en smule huse var samlet og kaldte sig Eungella by. På campingpladsen var vi de eneste – der var heller ikke plads til så mange – og standarden lå en del under Adventure Whitsundays. Men der var hyggeligt og en hjemlig stemning.

Damen i receptionen rådede os til at tage af sted allerede kl. 17.00, hvis vi ville gøre os forhåbninger om at se en platypus. Området er nemlig kendt for at være det eneste sted i verden, hvor det er muligt at se platypus, eller næbdyr, i dets naturlige omgivelser.

Så vi nåede ikke at indlogere os, men tog straks af sted til udsigtspunktet ved Broken River. Det stod ned i stænger, så vi tog badetøj på igen og paraplyer med. Vi havde aftalt at være musestille, ellers ville vi nok ikke få nogle næbdyr at se. Der stod allerede en flok i forvejen – dem fra dagsturen – og det var ret specielt at stå dér i tusmørket i regnen og bare vente og vente. Man må sige til børnenes ros, at de var supergode: de var helt stille, kun en lille hvisken blev det til ind imellem. De andre, især nogle piger, var til gengæld ret højlydte, og måske var det derfor, at næbdyrene holdt sig væk. Der var masser af skildpadder, som vi kunne kigge på i stedet. Men efter 45 minutter var vi ved at give op. Så gik gruppen et andet sted hen, hvor guiden mente, der var bedre mulighed for at spotte dyrene. Og få minutter efter de var gået så vi den: en lille væver og aktiv fyr, med stort næb og lige så lang hale. Den svømmede nogle sekunder i vandoverfladen, hvorefter den dykkede ned og kom op igen efter et par minutter. Det var alle tiders, at det lykkes; alternativet var at komme igen kl. 6 næste morgen, og det kunne vi ikke helt overskue.

Mod Rockhampton

Fra Clairview til Rockhampton er der knap 200 km., så der var god tid til at kigge på nogle huler, der ligger ca. 20 km. nord for byen. Vi ankom til the Capricorn Caves ved 12.30-tiden, og de havde en rundvisning kl. 13.00. Så vi kunne lige nå at orientere os om stedets forskellige arter af flagermus på et lille tilknyttet museum, hvor der også var billeder fra de mange bryllupper, som det er blevet almindeligt at holde i grotterne.

Vi blev, sammen med fire andre, ført ned i nogle meget smukke kalkstensgrotter af guiden Kary-Ann, som gav os en meget indlevende beskrivelse af stedet. Der var bl.a. historien om, hvordan John Olsen i 1880’erne ved en tilfældighed fandt grotterne og købte hele området for hvad der svarer til 50 kr. i nutidens penge, hvordan man har brugt flagermusenes efterladenskaber som gødning, hvilket har betydet, at hulerne nogle steder er blevet flere meter dybere end oprindeligt. Hver grotte har navn efter et karakteristisk klippefremspring, som f.eks. kamelhulen, klokkehulen, næsehornsgangen, zig-zag-passagen m.fl. Èn af grotterne var forholdsvis stor og havde facon som et tårn i den ene ende. Akustikken i rummet var helt fænomenal, og én af klipperne havde facon som noget i retning af en konge/Jesus-figur, så det var i sin tid blevet brugt til afholdelse af gudstjenester. I dag bruges rummet til at holde ca. 20 bryllupper årligt – der var bænke med plads til 80-100 mennesker og lysestager derinde, og der var lavet avanceret belysning de rigtige steder. Efter en lille præsentation slukkede Kary-Ann alt lyset og satte Enya på CD-afspilleren – det var helt fantasktisk og lød som i den største domkirke – det løb os koldt ned af ryggen og stemningen blev helt andagtsfuld.

Bagefter blev vi ført til at sted, hvor der oppe i grottens tag er hul ud i det fri. På dette sted er der i ½ time hver dag i tre uger på hver sin side af den 22. december sollys direkte ned i hulen. Kary-Ann forklarede, at lyset kunne virke helt guddommeligt. Fænomenet opstår, fordi solen på dette sted står vertikalt på jorden, påvirket af, at Stenbukkens Vendekreds er lige her. De har oplevet folk fri til hinanden i lyset og mange andre sjove oplevelser. F.eks. er solstrålen så skarp, at man kan sætte ild til papir.

Tilbage i bilen igen kørte vi til den nærmeste samling huse, hvor der var en pub, der serverede mad. Så vi fik lidt frokost og fortsatte mod Rockhampton. Her fandt vi hurtigt en campingplads, satte te over og satte os til planlægge den videre tur. Derefter gik vi i poolen, og så viste det sig, at filmen Transformers blev vist kl. 18.30. Vi er kommet helt i underskud med fjernsyn, så vi benyttede os af lejligheden. Det gik fint med forståelsen, for siden vi var de eneste kunne vi oversætte og snakke højt uden at tænke på andre.

Afslapning

I dag havde vi planlagt at tage ind på et Dreamtime Cultural Centre. Men på en eller anden måde har vi haft kludder i dagene, og der var desværre ikke åbent om lørdagen. Heldigvis gik det op for os inden vi fik pakket alt sammen og kørt af sted! I stedet læste vi, spillede kort, fik lavet lidt lektier og gik i poolen. Ken lavede mad på det udendørs køkken ved siden af tennisbanen, så vi kunne spille indtil maden var færdig. Luksus!

Next stop Mon Repos

Det danske par fra Lemvig havde anbefalet os at tage til Mon Repos Stranden, som ligger ca. 15 km. østpå fra Bundaberg – så det var målet for i dag! Vi pakkede tidligt sammen og kørte allerede ved 7-tiden med sovende børn på sæderne – troede vi!! Vores plan om at børnene ”lige” kunne sove videre en times tid, inden vi ville stoppe og spise morgenmad, holdt ikke helt – for de kunne ikke falde i søvn igen….!

Køreturen mellem Rockhampton og Mon Repos er på ca. 320 km., så vi regnede med at være fremme i god tid. Ved Miriam Vale kom vi imidlertid forbi en turistinformation, og den søde dame tegnede og fortalte om den dejlige strand ved Agnes Water og den lille by Town of 1770, som kaptajn Cook lagde til ved i sin tid. Så vi blev enige om at tage en lille afstikker..! Ved Agnes Water var der et lille marked, hvor vi gjorde holdt og fik en snak med nogle af de lokale stadeholdere. Vi fik bl.a. et håndtegnet kort af én, som senere viste sig at være livredder-medhjælper på stranden i Agnes Water. Markedet var ved at lukke, så vi var så heldige at købe en hel pose mangofrugter for 1 dollar….! Nu er vi jo også løbet tør, siden vi købte kassen oppe i Tablelands!!

Apropos mango, så er vi efterhånden ved at have smagt mango i alle afskygninger: som juice, frisk frugt, is, tørret frugt, i te, som chutney m.m. – det lader til at være den mest tilgængelige frugt her i området. Der er også alskens andre frugter, men mango lader til at være den mest udbredte!

Bagefter kørte vi til Town of 1770 – en lille by på spidsen af en tange med havet på den ene side og en rolig bugt på den anden. Der var et udsigtspunkt helt yderst, hvor vi gik op og nød udsigten. Den ene side af tangen var vindfyldt og kølig, mens den anden var vindstille og stegende hed.

Det var ved at være frokosttid, så vi kørte tilbage til Agnes Water, købte brød og smurte sandwich og skrællede mango, som vi tog med ned til stranden. Det var en lille hyggelig lokal strand, hvor der også var mulighed for at surfe. Nu skulle vi så prøve det for første gang: at bade i havet UDEN STINGERDRAGTER på!!! Det var bare skønt – store bølger at kaste sig i uden at være bange for de små gennemsigtige krapyl! Vi nød det i et par timer – og så måtte vi altså videre, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at komme ind på en campingplads inden lukketid.

Mon Repos er Australiens lettest tilgængelige yngleplads for fire forskellige slags havskildpadder, der fra november til februar kommer op på stranden og lægger deres æg. Ungerne udklækkes fra januar til marts og begiver sig på den farefulde færd over stranden ned til havet.

Vi fandt hen til en lille campingplads tilknyttet Mon Repos Conservation Park, som lå nogle få hundrede meter fra informationscenteret. Vi skulle være på centeret kl. 18.30, så vi havde travlt med at få lidt at spise inden afgang. Med en gulerod i hånden hastede vi af sted i skumringen ad nogle tilgroede stier. Det er ikke tilladt at have lygte med ned på stranden, men vi havde taget et par stykker med til brug for hjemturen. Det hele foregår på dyrenes præmisser, og hvis ikke der ville klække nogen æg i løbet af aftenen ville vi skulle være på centeret i mange timer. Så vi var indstillede på, at meget af tiden ville gå med ventetid.

På centeret var der en stor udstilling, som fortalte om skildpaddernes liv, og der var oplysninger om selve stedet og den forskning, der sker fra centret. En skildpadde begynder sit liv i et æg lagt af moderen, som bliver drægtig første gang i 30-års alderen. Man har sikre oplysninger om, at skildpadderne kan blive 65-70 år, men man regner med, at de kan bliver over 100 år. De skildpadder, som klækkes på stranden i Mon Repos, vender typisk tilbage til den samme strand efter 30 år for selv at lægge æg. I den mellemliggende periode er man ikke helt klar over, hvor dyrene opholder sig, men de svømmer sandsynligvis rundt i Stillehavet størstedelen af tiden. Når skildpaddemoderen har lagt sine æg i en rede, som ligger over vandniveau, det vil sige et godt stykke oppe på stranden, svømmer hun ud på havet og ser aldrig sit afkom. En fuldvoksen skildpaddehuns skjold bliver ca. 1,10 meter på det længste sted.

Vi var helt vildt heldige: allerede efter godt en halv times venten blev vi kaldt på! En rede var i gang med at klække, så vi blev guidet ud af en sti ned til stranden. Vi var en flok på ca. 30 mennesker, som i samlet flok gik ad den bælgmørke strand i blæsevejr, men der var vel ca. 25 grader, så vi frøs ikke. Dyrene kan blive forstyrret af for meget lys, så det eneste lys var rangerens kraftige pandelygte. Det var også med at være stille for ikke at genere processen. Fremme ved stedet var klækningen allerede ved at gå i gang: en ranger sad og holdt de første små bitte unger tilbage!! Da vi var på plads i rundkreds om reden begyndte de små nuttede skildpaddeunger at vrimle op fra sandet, som efterhånden blev til et hul på ca. 20 cm i diameter. De blev samlet i en lille indhegning, indtil de alle var oppe. Så skulle de slippes løs i samlet flok ned i mod vandet, og det foregik ved, at en række mennesker stillede sig op bag hinanden med spredte ben og lyste en sti med lommelygter til at lede de små ned mod vandet. Fordi vi havde to lygter kunne både Rasmus og Mikkel være ”fyrtårn” – så det var stort!! De små skildpadder kravlede indenfor en sti på ca. 3 meter – der viste sig at være 113 skildpadder i alt. Nogle af dem kravlede hen over fødderne på Mikkel og Rasmus, så de var meget glade og stolte bagefter. Bagefter skulle reden tømmes helt for æg, og undervejs fandt rangeren yderligere 13 skildpadder, som ikke selv havde været i stand til at komme ud af reden. Disse blev også sat ned til vandet – den ene fik Ken og Christian lov til at bære derned! Ventetiden til vi skulle tilbage til centeret var en smule lang, så det endte med, at Christian faldt i søvn. Ken, Christian og Mikkel gik tilbage til camperen.

Mens Rasmus og Sidse ventede på at få et certifikat på at have deltaget i udklækningen, kom en ranger pludselig ind og sagde, at der nu var en mor-skildpadde på stranden i gang med at lægge æg!! Så hvis vi ville se det skulle vi skynde os!! Yes, det troede vi ellers ikke, vi ville få mulighed for at se, fordi det er sent på læggesæsonen. Men jo, vi var heldige at se den store flotte skildpadde – hun var ca. 1 meter i skjoldet, 30 år gammel og det var første gang, hun var på stranden for at lægge æg. Da vi kom frem havde hun allerede lagt æggene, og hun var i gang med at dække reden til og skjule den. Æggene lægges i en dybde af 50-60 cm.. Bagefter lavede rangerne en ultralydscanning på skildpadden, en loggerhead skildpadde, og så fulgte vi den tilbage til vandet og så den svømme af sted mod verdenshavene…..!!!

Afsted mod Hervey Bay

I dag checkede vi ud af Turtle Sands Caravan Park, den dyreste og én af de mest spartanske og primitive campingpladser vi har været på (de forstod virkelig at lave forretning ud af beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!!!)

Vi parkerede lige uden for pladsen og gik en tur på stranden – vi ville gerne se, hvordan den så ud i dagslys!

På vej derned var der store skilte, som advarede mod, at der er lagt forgiftet lokkemad ud til hunde og andre kæledyr. Det er nemlig ikke tilladt at have hunde på stranden i løbet af dagen, fordi de kan snuse sig frem til rederne og grave æggene op. Den forgiftede lokkemad er nødvendig, fordi mange, trods de mange advarsler, alligevel tager hunde med. Én af rangerne fortalte aftenen i forvejen desuden om en mand, som i løbet af sæsonen forgæves havde tilbragt en aften på centret. Han var blevet set dagen efter med en skovl, fordi han ”da så selv kunne grave nogen æg op”….!!

Vi gik en tur langs stranden og kom også hen til det sted, hvor skildpadden aftenen forinden havde lagt æg. Det kunne have været et hvilket som helst sted på stranden, skjult i græstotterne og det bløde sand. I øvrigt så stranden ikke meget anderledes ud end mange af de andre strande, vi har set i Australien. Så det er lidt sjovt, at det lige er her skildpadderne foretrækker at yngle.

Vi fandt en masse flotte skaller, konkylier, forstenet koral og sten på stranden. Da vi kom tilbage til camperen måtte vi foretage en udvælgelse – for vi kunne ikke have alle med hjem!

Bagefter satte vi kursen mod Hervey Bay, som er det sted, hvorfra der går ture til Fraser Island, verdens største sandø. Undervejs gjorde vi holdt i Bundaberg, hvor vi fik provianteret og spist frokost. Børnene fik deres ugentlige lommepenge på 2 dollars – og de fik ikke i sidste uge, så med renters rente fik de 5 dollars til indkøb af slik. Så det var det helt store eldorado, og det tog LAAANG tid at udvælge sig det helt rigtige…!!

I Hervey Bay – som er noget større end den lille prik på kortet lagde op til – fandt vi langt om længe en lille campingplads med pool. Vejret har været regnfuldt og gråt hele dagen i dag, og den meget snakkesalige campingfatter anbefalede os at vente til onsdag med turen til Fraser Island. Der skulle komme en del regn i løbet af natten og også tirsdag.

I PointVernonCaravanPark

I dag var det planen at smutte en tur ind til Hervey Bay for at gå en tur hen ad den 900 meter lange mole, hvorfra der fiskes alskens slags fisk. Men lige før middagstid kom én af de andre beboere på pladsen hen og fortalte, at der var stormvarsel på vej, og at det nok ikke ville være muligt at komme ud på molen i dag.

Så i dag har vi læst bøger, været i swimmingpool, set dvd, spist is, spillet computer og skrevet dagbog. Skønt og en vigtig del af en ferie!! Vejret kunne dog godt være bedre; men vi klager ikke, når vi tænker på den grønne vinter i Danmark!

Endnu en regnvejrsdag i Hervey Bay

Natten igennem har det regnet og blæst, men det har slet ikke været så slemt et vejr, som vi i går fik indtryk af, at det ville blive. Temperaturen har ikke været under 25 grader, så vi har ikke ligefrem frosset! Her til morgen så vejret vældig godt ud, så efter morgenmaden kørte vi en tur ind til Hervey Bay for at gå en tur. Der bor 54.000 mennesker i byen, spredt ud på et meget bredt og langstrakt område med udspring i den omkring ca. 10 kilometer lange esplanade. Det vrimler som regel med turister, men på grund af det regnfulde vejr var der ret mennesketomt.

Vi fandt en parkeringsplads tæt på molen (det kræver en ret stor p-plads at parkere, for bilen er 6,8 m. lang og 3,3 m. høj) og gik derudaf. Undervejs kom vi forbi et hus med en masse hajer opbygget i pap maché og fyldt med slogans om hajer.

Det var spændende at gå ud på molen – den var MEGET lang (ca. 900 m.), og nede i vandet svømmede store pelikaner rundt, på udkig efter en godbid.

Undervejs stod der lystfiskere med en eller flere stænger. Vi sludrede lidt med nogen af dem – de fleste havde kun fanget små fisk, som blev brugt til madding. Mens vi stod og kiggede var der én der fangede en lidt større fisk – en mackerel, som dog ikke havde meget med en dansk makrel at gøre. Den var lille selvom den var 40-50 cm, for de kan komme op på 10-12 kg. Den sprællede og ville gerne tilbage i vandet. Men manden havde ”tawet” på den og rensede den med det samme. Drengene var meget betagede. Hele vejen tilbage snakkede de om, især Rasmus, at de gerne ville have en fiskestang, så vi kunne komme til at fiske.

På vejen hjem kom vi forbi et shoppingcenter, hvor der var en butik á la Tiger. Så vi fik bl.a. købt nogle puslespil, legetøjssoldater, vandpistoler og nye tegneblokke, så børnene har lidt at tage sig til ud over Game Boy og computerspil.

Resten af dagen stod det igen ned i stænger, men alligevel tog vi chancen og bookede tur til Fraser Island til dagen efter.

På Fraser Island

Vi skulle være klar til afgang kl. 7.00, så vi var tidligt oppe og af sted med regnjakker på - for første gang på hele turen.

Efter afhentning af flere deltagere i turen kørte vi til River Heads – en lille havn med fast ruteforbindelse til øen. Fraser Island er på verdens naturfredningsliste og verdens største sandø – 123 km lang og 25 km bred. Der er en meget bred variation i bevoksningen på øen – det spænder fra sump, mangrove og regnskov over ørken, vandreklitter og kilometerlange sandstrande til et rigt netværk af skove, som formår at overleve i de 15 cm jord. Det er et af de steder i verden, hvor der er flest forskellige økosystemer på så lille et område. Der er desuden også ca. 40 ferskvandssøer på øen. De lokale aboriginere kalder Fraser Island ”K’Gari”, som kan oversættes til ”Paradis” – det ville vi nok også have syntes det var, hvis bare ikke det havde været så trist et vejr!

Det forholdsvis kolde og regnfulde vejr gjorde ikke lysten til en dagstur særlig stor; men da vi først ankom til øen og blev placeret i 4-hjulstrukne busser (der kan kun køre 4wd-biler på øen, fordi alle veje er sandspor) steg entusiasmen. Vores guide var en sjov type, som kaldte sig Captain Kangoroo, og han underholdt med sjove historier og faktuelle oplysninger. Første stop var Eli Creek, og turen derud gik ud og ind gennem regnskov, hvorefter vi kom over på den anden side af øen og nærmest kørte racerkørsel langs den lange, hvide strand. Vinden var kraftig, og bølgerne store og voldsomme. Faktisk mindede det hele lidt om Løkken Strand en overskyet blæsevejrsdag. Dog var stranden knap så bred og sandet lidt hvidere, og desuden fik vi at vide, at havet absolut ikke måtte bades i. Der er stærk understrøm, og der svømmer alle afskygninger af menneskeædende hajer, sværdfisk og andre rovfisk lige ud for kysten.

Eli Creek var en kraftigt strømmende å med krystalklart ferskvand, som var lige til at drikke. Der løber 4 millioner liter vand ud i havet – i timen! Så strømmen var til at tage og føle på. Vi vadede et godt stykke i åen, og siden det havde regnet i flere dage og stadig gjorde det, var vandstanden steget en del, og det var svært at undgå at få våde bukser. Lige inden vi kom til enden så vi en ”vandslange”, som heldigvis havde travlt med at komme væk!

Tilbage i bussen fik vi varmen igen – regnen og blæsten betød, at vi for første gang på turen frøs, mens vi var udendørs!

Derefter fortsatte bussen til skibsvraget af luksuslineren Maheno, som i en cyklon i 1935 blev blæst op på kysten, da den var på vej til ophugning i Japan.

Opholdet dér varede 5 minutter – der var koldt og blæsende – og så kørte vi videre til The Pinnacles, et område med sandklipper i forskellige jordfarver. Folk hoppede ud af bussen, knipsede nogle billeder, og sprang på bussen igen!

Derefter vendte vi om og satte kursen mod et feriecenter, hvor vi skulle spise frokost. Turen blev lidt længere end beregnet, da én af ”busserne” punkterede. Og når sådan noget sker stopper alle de øvrige ”busser” og hjælper. Det er også en lidt anden type dæk (meget store), der sidder på en 4wd-bus. Dækket var helt kørt af, så de havde lidt besvær med at få det skiftet, og der var lidt stress på, for tidevandet kom hele tiden nærmere. Men efter en tre kvarter lykkes det, og vi kørte mod frokosten. Efter en buffet med stort set de samme retter som alle de andre buffeter, vi har oplevet på ture i Australien, skulle vi gå en tur i et område med regnskov. Turen gik langs en krystalklar å på en sti ind gennem forskellig slags regnskov – det var ligesom at gå indendørs, så tæt var bevoksningen. Vandet i åen var så klart, at vi tydeligt kunne se ålene på bunden!

Til sidst kom vi til højdepunktet på turen: en dukkert i Lake McKenzie, som til dato er den smukkeste sø, vi nogensinde har set!! Man følte sig helt hensat til et sted i Caraibien med vand i perfekt blå farve i midten skiftende til turkis i nærheden af kysten og omgivet af blændende hvidt sand og grønne træer i en krans omkring det hele. Sandet indeholder 92% silica og er finere end det, som guldsmede bruger til at pudse guld og ædelstene. Vi fik på skift en lang dukkert i det skønne, rene ferskvand, som blødgjorde håret; der skulle hele tiden være vagt ved vores tasker, fordi dingoerne på Fraser Island har ry for at snuppe hvad der måtte ligge af spændende ting og sager på stranden. Der har tidligere været episoder med overfald på børn, så derfor var der overalt advarsler om, at børn altid skal være i følgeskab med en voksen. Vi så dog ingen dingoer.

Tilbage på campingpladsen var vi trætte efter en lang dag. Så Ken gik straks i gang med at lave australske hotdogs, som vi er blevet ret vilde med: en stegt pølse (det skal lige siges, at pølserne hernede ikke tåler sammenligning med de danske ”døde fingre”!) i et sandwichbrød ”på skrå”, toppet op med stegte løg og en stråle barbecuesauce. Det smager bare godt – Rasmus mener sågar, at han kan få en god forretning ud af at lave en ”Australsk pølsebod” på et loppemarked, når vi kommer hjem!

I Maryborough og Tin Can Bay

Fredag morgen pakkede vi sammen og kørte mod Noosa – det var ihvertfald planen fra morgenstunden! Undervejs stoppede vi op i Maryborough, som er en af de ældste byer i Queensland fyldt med en række velbevarede flotte victorianske bygninger. Byen har fostret forfatteren P.L. Travers, som skrev historien om Mary Poppins – hun var afbildet i statueform på hovedgaden. På turen rundt i bymidten kom vi forbi byens rådhus, som også husede en turistinformation. Her fik vi en snak med én af de frivillige medarbejdere – hun anbefalede os at tage en afstikker til Tin Can Bay, hvor der hver morgen kommer delfiner ind, som besøgende kan få lov til at fodre. Så vi ændrede fluks planer og satte kursen mod Tin Can Bay.

Inden vi nåede så langt spiste vi dog lige frokost på en café i byen. Der var god service med personligt anbefalede retter til børnene. Det blev nærmest rettet til, så det passede. I det hele taget oplever vi, at menuerne på caféer og ”eateries” stort set varierer over det samme tema: battered eller crumbed fish, burgere eller sandwich – alle med chips til. Til nød kan man få en pizza, men kun i for-lavede udgaver, som er de samme overalt: supreme (med champignon, rød peber, bacon mm.), skinke og ananas eller Meatlovers – alt sovset ind i australiernes elskede barbequesovs. Så det er ved at blive en smule ensformigt. Men på denne café var udvalget stort og betjeningen meget sød og venlig. Da vi var ved at være færdige kom servitricen hen med tre mini-muffins til børnene, så de var henrykte!

I Tin Can Bay ligger en spirende turistby, som tidligere har været et lille fiskerleje. Byen er stadig meget lille, men vi fandt dog en campingplads, som lå 5 minutters kørsel fra stedet, hvor delfinerne kommer ind. Det sker hver morgen, og fodringen finder sted fra kl. 8.00. Dog med den lille tilføjelse, at det er vilde delfiner og der er ingen garanti for, at de dukker op. Inden vi kørte til campingpladsen sonderede vi lige terrænet, så vi vidste, hvor vi skulle køre hen tidligt næste morgen. Det vrimlede med legepladser – også her – det gør det mange steder, vi har været – oftest i tilknytning til barbecue-steder til fri afbenyttelse. Så børnene var svære at få med.

Dagen endte med pool, tøjvask, lækre lammechops (på barbequen, forstås!) og godnathistorie – for vi skulle jo tidligt op!

Delfinfodring, marked og Noosa

Klokken 6.50 var vi klar til at sætte kursen mod delfinerne, så vi kørte af sted, parkerede bilen og gik over mod bådrampen, som lå ved siden af en lille café, hvor man kunne spise morgenmad. Der var allerede mødt et par stykker op, og én af de frivillige hjælpere modtog os og fortalte os lidt om situationen: Tin Can Bay ligger ved udmundingen af en flod, og på grund af de sidste ugers regnvejr havde floden sendt en masse grumset og beskidt vand ud i bugten. Det kan delfinerne ikke lide, og derfor havde de ikke været inde for at blive fordret i 5 dage, siden i mandags. Så måske ville de heller ikke komme i dag; men der var ikke andet for end at sætte sig til at vente!

Heldigvis havde vi vores hjem med os – så vi smuttede over og lavede et par knækbrød med ost, for sulten overmandede os i løbet af ventetiden. Vi spejdede og spejdede; men der kom ingen delfiner….! Klokken 9 skulle der sejle et lille skib over mod Rainbow Beach, og vi besluttede at sejle med. Så kunne vi måske være heldige at se delfiner på turen. Så da klokken var ca. 8.15 gik vi over i camperen og spiste morgenmad. Men lige pludselig kunne vi se, at alle menneskerne derovre kiggede i samme retning og var meget optagede af et eller andet. Så vi skyndte os at gumle færdig og gå over til bådrampen igen. Og mod alle odds var en delfin kommet ind for at få mad! Alle fik vi udleveret en lille spand med en fisk, og efter at have skyllet hænderne i desinficererende væske kunne vi stille os op i kø.

Delfinen var en han, som har fået navnet Mystique. Det er en vild delfin, men på grund af stedets mangeårige virke med delfinfodring er han blevet vænnet til at komme hen til bådrampen og få en lille snack. Der uddeles 3 kg. fisk pr. delfin, men en delfin spiser en del mere i løbet af en dag. Folkene på stedet regner med, at han er ca. 17 år gammel.

Ellers har en hundelfin, Patch, også sin ”gang” i Tin Can Bay, og senest har hun taget sin 1½-årige unge med. Dem var vi ikke heldige at se, men det var også fint med Mystique. Vi skulle stå i en halvmåne omkring ham, holde fisken i halen og give den til ham, når han kom hen til os. Der var mange anvisninger af hensyn til delfinernes sikkerhed. F.eks. måtte vi ikke røre ham, og man måtte ikke gå ned i vandet, hvis man var forkølet eller havde influenza og ikke have solcreme og insektspray på ben og hænder.

Tænk, så fik vi også prøvet at fodre delfiner, selvom vi egentlig havde opgivet. Heldigt!

Bagefter sejlede vi en tur med den lille båd, som går i rutefart mellem Rainbow Beach og Tin Can Bay. Udover os var der to ældre par med og nogle backpackere, som skulle tilbage til Rainbow Beach. Skipperen sejlede os først længere ind i bugten og underholdt med diverse oplysninger om stedet. Ude på søen holdt vi forgæves udkig efter søkøer, skildpadder og delfiner. Men vi så en ”white crested sea eagle” - den var flot, som den kom svævende hen over vandene. I Rainbow Beach blev backpackerne sat af, og der var lidt bedre plads på hjemturen. Drengene fik på skift lov at styre båden. De skulle sejle efter et hvidt tårn i horisonten.

Tilbage i bilen kom vi forbi Tin Can Bays ugentlige marked, så vi stoppede op og fik købt frugt og grøntsager. Især ananas var billige – nu er vi kommet til ananas-land, det er helt tydeligt! Vi fik også en sludder med en svensk pige, som havde en stand, hvor hun solgte lange slikstænger á la Tivolistang – bare noget tykkere og længere. Hun og hendes mand, som var englænder, havde boet i København nogle år, men var så emigreret til Australien for 12 år siden. Hun fortalte, at hun møder rigtig mange danskere i Australien. Èn af de øvrige stadeholdere mente, at dansker-boomet skyldes, at vi har Mary i Danmark, og at der af den grund har været mange udsendelser om Australien i dansk fjernsyn, hvilket har inspireret mange til at tage herned.

Vi har også mødt en del danskere, både unge, ældre og familier med børn. Ja, alle de familier vi har mødt, har enten været danskere eller australiere. Så det er måske mest et dansk fænomen, at man rejser af sted med børn på en længere tur. Ind til videre ser det i hvert fald sådan ud.

Fra Tin Can Bay kørte vi mod Noosa, som ifølge bøgerne skulle være Australiens Cannes. Da vi nærmede os området dukkede den ene mere eksklusive residens efter den anden op, og der blev efterhånden noget mere trængsel på vejene. Da vi kom til selve Noosa, som ikke er særlig stor, havde vi planer om at gå en tur i byen og spise frokost. Men vi havde ikke taget i betragtning, at det var lørdag, og at vejret var fint. Så vi kunne ikke finde en parkeringsplads – øv!! Vi cirklede lidt rundt, men måtte til sidst opgive. Det lykkedes os dog at se lidt af byen fra bilen, men det var ikke særlig sjovt at køre rundt i vores store monstrum af en bil i de smalle og overbefolkede gader i Noosa. Så vi måtte vende snuden ud af byen igen….!!

Vi endte i Coolum lidt syd for Noosa på en campingplads lige ned til stranden; det var nu heller ikke så dårligt. Vi befinder os lige nu på The Sunshine Coast, hvor der er strande hele vejen ned til Brisbane. Så det var nærmest bare at vælge en vilkårlig éen!

Inden aftensmaden smuttede vi en tur ned for at kigge på vandet – det så lækkert ud, dog med en del vind og kæmpebølger. Alligevel var der masser af mennesker dernede, og vi besluttede at tage herned i morgen. På vej hjem faldt vi over en legeplads, som lige blev afprøvet. Det var i sidste øjeblik, for pludselig var der fyldt med mørke skyer, og det begyndte at regne helt vildt! Det er underligt, som vejret kan vende på en tallerken her. Det ene øjeblik er det varmt og lækkert, det næste øjeblik blæsende og regnfuldt. Vi gik ind i en butik, og så var regnen pludselig væk igen, og vi kunne i tørvejr kigge på en beach bowlingkamp, som var i gang lige da vi kom forbi.

Coolum strand og The big pineapple

Denne morgen var vejret nogenlunde oven på nattens regn. Så vi fik checket ud af campingpladsen og fandt os en parkeringsplads tæt på stranden. Der var allerede godt fyldt op, men det var jo også søndag – tænkte vi!

Det viste sig så senere, at grunden til de mange mennesker var, at der blev afholdt Australiensmesterskaber i en sportsgren, som vi ikke kender, men som var lidt lige som Ironman, bare med vandsport: kajakroning, surf og svømning. Vandet var meget voldsomt med meget store bølger, så deltagerne var sat på en hård opgave! Der fløj en helikopter rundt over hovedet på os og filmede begivenheden til fjernsynet.

På stranden var der livreddere, hvilket er et meget udbredt og nødvendigt fænomen på de australske strande. Vandet er meget voldsomt med stærk strøm og store kraftige bølger. Så de havde nok at lave, fløjtede og lavede fagter, sendte gummibåd ud og så videre. Her kan Vesterhavet ikke være med, det var virkelig nogen bølger, der ville noget! Rigtig, rigtig sjovt at kaste sig i dem og bare lade sig føre ind ad med strømmen eller lege med surfboard.

Ved middagstid trak det op til regn, og vi var også ved at have fået nok, så vi trak op til legepladsen og området bag stranden, hvor der var opstillet boder i tilknytning til arrangementet. Da regnen kom, var det meget voldsomt….! Så alt blev lukket og pakket ned – også det bungy jump, som børnene lige skulle til at prøve…! Det var de noget trætte af!

Efter frokost kørte vi mod en campingplads i Forest Glen, som skulle ligge tæt på Australia Zoo – næste stop på turen. Det var en kort tur, og undervejs kom vi forbi The big Pineapple – en stor plasticananas, som står foran en ananasplantage, og hvor man kan få et indblik i ananasens vej fra mark til morgenbord. Vi fik brugt toilettet og taget nogen kitchede billeder!!

Bagefter fandt vi ret hurtigt campingpladsen, og børnene fik deres obligatoriske pooltur. Vi stødte også ind i endnu et dansk ægtepar, Bente og Peter fra Vejen, som var af sted på børnepasningsorlov med Rebekka og Michala på 6 og 8 år. Vi fik lige udvekslet erfaringer og givet gode idéer – så det var fint.

Australia Zoo

I dag skulle vi til den zoo, som vi har fået anbefalet af stort set alle, vi har talt med. Så forventningerne var høje, da vi kørte ind på parkeringspladsen foran ”The home of the crocodilehunter” Steve Irwin, som jo desværre kom af dage for et par år siden ved en ulykke, hvor han blev stukket af en pilerokke. Zoo’en drives i dag videre af Steve Irwins kone Terry. Det er ikke noget, der lægges skjul på. Man kunne købe stort set al slags merchandise med Terry, Steve eller deres børn afbildet. Bindi, som datteren hedder, har sit eget tøjmærke, og selv mannequindukkerne var kopier af Bindi og Bob. Bindi har også udgivet en ”Work out for kids”-dvd, hvor hun står og gør gymnastik sammen med et stort hold af voksne. Der er også lige kommet en ”Bindi”-Barbiedukke og så videre, og så videre.

Hovedparten af dyrene i parken er australske dyr som kænguru, koala, echidna, cassowary, slanger i alle afskygninger, wombat, rovfugle, dingo, krokodiller mv.. Der var også et område med bondegårdsunger, hvor man kunne fodre med flaske. Så Rasmus og Mikkel fodrede et par af de søde små grisebasser, og Christian gav flaske til en kalv. Der gøres meget ud af at få en ”hands on”-oplevelse, hvor det er muligt. Man mener, at man ved at få et fortroligt forhold til dyrene får mere interesse for at bevare og beskytte dem. Alle dyrene har navne, og der er store områder, hvor koalaerne og kænguruerne går frit rundt. Man kan klappe og fodre kænguruerne, mens koalaerne sidder oppe i træerne; men der var altid en koala klar til at blive aet! Så nu har vi for første gang i Australien set koalaer – og ihh og åhh og næh, hvor var de altså bare lige så søde som på billeder!! Helt vildt blød pels, super nuttede!

Der er mange krokodiller i zoo’en, hvilket har noget at gøre med, at parken er startet på baggrund af Steves far, som tog sig af problemkrokodiller. Det vil sige, at hvis ikke de var i Australia Zoo ville de være blevet skudt. I det hele taget er det et gennemgående tema for parken, at vi kun har den ene jordklode vi lever på, og at vi er nødt til at bevare den og beskytte naturen og de dyr, som lever i den. Der gøres meget ud af at oplyse om, hvordan naturen skal behandles og hvordan man skal opføre sig derude, f.eks. at man skal genbruge alt hvad man kan, at man ikke skal smide affald i naturen m.m.. Sidstnævnte er i hvert fald også en god idé at oplyse om, for det lader ikke til, at det er allemandsviden, når man tænker på, hvordan der ser ud langs vejene!!

Vi var inde og se et show i ”Crocosseum”, et stort udendørs teater á la det rigtige i Rom med plads til 5.000 mennesker. Steve bød velkommen på en kæmpemæssig storskærm, og ellers rullede det derudaf i rigtig showstil i en blanding af underholdning og oplysning med slanger, fugle og krokodiller. Rasmus mente, at det ville have været bedre, hvis Steve himself havde været der; men det kan jo ligesom ikke rigtig lade sig gøre. Hans minde blev dog æret en hel del, og man fik helt tårer i øjnene, når man tænker på, at han har efterladt to små børn på 4 og 7 år faderløse.

De øvrige dyr i parken var hovedsagelig truede dyr som tigre og elefanter. Der blev solgt forskelligt merchandise med disse dyr, hvor alt overskud gik til projekter, som arbejdede med at beskytte dyrene i deres naturlige omgivelser. Elefanterne prøvede vi at fodre, og tigrene så vi i et ”show”, hvor dyrepasserne gav dem mælk, klappede dem, fik dem til at kravle op i et træ og tage en svømmetur. De så helt kæledyrsagtige ud, selvom de vejede 200 kg.!

Det var i det hele taget en rigtig god dag, vi havde i Australia Zoo. Her efterfølgende hygger vi os stadig med dyrene, for vi købte et spil Top Trumps med Fat-Boy, Khan, Mr. Freshy, Lilly, Frankie og alle de andre dyr.

Hyggedag på Forest Glen campingplads

I dag spillede vi minigolf fra morgenstunden og legede ”kongeleg” på hoppepuden. Det medførte i de følgende dage nogle ret ømme lårmuskler hos den kvindelige voksne del af familien, ikke godt, ikke godt!!! Campingpladsen var dejlig mennesketom, så vi havde god plads. Det var der også en stor varan på godt 1,5 meter, der benyttede sig af. Den traskede stille og roligt rundt omkring vores camper. Senere hyggede vi ved poolen, ind til det blev regnvejr.

Glass House Mt. og hygge på Gateway Villlage campingplads

Her til morgen forlod vi campingpladsen i god tid med kurs mod Brisbane. På vejen kørte vi igennem Glass House Mountains, som er en gruppe vulkanske bjerge, som ligger i et ellers ret fladt område. Der var en smuk udsigt fra toppen – og vi gik en lille tur rundt i området for at spotte nogle dyr – men vi så ikke andre end nogen myrer, fluer og et par biller! Så dyrene var åbenbart ikke hjemme i dag!

På vejen ned kom vi forbi et lille te-hus, som reklamerede med hjemmebagt kage og kaffe lavet af friskmalede lokale bønner. Så der måtte vi jo ind. Det var et rigtigt hyggeligt lille sted, som holdt hvad de lovede, og så var der en fantastisk udsigt ned i en lille dal med mangotræer og en masse kænguruer, som enten lå og hvilede sig, kløede sig eller hoppede rundt. Efter at have proppet os med kage, smoothie, kaffe og chai kørte vi videre mod Brisbane.

Sidse havde fundet en god campingplads, som lå syd for Brisbane. Det vil sige, at vi enten skulle følge motorvejen uden om byen eller køre lige igennem. Sidse mente, at hvis vi fulgte motorvejen ville det være en omvej på knap 20 km., så økonomisk som Sidse er valgte vi selvfølgelig at køre gennem millionbyen Brisbane i myldretiden med en stor camper og en ikke så erfaren chauffør. Spændende, men formodentlig også første og sidste gang.

Vel ankommet til campingpladsen, uden skrammer, var det direkte til poolen og legepladsen. Da det var ved at være for mørkt til at være ude, gik Sidse hjem for at lave aftensmad og drengene ind i spillerummet, hvor der var fire X-box-maskiner sat op. Rasmus og Mikkel mener det er den bedste campingplads vi har været på, både med tennisbane og X-box (ikke fordi de kom på tennisbanen!).

I Brisbane

I dag var vi en tur i Brisbane. I Brisbane bor 1.400.000 mennesker på et område på størrelse med Lolland. Campingpladsen lå i en sydlig forstad, 12 km fra centrum. Så vi tog bussen (efter en længere gåtur til busholdepladsen, for den direkte bus fra campingpladsen var lige kørt, og der var kun timedrift, øv…!) og ankom lige midt i et stort indkøbscenter midt i Brisbane. Det var tydeligt, at Brisbane er en storby i forhold til alle andre byer vi har været i. Folk havde travlt på en anden måde, og udbuddet af butikker var også noget større. F.eks. da vi fik frokost var der et væld af muligheder, frem for de sædvanlige fish and chips og burgere. Nu kunne Mikkel få en sandwich, Rasmus en donerkebab, Sidse sushi og Christian wonton-nudelsuppe. Ken nøjedes med en kop tyrkisk kaffe.

Efter shoppeturen gik vi over broen til Southbank, som er et grønt område på sydsiden af floden fyldt med rekreative områder, universitet, grønne plæner, svalende træer, skaterrampe, teatre, kunstmuseer og en stor kunstig lagune med sand og det hele. Der var dejligt, bare vi havde noget tilsvarende i Lyngby!!

Hjemme på campingpladsen igen blev det til pool og X-box. Alt i alt en OK dag, men alligevel ser jeg (Sidse) ikke frem til nogle varme dage i Sydney, med en flok børn, der hele tiden spørger ”Hvornår skal vi hjem??”.

Seaworld

Dagen i dag var dedikeret til Seaworld – en forlystelsespark baseret på vand: der var delfinlagune, søløver, et stort bassin med diverse hajer, rokker og andre større fisk, søkoakvarium, et område med isbjørne (de eneste to i Australien), vandskishow, et stort vandland og nogle kørende forlystelser, som var meget imponerende lavet.

Seaworld ligger 5 km. nord for Surfers Paradise på The Gold Coast, så vi forlod Brisbane ved 8.30-tiden og satte kurs mod sydøst. Vi checkede aller først ind på en campingplads 2 km. syd for Seaworld, så vi var sikre på at have en plads for weekenden – vejrmeldingen er nemlig supergod, så vi glæder os til nogle skønne stranddage!

I Seaworld var det nemt at få dagen til at gå – vi lagde ud med en skyrail-tur med udsigt over det meste af parken, bare lige for at få et overblik. Derefter fik vi en tur i Bermuda-trekanten. Vi skulle være frivillige agenter, som med båd blev sendt ind i nogle store vulkaner, der pludselig og uforklarligt var dukket op i trekanten. Det var meget dramatisk, med høje lyde, rigtig ild, damp og vand i hovedet – og en tur rundt mellem forsvundne fly, skibe, missiler og mennesker, en masse rummænd og vulkaner i udbrud. Så Christian var noget bange – ikke den bedste start på dagen for ham!

Derefter var vi i 4D-biograf – der blev vist den forestilling, som vi så i Fårup for et par år siden, som går ud på at vise de problemer med global opvarmning, overfiskeri og regnskovsfældning, som verden står overfor, fra dyrenes perspektiv. Selvom vi havde set den før var den rigtig god og kunne godt tåle et gensyn!

Herefter så vi hajområdet – et meget stort og dybt akvarium, som udefra var bygget op som en stor sø med bro over. Man kunne gå ned i undervandsområdet og se fiskene, rokker og alle mulige slags hajer tæt på. Hajerne var meget store, meget større end dem vi så i Singapore og Townsville (Reef HQ). Det var meget imponerende.

Efter dette fik Christian og Mikkel rørt lidt ved nogen søstjerner, søpindsvin, søpølser o.l. På vej hen for at se et vandskishow skulle vi lige forbi pelikanerne. Showet blev præsenteret som en historie fra 1960’erne med Beach Boys og andet surfermusik fra ”den gang”, med en speaker med Elvis-hår og lilla tøj og fire dansende piger i gyldne bikinier, solbriller, høje sko og højt hår, som fortalte, hvordan the good guys og the bad guys fra stranden til sidst fandt ud af at slå sig sammen, da en millionær havde købt deres strand og ville bygge et alderdomshjem på stedet. De var klædt ud i passende kostumer og lavede så en masse flot vandskiløb undervejs. Det var helt vildt godt!

Så skulle vi prøve nogle flere forlystelser. Christian ville gerne se show med Erik og Bent fra Sesam gade, sådan nogle dukker á la Muppet Show. Så vi delte os op, for Rasmus og Mikkel ville gerne prøve noget, der var lidt mere vildt! Efter nogle ture i karrusel og andre ting, der passer til en 4-årig, og ikke at forglemme, en is, gik vi videre til vikingebådene. Christian turde ikke, men vi overtalte ham, og efterfølgende ville han gerne prøve igen!!!

Medens Christian kørte i karrusel var Mikkel, Rasmus og Ken oppe i en rutschebane al’a Dæmonen i Tivoli, bare med lidt mere kørsel med hovedet nedad. Der var næsten ingen mennesker så vi tog lige to ture i rap.

Bagefter var der delfinshow – og også det var en stor oplevelse! Da vi var i Singapore var vi meget imponerede over deres måde at holde styr på delfinerne dér. Men dette her overgik Singapore med flere længder! Selve lagunen var større og meget flottere, der var gjort meget ud af selve sceneriet i det hele taget. Og delfinerne og deres trænere var bare så dygtige og søde sammen! Det så virkelig ud til, at de havde nogle rigtig gode venskaber med hinanden. Det eneste minus ved delfinshowet er, at Rasmus nu mener, at han skal herned til Australien og være delfintræner, når han bliver lidt ældre!!! (Det er for langt væk, Rasmus!!!).

Til sidst opholdt vi os i vandlandet i en times tid og fik nogle gode rutcheture ned af nogle fede vandrutchebaner. I den ene skulle man sidde mindst 3 mennesker i en rund gummibåd og rutche ned af en meget høj og lang bane – vildt sjovt!!

Efter installering på campingpladsen (det var godt vi havde booket om morgenen!) gik vi en tur ned til stranden. Den ligger 20 meter væk, det er bare for fedt!

Ved stranden i Surfers Paradise

Her til morgen løb Rasmus og Sidse en tur langs stranden. Vi troede vi ville være de eneste dernede. Men da vi kom derned kl. 7.15 vrimlede det med mennesker! Der var også meget varmt allerede, og livredderne havde været på pletten siden kl. 6.00.

Vi mødte flere andre løbere, også hold, som havde træner med. Der var et hold i gang med en rugby-kamp (eller noget lignende!), nogle der trænede surfing, nogen lavede forhindringsløb, der var gang i noget svømmetræning og i det hele taget var der fyldt med folk – især mellem de to rød-gule flag, hvor almindelige mennesker allerede var på stranden for at bade. Så der var ret crowded, for stranden er ikke ret bred. Det minder lidt om Hals og Hov, smallere end Hornbæk og Gilleleje, men med en smule bevoksning øverst på klitterne (hvis man kan kalde dem det!). Desuden var det begyndt at blive højvande. Så vi måtte nærmest zig-zagge mellem folkene, og turen blev ikke helt så lang, som vi havde regnet med.

Men hvor var det bare dejligt at kaste sig i bølgerne efter løbeturen. Vi smugbadede lidt og tog også en dukkert halvvejs. Det var bare så skønt!!! Vi har lovet hinanden også at gøre det i morgen.

Vi skyndte os tilbage til resten af familien, men de var knap nok stået op endnu! Så det endte med, at Rasmus og Sidse gik i forvejen på stranden, og så stødte Ken, Mikkel og Christian til lidt senere.

Vi har haft den fedeste stranddag i dag – skønt endelig at nyde det, solen, bølgerne og sandet. Ved 13.00-tiden gik vi tilbage til camperen og hyggede os med lidt mad og et kortspil. Resten af dagen er gået med at opdatere dagbog, gå tur, læse og lave lidt matematik for Mikkels vedkommende. Rasmus er blevet helt bidt af at læse Hulebjørnens klan – den var lidt sej at komme i gang med (for at sige det mildt!), men nu kan han næsten ikke lægge den fra sig. Så det er godt, at vi også har Hestenes dal med!!

Endnu en stranddag ved Surfers Paradise

Man kan godt forstå, at det er surfernes paradis her – der er de fedeste bølger, og dele af stranden er decideret reserveret til surferne. Selve området er fyldt med store højhuse lige klos op af stranden. Det er ikke særlig charmerende, og i aftes fandt vi også ud af, at hele stranden stort set ligger i skygge, når solen når et vist punkt mod vest. Ikke særlig hensigtsmæssigt lavet!!

I dag har vi også brugt formiddagen ved stranden med især badning og surfing. Mikkel er ved at blive en lille ”surfbums”. Det er helt utroligt, sådan en udvikling han har gennemgået på de sidste 5-6 uger. Fra ikke at kunne svømme til nu at kaste sig ud i de højeste bølger med brættet under sig. I øvrigt skal man høre meget fra sin 4-årige: jeg kom til at sige, at der var mange, der havde surfbrædder med, og så blev jeg korrekset, for ”Det hedder altså surf boards, mor”!

Eftermiddagen er gået med en 3 kilometers fodtur langs stranden ind til centrum af Surfers Paradise – et indkøbscenter i en turistby. Der var fyldt med japanere, og mange af de handlende var også af japansk afstamning. Der var en stor Warner Brothers butik, som det var svært at få især Christian med ud af igen! Det blev til et lidt længere ophold i byen end først antaget, for Rasmus endte med at købe en didgeridoo – efter at have afprøvet stort set samtlige i galleriet – også Mikkel var i gang, og det ender jo nok med, at vi også må købe en til ham. Så kan vi rigtig afholde koncert på Glaciset, når vi kommer hjem!

I morgen fortsætter vi sydpå til Byron Bay, og måske kører vi et smut forbi Lamington National Park på vejen. På lørdag den 1. marts skal vi besøge Marton Marosszeky og hans kone, som bor 100 km. nord for Sydney. Sidse mødte Marton til konferencen i Sydney for 2½ år siden, så det bliver hyggeligt at gense ham. Inden vi når så langt gør vi nok holdt i Coffs Harbour og Port Macquire.

Shoppetur i Harbour Town

Vi droppede at køre til Lamington Nationalpark; det viste sig, at det ville blive en meget stor omvej, mindst 150 kilometer, og desuden ville vi skulle køre den samme vej ud som ind ad stejle og krogede veje. Så desværre får vi ikke vandret på hængebroer under de høje trætoppe i denne omgang. Men for at være helt ærlig er vi også lige for øjeblikket ved at være ”mætte” af regnskov, så det er ikke den helt store katastrofe.

I stedet valgte vi at tage på shoppetur! Der ligger meget store indkøbscentre her i området, og ét af dem var et sted med en masse outlet-butikker. Så vi havde en, shoppetur taget i betragtning, hyggelig formiddag med at kigge, prøve og købe en smule. Christian holdt den gående ved udsigten til at skulle på McDonalds, hvor han havde spottet et stort legeområde. Men da vi nåede så langt, viste det sig, at legeområdet af sikkerhedsmæssige årsager var blevet lukket, fordi der lige havde været et mindre regnskyl. Christian var noget skuffet…..; men tog det egentlig i flot stil, ingen scener!

Efter kolesterol-bomben satte vi kursen mod Byron Bay, som skulle være intet mindre end det forjættede land – ifølge Lonely Planet! Det skulle også være her de store filmstjerner som Nicole Kidman, Mel Gibson, Poul Hogan, Tom Cruise m.fl. har deres sommerhuse.

Vi kørte igennem for at finde en campingplads, og ved første øjekast lignede byen en hvilken som helst anden badeby, vi har set ind til videre. Men i morgen må vi vende tilbage og få be- eller afkræftet forventningerne. Campingpladsen ligger lige syd for Byron Bay omgivet af Broken Head Nationalpark, lige ned til en lidt øde og dejlig strand. Ingen faciliteter som pool, tennis og minigolf, men til gengæld nåede vi en aftendukkert i solnedgangen. Som til forskel fra i Surfers Paradise kunne ses her midt i naturen.

Hyggedag i Byron Bay

Temperaturerne er blevet noget mere udholdelige, efter vi er kommet længere sydpå; og ikke mindst er den ulidelige høje luftfugtighed fordampet, skønt! I dag har der kun været ca. 22 grader, så det er lige før man skal til at have trøje på!! Vi besluttede at blive et døgn mere på denne hyggelige campingplads, fordi der ifølge vejrudsigten skulle blive nogenlunde vejr, men regn og blæst i morgen. Desværre holdt den udsigt ikke helt hvad den lovede, så vi har ikke kunnet opholde os på stranden. Så den har stået på læsning, leg, tøjvask og lektier i dag.

Da kl. var 14.00 var Ken lige ovre i receptionen, og da han kom tilbage var det gået op for ham, at vi var en time bagud: da vi passerede grænsen til New South Wales i går sprang vi også en time over, uden vi var klar over det, så klokken var altså 15.00. Nå, så hvis vi ville se lidt i Byron Bay skulle vi vist til at af sted!

Vi fik hurtigt rigget bilen til og kørte de ca. 5 km til byen. Vi startede ud med at køre til Cape Byron, hvor der står et fyrtårn og sørger for, at skibene ikke sejler ind i Australiens østligste punkt. Udsigten var formidabel deroppe fra. Og en lille vandretur op og ned af trapper blev det også til, på trods af det lidt kølige (22-24 grader) og våde vejr.

Bagefter gik vi en tur i selve byen, som var lidt hippie-agtig, for at sige det mildt. Meningerne om byen var lidt delte – nogen af os synes den var ret charmerende, mens andre mente det var en ”skodby”! Sidstnævnte var nok også inspireret af, at Christian kun ville det han selv ville, så humøret hos faderen var ikke så højt….!! Vi blev enige om, til Rasmus’ udelte skuffelse, at vi ikke kunne tage på restaurant med Christian i dag, så vi kørte tilbage til Broken Head og lavede en hurtig omgang aftensmad.

Så blev Christian lagt i seng, og mens han lå og vendte og drejede sig fik vi andre et slag

kort!

I morgen tager vi videre; vi kan lige så godt køre, når vejret ikke helt er med os.

På vej til Coffs Harbour

I dag skulle det ifølge vejrudsigten regne og blæse; men det er blevet rigtigt fint vejr, hvilket vi konstaterede, mens vi gik rundt i Byron Bay her til morgen. Så vi fortrød helt, at vi havde besluttet at køre videre i dag. Til gengæld blev indtrykket af byen noget bedre, med alle butikker åbne og folk siddende ved borde i alle caféer. Det vrimlede kort sagt med især unge mennesker: rigtig mange backpackers, en del afslappede hippier siddende i en em af ”røgelse” og arbejdsløse unge, som får tiden til at gå med at være ”surfdudes”. Det virkede som om tiden var gået lidt i stå for nogle af dem…..!!! Rasmus mente, at han godt nok ikke rigtig kunne forestille sig Mel Gibson komme gående ned af gaden! Stranden startede for enden af hovedgaden; og som alle de andre strande vi har set ind til videre var den også fantastisk og vidunderlig her, omgivet som den var af palmer hele bugten rundt.

Efter behørig proviantering og den obligatoriske is satte vi kursen sydpå, gennem Ballina og Grafton mod Coffs Harbour. Vi fandt en dejlig campingplads 30 km. nord for byen, som ligger lige ned til Calindra strand. Her er alle faciliteter: tennis, pileskydning, stor hoppepude, beach bowling, bordtennis, games room med en masse spillemaskiner, legeplads, stor pool med rutchebaner, en ”rigtig” 9-huls golfbane og så stranden, selvfølgelig. Så her mente børnene nok, at de kunne få et par dage til at gå! Inden aftensmaden nåede vi at gå en tur ned til stranden og blive dyppet i poolen.

Darlington Beach Resort Park

Vejret her til morgen så fint ud, så vi valgte at blive her på campingpladsen i dag. Vi tilbragte formiddagen på stranden med badning, fodboldkamp og bygning af en stor bil i sand. Vi var næsten alene dernede; kun et ældre ægtepar og en familie med to børn var dernede sammen med os. Så det var rigtig luksus. Vejret var lige tilpas med en brise og sol, som ind imellem blev dækket af en sky – lidt lige som en god sommerdag i Løkken.

Efter frokost hoppede vi lidt på hoppepude og tog et slag beach bowling – en avanceret udgave af petanque, som foregår på en kunstgræsbelagt bane med en tennisboldstor kugle som mål. Kastekuglerne er lidt aflange i formen, og drejer mens de triller. Så det er ret svært at ramme målet. Det lader til at være en sport, som især ældre australiere kan bruge mange timer på, mens de hygger sig med hinanden.

Herefter gik Ken, Rasmus og Mikkel to huller på golfbanen – det tog lidt over en time – mens Sidse og Christian var på hoppepude og i poolen. Christian øver sig meget ihærdigt på at svømme uden vinger nu. Så snart han har dykkermaske på går det super godt, og han er heldigvis ikke bange for at få vand i hovedet. Så det går fremad; måske kan også han svømme, når vi kommer hjem!

Aftensmaden spiste vi i camp kitchen, hvor også en stor flok seniorer havde gang i en større fest. Så det var hyggeligt; det var naboer og venner, som var på campingpladsen for at holde en ”crazy week” sammen. De var på beach bowling banen før os, og også dér gik det højt for sig!!

Mens vi spiste, brød et kæmpe uvejr pludselig løs – meget underligt. Det begyndte at storme og regne helt vildt. Så vi blev meget våde på vej tilbage til bilen.

Port Macquarie

I dag forlod vi Darlington Resort Park og satte kursen mod Port Macquarie. Vi skal have nået nogle kilometer, for vi har aftalt med Marton og hans kone, at vi skal være hos dem kl. 13.00 lørdag til frokost. Så for at undgå en køretur på 4-500 kilometer på éen formiddag har vi valgt at bide turen over i to. Og i Port Macquarie ligger der et koalahospital, som vi gerne vil se.

Undervejs stoppede vi ved The Big Banana. Det lader til at være en dille her i landet at lave en stor plastic- eller betonkopi af det, man prøver at sælge. Så her foran en bananplantage har man opbygget en kæmpebanan, som man kan gå ind i og læse historien om bananen – fra palme til butik.

Inden vi nåede så langt måtte vi dog lige forbi Coffs candy shop, som viste sig at være en lille bolsjefabrik grundlagt af danskeren Nils Nilsson i 1988. I dag er det hans sønner, som driver forretningen videre, og vi så dem producere bolsjer med en masse farver og teksten ”Brendan” og ”Kirstie” med et hjerte i midten – meget flot. Det viste sig, at der hang to indrammede takkebreve på væggen, fra det danske kongehus. På det ene havde dronningen sågar skrevet ”De smager vel nok godt” på med håndskrift. Det andet var fra Frederik og Mary, som havde modtaget en gave med bolsjer tilsvarende dem, vi så i dag, i anledning af deres bryllup. Så det var jo meget sjovt. Bagefter gik vi igennem bananen og kørte videre.

Vi ankom til koalahospitalet lige efter rundvisningen var gået i gang, så vi fik stort set det hele med. Stedet drives på baggrund af donationer af frivillige, hovedsageligt ældre mennesker, som tager sig af tilskadekomne koalaer. Det er desværre ret almindeligt, at koalaer bliver indleveret til hospitalet med skader fra påkørsler eller hundebid. Andre reddes fra bush fires eller fra at være faldet i en swimming pool. De gør virkelig et stort arbejde derude, meget prisværdigt. En gang om ugen kommer en frivillig dyrlæge forbi og tilser dyrene mht. medicinering og operationer.

Resten af dagen gik med indkøb, madlavning og afslapning i camperen. Der er ovenpå den dejlige dag i går blevet ret koldt med overskyet, blæsevejr og kun 16-18 grader. Så vi har fundet trøjer frem! Forhåbentlig retter det sig igen, nu har vi jo vænnet os til lidt højere temperaturer!!!

Hos Marton og Marti

Det er i dag onsdag, og vi har nu tilbragt fire dage i selskab med de mest gæstfrie mennesker, vi nogensinde har mødt! Marton og Marti har simpelthen taget i mod os med åbne arme, kørt os rundt og ladet os bruge deres landsted som om vi var hjemme. Så det har næsten været som at holde ferie fra ferien!! Når sandheden skal frem har vi nok også trængt til at komme ud af camperen, sove i rigtige senge og i det hele taget have mere plads omkring os og hinanden for et stykke tid. Så det har været nogle vidunderlige dage på Tomato Hill.

Marton og Marti er begge af ungarsk afstamning. Marton kom til Australien i 1950 efter ophold i en flygtningelejr i Tyskland efter 2. verdenskrig. Martons far var officer i hæren under krigen, og efter afslutningen blev alle tidligere officerer sendt til Sibirien. Så Martons familie flygtede og endte i Australien. Martis familie flygtede efter revolutionen i 1956, og efter et ophold i Østrig kom de hertil i 1957. Familierne havde kendt hinanden fra Ungarn. Martis far var tandlæge, så da de kom til Australien begyndte Martons familie at bruge den gamle familietandlæge igen. På den måde mødte de hinanden.

Marton har været ansat på universitetet i New South Wales i mange år som professor i ingeniørvidenskab med byggeri og innovation som speciale. Da han blev 60 år for to år siden gik han på tvungen pension, men blev kort tid efter ansat som executive consultant hos det rådgivende ingeniørfirma Evans & Peck.

Marti har læst humaniora på universitetet og i mange år undervist på gymnasiet. For 15 år siden måtte hun førtidspensioneres på grund af kronisk hoste. Siden har hun bl.a. hjulpet Marton med redigeringsarbejde og andet i forbindelse med hans bogskriveri. I dag holder hun hus, passer hønsene og de tre store hunde, holder styr på børn og børnebørn, som hun passer i Sydney nogle faste dage hver uge.

På Tomato Hill (som hedder sådan, fordi ”Tomato” betyder ”Paradis” på ungarsk) byggede Marton og Marti for 10 år siden deres hus, som er et superdejligt hus i flere niveauer, bygget op omkring husets hjerte, køkkenet. De fleste ydervægge er skydedøre, som kan åbnes helt op ud til terrasserne, som går hele vejen rundt om huset, overdækket af taget. Huset er omgivet af en have med bananer, tomater, agurker, græskar, squash, lime, citron, appelsiner, mandariner, kumquats, æbler, mango, vindruer osv. osv. Der var lige høstet i januar, så desværre fik vi ikke smagt afgrøderne.

For 5 år siden blev der bygget et nyt hus i tilsvarende stil, indrettet til at huse Marton og Martis tre døtre, alle i 30’erne, og familier, når de kommer på besøg – hvilket sker tit. I første omgang blev huset bygget, fordi den yngste datter Nikki havde brug for et sted at bo sammen med sin mand Chris og deres to børn Ruben på 6 år og Lola på 4, mens de læste på universitetet. De flyttede i december, og på den måde har Marti og Marton haft deres børnebørn meget tæt på lige fra fødslen.

Så Marti har virkelig nydt at have liv i huset igen, mens vi har været der. Hun har taget børnene til sig som om det var hendes egne, krammet og kysset, rost og lavet god mad til dem. Men stedet er virkelig også perfekt indrettet til at huse sådan nogen som os (og deres børn og børnebørn, når de er på besøg). Der er tennisbane, bordtennisbord, billiardbord, en lille pool, en dam, som man også kan bade i, masser af cykler, gyngestativ, bolde, en spændende have (man skal bare lige være opmærksom på slanger og red back spiders!), alverdens spil, puslespil, bøger, byggeklodser, dvd-film, en kæmpegrund at gå tur på….. ja, kede sig er i hvert fald svært.

Lørdag ankom vi til stedet ved 13.30-tiden – Tomato Hill ligger 100 km. nord for Sydney, til højre fra the Expressway nogle kilometer, og så til højre og så er man laaangt ude på landet i en lille dal. Marton og Martis bakke ligger for enden af en ca. 1 km. lang indkørsel, kringlet, til tider ret stejl og fyldt med huller. Så Marton mødte os på vejen op, for han var lidt nervøs for, om det kunne lade sig gøre at komme derop med camperen. Men den har trækkraft som en lastbil, så det gik forholdsvis let.

Da vi ankom, havde Marton og Marti besøg af deres ven Bela, ungarer og kunstmaler. De var i gang med at hænge hans malerier op i det hus, hvor vi skulle sove, for i den kommende weekend skal der holdes udstilling. Efter velkomsten blev vi vist rundt og fik at vide, at Nikki og Chris var lige på trapperne. Vi fik noget at drikke og snakkede – børnene var allerede i gang med billiarden! Kort tid efter ankom Nikki og Chris, som vi blev introduceret til. Endnu et par søde og meget imødekommende mennesker.

Kort efter fik vi frokost med lækker skinke, laks, æg, avokado, tomat, majs, ost og en skøn kartoffelsalat. Snakken gik lystigt – det er nogle meget snakkesalige og politisk bevidste mennesker, så vi fik en masse at vide om samfundet Australien, sociale og uddannelsesmæssige forhold, sundhedsvæsenet og så videre. Pludselig var klokken mange, og Marti og Marton skulle af sted til filmaften i dalen, som de var medarrangører af. Mens de var af sted var Christian, Mikkel, Lola og Ruben i karbad - og bagefter blev de mindste børn lagt i seng. Resten af aftenen tilbragte vi i hyggeligt selskab med Chris og Nikki; det var næsten som om vi havde kendt dem i et tidligere liv, de var meget nemme at snakke med.

Da Marton og Marti kom hjem var klokken mange, og vi gik alle i seng.

På tur med Marton og Marti

Søndag morgen startede med stående morgenmad; man tager ikke måltiderne så højtideligt, det er meget rart. Der var lidt travlhed, for Chris og Nikki skulle hente nogle stole hos en møbelpolstrer inden klokken 10. De havde kun plads til den ene i bilen, så Marton og Sidse kørte med i en anden bil, hvor den anden så kunne være. På vejen fik Sidse og Marton snakket om situationen i den australske bygge- og anlægssektor, brugen af Lean Construction og Martons forskning og arbejde på området.

Da vi kom hjem igen, var børnene fuldt optagede af leg, og Ken havde hjulpet Marti med at rydde op efter morgenmaden. Lidt senere gjorde vi klar til afgang, og så kørte vi af sted i to biler ud til Central Coast, hvor der også er en række større søer. Første stop var i en nationalpark, som havde de smukkeste udsigter langs kysten. Kystlinien i Australien er i det hele taget så ubeskrivelig smuk, alle steder vi har været! Med skummende brænding, blå himmel, blåt eller grønt vand, små bugter, palmer, eukalyptustræer og kæmpemæssige klipper.

Næste stop var ved Tuggerahsøen, hvor der lå en lille restaurant med levende musik og efter sigende lækre fiskespecialiteter. Her skulle vi have frokost; men desværre var der helt fyldt i restauranten. Så vi købte noget take-away i stedet, som vi spiste i den nærliggende park: lækre store kogte rejer og stegte barramundifileter med chips. Vi sad i græsset og spiste, superhyggeligt.

Bagefter kørte vi til The Entrance, hvor der var pelikanfodring kl. 15.30. Under fodringen blev en pelikan befriet for en fiskekrog og et blylod, og der blev givet en opfordring til aldrig at efterlade affald i naturen. Også denne begivenhed blev drevet af frivillige – en udbredt foreteelse i Australien. På turen hjem gjorde vi holdt i Toowoon Bay, hvor Rasmus fik en dukkert, Mikkel og Christian legede i sandet og vi andre nød det gode vejr og udsigten til nogle surfere, der brugte drageflyvning til at udøve deres sport.

Da vi kom hjem fik vi en let aftensmad, og børnene kom i seng. Vi andre sludrede og hyggede os, indtil vi alle trængte til at se dyner.

I Hunter Valley

Marton tog af sted kl. 6.45 for at nå til arbejde kl. 9.00 med forventet hjemkomst kl. 19.00. Så det er nogle lange dage han holder sig!!! Imens gjorde vi klar til at komme af sted: Marti havde insisteret på at tage sig af børnene, mens vi skulle køre til Hunter Valley og kigge os omkring. Først hjalp Ken Marti med at hente deres gamle bil fra værkstedet, og da de var tilbage, kørte Marti og børnene til sin veninde Joan, som har en svimming pool. Og vi kørte af sted i Martons røde gamle Subaru mod Hunter Valley, hvor vi havde en rigtig hyggelig dag med at smage på lidt vine, spise frokost og kigge på gode udsigter.

Hunter Valley er et fredeligt sted med vinmarker så langt øjet rækker, kun afbrudt af nogle skiftevis kønne gamle og nyere fabriksagtige vingårde. Der er blevet produceret vin i dalen siden 1830’erne, så man har lang erfaring på stedet. Der produceres desuden en del mejerivarer, chokolade, olivenolie og andre delikatesser i Hunter Valley.

Selvom Marti havde opfordret os til at overnatte i dalen valgte vi at køre tilbage til Tomato Hill; og på vejen samlede vi Marton op i Morriset, hvor toget kører fra. Hjemme igen drak vi noget af vores nyindkøbte vin og spiste barbequestegte grøntsager og pølser. Vi havde endnu en hyggelig aften i selskab med Marton og Marti.

Børnene havde haft det dejligt hos Joan; som i øvrigt er 82 år og var faldet fuldstændig for drengene (ifølge Marti!). ”Ih, de er ligesom engle”, skulle hun have sagt…….!! Ja, overdrivelse fremmer forståelsen..! Men børnene var meget benovede over, at sådan en ”gammel” dame kunne have så meget legetøj, og hendes humør fejlede vist heller ikke noget!

Klargøring af camper til aflevering

Det meste af tirsdagen gik med at gøre camperen klar til aflevering hos Kea, som skal foregå onsdag. Vi havde troet, at det kunne vi da klare på højest et par timer; men det tog indtil kl. 16.00 om eftermiddagen!!! Vi har samlet mere sammen, end der er plads til, så det var lidt af et puslespil..! Nedtur – vi havde troet, at vi ville kunne nå at slappe lidt af og nyde det også. Desuden skulle Sidse lige have styr på noter fra snakken med Marton, så afslapning var det så som så med!!!

Denne aften kom Marton først hjem kl. 20.30 – så det blev sent, før vi kom i seng, for Sidse og Marton gennemgik lige noter og samlede op fra den anden dag.

Indkvartering i Sydney

Det var så sidste nat hos Marton og Marti; lidt vemodigt, men samtidig spændende, fordi vi i dag skulle til Sydney, som især de voksne har glædet sig til!

Marti insisterede på at køre børnene og Sidse ind til hotellet med al bagagen, mens Ken afleverede bilen lidt udenfor Sydney. Samtidig kunne Sidse også gå til en aftale med Michael Ward fra entreprenøren John Holland, som har arbejdet med Lean i nogle år. Imens tog Marti drengene med til The Maritime Museum, som ligger i Darling Harbour, lige i nærheden af John Hollands hovedkvarter. De gik en tur på et gammelt krigsskib og var inde i en undervandsbåd, som lå i havnen. Det var spændende, syntes de.

Marti havde en aftale med en terapeut klokken 14.00 i en nordlig forstad, så da Sidse var tilbage, gik det i huj og hast med at nå ud til Macquarie University, hvor aftalen skulle finde sted. Mens Marti var optaget gik børnene og jeg en tur på området; universitetet er bygget i slutningen af 1960’erne og ligner til forveksling det gode gamle center i Aalborg. Der var fyldt med asiatiske unge mennesker – ”Mor, jeg tror du er den ældste her”, sagde Rasmus til mig! Ja, det er jo den vej det går..! NÅ, vi fandt en kantine i sædvanlig australsk stil, en Foodcourt, med en masse forskellige udsalg af mad fra alverdens lande: kinesisk, mexicansk, tyrkisk, japansk, italiensk og sandwichbarer i flere afskygninger. Så vi fik frokost, mens vi lyttede til et kristent band, der var i gang med at shanghaje nye disciple.

Bagefter kørte vi ind til Sydney igen; hen over Sydney Harbour Bridge med Operahuset i baggrunden, havnen og alle skyskraberne badet i solskin og blå himmel. Et fantastisk syn. Broen er simpelthen et mesterværk, bygget i 1930’erne som et arbejdsløshedsprojekt, meget visionært og fremtidssikret med tre vejbaner i hver retning. Det er nok den dag i dag.

Vi fandt frem til hotellet; det ligger meget centralt lige ved siden af hovedbanegården Central, som til forskel fra de fleste storbyer ikke ligger i red lights-distriktet.

Ken havde fået afleveret bilen og var taget med toget ind til Sydney. Han havde gået lidt rundt i kvarteret og fået en kop kaffe, medens han læste Sydney’s udgave af Metro Express, som mest indeholder kulørte artikler om de kendte. Det passede med, at Ken kom til hotellet, ligesom Sidse og drengene var ved at checke ind.

Efter indcheckning og afsked med Marti begav vi os ud i byen. Hotellet ligger i udkanten af Chinatown, så det blev eftermiddagens tur – klokken var allerede 17.00.

Det vrimlede med mennesker, hovedparten af kinesisk eller asiatisk afstamning. Vi troede det var på grund af området, men senere har vi erfaret, at der også i andre dele af Sydney er utrolig mange asiater. Aftensmaden fik vi på en vietnamesisk restaurant. Nikki og Chris havde anbefalet os at prøve nationalsuppen ”phó”, som er nudelsuppe pyntet med råt og kogt oksekød, mynteblade, bønnespirer og lime. Det faldt ikke i alles smag; men mætte blev vi da!

Efter maden var det lige på hovedet hjem i seng – vi var alle meget trætte; især Christian!

I Watsons Bay og Manly

I dag var store sejledag. Vi kørte med toget til Circular Quay, som er hovedhavnen i byen, hvorfra der dagligt afgår færger til forstæderne og knudepunkter langs havnen. Vi var heldige med det samme at fange en færge til Watsons Bay, hvorfra vi nød udsigten gennem havnen. Først forbi Operahuset og udsigten til broen, så forbi Botanisk Have og rækken af bugter og huse med udsigt til havnen.

I Watsons Bay gik vi en tur igennem en park over til havet på den anden side. Her gik det stejlt op af klipperne, og så kunne vi ellers nyde den smukkeste udsigt med kæmpemæssige klipper, som havet slog ind i mod i ”The Gap”. Stedet siges at være her, hvor selvmordskandidater udfører deres hverv – en frygtelig måde at forlade livet på.

Efter en is og en snak med en dansk matematiklærer, som var på legepladsen med sine to børn (hendes mand var på kursus i Sydney i 6 uger!), satte vi atter kursen mod den lille bygning på molen, hvorfra vi skulle entre færgen tilbage til Circular Quay.

Tilbage ved udgangspunktet var der ½ time til afgang mod Manly, så vi benyttede ventetiden til at lytte til en aboriginsk musiker og hans aussie-assistent (en ældre mand med langt hvidt skæg og cowboyhat), som spillede på didgeridoo og rytmepinde med tilhørende rytmeboks. Det var meget fængende, og drengene var oppe og spille med.

Ved 15.00-tiden tog vi med færgen til Manly – næsten samme tur gennem havnen som til Watsons Bay, men alligevel kunne vi ikke få nok af udsigten! Der var masser af sejlbåde, speedbåde og motorbåde i vandet - folk bruger virkelig havnen og dens muligheder intensivt.

Manly er en hyggelig lille by, en slags badeby meget tæt på storbyen. Her var masser af turister, men også lokale surfere og strandbrugere. Vi slentrede op af The Corso, hovedgågaden, shoppede lidt og nød den lækre strand på den anden side af bugten, som vendte ud mod Stillehavet. Vi spiste aftensmad i Manly (restaurantens tjener fortalte, at Brian og Michael Laudrup havde spist der for tre uger siden – kan det passe midt i sæsonen i Spanien??!), tog færgen tilbage og gik ind på 24-timers restauranten CityExpress, hvor vi fik pavlova, chokolademousse og pandekage med is.

Så var vi ellers også helt færdige – så det var bare med at komme tilbage til hotellet og gå i seng.

Besøg hos CFMEU, Centrepoint Tower og hos Nikki og Chris

Denne morgen begyndte tidligt for Sidse, som skulle bruge dagen på et par møder i Sydney. Første stop var hos Dave Higgon, som er Industrial Relations Manager for Multiplex, en stor entreprenør. Mødet var aftalt til kl. 8.00, så allerede kl. 7.15 forlod Sidse hotellet for at gå mod togstationen. Det var en skøn gåtur fra Circular Quay Station gennem The Rocks i solskin, hvor Multiplex havde hovedkvarter. Flere gader i Sydney er skåret ud i klippe, og der er store niveauforskelle på grund af det kuperede terræn. The Rocks er det ældste kvarter i Sydney; dér, hvor straffefangerne ankom tilbage i 1800-tallet.

Dave var ikke mødt på arbejde, så jeg troede, at jeg måske havde opfattet aftalen forkert. Men kl. 8.20 var han der, og vi fik en hurtig snak om byggearbejdsmarkedet og den politiske situation. I Australien har der igennem 12 år været et ultraliberalt styre, som á la Reagan og Thatcher har arbejdet hen imod en kraftig reduktion af staten og svækket fagforeningerne og indskrænket deres handlemuligheder. Beklagelsen af dette går igen i alle de samtaler, vi ind til nu har haft med australiere – men med Kevin Rudd ved roret er der nu lys forude, selvom han ligger i højre side af Labourpartiet og ikke har rødder i fagbevægelsen.

Denne udvikling fik jeg meget mere at vide om under besøget hos Andrew Ferguson, som er områdeleder hos CFMEU, Construction, Forestry, Mining and Electrical Union. Da jeg ankom, blev jeg mødt af en stor mindemur i marmor, hvor navnene på en stor del af de mænd, der dør i den australske byggeindustri, var beskrevet med navn, alder og dødsårsag. Det er barske løjer, når det bliver kastet lige op i ansigtet på éen! Aftalen var kl. 10.00, og jeg skulle med tog til Lidcombe, 40 minutters togtur vest for Sydney. Allerede da Andrew trådte ind af døren var han stresset, han talte i et meget højt tempo og havde kun knap ½ time før hans næste aftale i kalenderen. Så det gik hurtigt med at blive introduceret til fagforeningen, hvad den står for og hvilke midler den har - og især ikke har! Der er sket kraftige indskrænkninger i, hvad fagforeningerne må igennem de sidste 12 år. Særligt inden for byggeriet, fordi CFMEU var en meget stærk fagforening førhen. Der er f.eks. lavet et særligt byggepladspoliti, som uanmeldt dukker op på byggepladserne og bl.a. udspørger bygningsarbejderne om indholdet af fagforeningsmøder, fordi der er skrappe restriktioner for, hvad der må tales om på møderne, og hvilket materiale, der må uddeles. Fagforeningen må kun komme på byggepladsen, hvis der er organiserede folk, og kun i den ½ time, som er afsat til frokostpause. Tidligere havde man også en pause om formiddagen, men den er blevet inddraget.

Der er eksempler på, at fagforeningsfolk er kommet i fængsel, fordi et møde har varet i længere tid end frokostpausens længde, eller fordi man har nægtet at udtale sig uden for en retssal. Ordet ”union” er også blevet bandlyst – i de kollektive aftaler (som er virksomhedsaftaler – man har ikke brancheaftaler) må man ikke længere skrive ”union agreement”, det hedder nu ”employee agreement”, ligesom ”union representative” nu hedder ”employee representative”. På byggepladsen må folkene ikke have fagforeningsbadges på eller sætte klistermærker på hjelmene, som har relation til fagforeningen. Det virker helt ulandsagtigt.

Den tidligere regering inddrog fagforeningens skoler og indførte love imod undervisning i arbejdstiden. Så det er svært at få uddannet tillidsfolk. Samtidig er arbejdsgiverne ikke tilbøjelige til at tage lærlinge, så der uddannes alt for få faglærte. Det er nemmere at hente faglært arbejdskraft fra andre lande, hvilket har undermineret det australske uddannelsessystem.

Efter ca. ½ times snak kom en maurisk enke (det oprindelige folk i New Zealand) og et par andre ind i kontoret. Enkens mand blev dræbt på en byggeplads i november 2007, og arbejdsgiveren havde ikke indbetalt den lovpligtige forsikring, så der var ingen erstatning til de efterladte. Enken er knap 40 år, uuddannet og har 5 børn i alderen 5 – 16 år – familien var helt afhængig af mandens indkomst. Så fagforeningen har hjulpet med at skabe opmærksomhed om sagen, og netop denne morgen var bygherren gået ind på at betale 155.000 australske dollars i erstatning – ca. 725.000 kr.. Manden var ikke medlem af fagforeningen, men sagen har vakt mediernes opmærksomhed, og enken har stået frem og sagt, at man skal melde sig ind. Så begge parter får noget ud af samarbejdet.

Der dør ca. 50 mænd som følge af ulykker i den australske byggeindustri om året. Dertil kommer dem, som dør af følgesygdomme som asbest og hjerteanfald. For fagforeningen er sikkerhed en stor del af arbejdet. Fagforeningens arbejde besværliggøres af de mange illegale arbejdere i sektoren og de mange nationaliteter, som langt fra alle taler engelsk. Der er f.eks. sudanesere, kinesere, indere, vietnamesere, iranere, burmesere, koreanere, filipinere, thaier, maurere, italienere og portugisere – plus de mange turister og backpackere, som hvert år kommer til Australien og tager arbejde i byggesektoren. Fagforeningen er indrettet efter at kunne håndtere denne situation; f.eks. tales der 10 forskellige sprog i huset.

Efter mødet med enken skulle vi ud på en byggeplads, hvor Andrew skulle gennemgå et sidste udkast til en kollektiv aftale gældende for 6 mennesker på en større udvidelse af et rensningsanlæg i Camden. Undervejs fortalte Andrew om løn- og arbejdsforholdene i landet. Som i Danmark er bygningsarbejde godt betalt i forhold til mange andre fag, men man arbejder længe og har ikke så mange pauser og ferie. Det er hårdt og nedslidende arbejde i det som regel meget varme vejr.

På byggepladsen hilste vi på folkene – ledelsen var positivt indstillede overfor os, så det var fint nok. Inde i et skur gennemgik Andrew aftalen – der var mange forbedringer for de 6 folk. Til sidst spurgte Andrew, om de alle var medlem af fagforeningen. Og det viste sig, at kun fagforeningsrepræsentanten George var helt sikker. De øvrige var sådan lidt vage i deres udmeldinger og var heller ikke helt sikre på, at de ville melde sig ind. Alligevel har de ingen skrupler med at arbejde under en CFMEU-aftale, som giver dem store forbedringer. CFMEU har på den måde store udfordringer også blandt bygningsarbejderne. Samtidig kræver det mange ressourcer at forhandle aftaler for få folk af gangen.

Tilbage i Lidcombe kørte Andrew mig til stationen med afskedssalutten ”Friendship and solidarity”!! Måske kommer han og hans chilenske kone til Danmark inden for de næste år.

I Sydney fortsatte jeg til Europæiske Rejseforsikrings australske kontor for at ordne papirerne vedrørende Mikkels øje, tilbage i Darwin. Det er så længe siden nu, at vi var lige ved at glemme det!! Marie på kontoret havde boet i Sydney i 28 år og stortrivedes i det behagelige klima.

Ken og drengene havde tilbragt dagen i Centrepoint Tower, og vi mødtes nede i Darling Harbour. På turen derned stak jeg lige hovedet ind i Slip Inn, hvor Mary og Frederik efter sigende mødtes. Det var et vældig hyggeligt sted, et større værtshus, som helt sikkert er festligt om aftenen.

Tilbage på hotellet gik vi i bad og gjorde klar til at besøge Nikki og Chris. Klokken 18.00 ankom Chris for at hente os, og så kørte vi med bussen til Lilyfield, hvor de bor i et hyggeligt rækkehus.

Vi havde endnu en hyggelig aften i deres selskab. Og Michi var der også, den mellemste datter og hendes to børn Jethro og Olive på henholdsvis 8 og 5 år. Så nu har vi hilst på hele familien – den ældste datter Esther hilste vi på over Skype ude hos Marti og Marton. Hun bor i San Francisco.

Til aftensmad fik vi først ost, vindruer, oliven og crackers, derefter vietnamesiske rispandekager med fyld af pekingand, hoi sin-sauce, sød chilisauce, risnudler, forårsløg, rød peber og agurk samt en vietnamesisk salat med kinasalat, gulerødder og hakkede peanuts. Desserten bestod af engelsk brødbudding og is. Det hele ledsaget af hvidvin. Uhm!

Vi fik udvekslet adresser og telefonnumre, og så kørte Chris halvdelen af os hjem, mens resten kørte i taxa. Superhyggelig aften.

I The Rocks, Operahuset og Botanisk Have

Dagen i dag startede med en tur i træningscenteret, som børnene havde plaget for at få lov til. Så Christian, Rasmus og Mikkel fik sig en løbetur på løbebåndet og løftede vægte i et kvarters tid!

Dagens tur startede i solskin (som alle dagene i Sydney!) med en gåtur ind af George Street mod The Rocks. På vejen gjorde vi holdt i Queen Victoria Building, som er en stor flot bygning fra 1898 indrettet som indkøbscenter. Der var noget mere charme og atmosfære end i Lyngby Storcenter! En tilsvarende bygning, The Strand, stak vi også hovedet ind i.

I The Rocks fandt vi en café, hvor vi fik sandwiches, og så fortsatte turen gennem et marked ned til havnen. Vi endte ved Operahuset, som er lige så imponerende i virkeligheden som på billeder! Der var masser af brudepar derude, så det lader til at være et yndet sted at blive fotograferet i forbindelse med bryllupper.

Ved operahuset er der en indgang til Botanisk Have, som var næste mål for dagens tur. Det er en imponerende flot parklignende grøn plet lige i centrum af byen, kæmpestor og fyldt med soldyrkere, folk på picnic, løbere og turister som os. Undervejs kom vi forbi en dansk familie, som lige var kommet fra Danmark for at være i Sydney i et år. Manden underviste på Ingeniørhøjskolen i Ballerup, men havde fået lov at læse en Master i Australien. Børnene talte engelsk, fordi faderen er brite, så de gik på australsk skole og var meget glade for det. Dog var fokus et forkert sted ind imellem; en dreng var f.eks. blevet sendt hjem en dag, fordi han trængte til at blive klippet!

Efter dagens vandretur trængte vi til at sidde ned og nyde den sidste aften i Sydney på en restaurant – og så gik turen hjem til hotellet, hvor der blev vasket og slappet af.

Farvel til Sydney og goddag til en ny camper

Dagen i dag er gået med at checke ud fra hotellet i Sydney, køre med tog til East Hills for at hente den nye camper, flytte ind i den og finde en campingplads!

Vi kan ærgre os lidt over, at vi brugte så lang tid på at ordne vores ”gamle” camper, for denne her er mere beskidt end den vi afleverede! Det er faktisk en smule ulækkert, skabene er fyldt med skidt inden i og fedtpletter uden på, ligesom komfuret og mikroovnen – vi fandt sågar en kakerlak om aftenen.

Ved 15.00-tiden havde vi fået handlet – i Aldi, for sådan éen lå der om hjørnet i forhold til camperfirmaet. Og så gik turen ud af byen ud til The Blue Mountains, hvor vi holdt en lille kaffepause, da vi nåede til hovedbyen Katoomba. Vi kunne lige nå at fange The Three Sisters i eftermiddagssolen, og det var et betagende smukt syn at stå ved Echo Point og kigge ud over den skovklædte kløft med de næsten lodrette bjergvægge. Bagefter fandt vi en lille hyggelig campingplads i Blackheath, for alt var optaget i Katoomba. Der er lidt køligere heroppe, men friskt, klart og lækkert.

Jenolan Caves

Turen i dag er gået til Jenolan Caves, som er en imponerende række af under- og overjordiske kalkstensgrotter med stalaktitter og stalagmitter. Der er opbygget en lille landsby i forbindelse med stedet, som allerede blev etableret i 1800-tallet, hvor grotterne blev opdaget. Så det var ligesom at træde ind i fortiden – landsbyens huse, hotellet og caféen havde ikke ændret udseende. Der var et større restaureringsarbejde i gang (hvor folkene gik rundt uden sikkerhedshjelm og –sko….!).

Der var 2 timer til rundturen i Orient Cave, som vi valgte at se (der var en hel række at vælge imellem), så vi benyttede lejligheden til at gå en tur ind under The Great Arch, op i Nettle Cave og hen langs en lille flod. Man fik et godt indblik i historien omkring stedet gennem nogle mobile guider, hvor man fik information gennem et slags telefonrør. Det er f.eks. vildt at tænke sig, at den gang de første opdagelsesrejsende kom hertil havde de kun stearinlys med til at se, hvor de satte deres fødder – der var trods alt klipper, sten og stalagmitter at træde på, store afgrunde at falde i og stalaktitter at gå ind i – et meget svært tilgængeligt område.

Ved floden var Christian meget optaget af at kigge efter fisk, så han stod langs bredden nogle minutter. Pludselig råbte han ”Oh my God, en slange!”, og ganske rigtigt, en sort slange kom op af vandet og snoede sig ind i græsset langs kanten. Christian var slet ikke bange, tværtimod. Han stod helt stille og ventede på, at den forsvandt igen. Da Rasmus og Mikkel hørte det, ville de også se en slange, så vi brugte lidt tid på at være stille (svært!) og holde udkig. Rasmus var heldig; slangen kiggede op på ham, mens han sad på en sten. Så han bevægede sig ikke, og trak sig helt roligt væk – ligesom vi har lært man skal gøre. Der var også en vanddrage og masser af firben.

Efter en hurtig sandwich i bilen skulle vi på opdagelse i Orient Cave – og det var en storslået oplevelse!! Der var fyldt med krystaller belyst på de rigtige måder, så det hele fremstod meget flot. Efter 1½ times rundtur trængte vi til at komme videre, så vi satte kursen tilbage mod Blackheath. Vi kom ud på lidt af en omvej og kørte forkert ned af en grusvej, som fortsatte 15 kilometer. Men vi nåede frem efter en noget hoppende tur, uden skader på bilen! I Blackheath er der flere udsigtspunkter, så vi standsede ved Govetts Leap og nød den fantastiske udsigt over Grose Valley, Horseshoe Waterfall og Bridal Veil Waterfall. Efter en lille vandretur i området var det tid til at komme tilbage til campingpladsen.

Bondi beach

Vi vågnede op til endnu en smuk dag i dag med blå himmel og frisk klart vejr over bjergene. Vi havde besluttet at køre tilbage til Sydney i dag, fordi man jo ikke kan have været i Sydney uden at være på Bondi Beach! Så efter morgenmaden satte vi kursen mod Sydney – som vi i øvrigt alligevel skulle forbi for at komme sydpå, hvis ikke vi ville fortsætte i bjergene inde i landet.

På vejen gjorde vi holdt hos Kea-Campers for at få byttet én af de medfølgende campingstole – den var brækket, selvom vi havde fået at vide, at alt var checket…! Det gik nemt, og resten af turen til Bondi gik også forholdsvis problemfrit, selvom vi ikke lige kunne finde den rigtige afkørsel. Vi kørte fra Coogee over Bronte til Bondi – smukke, lækre strande og flotte udsigter ud over vandet og kystlinjen.

I Bondi var vi heldige at finde en parkeringsplads med det samme – det var ikke svært, når bare vi ville betale 25 kr. i timen. Og så stod den ellers på afslapning og badning nogle timer i 28 graders varme. Vandet var koldt, men så snart man var kommet under var det lækkert. Bondi var en fed strand – men mere en soldyrkerstrand end en badestrand, virkede det som om. Der var hovedsageligt unge mennesker og turister der; men måske har det noget at gøre med, at skolesommerferien er forbi.

Ved 17.00-tiden forlod vi Bondi for at køre til Gate Village Caravan Park, som lå ca. 20 km. væk. Problemet var bare at komme dertil!! Vi fulgte skiltene, troede vi, men pludselig var vi ved hovedbanegården Central og kunne vinke til vores ”gamle” hotel!!! Så vi måtte indse, at et eller andet var gået galt! Nå, derfra kunne det kun gå fremad, så vi studerede kortene igen – men de var ikke særlig detaljerede, så vi måtte ind imellem tage solen til hjælp! Til sidst fandt vi campingpladsen – den lukkede heldigvis først kl. 20.30 – så vi var der i god tid!!!

Shoalhaven Heads

I dag har vi kørt en dejlig tur langs kysten sydpå. Vi standsede op flere steder for at nyde den smukke udsigt og kørte på afmærkede ”Tourist Drive”-roads. Vi endte i Shoalhaven på en campingplads, hvor der bor en masse ældre mennesker i en slags ”Retirement village”, som er et fænomen, vi har set flere steder. Det er fint nok, men ikke et særlig spændende sted at være for sådan nogle som os! Heldigvis har de en stor græsplæne med en masse motionsredskaber og legeting, som vi fik afprøvet. Og så havde de geder og en lama, som man kunne fodre.

Vi har planer om at finde et sted og være et par dage, for at slappe af og bare hygge os uden at skulle tænke på at køre og opleve. Men det bliver ikke her – så vi håber at finde en god campingplads i dag eller måske i morgen.

For øvrigt er især Mikkel begyndt at snakke om, hvor dejligt det bliver at komme hjem. Han savner Thomas, Oskar, HC og alle de andre kammerater i klassen. Lektielæsningen er den største pestilens både for Rasmus og Mikkel, men der skal jo laves noget en gang imellem…..!! 🙂

Huskisson

I dag havde vi besluttet enten at køre til Kangoroo Valley oppe i bjergene eller til stranden – alt efter vejret! I første omgang så vejret overskyet ud, men vi kørte alligevel ned og kiggede; stranden lå kun 1½ km. væk. Der var ikke mange dernede: en skoleklasse var i gang med at få et morgenskyl, og et par ældre ægtepar var ude og gå sig en morgentur. I forbindelse med parkeringspladsen var der en legeplads – og i 1 times tid legede vi alle sammen ”Jorden er giftig”, og i mellemtiden var solen dukket frem fra skyerne. Så vi fandt strandtingene frem og gik de få meter ned mod vandet.

Stranden havde vi stort set for os selv, så der var god plads til at spille fodbold, bygge store sandlandskaber og bruge surfbrættet. Ved 14-tiden gik vi tilbage til bilen, spiste frokost og satte kursen mod Huskisson, en lille by i Jervis Bay. Her fandt vi en hyggelig campingplads i strandkanten, som også havde tennis, stor legeplads og is i kiosken.

Vi lagde ud med en ispause og et spil kort, og derefter lavede Ken aftensmad, mens vi andre fik os et slag tennis. Nu har vi efterhånden prøvet tennis nogle gange – det er et rigtigt sjovt spil. Måske skulle man prøve at gøre noget ved det, når vi kommer hjem???!! Men det er der jo nok ikke tid til – nej, det er med at nyde friheden nu..!

Hyams Beach i Jervis Bay

I dag kørte vi til en lille fantastisk smuk strand, som ligger i byen Hyams Bay. Den lå 15 km. syd for Huskisson, så allerede kl. 10.30 var vi ved stranden i dag. Sandet var fuldkomment hvidt, og vandet var turkisgrønt i vandkanten, som gik over i det blå ud mod det dybe – vi følte os helt hensatte til paradis – eller Lake Mackenzie på Fraser Island, som stedet havde mange ligheder med. Her var der også ret mennesketomt, så vi nød det!! Der var så lyst, at det var svært at holde øjnene åbne; men hvis det er det største problem man har i tilværelsen, kan man vist knap ønske sig mere!!! Børnene spillede amerikansk fodbold og badede i det rolige vand, lavede sandslotte og læste – skønt. Rasmus og Mikkel laver også Sudoku, som desuden kan give os andre lidt hovedbrud ind imellem!

Efter formiddagens afslapning satte vi kursen sydpå igen, mod Batemans Bay, hvor vi havde bestilt en ”powered site” for weekenden – kriteriet for valget var, at der var trådløst internet – det har været lidt svært at komme på nettet i den sidste tid. Så nu skal vi have opdateret hjemmesiden, læst mails og i det hele taget følge lidt med i, hvad der sker rundt omkring!

På turen derned kom vi forbi et område, hvor der var meget tørt, og advarselsskiltene stod på højeste alarmberedskab mht. bushfire. Og pludselig kunne vi se røg og lugte det: der var brand langs hele den ene side af vejen, flammerne stod op omkring stammerne. Det er underligt, fordi det hele er meget grønt og flot, der ser slet ikke ud til at være tørt og afsvedent. Og så pludselig står det hele i brand. Men det virkede ret roligt, ingen panik og en masse udrykningskøretøjer. Det virkede mere som en dagligdags foreteelse.

Undervejs holdt vi også ind på en tankstation, hvor der var et frugt- og grøntudsalg – en almindelig kombination her i landet. En ældre mand solgte afgrøder bl.a. fra sin egen farm, så det var friske varer. Vi fik også handlet i Woolworths – endnu en seance, som tog 1½ time…!!

Batemans Bay

På denne campingplads har vi besluttet at blive et par dage og komme up-to-date med alt det elektroniske, og børnene skal også have lavet nogle lektier. Så dagen i dag er gået med afslapning, læsning, skrivning, matematik og billedbearbejdning. Vi har også været i swimmingpoolen og hygget os med rejer og afkølet hvidvin til frokost, lækkert. Denne by er kendt for sine fine rejer, og man kunne da også købe rejer i alle størrelser og typer inde hos fiskehandleren.

Her er meget fredeligt – solen er igen på sit højeste, og fuglenes skræppen er stort set de eneste lyde, der er at høre – bortset fra en bil, som i ny og næ snegler sig forbi vores camper med 5 km. i timen.

Endnu en afslapningsdag

I dag står den også på matematik og swimmingpool. Campingpladsen ligger godt nok lige ned til en strand, men den kan slet ikke måle sig med Hyams Beach eller nogle af de andre vi har været på: sandet er helt brunt, der er en masse tang og vandet ser helt sort ud. Så vi synes poolen er mere tiltrækkende……!! (se på ovenstående foto hvor frygtlig stranden er)

Det er underligt, som man vænner sig til noget nyt meget hurtigt. F.eks. er der en masse fugle her på pladsen, og det er papegøjer alle sammen, dog med en enkelt måge ind imellem. Men vi vender ikke længere hovederne efter en fugl med grønt hoved og gule, blå og grønne halefjer. Eller en stor rød fugl med blåt på vingerne. Vi bliver dog stadig fascinerede over, når en kæmpestor flok hvide papegøjer letter og flyver lige hen over hovederne på os – hvilket er sket nogle gange her. Og det er da også lidt morsomt at fodre fuglene, når de er regnbuefarvede og kommer næsten helt hen til sig. Jo, det er godt nok et andet dyreliv, der er her i denne del af verden.

Pambula Beach

I dag går turen videre. Vi ved ikke rigtig, hvor langt vi når, men der er 450 km. til Raymond Island, og vi tror ikke, vi orker at køre så langt i ét stræk, for vejret er superdejligt. Så det bliver nok noget med at gøre holdt på halvvejen, så vi også kan nyde dagen lidt. Alt det her kørsel er fint nok, men børnene sidder bagi ved et bord og kan ikke se særlig meget ud af vinduerne. Så for dem er det bare noget, der skal overstås. Ind imellem har Mikkel også klaget over hovedpine og en smule køresyge. Og så duer det jo ikke at sidde med hovedet nede i en Gameboy!

Nogle timer senere…..!!

Vi er nu nået frem til en campingplads i Pambula Beach, ca. 150 km. syd for Batemans Bay – så køreturen i dag har været knap så lang som forventet. Til gengæld har vi hygget os med at gøre ophold i byen Central Tilba, som er en lille fredet landsby med huse fra 1800-tallet. Der var meget hyggeligt. Vi besøgte en ostefabrik og fik smagt på en masse forskellige oste, og købte frokost hos byens bager, som også havde nogle forskellige ”danish pastries”. Da vi fortalte bagermesteren, at de ikke lignede dem, vi havde hjemme, grinede han og sagde, at det var ”Australian style”!

Ellers har vi kørt på ”Tourist drive” det meste af dagen, og det vil sige langs kysten på snirklede små veje med skønne udsigter. Så – vi nåede ikke så langt, men har haft en hyggelig dag. Fremme på campingpladsen har vi hygget os med påskespecialiteten ”hot cross buns”, spillet minigolf og hoppet på trampolin og hoppepude. Og så har vi beundret og aet alle de søde kænguruer, som hopper rundt mellem campingvognene her på pladsen! Christian er meget nærgående og uhæmmet frygtløs, så han var lige ved at komme i karambolage med éen af dem, som stak ham en næve i ansigtet!! Det gjorde ikke ondt, og Christian tog nærmest ikke notits af det; men det er trods alt vilde dyr, så man skal passe lidt på.

Raymond Island

Dagen i dag har været en kombination af kørsel og en stor oplevelse med at spotte koalaer i den fri natur. Vi forlod campingpladsen ved 9-tiden for at køre mod byen Paynesville, som ligger lige i nærheden af Raymond Island – ca. 300 km væk. Turen gik støt og roligt syd- og vestpå, og efter godt og vel 1 times kørsel passerede vi grænsen til Victoria. Det østlige Victoria er stort set dækket af træer, så vi kørte gennem tætte skovlandskaber og mødte en masse store lastbiler belæssede med tykke træstammer og tømmer. Undervejs havde der været bush fire nogle steder – det ulmede, og der var sat skilte op med advarsler om røg på vejen.

Vi nåede Paynesville ved 13.30-tiden efter et kort ophold ved et udsigtspunkt ved Lakes Entrance med kig over havet og en lang række af sammenhængende søer, der strækker sig ca. 80 km mod vest langs kysten. Søerne er kun adskilt fra havet af en lang smal landtange med sandklitter og småhøje, der kaldes Ninety Mile Beach. Det var blevet tid til frokost, så vi fandt en parkeringsplads ved havnen og lavede os et par toast og en gang salat. Og så skulle vi smage hvidløgs- og pestoosten, som vi indkøbte i går i Central Tilba. Mærkeligt nok smagte den ikke nær så godt i dag, som da vi fik smagsprøver i butikken..!

Under frokosten blev en sort svane ret nærgående; den var åbenbart vant til at spise krummer efter folks picnic ved bordet på havnefronten og forventede nu at få, hvad der tilkom den. Den stod ½ meter fra os og gloede på os med sine røde øjne – så tæt på ser det ellers flotte dyr ikke særlig venligt ud!!

Ved 15.00-tiden hoppede vi ombord på den lille færge, som sejler i pendulfart mellem Paynesville og Raymond Island og som er gratis for fodgængere og cyklister – en strækning på ca. 100 meter. Det var her på denne ø, Henrik og Helene havde fortalt, at de havde set 24 koalaer i træerne. Så vi havde hovederne i vejret så snart vi kom i land; det gik lidt trægt med at finde nogen, men så kom vi forbi en kvinde, som pegede og sagde til os, at vi bare skulle gå dén vej – ”They are everywhere, I have them in my own frontyard”, sagde hun. Så vi fik blod på tanden og gik hen ad en grusvej. Og pludselig så Rasmus den første og vandt dermed retten til at bestemme desserten i aften – en sød éen nogle meter oppe i et træ. Lidt efter fandt Ken éen, og så fandt Rasmus éen mere. Og så gik det ellers slag i slag – vi fandt et godt sted, hvor de sad og kiggede på os fra mange af træerne. Til sidst havde vi fundet 31 koalaer, inklusiv en mor med en lille ”joey” – total nuttede!! Vi var meget heldige, for selvom koalaer sover 18-20 timer i døgnet for at fordøje eukalyptusblade, var de fleste af dem vi så i dag vågne. Måske fordi vi rendte rundt under træerne og var ellevilde!! Koalaen har en lodden og meget blød pels, som især er tyk på bagdelen, så den nærmest har en indbygget pude. Den sover oppe i sammenføjningen mellem grenene på en bestemt slags eukalyptustræer og lever i en form for eneboertilværelse i hver sit træ. Hannerne og hunnerne har kun noget med hinanden at gøre, når de parrer sig. Især hannerne kan være nogle grove bæster overfor hinanden – det skulle man jo ikke tro, når man ser, hvor kære de ser ud. Det er meget sky dyr; så vi føler os meget heldige at have set så mange vilde koalaer i dag!

Efter besøget på Raymond Island trak det med ét op til uvejr. Som med et fingerknips slog vejret om fra at have været skyfrit og vindstille til stormvejrsagtige vindstød. Det virkede som om en cyklon lige trak hen over landet. Siden har det været overskyet, og der er også kommet nogle regnbyger. Så er det dejligt bare at kunne lukke døren til camperen og lade som ingenting med en kop te og et spil kort.

I Wilsons Promontory

Vejret i dag var meget bedre end i aftes – og dagen er gået med at køre fra Eagle Point lige nord for Paynesville til nationalparken Wilsons Promontory, som dækker hele den sydligste spids af det australske fastland. Her skulle der efter sigende være et rigt dyre-, fugle- og planteliv, flotte strande og skovklædte bjergsider, fascinerende mose- og hedelandskaber og smukke udsigter. Undervejs gjorde vi holdt ved Port Albert, som er en gammel by og havn fra guldgravertiden i 1850’erne. Her fik vi de bedste og friskeste fish ’n chips vi har fået på turen, med flake, rock flathead og whiting – hvad det så end er for nogle fisk på dansk! Men gode var de.

Inde i nationalparken, ved Tidal River, ligger en naturcampingplads, som er udgangspunkt for al aktivitet i parken. Det er en plads uden strøm, så vi var forberedt på at skulle campere lidt mere primitivt. Men vores tvivl blev gjort til skamme – toiletbygningerne var helt nye og lækre, og der var både en benzintank, en butik og en café med alle tænkelige fornødenheder. Og selvom vi ikke har strøm til stikkontakterne, mikroovnen, toasteren og elkedlen, kan vi stadig koge vand på gasblusset og lave mad i en gryde. Bare der er strøm nok fra bilens batteri til køleskabet, vandpumpen og et par lamper går det nok!!

Inde i parkens informationskontor fik vi udleveret oversigter over en lang række vandreture af forskellig længde og angivelse af, hvorvidt turene var lette, moderate eller for trænede vandrere. Der er ca. 80 km vandrestier i parken opdelt på ture fra 30 minutters til flere dages længde. I det hele taget er der gjort rigtig meget ud af, at man skal få en god oplevelse ud af at besøge nationalparker i dette land samtidig med, at der arbejdes på at udvikle folks bevidsthed om naturen og behovet for at bevare den. Der er talrige muligheder for at være naturmenneske i Australien, og det er vores erfaring, at det er rigtig mange mennesker, unge som ældre som benytter sig af det. Så snart der er weekend eller som nu ferietid med påsken, som står for døren, pakker folk deres grej og kører af sted ud til kysten, op i bjergene eller til en af de rigtig mange nationalparker. ”Going bush walking” er nærmest en nationalsport, virker det som om.

Vi spiste aftensmaden inden døre; selvom vejret egentlig var fint, og vi sagtens kunne have siddet udendørs. Men der var så mange frække måger, kookaburras og røde og blå rosellapapegøjer, som var meget nærgående for at få fat på folks mad, at vi ikke gad løbe risikoen….! Bagefter var tusmørket ved at komme, så vi skyndte os at få vores sko og fleecetrøjer på for at gå en tur og prøve at spotte wombatter. Men inden vi nåede ud af bilen fik Christian øje på én lidt foran bilen – den var på vej ind i buskadset. Allerede spændte begyndte vi på aftenturen; men ligegyldig hvor meget vi kiggede kunne vi ikke få øje på flere. Lidt ærgerligt; men heldigvis havde vi da set en enkelt.

Stadig i Wilsons Promontory

Det var egentlig meningen, at vi ville fortsætte mod Phillip Island i dag. Men på grund af påsken turde vi ikke løbe an på at kunne få en overnatningsmulighed på øen. De har pingviner på Phillip Island, som vi gerne ville have set. Men vi trøster os med, at vi også skal til Kangaroo Island, hvor der efter sigende også skulle være pingviner. I stedet var vi heldige at kunne blive endnu en nat her i ”The Prom”, som parken kærligt kaldes.

Desværre har vejret ikke været særlig godt fra ca. kl. 14.00 i dag. Vi har nu virkelig fået brug for vores fleece-trøjer og strømper - godt, at vi tog dem med. Mange af de øvrige gæster her på campingpladsen har vinterfrakker, huer og store regnjakker på, så det er nok ikke så mærkeligt, at vi også fryser lidt.

Programmet i dag har stået på en 6 kilometers vandretur på The Lilly Pilly Gully Track, som gik op ad Mt. Bishops bjergside gennem eukaluptus- og tea tree skov, forbi en tempereret varm regnskov (som var helt anderledes end de regnskove, vi har set oppe i troperne) og langs en sti med store klippesten med fantastisk udsigt ud over Norman Bay og Tidal River. Det varede et par timer at gå turen, så vi havde regnet med at skulle gå endnu en tur senere på dagen. Men da vi kom tilbage til campingpladsen begyndte det at regne og blæse, så vi har brugt eftermiddagen på kortspil og hygge.

Da vi havde spist aftensmad i dag skulle vi også ud og spotte dyr. Vi kørte langs vejen ca. 20 kilometer hen til et sted med store engarealer og hedelandskab. Her stillede vi os på udkig – og det blev da også til nogle wallabies og en stor, rød kænguru, som stod helt stille og kiggede på os. Vi ville gerne have set en emu eller to, men det blev det altså ikke til i denne omgang. Til gengæld kunne vi nyde den smukke solnedgang over bjergene.

Senere sad Ken udenfor camperen i en ½-times tid og snittede ”clap sticks”. Medens han sad der kom der et par nysgerrige possumer forbi.

Mod Melbourne

I dag var vi tidligt oppe – inden solen stod op ved 6.30-tiden pakkede vi os ind i tøj og listede ud. Uden en lyd gik vi af sted med lommelygter og kiggede os omkring. De mest markante lyde denne morgen var fra de mange kookaburras, som bød morgenen velkommen med deres grinende ”sang”, der lyder som flokke af skrigende aber. Det var en hyggelig og smuk gåtur, men vi fik ikke set andre dyr end fugle og en hjort, som græssede på flodbredden.

Efter morgenmaden gjorde vi klar til afgang og kørte bilen hen på en parkeringsplads i udkanten af campingområdet. Så tog vi vandresko på igen og travede af sted. Denne gang i den anden retning, over floden og op ad højdedraget, som adskiller de to bugter, der gemmer på henholdsvis Norman Beach og Squeaky Beach. Børnene var trætte af det – ”Øv, skal vi nu gå igen, det er kedeligt!”. Men da vi først var kommet af sted syntes de vist, det var fint nok – de havde lavet travestokke, legede heste og brugte pinde som sværd og knive, grinede og pjattede. Undervejs nåede vi højtliggende udsigtspunkter med kig ud over kysten, det frådende blå og turkis hav med klipper, som bølgerne slog ind imod med stor kraft. Der var skilte sat op med advarsler mod at gå ned på klipperne; det er sket, at personer er blevet skyllet i havet.

Da vi nåede ned til stranden var det endnu én af dem med helt hvidt og finkornet sand, som knirker, når man tager et skridt. Men selvom solen skinnede, var både luften og vandet hundekoldt, så det blev ikke til nogen dukkert i denne omgang. Havet på denne side af Australien vender ned mod Antarktis, hvilket har indflydelse på temperaturen.

Efter en lille småkage- og vandpause gik vi tilbage til bilen, en tur på 2,1 km. På vej ud af nationalparken gjorde vi holdt ved Derby River, hvor vi spiste frokost. Resten af dagen gik med køreturen til Melbourne, og selvom det er en rigtig stor by, kørte vi lige til campingpladsen – vi er vist ved at lære det!!! Campingpladsen har 5 stjerner, så forventningerne var høje; men vi kan nu ikke rigtig forstå den måde, der fordeles stjerner på. Her er ingen luksus eller gode faciliteter, og pladsen er kedelig. Så måske er der nogen, der kender nogen..!!!??

På tur til Melbourne

Det ser ud til at blive en god dag i dag – vejret lover godt med blå himmel, selvom det er råt i vejret. Det er lidt ligesom en dejlig pinse derhjemme. Lige nu sidder jeg og skriver færdig, mens Ken laver morgenmaden klar, og Rasmus og Mikkel er i bad.

Pladsen her ligger 9 km nord for Melbourne – perfekt, så kan vi lade bilen stå og tage ind til byen med sporvogn eller bus. Vi satser på at finde en netcafé derinde, så vi kan få opdateret hjemmesiden. Planerne for de næste dage er at være på campingpladsen i morgen og holde lidt påske for børnene; de har glædet sig helt vildt, og især Christian er meget spændt på, om påskeharen er fulgt med os herned, ligesom den plejer at gøre, når vi er i sommerhus i påsken derhjemme. Mandag fortsætter vi ned til Great Ocean Road og videre til Mount Gambier.

Senere i dag: som allerede beskrevet tog vi ind til Melbourne; der var dog længere til sporvognen, end vi havde regnet med, så allerede på vej derind havde vi fået godt med motion. Selve byen var ”bare” en stor by med en masse skyskrabere blandet med gamle huse – ikke nogen speciel pæn by, men det virkede som om der var et mere roligt og afslappet tempo end i Sydney. Rent skønhedsmæssigt kunne byen dog slet ikke leve op til søsteren i New South Wales.

Vi lagde ud med at finde en restaurant i det græske kvarter (Melbourne er den største græske by udenfor Grækenland) for at få noget frokost. Forinden havde vi været inde i en jagtforretning for at købe en lommekniv til Rasmus, som havde én til gode efter indbruddet derhjemme for et års tid siden. Og bagefter var der tid til mere shopping; vi fandt et stort center bygget op omkring en gammel bygning med et højt tårn overdækket med en stor glaspyramide - meget imponerende. Den sjoveste butik hed Australian Geographic, hvor børnene (og Ken) ikke var til at få med ud af igen. Der var fyldt med sjove legesager og videnskabsting i børnehøjde.

Sidst på eftermiddagen kørte vi en tur med en rigtig gammel sporvogn, som kørte i en cirkel rundt om bykernen – på den måde fik vi et godt overblik over byen uden at blive helt udmattede. Da turen var slut, kørte vi halvvejs hjemad igen og stod af på Brunswick Street, som siges at være der ”Melbournes cooleste mennesker mødes”. Da mørket faldt på, vrimlede gaden med sjove og underligt udseende mennesker, som gik på café, pub, restaurant, vinbar eller kiggede på vinduerne i de små junk de luxe modebutikker og smarte designerforretninger. Vi fandt en lille pizzarestaurant og spiste på gaden. Hyggeligt og en god afslutning på en dejlig dag.

Påskesøndag på campingpladsen

I dag var børnene ude for at checke, om påskeharen mon havde været der og lagt æg til dem. Og sørme, om ikke den havde lagt seks æg i græsset og ved de små træer rundt om camperen. Det var lidt af en lettelse, ikke mindst for Christian og Mikkel. De var meget fine, røde, blå, gule og sorte med prikker, streger og mønstre på. Æggene fik de byttet til chokoladeæg, som er blevet nydt med stort velbehag hele dagen. I det hele taget har det været en rigtig usund dag i dag, med klatkager til morgenmad og risengrød til aftensmad krydret med chokolade og lidt slik. Den må stå på gulerødder i morgen.

Ellers har vi været ved poolen i dag og fået vasket noget vasketøj. Børnene har også været meget flittige med lektierne, selvom det var svært at bevare koncentrationen. Rasmus er gået i gang med en stil om aboriginerkulturen, som han hellere vil skrive end dagbog. Forhåbentlig kan vi også få ham til at skrive nogle rejsebreve. Mikkel er også gået lidt i stå med dagbogen, men i dag er det da blevet til tre dage…!

I morgen kører vi videre herfra ned mod Great Ocean Road. Det skulle være lidt af en oplevelse, har vi hørt.

På vejen igen

Så er vi kommet til Kenneth River, en meget lille samling af huse, som ligger på Great Ocean Road. Vi er kørt ca. 1/3 af den 200 km lange tur, for det tager længere end man regner med, når der skal stoppes ved lookouts og køres med 35 km/t på grund af snirklede bjergsideveje op og ned. Vi har nydt de flotte udsigter undervejs og kigget på surfere, som mange benytter påsken til på disse kanter, hvor bølgerne er store og voldsomme. Vi var lige omkring Bells Beach uden for Torquay, hvor der i dag blev afholdt en stor surferkonkurrence. Men vi kunne ikke finde en parkeringsplads, så vi måtte nyde udsigten fra bilen. I stedet fortsatte vi til Point Adiss, hvor vi nød frokosten med udsigt ud over klipperne og havet.

Desværre er børnene ved at være trætte af udsigter og storslåede strande, klipper og bjerge. De gad nærmest ikke komme ud af bilen, når vi gjorde holdt. Kun da vi kunne lokke med, at der var en rotte ved et lookout, skyndte de sig ud. De sidste uger af ferien går vi efter flere dyreoplevelser; det er dem, der er de fedeste!

Her på campingpladsen kan vi hygge os med de mange koalaer, som sidder i træerne her rundt omkring. Det er med at nyde det, for nu er det jo ved at lakke mod enden. I morgen går turen videre langs Great Ocean Road.

På vandretur under trækronerne

Vi vågnede op til en råkold morgen i dag, med blæst, regn og overskyet himmel. Hele natten har det lynet og tordnet, men alligevel har vi alle sovet dejligt. Efter morgenmaden og check-ud gik vi en lille tur i området og fik set nogle koalaer, hvoraf de fleste endnu ikke var stået op endnu.

Ellers fortsatte turen langs vejen – den snoede sig op ad klippesider langs den forrevne kyst med formidable udsigter. Første stop var et sted, hvor vi havde et godt overblik over en flok surfere, som lå og ventede på den helt rigtige bølge. Vi ventede i 15 minutter, uden at der rigtig skete noget; sådan en dag kræver surfersporten virkelig tålmodighed! Kort tid efter kom vi til den lille ferieby Apollo Bay, hvor vi fik en snak med folkene på informationskontoret og gik en tur. Rasmus fik købt de sko, som han første gang så i Alice Springs, og som han har været forelsket i lige siden. Men hans fødder er vokset mindst ét nummer siden da, så det er godt, at han ventede. Det blev til en størrelse 42.

Efter Apollo Bay gik vejen ind i landet op i højderne, og vi endte i Great Otway National Park ved Otway Fly, som er et 600 meter langt stisystem bygget op i stål 25 meter over skovbunden af en kold tempereret regnskov 500 meter over havoverfladen. Det var en meget anderledes oplevelse at vandre rundt deroppe under trætoppene; siden stisystemet er placeret så højt oppe, er konstruktionen udsat for blæst og regn, og lige i dag var der meget vind, så det gyngede en del. Vi var på forhånd blevet oplyst om dette, men alligevel var det lidt uhyggeligt at opleve! Undervejs på turen var der et højt tårn, som var 47 meter over skovbunden. Vi kom alle derop, men ikke i særlig lang tid! På trods af gyngeriet var det fascinerende at kigge på træerne ovenfra og se, hvordan de bevæger sig i vinden. De høje Mountain Ash-træer dannede loftet i skoven, slanke og helt lige som de var i op til 100 meters højde. Imponerende! Desværre så vi ingen dyr, kun nogle store dinosaurusfigurer, som var sat op for at illustrere, hvordan de kan have levet en gang langt tilbage i fortiden. Men der var sat skilte op med advarsler om, at der kunne være slanger – så ikke noget med at forlade stierne!

Efter turen i Great Otway National Park satte vi kursen mod den nærmeste campingplads, og vi fandt en lille én i Princetown, som på kortet så ret stor ud, men som i virkeligheden bestod af en General Store, et par huse og campingpladsen - hvor ejerne også bestyrede butikken. Byen ligger på en lille høj med en idyllisk udsigt ud en lille flod.

Efter aftensmaden var det ved at være solnedgangstid, og vi havde læst os frem til, at der kunne komme pingviner op på stranden ved De 12 apostle efter solnedgang. Så vi startede bilen og kørte af sted – en hurtig køretur på 10 minutter. Det så ud til, at mange andre havde fået samme idé som os: det vrimlede med biler på parkeringspladsen ved informationscenteret. Men det var åbenbart af andre årsager, for at se De 12 apostle i solnedgang er åbenbart en attraktion, vi ikke var opmærksomme på. Men så fik vi også det med. Det var imponerende at se de flotte klippeskulpturer stå derude, formet af mange tusind års regn, blæst og ikke mindst bølger.

Man gik og stod på en gangsti med flere udkigsplatforme bygget op i træ langs klippekanten, udsat for vejr og vind. Og der var en meget, meget voldsom vind. Nogle af vores med-turister havde pakket sig ind i tæpper, og folk var hurtigt væk efter at have fået taget de obligatoriske billeder. Men når man tænker på, at hvis man fortsætter direkte mod syd, kommer man lige ned til Antarktis, er det ikke så mærkeligt, at vindene er kolde.

Da solen var gået ned satte vi kikkerterne for øjnene og spejdede efter pingviner. Og efter ca. ½ times venten gav vores tålmodighed bonus: først blev én efter én med korte mellemrum skyllet op på land, men pludselig fik Mikkel øje på en stor sort plet, som vi først troede, var et stykke træ eller en sten, men så bevægede den sig, så levende måtte den i hvert fald være! Og ganske rigtigt, det var en hel flok små pingviner, som var på vej op på stranden for at finde ly for natten. De var lidt langt væk, men alligevel - nu har vi også fået set pingviner!

Inde i et vulkansk krater

Hele natten igennem har det regnet, og vi må efterhånden sætte varme på i bilen om aftenen. Der er kun 14-15 grader, og med den kraftige blæst virker det endnu køligere. Desværre har vi kun et par lange bukser med hver, men vi er jo vikinger, så vi går rundt i shorts, på trods. Vi har spurgt os lidt for, og for bare en uge siden var der 40 grader her! Så vejret er virkelig slået om – brrr!!

Dagen i dag har været præget af en masse stop langs Great Ocean Road – ud for at kigge på den ene særprægede klippeformation efter den anden, som ligger på den imponerende kystlinje mellem Princetown og Warrnambool. De voldsomme bølger har udgravet grotter og huler, broer og havskulpturer i de bløde kalkstensklipper. Første stop var Loch Ard Gorge, som er et sted, hvor skibet Loch Ard i 1878 gik ned, og to mennesker blev reddet ved at klynge sig til et stykke skibsvrag, og så blev de skyllet ind i en kløft med kraftig strøm inde ved kysten. Der var også et såkaldt blowhole, hvor vandet nærmest havde skåret sig vej gennem klipperne under jorden og dannet en sø, og derefter skåret sig endnu 100 meter under jorden ind i landet. Det er overvældende kræfter, vandet har. Mens vi var ved disse seværdigheder regnede det så kraftigt, at vi blev drivvåde allerede efter 20 sekunder, så det var en god start! Heldigvis stoppede regnen herefter, selvom der stadig var koldt.

Apropos sejlskibenes storhedstid i 1800-tallet kaldes denne kyststrækning faktisk ”Skibsvragskysten”, fordi mere end 80 fartøjer gik ned på en strækning af 120 km på bare 40 år. Det var yderst vanskeligt at navigere på grund af de mange undersøiske rev og hyppige tætte tåge.

Efterfølgende så vi The Arch, der ligesom en triumfbue hæver sig over vandoverfladen og lader vand passere gennem buen, London Bridge, som i 1990 mistede forbindelsen til kysten, Bay of Martyrs, Bay of Islands og The Craigs. Alle lige betagende og imponerende.

Da vi kom til Warrnambool skulle både bil og vi tankes op, så vi fandt en combi- tank og McDonalds. Dem er der nogen stykker af hernede. Bagefter kørte vi 15 km videre, hvor vi kom til Tower Hill Reserve, som er et udslukt vulkankrater udlagt til nationalpark som oase for flora og fauna. Der går en ensporet vej gennem krateret, hvor der plejer at være to store søer flankeret af frodig bevoksning. Landskabet bar dog kraftigt præg af, at der har været tørke i området i flere måneder nu, og de få dråber regn, der er kommet de sidste par dage, har ikke kunnet ændre på det. Alligevel så vi allerede efter få minutters kørsel en emu, som gik og græssede. Midt i krateret parkerede vi bilen og gik op ad Peak Climb, en stejl 30-minutters gåtur til den højeste top med 360 graders kig ud over horisonten. Undervejs stødte vi på en kængurufamilie, som gerne ville fotograferes. Vi så dem først på lang afstand, så Ken og børnene løb hen for at se, hvad det var. Da de var tilbage sagde Mikkel: ”Det var bare nogle kænguruer”. Ja, det er da også rigtigt, dem har vi efterhånden set så mange af, at det ikke er noget særligt længere! På turen ud af krateret så vi flere emuer, og det viste sig, at de kan være ret nærgående, hvis man spiser frokost ved et af bordene i parken!

Et par timers kørsel senere kom vi til Mt. Gambier, en by med 20.000 indbyggere bygget ind i siden på (endnu) et vulkansk krater. Campingpladsen lå oppe i toppen af krateret, lige ved siden af de søer, som har dannet sig der. Den ene sø, Blue Lake, skifter af uforklarlige årsager farve fra grå til klart blå hvert år i november, som i slutningen af marts det følgende år langsomt skifter tilbage til grå igen. Det må vi ud og kigge på i morgen.

Mt. Gambier og naturpark

Vi er i de seneste dage stødt på en masse ældre biler, og vi har undret os en del over, at alle de flotte biler af mærker som f.eks. Rover, Jaguar, Rolls Royce, Volvo Amazone, Carman Ghia, Valiant og så videre lige var samlet i denne del af Australien. Også vores nabo på denne campingplads har en gammel flot to-farvet bil af mærket Holden, helt poleret op i flaskegrøn og råhvid. Som vi også har set i Melbourne og undervejs på Great Ocean Road trækker den en tilsvarende ældre campingvognsmodel efter sig, rigtig sød, men sikkert ikke særlig praktisk. Og nu er det så gået op for os, at forklaringen på ”vrimlen” er, at der har været et træf for vintage caravans her midt i marts.

Også i dag kørte vi af sted efter morgenmad og check-ud. Dog kun lige ud til parkeringspladsen ved indgangen, for så gik vi en tur hen for at se Blue Lake. Vi var heldige, for den var stadig blå med turkise kanter. Det er et underligt fænomen.

Bagefter kørte vi en tur i området, som er ret stort. Der er fire store søer i forskellige niveauer, og i forbindelse med den ene har kommunen udlagt et område til naturpark, hvor dyrene lever frit i et beskyttet indhegnet område. Vi gik en tur i parken, hvor vi spottede en del forskellige kænguruer og wallabies. Der sad også en koala og tyggede eukalyptus i et træ. Ellers var det en hyggelig lille tur, hvor vi listede os forsigtigt frem og sad helt stille på dertil indrettede bænke i flere minutter i håb om at se en echidna, en slange eller en wombat.

Klokken var efterhånden blevet 13.00, så nu var det tid til at komme videre. Vi gjorde lige holdt på informationskontoret i Mt. Gambier og fik kort og beskrivelser. Efter kort tid standsede vi ved en rasteplads og spiste frokost – det er praktisk, når man altid har hele køkkenet ved hånden! Ved 16.00-tiden ankom vi til Robe, en lille historisk fiskerby, som siden er blevet til en rolig ferieby. Vi gik en tur og fik varm kakao, kaffe og nogle lækre kager på en hyggelig café – is skulle vi i hvert fald ikke have i dén kulde!

Lidt udenfor Robe lå der en campingplads med indendørs swimmingpool, som vi checkede ind på. Straks efter var børnene på hoppepuden og legepladsen, og senere tilbragte de en times tid i poolen. Så det blev sent, før vi spiste aftensmad; den blev indtaget ledsaget af Unit One med Fischer og LaCour, som starter 20.30 hver torsdag.

Afslapning i Robe

Vi trænger alle til en køre-fri dag, så vi har besluttet at tage en slapperdag med læsning, skrivning, svømning, kortspil og diverse andre afslapningsaktiviteter – på trods af blæst, regn og kulde og tvungent ophold på 15 km². Vi vågnede tænderklaprende af kulde og ruder fulde af tæt dug her til morgen, så vi måtte have varmen sat på for en kort bemærkning. Af uvisse årsager hyler airconditionen mere end den larmer i denne bil, så det er godt, at det ikke var denne vi havde, da vi kørte rundt i Queensland!

For en gangs skyld kom Rasmus og Sidse ud på en lille løbetur i dag – Rasmus mener, at nu skal vi til at i gang! Campingpladsen ligger lige ned til en dejlig strand, ”Long Beach”, en hvid lang smuk sandstrand, der bare fortsatte i det uendelige. Det er godt nok ærgerligt, at der står sådan en strid vind ind!

Tilbage i camperen fandt vi Mikkel og Christian i gang med yndlingsbeskæftigelsen Game Boy, så de havde ikke savnet os.

Senere i dag har vi besluttet at spise aftensmad på Caledonian Inn, en gammel pub, der blev bygget og åbnet i 1859, og som har serveret forfriskninger til lokale og rejsende lige siden. Vi skal også en tur på biblioteket; det er gået op for os (lidt sent, måske…..!), at der ofte er gratis trådløst internet på bibliotekerne rundt omkring – det er i hvert fald tilfældet her i Robe, så det må ind og benytte os af.

Victor Harbor og pingvintur

Efter at børnene havde kørt go-carts og vi havde været i poolen, kom vi ganske rigtigt ind til biblioteket i går og fik opdateret hjemmesiden og checket mails. Men desværre var der ikke plads til os på Caledonian Inn (de havde kun 2 borde med plads til flere end 2 personer!!), så vi fandt en anden restaurant, hvor vi absolut ikke blev skuffede! Vi fik det lækreste måltid mad vi har fået på turen, smukt anrettet i indbydende og hyggelige lokaler. Det var en rigtig dejlig og hyggelig aften, og børnene opførte sig eksemplarisk!

I dag er vi så kommet til Victor Harbor, endnu en lille ferieby på Fleurieu Peninsula, lige syd for Adelaide. På turen hertil er vi kørt igennem den ene vinmark efter den anden – ikke overraskende, for dette område ligger i udkanten af et af de største vindistrikter i Australien. Vinen er dog absolut ikke billig – god australsk vin fås billigere i Netto derhjemme; helt absurd!

Frokost fik vi på en gammel kro i Langhorne Creek, efter at vi var kommet med færgen over floden ved Wellington. Maden var god, men betjeningen lod noget tilbage at ønske, for der var kun én tjener til både at klare restauranten og baren. Så efter at have ventet ½ time på at bestille kaffe og dessert forlod vi lidt slukørede stedet med uforrettet sag…!

Efter at have fundet en campingplads gik vi en tur i Victor Harbor’s havneområde, hvor der var noget tivoli af en slags. Her fik vi lidt til den søde tand, og desuden var der en rigtig god legeplads – perfekt til ”Jorden er giftig”, sagde børnene. Så her blev vi i laaaaang tid, indtil vi gik tilbage til camperen og spiste noget let aftensmad. Vi skulle nemlig gå over til Granite Island ad en smal træbro for at komme på en guidet tur for at se pingviner – endnu en koloni har nemlig bolig dér. Det er den lille pingvin, også kaldet Fairy Penquin, der bor og yngler her i Australien.

Klokken 19.15 tog vi af sted, og mørket var langsomt ved at sænke sig over øen, da vi nåede derover: en smuk lille klippeø, navnet var godt valgt. På vej hen til mødestedet ved øens café og butik stødte vi på en flok delfiner, som legede i bugten tæt ved kysten. Der var også nogle sæler, som patruljerede langs klippekysten - måske i håb om at få en lille pingvin til aftensmad, fik vi senere at vide af guiden.

Klokken 20.00 startede turen – der var helt mørkt nu. Vi havde fået den dårligste guide, syntes børnene, for Anna, som hun hed, snakkede mere end de øvrige (der var fire guider, så grupperne ikke skulle blive for store). Vi havde strenge ordrer om ikke at tage billeder med blitz, for det stærke, hvide lys ville blænde fuglene i op til ½ time. Så det eneste lys var en rød kraftig lommelygte, som Anna lyste med. Hun fortalte os, at turen ville kunne sammenlignes med en skattejagt, fordi pingvinerne kunne være svære at få øje på. Til gengæld så vi dem på helt nært hold – nogen af dem stod kun 2-3 meter væk. Så vi var meget stille for ikke at forskrække dem. For måske ville de så hoppe tilbage i vandet og blive spist af sælerne. De var meget søde, og det var sjovt at se nem så tæt på – det var lidt noget andet, end da vi så dem ved De 12 apostle. Undervejs så vi også nogle possumer og et par vandrotter, så det var en begivenhedsrig og spændende aften.

Adelaide – endelig!

Dagen i dag startede med en tur til minigolfbanen, som vi opdagede i går inde ved havnen. Så vi brugte et par timer i formiddags på at skyde til måls efter 18 huller. Børnene er ved at være ret habile spillere – det er kun moderen, der bliver drillet med ”at lukke øjnene, når hun slår!”. Bagefter fandt vi et indkøbscenter for at få provianteret på ny; beholdningerne var ved at være små, men nu skal vi lige huske at tænke på, at vi jo altså skal af sted herfra om en uge!! I udkanten af byen holdt vi ind ved et picnic-sted for at spise frokost, og derefter gik turen det sidste stykke til Adelaide – vejen snoede sig forbi vinmarker og smukke vingårde, over bakker og forbi marker med kvæg og får. Og endelig kom vi til Adelaide - så gjaldt det bare om at finde campingpladsen uden at komme ind i den tætte bytrafik. Det lykkes i dag helt uden problemer, og vi kørte lige til pladsen. Det er den største campingplads vi endnu har været på, og vi var lidt forbeholdne overfor alt det, de lover i brochurerne, efter at vi har været uheldige et par gange på det sidste. Men efter at have betalt og fundet vores plads, ser det ud til, at alt det lovede holder stik - nu mangler vi bare det gode vejr!!

Efter at have leget på legepladsen, spillet basketball og fyret nogle dollars af på spillemaskinerne, fik vi lidt kaffe og te med et par hot cross buns. Fjernsynet går rigtig fint igennem her, og der er flere i familien, som VIRKELIG er kommet i underskud dér!!! Så der blev brugt noget tid foran skærmen i løbet af aftenen…..!

På shopping

I dag har vi været i Harbour Town Adelaide, et stort outlet-shoppingcenter. Det meste af dagen er gået med det – vi gik derud ved 11-tiden efter at have hygget os og taget det roligt med morgenmaden. Hjemme var vi først ved 17.30-tiden – ja, tiden flyver sådan et sted!

Solen skinner, juhuu!

I dag har vi nydt det skønne vejr – været i poolen, læst, hoppet på hoppepude, spillet tennis og basketball, haft gang i kortene…! Ja, vi har bare haft en rigtig dejlig dag.

Her til morgen ved 5.30-tiden blev vi alle vækket, fordi der pludselig skete et kraftig skift i vejret, og træerne baskede til camperens tag, vinden hev og sled i siderne og regnen styrtede ned. Når man ligger lige under taget, som drengene gør, er det nemt at blive vækket af regndråberne, som falder højst ½ meter over ens hoved.

Så vi havde svært ved at falde i søvn igen – og da det skete, blev vi enige om bare at sove, til vi vågnede. Og da var klokken så 9.30 - det er længe siden, vi har sovet så længe! Vejret var stadig ”shitty”, som én af damerne på toilettet sagde, men det var alligevel ikke så dårligt, at vi ikke ville gennemføre vores plan om at tage en tur ind til Adelaide centrum i dag! Så efter børnene havde fået en let morgenmad tog vi bussen, og efter ½ times kørsel ankom vi til byen. Vi lagde ud med at gå til Gouger Street, som er én af Adelaides spisegader. Af Nikki og Michi havde vi fået anbefalet at spise Yum Cha til morgenmad, så det måtte vi jo så prøve. Det foregik på en kinesisk restaurant, hvor vi fik et Yum Cha-kort udleveret, og så skulle vi vælge mellem en masse forskellige småretter. Det blev til 8-9 forskellige (med hjælp fra servitricen!): Små butterdejsboller med oksekød, donutriskager, forårsruller, kødboller, rejer i risdej, svinekød og rejer, oksekødspølser med bønnedej m.m., med grøn kinesisk te som tilbehør. Det var en lidt underlig morgenmad, syntes i hvert fald Mikkel og Christian – de ville hellere have haft de sædvanlige havregryn og cornflakes. Men lidt gled da ned…! Bagefter måtte vi købe en bolle til dem…!

Eftermiddagen er gået med at tusse rundt og kigge markeder og butikker. Ved 17.30-tiden fandt vi Adelaide State Library, hvor vi lånte computere til at spille og gå på nettet. Det er lige noget børnene kan lide. Det var stadig regn og blæsevejr og køligt for vores bare ben og tynde regnjakker, da vi kom ud fra biblioteket. Så det blev en taxa, der fragtede os til North Adelaide til restauranten Ned Kelly, hvor vi skulle have et rigtigt ”Aussie”-måltid. Restauranten var fyldt med plakater og kopier af Ned Kelly i hans hjemmelavede rustning, som han så ud i de tre år, hvor han og resten af ”Kelly-Banden” hærgede Victoria med tyveri, mord og brand i 1870’erne. Efter en voldsom skudveksling, som varede hele natten, blev Ned Kelly fanget og senere dømt til døden ved hængning. Det var spændende for drengene at være på restauranten, men selve maden var ikke noget at råbe hurra for. Vi fik dog smagt krokodille, emu, kamel, kænguru og oksekød, som det sig hør og bør, når man er i Australien. Vi har tidligere fået kænguru, som smager rigtig godt, og af de øvrige kødtyper smagte krokodillen også fint. Men det er ikke et måltid, der behøver gentagelse.

Hjemturen foregik med bus, sporvogn og taxa, så det var en længerevarende fornøjelse!

Vejret de sidste par dage har lagt op til lektielæsning, og det er en stor del af tiden blevet brugt på. Ellers har vi hygget os med hoppepude, basket, australsk fodbold og hvad der ellers var lyst til. Vi er også så småt gået i gang med at forberede os på at komme hjem! Det bliver spændende at se, om vi kan have alle vores pakkenelliker…!

Dagen i dag har stået i klargøring af bil og pakkeriets tegn – det har været lidt af et puslespil at få det hele til at gå op. Én af taskerne var revnet en smule, så Ken har været i gang med nål og tråd. Ellers har vi nydt det dejlige vejr ind i mellem og prøvet at spise os igennem de sidste rester. Til aften mødte vi en australsk familiefar og hans fire børn, som gladelig tog imod vores bolde, freesbee, bodyboard, bøger, toiletpapir og diverse madvarer, som vi ikke fik spist os igennem. Det viste sig, at manden var af dansk afstamning langt tilbage - han hed Christensen til efternavn – og det var så ellers også alt, hvad han vidste. Så vi udvekslede adresser for det tilfælde, at han en dag skulle begynde at grave i fortiden for at finde sine slægtninge i Danmark. Og så var han vinbonde i byen Mildurra nord for Melbourne, så vi fik et par flasker vin til at tage med hjem. Ken trak lidt på det, for hvor skulle han nu finde plads til dem??!

På vej til Bangkok

Så blev det store afrejsedag – lidt vemodigt at sige farvel til det land, hvor vi har slået vores folder i tre måneder nu – og også glædeligt, fordi vi alle savner at komme hjem igen.

I løbet af natten gik Australien over til vintertid, hvilket havde haft indflydelse på vores flyafgang mod Sydney. Ifølge planen skulle vi have fløjet kl. 12.30, men turen var blevet rykket til kl. 13.30. Derfor havde vi rigtig god tid i Adelaide lufthavn. Børnene og jeg ventede i forhallen, mens Ken kørte ud for at aflevere bilen til Kea Campers. Han var hurtigt tilbage, så efter check-in (vi var 4 kg fra at have overvægt!!) blev vi lukket ind i afgangshallen. Her fik vi snildt tiden til at gå med at kigge butikker og spise de medbragte gulerødder, ostestænger, nachochips og knækbrød.

Vel ankommen til Sydney var det med at kridte skoene, for der var kun 50 minutter til afgang mod Bangkok. Vi skulle skifte terminal via en bus, så vi hoppede noget, da de ikke kunne snøvle sig af sted. Heldigvis nåede vi det – placeret på række 65 i den enorme maskine. Turen gik fint – underholdningen kan der ikke brokkes over, så både Mikkel, Rasmus og Christian sad med høretelefoner på under næsten hele turen, kun afbrudt af måltider og snacks.

I Bangkok lufthavn – en flot og kæmpestor, ny lufthavn – skulle vi igennem immigration, afhente bagage og igennem tolden. Klokken var nu 23.00 thailandsk tid, så vi var rejst 3 timer tilbage i tiden. Uden for blev vi mødt af Manit, som arbejder som guide for Nyhavn Rejser, og så blev vi kørt til Nai Lert Park Hotel midt i centrum af byen. Allerede i lobbyen blev Christian og Mikkel igen centrum for opmærksomheden; hvilket til deres store fortrydelse kun skulle blive intensiveret de næste par dage…!

Vi fik to værelser med dør imellem på det skønneste hotel. Her kan vi vist godt slappe af i et par dage.

Hos skrædderen

Endelig en morgen med mulighed for at sove længe; men sengen og tæpperne trak ikke til mere end klokken 7.00, som jo for os svarede til klokken 10.00. Vi var alle spændte på, hvad det nu var for en by og et land, vi var kommet til. Aftenen forinden havde Manit allerede introduceret os til byens vigtigste turistattraktioner, og som et led i salgstalen kom han ind på, at han kendte den fineste og bedste skrædder i byen. Allerede i morgen kunne han køre os derhen, så der ville være god tid til at få syet hvad vi nu end måtte have brug for. Vi mente egentlig, at vi ikke havde brug for noget; men det kunne måske være meget sjovt at se, hvad det var. Så vi havde aftalt, at Manit skulle hente os mandag kl. 11.00 – vi kunne jo altid bare sige, at vi ikke skulle have noget!

Det gav os god tid til at nyde badeværelset, fjernsynet og morgenmaden. Sidstnævnte var et kapitel for sig: man kom ned i forhallen og gik ned ad en trappe til det åbne restaurantområde med udsigt gennem 10-20 meter høje vinduer til hotellets store tropiske have og poolområde. Utrolig fascinerende. I restauranten blev vi modtaget af en hel flok smilende og hjælpsomme tjenere, hovedsageligt af kvindekøn, som anviste os et bord. De vimsede konstant omkring os, serverede kaffe og te, smilede til børnene, især Christian, kappedes om at røre ved ham og hjælpe ham. I dag, den første dag, tog Christian det meget pænt, smilede tilbage og fortalte sit navn. Men interessen fra Christians side dalede støt i dagene vi opholdt os på hotellet…!

Selve morgenmaden var fuldstændig ubeskrivelig – der var simpelthen alt hvad man kan tænke sig af diverse morgenmadsrelaterede retter: Den første buffet bestod af forskellige udgaver af groft og fint brød, boller, pålæg i alle afskygninger: ost, pølse, flere forskellige slags skinke og andet kødpålæg ledsaget af passende grøntsager og pickles, syltetøj, honning og Nutella pænt præsenteret i små appetitlige glasskåle. På denne stand var der også diverse former for wienerbrød og kager. Undervejs til den næste buffet passerede man et kølebord med forskellige slags yoghurt, frugtblandinger, udblødte svesker mv., hvorefter der var alle former for morgenmadsprodukter som corn flakes, müsli, coco pops, pif paf puf, chokolademorgenmad mv., mælk, tørrede frugter som f.eks. jordbær, papaya, mango, banan, ananas og rosiner. På et andet bord var der udskåret frisk frugt som ananas, honningmelon, vandmelon mv. og skåle med friske hele frugter. Ved en lang disk stod flere kokke parat til at tilberede en individuel omelet med fyld af ost, skinke, peberfrugt, tomat, champignon eller løg i hvilken som helst kombination man måtte ønske, stege spejlæg og hele tiden fylde op på fadene. På disken stod alle de lune retter linet op – retterne skiftede dag for dag, men der var altid belgiske vafler, pandekager, ovnstegte halve tomater, kartofler (hashbrowns = en form for rösti), bacon, varm skinke, tre forskellige slags små lune pølser, blødkogte æg og scrambled eggs. Derudover var der et varierende tilbud skiftende fra dag til dag med f.eks. æg florentine, ratatouille, små tærter og indbagt fisk/kød/grøntsager i små butterdejspakker mv. Derudover var der hver dag en skiftende buffet med orientalske morgenmadsspecialiteter: den første dag stod den på japansk med tofu, miso, sushi, ris mv., den anden dag fik vi indiske retter med papadums, samosa, forskellige curries og grøntsagstilbehør, på tredjedagen stod den på kinesisk med diverse dim sums, nudelretter, ris og kødretter. På vores sidste dag på hotellet blev der serveret en stor buffet med thailandsk morgenmad, hvor der oven i købet stod en kok og varmede forskellige nudler og stegte dem med egen valgt tilbehør.

Efter dette overdådige morgenmåltid kunne vi klare os langt op af dagen blot ledsaget af en flaske vand!!

På denne første dag gik vi stopmætte ned i forhallen kl. 11.00 for at mødes med Manit, som allerede sad og ventede på os. Vi gjorde holdt ved en ATM-maskine, så vi havde nogle kontanter, og så bevægede minibussen sig ud i Bangkoks heksekedel af en by. Vi skulle op i den nordlige del af byen, og undervejs passerede vi bl.a. kongens slot, som ikke var til at tage fejl af. Det var dekoreret med billeder af både ham og resten af familien, hvilket i øvrigt også var tilfældet for en del af de broer og bygninger vi passerede på vejen. Vel ankommen til skrædderen – og allerede helt klistrede på grund af varmen fra den meget korte gåtur fra bilen til butikken – blev vi modtaget af en venlig herre, som anviste os en plads omkring et lille rundt bord, hvorpå der lå diverse kataloger og billeder af forskellige kjole-, habit- og spadseredragtdesigns. Desuden tilbød han os noget at drikke, så det varede ikke længe, før børnene sad og slubrede cola i sig, mens de tegnede på små lapper hvidt papir. Ken og jeg blev påduttet det ene og det andet, fik priser at vide og forevist forskellige stoffer. Og så gik det naturligvis ikke bedre, end at vi begge købte os et jakkesæt, og Rasmus fik sig en skjorte; efter lange overvejelser og forhandling om pris. Det endte med, at vi fik slips, tørklæder og en skjorte med oven i prisen; hvilket sikkert ikke er så sjældent. Det lader til, at de små gaver kun er til samme formål: at overbevise kunden om, at vedkommende har gjort en rigtig god handel!

Der gik vel nok nogle timer hos skrædderen; og børnene begyndte at blive noget utålmodige. Så vi måtte videre i teksten, og turen gik samme vej tilbage i Manits minibus – han havde uden tvivl tjent en god dagsløn på os! På vej til et stort indkøbscenter var vi lige omkring en smykkefabrik. Vi skulle lige have orienteret os om prisen på at få lavet en kopi af en ørering. Desværre var det for dyrt til, at vi ville have det gjort. Til gengæld fik vi set, hvordan smykkeproduktionen foregår, og det var faktisk vældig fascinerende. Bagefter blev vi sat af ved et stort indkøbscenter, MBK (troede vi), hvor vi snusede rundt, kiggede og studerede priser. Det var ikke så vildt billigt, som vi havde hørt det ville være, så vi var en smule skuffede. Det blev i hvert fald ikke til nogen indkøb lige med det første. Hen på eftermiddagen kom vi op på 6. etage, hvor der lå et stort restaurationsområde. Man gik igennem en kasse, hvor man fik udleveret et kort, og så gik man rundt til de forskellige udsalg, bestilte sin mad og fik registreret indkøbet på kortet. Man betalte så først, når man forlod området igen, ved at aflevere kortet til kassedamen.

Der var ”desværre” så meget forskelligt og så mange restaurationer at vælge mellem, at det var helt vildt svært at bestemme sig til, hvad man skulle have at spise!! Men det var smart, at Mikkel og Christian kunne få pizza, Ken japansk, Rasmus arabisk og Sidse thai-mad. Dertil smoothies i alle afskygninger til ca. 10 kroner glasset. Retterne var også billige og superlækre – 20-25 kr. pr. ret kostede de. Så for en gangs skyld kunne vi gå amok i restaurationsmad uden at tænke på prisen overhovedet!

Efter maden var vi ved at være godt brugte. Men alligevel ville vi lige en smut ind i centeret ved siden af. Her fandt vi ud af, at det var denne butik, der var MBK – det storcenter, som vi havde hørt om med de billige priser, alskens udvalg i souvenirs, solbriller, underbukser, cowboybukser, t-shirts, elektronikartikler, sko og you name it. Vi orkede dog ikke at blive ved – børnene ville gerne hjem og nå at komme i poolen, inden det blev alt for sent. Så indkøbsgenet måtte lige blive styret en smule endnu; ”Vi kan jo altid komme tilbage, vi har jo masser af tid”, blev vi enige om!!

Der var ikke så langt hjem til hotellet, som ligger centralt tæt på indkøbscentre og Sky Train. Vi kørte med sidstnævnte nogle stationer og gik det sidste stykke ind gennem små snirklede og lettere skumle gader. 

Ken tog børnene med en hurtig dukkert i poolen, og efter brusebadet gik Ken ned til den nærliggende McDonalds og købte burgere på thailandsk. Det var en lidt speciel oplevelse, for ingen af ekspedienterne kunne tale engelsk, og fingersprog havde de også svært ved at forstå. Men det blev dog til noget mad, som vi blev mætte af, men så heller ikke mere!

Sejlads på floden

I dag havde besluttet at være kulturelle og se lidt af selve Bangkok, som rakte ud over shoppingcentre, markeder og handlende – som i øvrigt findes over alt, hvor end man kigger hen.

Så efter morgenmaden traskede vi hen til Sky Train-stationen og tog linjen til xxxstationen, hvor vi skiftede til Sukhumvit-linjen. Vi skulle til endestationen, som lå tæt på floden. Her købte vi en billet til flodbåden, som fungerer ligesom en bus med faste stop undervejs. Floden er stor og bred, og selvom den så meget beskidt ud vrimlede det med fisk, der sprang op af vandet. Der var også livlig trafik dernede, masser af både, langbåde, motorbåde, hotelfragtbåde, store fragtbåde trukket af små både og så videre sejlede rundt lidt hulter til bulter. Vi fik en super god plads med god udsigt, da vi kom ombord. Og så var det ellers om at følge med i det skiftende sceneri med store luksushoteller, som lå side om side med små fattige hytter og blikhuse, der så ud til at være bygget af affald. Ind imellem var der et tempel med smukke ornamenter og glimtende udsmykning i kraftige farver. Efter ca. ½ times sejlads ankom vi til vores bestemmelsessted, hvorfra vi skulle gå hen til det gamle kongepalads og lige se et tempel på vejen. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var anstændigt påklædt til at kunne træde ind i slotsområdet; så jeg måtte have fat i et tørklæde til at tage over skuldrene. Der var en del små butikker ved kaj-området, hvor vi kiggede os lidt omkring. På den anden side heraf kom vi til et område med et marked, hvor der blev handlet med tørrede fisk, skaldyr og andet godt fra havet. Vi måtte lige ind og kigge; det var ret specielt: sække med store mængder af tørrede rejer og småfisk, og større fisk placeret på borde og vogne med fisk, som var lagt op for at tørre i solen. Efterhånden kunne vi ikke rigtig holde lugten ud, så vi fandt en udgang fra de trange, halvt overdækkede smøger. Ude på gaden igen fandt vi en bod, hvor jeg fik købt et flot silketørklæde, og Rasmus købte en maske. Christian fik sig en træfrø, og desuden købte vi nogle søde punge til gaver. Det eneste var, at der over de indkøbte ting hang en stank af tørret fisk, som det lige tog et par dage med udluftning at slippe af med! Også børnenes hår og vores tøj var blevet imprægneret med lugten; men det kan da heldigvis vaskes!

På den anden side af gaden fandt vi indgangen til templet Wat Poh, hvor en lang liggende forgyldt budda lå inden for. Vi skulle tage skoene af og stille dem udenfor, og så gik vi rundt om buddaen og tog de obligatoriske billeder. Ude igen var det efterhånden blevet så varmt, at vi havde svært ved at klare det. Vi måtte have noget vand, og det skulle gå hurtigt! Men der var stadig en gåtur hen til kongeslottet, og i den kvalmende hede virkede det nok længere, end der reelt var. Da vi endelig nåede frem, var der en time til lukketid, og børnene ville helt vildt gerne hjem i poolen. Så det endte med, at vi droppede slottet, begyndte at gå hen imod Khao San Road, hvor vi egentlig havde besluttet at spise, men droppede det også og fandt en taxa, som gennem myldretrafik og propkørsel fandt vej tilbage til hotellet.

Klokken 18.00 skulle vi hentes af skrædderens taxa, fordi vi skulle ind til ”fitting”. Men inden da nåede vi en pool-tur – og hvor var det bare forfriskende og lækkert. Dog var der ikke sol på poolområdet på dette sene tidspunkt af dagen. Så vi lagde en strategi for de kommende dage, som hed, at vi ville benytte os af poolen om formiddagen og bruge eftermiddagene på at shoppe og gå rundt i byen.

Som sagt blev vi hentet af en taxa kl. 18.00, og så tog vi atter turen ud til skrædderens butik. Her var der klar til os; vi hoppede i de forskellige klædningsstykker, og det hele så pænt og nydeligt ud. Blot var et par af skjorterne lidt stramme, og der skulle findes en passende længde på bukser og nederdel.

Bagefter blev vi kørt hvorhen vi havde lyst; og da vi gerne ville købe noget billigt tøj til Rasmus og drengene skulle vi tage til Pat Pong, sagde de i butikken. Det er det område, hvor der går en del letpåklædte damer rundt, så vi var lidt forbeholdne overfor at tage børnene med derhen. Men det var der vi endte, og da det kom til stykket var det ikke så slemt. Pigerne så jo meget søde ud, og selve markedet var godt nok i nærheden, men et andet sted.

Ken tog Christian og Mikkel med på en fastfood-kyllingrestaurant for at spise lidt mad, hvorefter de tog hjem til hotellet. Imens kiggede Rasmus og jeg i boderne. Vi kunne blive ved i timevis; der var så meget! Så det blev da også til nogle t-shirts, bukser, et par CD’er, tørklæder, underbukser, strømper og et bælte. Det var noget med at forhandle om priserne, og det gik jo egentlig meget godt. Efterhånden nærmede klokken sig midnat, og vi var ved at være trætte. Så vi kørte hjem med Sky Train, og gik endnu en gang turen gennem de lidt skumle gader. Men der var ingen grund til nervøsitet; det eneste væmmelige vi oplevede var en rotte, som vi mødte på fortovet.

Mere indkøb

Dagen i dag startede med ophold ved poolen – efter morgenmaden, selvfølgelig! Vi solede os på liggestolene, svømmede i den store pool, legede i vandet og læste bøger. Vi flottede os og bestilte frokost fra poolbaren med frugtdrinks til. Det er dejligt forfriskende i det varme vejr. Ved to-tiden gik vi op på værelset og skiftede tøj, og så gik vi ud i det pulserende Bangkoks gader. I dag havde vi valgt en anden gade at gå ad, som også skulle være flankeret af boder og markedsstemning.

Vi havde ikke gået langt før de første krav om drikkepause meldte sig, så vi gik ind på den første, den bedste kaffebar. Det viste sig dog hurtigt, at de ikke solgte kaffe derinde. Til gengæld kunne vi få øl og vand, ladies drinks og juice. Vi blev også holdt med selskab af en yndig thaipige, som talte udmærket engelsk. Hun konverserede os det bedste hun havde lært, omend emnerne nok var noget anderledes, end dem hun plejede at bruge. Vi talte om børnene, at hun også gerne ville have børn, at det ikke rigtig kunne hænge sammen for hende og hendes kæreste og så videre. Hun var meget åbenhjertig og sød, og det er ikke så mærkeligt, at vestlige mænd falder for thai-pigernes charme og sødme.

Senere fortsatte vi vores gåtur, og vi fik købt en ekstra taske, så vi kunne have alle vores pakkenelliker. Til sidst tog vi Sky Train til MBK-centeret, hvor vi fik noget mad, og Ken købte to sportsure. Tilbage på hotellet blev vi mødt af en besked fra receptionen om, at der stod en skrædder dernede og ventede på os. Det havde han gjort siden kl. 18.00, og nu var klokken 21.00, så det var MEGET PINLIGT!! Han kom op til os på hotellet, hvor vi skulle prøve tøjet for sidste gang. Det gik hurtigt, og vi havde ikke noget at brokke os over!!!! Det var lidt synd for ham, men det virkede ikke, som om han syntes det var træls.

Da skrædderen var gået gjorde Rasmus og jeg igen klar til afgang. Vi skulle lige en tur til Pat Pong for at købe de sidste ting. Det var sidste chance, så det var bare om at komme af sted, selvom det var et lidt mærkeligt tidspunkt at tage på indkøb på – klokken var efterhånden blevet 22.00. Men vi vidste lige, hvor vi skulle hen og hvad vi skulle købe, så det var ikke så slemt. Og da vi først var af sted gik det også helt fint. Vi fik købt flere t-shirts og tørklæder til gaver.

Hjemturen gik med tuc-tuc, for Sky Train var holdt op med at køre kl. 00.00. Det gik rigtig hurtigt og kostede de sidste af vores kontanter, 100 baht (16 kr.). Hjemme igen var det bare med at komme på hovedet i seng.

Sidste dag i Bangkok

Så blev det sidste dag i Bangkok. Vi havde fået lov at blive på hotellet til klokken to, så vi udnyttede tiden med at nyde solen og vandet ved poolen. Da vi havde checket ud og fået vores bagage opmagasineret valfartede vi endnu en gang til MBK, som var eneste stop i dag. Det første, vi gjorde, var at finde en is-restaurant, hvor børnene fik lov at vælge frit fra kortet. Det blev til nogle store isdesserter – specielt Rasmus fik en portion, som vist normalt var tænkt som en dele-portion!